Afsnit: 4

De sidste tre år har været en skuffelse – Monica møder Jakob Sølvhøj, fra Enhedslisten

Skuffelse er et ord, der går igen mange gange i denne udgave af ”Monica møder magten”. Det er ikke en imponeret og optimistisk handicapordfører fra Enhedslisten, som Monica Lylloff møder på dagen for valgets udskrivelse. Jakob Sølvhøj ser et langt sejt træk forude for at få mere politisk fokus på handicapområdet.

”Hovedindtrykket er, at denne regering ikke har villet rykke på handicapområdet. Den har kunnet gøre det, for vi har haft et udmærket samarbejde med SF og De radikale. Så vi kunne have lavet noget, men vi har næsten ingenting lavet på dette område. Regeringen har hængt i bremsen og har ikke villet prioritere området,” siger Jakob Sølvhøj, der siden 2015 har været handicapordfører for Enhedslisten.

I denne valgkamp er Jakob Sølvhøj ikke på valg, og i samtalen med Monica ser han tilbage på en valgperiode, som han ikke er bange for at kalde en skuffelse, fordi handicapområdet ikke fik den prioritet, som han mener, området blev lovet.

Samme skuffelse deler Monica Lylloff, der var én af medstifterne af bevægelsen #enmillionstemmer forud for sidste valg i 2019.

”For mig har det næsten været værre at stå over for en ny regering, der i 2019 havde slået sig op på at ville ændringer på handicapområdet, og så ikke holde det,” siger Monica Lylloff, der dog ikke mener, at de seneste års indsats har været forgæves.

”I løbet af de sidste tre år har der været en erkendelse af, at der virkelig er et stort problem. Det havde vi ikke før sidste valg. Men nu har vi fået fasttømret en erkendelse af, at der er et stort problem, som kræver forandring. Vi vil derfor under valgkampen de næste fire uger kræve svar på spørgsmålet: Hvad vil politikerne gøre ved det?” siger Monica Lylloff, der nu vil videre.

”Vi skal ikke længere bare være tilfredse med, at ordet handicap nævnes. Vi skal forvente, at der kommer nogle ind i Folketinget, som rent faktisk har tænkt sig at handle på det her område. For hvorfor skal vi stemme på nogle mennesker, som har svigtet de sidste tre år?” siger Monica Lylloff.

I podcasten taler Monica Lylloff og Jakob Sølvhøj særligt om, hvad der skal få handicapområdet højere op på den politiske dagsorden.

”Jeg hører til dem, der tror meget på det lange, seje træk. At vil man skabe forandring, så er det utrolig sjældent, at fordi man engagerer sig i en måned eller to, så vender alle næsen ens vej. Det er langt og sejt arbejde. Det arbejde, #enmillionstemmer og handicaporganisationer har udført i årevis, det skaber et fundament. Jeg tror, at uden sådan et fundament, så er det svært. Det kan ikke opstå af ingenting. Alle politikere kan jo lade sig presse, hvis de mærker, at der er en folkestemning for forandring,” siger Jakob Sølvhøj.

Medvirkende

Jacob Sølvhøj og Monica Lylloff

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Følg Socialt Indblik

Medvirkende

Jacob Sølvhøj og Monica Lylloff

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Lyt til Socialt Indblik