”Det bedste er at få de kram, de professionelle aldrig har givet mig”

Michelle Cordelia Sommer kan stadig have svært ved, sådan for alvor, at tro på det.

”Kan du huske den dag, da vi gik tur om Damhussøen, hvor du fortalte mig, at du stadig havde svært ved at forstå, hvorfor jeg gad at lære dig at kende. Bruge tid med dig,” siger Trine Thomsen.

Det er kun fire måneder siden, de mødtes første gang. Trine Thomsen havde meldt sig hos Røde Kors, som søgte frivillige, der havde lyst til og mod på at opbygge en relation til en tidligere anbragt ung og være tryghedsperson for ham eller hende i projekt BackUp. BackUp er et supplement til kommunernes tilbud om såkaldt efterværn – den støtte som tidligere anbragte ifølge Serviceloven har mulighed for at få, men som kun få får – enten fordi de aldrig har hørt om det, eller fordi de har fået nok af møder med professionelle voksne og ’systemet’, som de ønsker at frigøre sig fra, når de fylder 18. 

Michelle Cordelia Sommer havde aldrig hørt om muligheden for, at hun kunne få efterværn. Havde hun kendt til det, er det også tvivlsomt, at hun ville have sagt ja.

Efter hele sit liv at have kæmpet for at blive hørt af et hav af forskellige professionelle voksne på syv forskellige skoler, i psykiatrien og på sit bosted, var det ikke flere møder med indkaldelse via e-boks og fast bagkant, hun havde brug for.   

Det er netop dét, projekt BackUp kan imødekomme. De frivillige, som melder sig, gør det af lyst til at skabe og dyrke en relation til en nuværende eller tidligere anbragt, uden professionel distance.

Det var et tilfælde, at Michelle Cordelia Sommer blev præsenteret for BackUp. Og da uddannelsesvejlederen fra kommunen præsenterede hende for idéen, var hun skeptisk.

”Jeg var endelig flyttet i egen bolig. Det var første gang længe, at jeg var i kontakt med kommunen. Bare tanken om at skulle forholde mig til endnu en ny voksen … Det kunne jeg slet ikke overskue,” forklarer hun:

”Og hvad nu hvis det bare var en af den slags frivillige, der først og fremmest ville vise omverdenen, hvor god hun var,” siger hun til Trine, der sidder ved siden af hende i sofaen – smiler, som var det en bemærkning til en ven, man er tryg ved at være fræk over for. De sidder tæt i sofaen. Begge med benene trukket op under sig, deler en cola og hyggesnakker.

Socialt Indblik har fået lov til at være med en dag, hvor de mødes i Trines lejlighed på Frederiksberg.

Akut indlagt og anbragt

Michelle Cordelia Sommer var 13 år, da hun blev anbragt. Hun levede alene sammen med moderen, som selv var vokset op i modvind. Faderen havde de aldrig boet sammen med. Han var svært psykisk syg og var aldrig blevet en del af Michelles liv. Kun en enkelt gang som niårig havde hun mødt ham.

”Det var flere års pres og massiv stressbelastning, der til sidst udløste, at jeg fik en langvarig depression,” forklarer Michelle Cordelia Sommer.

Det var først efter en tre måneders indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Glostrup, at kommunen tilbød en anbringelse på et bosted i Brønshøj, hvor Michelle fra den ene dag til den anden flyttede ind.

Hun havde det ikke godt på bostedet, hvor hun boede sammen med seks-syv andre anbragte unge. Efter et par måneder bad hun om at komme hjem til sin mor og bo igen. Men det fik hun ikke lov til.

”Jeg havde mareridt og angst og nåede at gå på tre forskellige skoler i det halvandet år, jeg boede der. Personalet var ikke uddannet til at give os redskaber til at håndtere vores mistrivsel. Jeg oplevede det som ren opbevaring,” siger Michelle Cordelia Sommer.

Efter halvandet års kamp med kommunen lykkedes det hende at få lov til at komme hjem og bo med sin mor igen. Hun var 15 år og havde det stadig dårligt, startede i 10. klasse, men droppede endnu engang ud af skolen. Hun fik job i Lagkagehuset i stedet og begyndte at spare op til at flytte hjemmefra og skabe sit eget hjem.  

Da hun som 18-årig flyttede hjemmefra, følte hun sig ret alene.

Michelle Cordelia Sommer fortæller, at hun har haft flere professionelle voksne i sit liv end de fleste: sygeplejersker, psykiatere og læger, de voksne på bostedet, alle lærerne på de mange skoler, hun har gået på, syv forskellige sagsbehandlere i kommunen, fire af dem har hun aldrig mødt i virkeligheden.   

Alligevel har hun aldrig fået det af de voksne, som hun havde allermest brug for:

”Jeg har savnet tid uden bagkant, nærvær, omsorg, kram og samtaler, som ikke bare er envejskommunikation, men ligeværdige. Det er nok derfor, at jeg stadig ikke helt forstår, at Trine sådan rigtig har lyst til at være sammen med mig. Og derfor hendes kram betyder så meget,” konstaterer hun.

”Jeg har haft så dårlige oplevelser med professionelle voksne i systemet, at jeg aldrig ville have sagt ja til et efterværnstilbud om ti samtaler med endnu en sagsbehandler, der skulle plotte mig ind i sin mødekalender.”

Én undtagelse har der været. Én gang i sit anbringelsesforløb har Michelle Cordelia Sommer oplevet en form for personlig omsorg. Den første kontaktperson, hun havde på bostedet, var en mand, som mødte hende med tryghed og et nærvær, hun hverken før eller siden har mødt hos de professionelle voksne. Mødte hendes længsel efter en faderfigur, som aldrig havde været der.

”Jeg var tryg ved ham, og han krammede mig. Men pludselig fra den ene dag til den anden talte han ikke til mig. Jeg var som luft for ham. Jeg forestiller mig, at nogen oppefra i systemet har ment, at vores forhold var blevet for tæt. At hans omsorg derfor blev sanktioneret,” siger hun.

Tid til omsorg

Det var helt tilfældigt, at Trine Thomsen så opslaget om, at Røde Kors søgte frivillige.

”Det lød spændende og rart at få lov at opbygge en relation til en ung kvinde, der havde brug for mig. Og jeg havde tid og lyst til det, nu hvor min datter er ved at være stor og har mindre brug for mig og bruger en masse tid med sine veninder i steder,” forklarer Trine.

Forud for mødet med Michelle var hun igennem en halvanden time lang screeningsamtale med den projektansvarlige hos Røde Kors. To af hendes nærmeste, en veninde og hendes mor, blev også interviewet som led i screeningen, mens hendes kæreste skulle aflevere en børneattest.

”Det blev tjekket temmelig grundigt, at jeg var robust nok, og det er da kun helt rimeligt,” konstaterer Trine.

”Det var vildt trygt for mig, at jeg vidste, at det ikke var en skrøbelig voksen, jeg skulle passe på. At jeg kan slappe af og være mig selv,” supplerer Michelle.

Begge føler de, at Røde Kors har lavet et helt perfekt match. De går ture sammen, tager på café, taler om kærlighed og karrieredrømme. De har også været i IKEA sammen, da Michelle skulle have indrettet sin lejlighed. De sms’er og ringer til hinanden, og der går aldrig mere end et par uger, uden at de er i kontakt.

”Det virker helt naturligt at være sammen. Også fordi der ikke er nogen mødeindkaldelser, bagkant, gebyr ved udeblivelse eller sagsbehandlerdagsorden, når vi er sammen. Bare det at kunne sidde her i sofaen med dig. Jeg ser dig som en slags bonusmoster,” siger Michelle til Trine.

Som frivillig i BackUp har Trine også sagt ja til at introducere Michelle til sine nære relationer for at give hende oplevelsen af at være en del af et familiefællesskab.

”Mange tidligere anbragte kommer fra vanskelige familiesituationer med meget svære mønstre. Så det er ikke meget kendskab, man har til, hvordan det er at indgå i en familie,” siger Michelle og fortsætter:

”Kommunale sagsbehandlere fortæller heller ikke om deres private forhold. Det, at samtalerne med dem er envejskommunikation, hvor det kun er den anbragte, der blotter sin sårbarhed, det er med til at gøre relationen kølig, akavet og utryg.”

Over al forventning

Det er som at mødes med en veninde eller en moster. De taler om det, der lige rører sig. For dem begge. Ligeværdigt.

Om den HF Michelle Cordelia Sommer er i gang med, om hvad der skal til, hvis hun vil ind på Arkitektskolen, som hun drømmer om.

Løbende får Trine Thomsen, sammen med de andre frivillige i BackUp, coachende briefing og redskaber i, hvordan hun kan være en god støtte for Michelle.

Som Michelle havde Trine heller aldrig hørt om den såkaldte efterværnsstøtte. Efter at hun meldte sig som frivillig i BackUp, har hun læst om det. Typisk består en kommunal efterværnsindsats i en række samtaler med en sagsbehandler fra kommunen eller en midlertidig forlængelse af anbringelsen.

”Der er jo noget vildt skævt ved at tilbyde sårbare unge ti samtaler med endnu en professionel voksen i deres liv,” synes hun.

”Det var i hvert fald ikke det, jeg havde brug for,” konstaterer Michelle:

”Jeg havde brug for tryghed, tillid og nærvær,” siger hun:

”Det er så nyt og stort for mig, at Trine må kramme mig.”   

Trine ved ikke præcist, hvad hun havde forventet at få ud af at være frivillig i BackUp.

”Men jeg ved, at jeg har fået langt mere, end man kan forestille sig, ud af at få Michelle ind i mit liv.”