De unge kan synge, tegne eller skrive deres oplevelser ud i digte, breve, billeder eller lyd. Det giver dem mulighed for at bruge det stærkeste sprog, de har, og giver de voksne indsigt i værdifuld viden.

”Jeres søn ligger på autismespektret og har en særlig form for autisme kaldet GUA,” sagde lægen, og så brød jeg helt sammen. Ingen samlede os op, vi var bare i et vakuum.” Sådan fortæller Line, der er mor til Bror på ni år. Hun fortæller her om mødet med systemet og om livet for både hende og resten af familien som pårørende. Et liv med skyld, sorg og magtesløshed. Fortællingen er et uddrag fra bogen ”Bogen til pårørende” af journalist Tea Sletved.

Mie og Fransiska var begge unge, da de første gang stod frem i medierne med deres personlige historier. Mie om selvskade. Fransiska om at være anbragt som barn. Snart ti år senere stiller de fortsat op, for de mærker, at deres perspektiver gør en forskel hos både praktikere og politikere. Men de mærker også, hvad det betyder, når deres historie bliver allemandseje – og der er frit slag for kommentarer på sociale medier. Både medier og organisationer har et ansvar for at passe på mennesker, der stiller sig frem.

Når mennesker med levede erfaringer står frem i medierne, bidrager de med en vigtig og nødvendig indsigt. Men hvordan passer vi som medier bedst på de mennesker, der stiller sig frem med deres sårbare historier? Lev Uden Vold har sammen med fem andre organisationer udgivet ”8 gode råd til journalister om vold i nære relationer”, der skal styrke de etiske overvejelser. Dansk Journalistforbund hilser rådene velkomne.

Skulle vi først og fremmest ikke begynde på at hjælpe de børn og unge, der har det svært i folkeskolen, på den måde der er bedst for dem, i stedet for at tromle dem i et korstog om, at folkeskolen skal kunne rumme alle børn og unge. Sådan skriver Trine Schaldemose, der er chef for politik og analyse i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud. Hun opfordrer til at se på det enkelte barn og barnets behov frem for økonomi og ideologi.

Vi skal stoppe diskussionen om, hvorvidt der er mistrivsel blandt børn og unge i skolen. For det er der. Men der er også masser af viden, løsninger, muligheder og ildsjæle, som der er behov for at samle og sætte i spil. Det er essensen af en bevægelse, der lige nu på aktivistisk græsrodsmanér er ved at rejse sig.

Antropolog Mette Larsen har forsket i, hvordan socialrådgivere og andre professionelle kan inddrage børn og unge i journalskrivningen. Nu rejser hun rundt i landet og underviser socialrådgivere i, hvordan de kan ændre praksis. For mange er det en øjenåbner og en gamechanger, der vækker tillid og styrker samarbejdet mellem den unge og de sociale myndigheder.

Juletræ med pynt fra top til tå, bunker af gaver og godter – og en nisse, der hver morgen efterlader en overraskelse i børnenes julesokker. For mange af de voldsramte kvinder og deres børn, der bor på Danner Krisecenter, har julen været en svær tid. Derfor er det vigtigt at skabe traditioner og positive minder. Men der skal også være plads til at tale om de følelser, der ofte bliver forstørret i julen – og til at støtte børnene, der måske savner far.

Det er alarmerende og triste tal, at hver tredje anbringelse i en plejefamilie slår fejl, og lige så oprørende er det, at hver femte anbringelse på en døgninstitution må afbrydes, skriver Inge Neander, formand for Plejefamiliernes Landsforening, som kalder manglen på plejefamilier uholdbar. Hun mener, at det ville give mere stabile anbringelser og fremfor alt god udvikling og trivsel hos flere anbragte børn, hvis plejefamilierne blev understøttet langt mere end i dag.

Børn og unge, der har psykiske lidelser og samtidig misbruger rusmidler, er blevet glemt i politikernes 10-årsplan for psykiatrien, mener organisationsfolk. Mens denne helt unge dobbeltramte gruppe må vente på, at politikerne handler, gør mange fagprofessionelle, hvad de kan for at skabe forandring: De udvikler deres faglige kompetencer og afprøver nye samarbejdsmodeller på tværs af kommuner og regioner.

Efter årelang kamp mod anoreksi, føler Josefine Kleis-Olsen sig skadet af psykiatriens behandling. Hun mærker stadig angsten for sanktioner og trangen til at spise på en helt særlig måde. Med bogen ”Det vil ikke altid være sommer – et brud på anoreksiens lænker” ønsker hun at sprede håb for mennesker med spiseforstyrrelser og give behandlere indblik i de tanker og følelser, hun oplevede blev overset i behandlingen, hvor fokus udelukkende var vægt og kalorier.

Besparelser, lukning af institutioner og en opfattelse af kernefamilien som den mest naturlige ramme for børns opvækst har gjort plejefamilien til den langt hyppigste anbringelsesform, selvom over en tredjedel af familieplejeanbringelserne bryder sammen. Manglen på plejefamilier bliver stadigt større, og med kampagnen ’Små Liv Søger Store Hjerter’ forsøger myndighederne at få flere til at melde sig som plejefamilie. Men det er en forkert og farlig prioritering blindt at lade plejefamilie være førstevalg, lyder opråbet fra forskere.

Når vi forherliger plejefamilien, er det et forsøg på at normalisere anbringelsen. Vi glemmer bare, at anbringelse i familiepleje er alt andet end normalt. Vi taler om at være anbragt i en familie. Om Familie-pleje. Pleje-familie. Det er, som om familie opvejer for ordet pleje. Vi bliver nødt til at se nærmere på kvaliteten i anbringelsen. Måske skal vi forsøge at udvide vores horisont og skabe hybride anbringelsesformer. For anbragte børn fortjener mere og bedre.

Der er brug for bedre hjælp til børn og unge, der er ramt af både psykisk lidelse og misbrug. Det erkender både Socialdemokratiets og Nye Borgerliges psykiatriordførere. Men de har ikke konkrete løsningsforslag på bordet og peger på, at både økonomi og fortsatte politiske forhandlinger om psykiatrien spiller ind.

Børn og unge med dobbeltdiagnoser skal hjælpes bedre, mener formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, Jacob Klærke (SF). Socialt Indblik har de seneste uger beskrevet, hvordan børn og unge med både en psykiatrisk lidelse og et misbrug mangler et sammenhængende behandlingstilbud. Jacob Klærke erkender, at der er behov for, at børn og unge bliver omfattet af et dobbeltdiagnosetilbud, som det netop er sket med personer over 18 år.

Belastende traumer fra barndommen som svigt og overgreb sætter sig i kroppen og kan give fysiske sygdomme. I bogen ”Hvordan krænkede børn bliver syge voksne”, dokumenterer norske læger og forskere, hvordan lægernes behandling i langt højere grad bør have blik for traumers sundhedsskadelige konsekvenser. I stedet for udelukkende at undersøge, hvad patienten fejler, bør sundhedspersonale spørge, hvad er der hændt patienten helt tilbage fra barndommen, argumenterer de.

At regeringen har planer om lettilgængelige kommunale tilbud til børn og unge, er et godt og vigtigt tiltag. Men gruppen af børn og unge med dobbeltdiagnoser risikerer stadig at blive afvist og vurderet uden for målgruppen, frygter medlemmer af UngeAlliancens Repræsentantskab. De giver her fem konkrete anbefalinger til et lettilgængeligt kommunalt tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel.

”Det er stadig svært for mig at forstå, at han har det ok nu. Der har været tidspunkter, hvor jeg ikke troede, han ville overleve,” siger Mette, der er mor til Mark, der først som 18-årig fik en diagnose inden for autismespektret. Hun fortæller, at hun hele vejen op gennem Marks barndom og ungdom både har skullet kæmpe for, at Mark kunne få de støtte- og behandlingstilbud, han havde brug for. Og for at forsøge at rette op på fejl, hjælpesystemerne begik undervejs i hans forløb. Nu har hun et budskab til systemet.

Ligesom USA og Australien bør Danmark indføre faglige retningslinjer for behandling af børn og unge med dobbeltdiagnoser, hvor princippet ’No Wrong Door’ indgår. Det ville ikke kun hjælpe de tusinder af børn og unge herhjemme, som rammes af dobbeltproblematikker, men også deres pårørende, som ofte får alvorlige belastningsreaktioner, fordi hjælpesystemerne ikke griber deres børn. Sådan lyder anbefalingen fra både forskere, unge og pårørende.

Alt for ofte bliver unge med autisme misforstået, fejlbehandlet og opgivet i rusmiddelbehandlingen. Men hvis behandlerne får mere viden om, hvordan den autistiske hjerne fungerer og fx lærer, hvordan de kan gøre både deres egen kommunikation og behandlingens rammer mere autismevenlige, kan de hjælpe mange af de unge, som ikke får den hjælp, de har brug for i dag.

”Det havde været rart at blive set og forstået som den, jeg var, allerede da jeg var barn og teenager. Så var jeg måske slet ikke kommet ud i behovet for stoffer,” siger Anna, der har autisme ligesom mange andre unge, der slås med kombinationen psykiske vanskeligheder og rusmiddelmisbrug. Hun måtte igennem et omfattende misbrug, før hun som 27-årig fik den rette diagnose. Ny rapport afdækker, hvordan både psykiatri og rusmiddelbehandling ved for lidt om, hvordan unge med autisme fungerer. Derfor får de unge alt for ofte ikke den hjælp, de har brug for.

Tusinder af børn og unge helt ned til 12-13 år, mange af dem med autisme, falder mellem stolene, når de rammes af psykisk lidelse og samtidig misbruger hash, stoffer og/eller alkohol. De bliver hverken hjulpet af psykiatrien eller rusmiddelbehandlingen og betaler en høj pris for den manglende hjælp. Men spørger man dem selv, hvordan de kan hjælpes, har de masser af løsninger.

Emma var 12 år, da hun opdagede, at hash kunne dulme den angst og de svære følelser, hun bar på. Hun er bare én af de tusindvis af børn og unge, der falder mellem stolene, fordi de ikke gribes af hverken psykiatrien eller misbrugsbehandlingen. Psykolog Silas Houlberg møder mange, der som Emma bruger vigtige ungdomsår på at slås med misbrug og psykiske problemer. For Emma blev mødet med Silas et vendepunkt. Her deler de to deres erfaringer og giver bud på løsninger.

Alt for sjældent bliver der lyttet til barnets egne ønsker, skriver Anne Kappelgaard Bove. Hun oplever som bisidder for udsatte børn og unge hos Børns Vilkår, at børnene efterlyser venlighed og et menneskeligt ansigt i behandlingen af deres sag. Og i mange undersøgelser peger børnene og de unge selv på, at bare et glimt af et menneskeligt ansigt i systemet ville gøre en stor forskel for dem.

Ved et knitrende bål, med en snittekniv i hænderne eller på vandring gennem skoven, er det lettere at nå ind til anbragte unge end i det traditionelle terapirum. Kroppen vågner under åben himmel, og færdigheder i friluftsliv kan hjælpe udsatte unge til at slå nye rødder. Afgørende er det, at hele netværket omkring de unge, giver næring til de nye selvfortællinger.

Myrernes hierarki. Udsigten over istidslandskabet. Eller at balancere på en træstamme hen over skovens vandløb. Det kan alt sammen løfte de socialfaglige indsatser for unge, der kæmper med fx misbrug, kriminalitet eller psykisk sårbarhed. Det viser erfaringerne fra ”Natur til et godt liv – Laboratoriet” i Svanninge Bjerge. Tag med, når leder Caroline-Marie Vandt Madsen viser Socialt Indblik naturens potentialer i de grønne bakker.

Naturen har et kæmpe uudnyttet potentiale – for mennesker, der kæmper med psykiske lidelser som depression, angst og stress, men også for fx udsatte unge og demente, fortæller Dorthe Varning Poulsen, der forsker i sammenhængen mellem naturen og menneskers fysiske, mentale og sociale sundhed. Vi burde i langt højere grad anerkende naturen som en del af den rehabiliterende indsats, ligesom man gør i flere andre lande.

Flere unge henvender sig til kommunal rusmiddelbehandling, efter de har haft ubehagelige oplevelser på psykedelika. Men de har ikke nødvendigvis brug for den samme behandling som unge, der tager andre typer af rusmidler. Man er nødt til at forstå, hvad psykedeliske stoffer som LSD og ayahuasca giver de unge for at kunne tilbyde dem den rette hjælp, fortæller Margit Anne Petersen, der som leder af forskningsprojektet ’Den Psykedeliske Renæssance’ på Aarhus Universitet har interviewet unge, der har brugt psykedeliske stoffer.

Behandlingen af spiseforstyrrelser ender ofte blindt, fordi den hviler på misforståelser af spiseforstyrrelsens væsen, mener forfatter Lea Muldtofte, som har været indlagt og i behandling for anoreksi i årevis. I den autobiografiske roman ”Om forladelse” beskriver hun sine oplevelser som indlagt i et sårbart opråb om at blive hørt og mødt i et system, hvor hun igen og igen har følt sig forladt. Bogen er en appel til at nuancere forståelsen af, hvad spiseforstyrrelser er, og hvem de rammer.

Det skaber sammenhæng i børnenes liv, når samarbejdet mellem skole og forældre fungerer. Men samarbejdet skal handle mere om kultur og involvering fra begge parter end om hytteture og kagebagning. Det mener Kirsten Birk Lassen, der er ekspert i samarbejdet mellem skole og forældre. Hun mener, at samarbejdet begynder med et forældresyn, hvor forældrene ikke bliver set som besværlige eller overbeskyttende, men som en vigtig del af børnenes liv – også i dagtilbuddet eller skolen.