”Det er det fedeste fag og en misforståelse, at pædagogfaget er blevet sparket ned under gulvtæppet”

Egentlig var det planen, at han ville være ingeniør. Men allerede i slutningen af uddannelsen på DTU kunne Mudi Jarkass godt fornemme, at han hellere ville arbejde med mennesker. Opvæksten på Nørrebro havde vist ham, at det, der drev mange af områdets udsatte unge ud i kriminalitet var, blandt andet, at det var svært for dem at fungere i et arbejde. Mange havde ikke forældre, som arbejdede, og da var det svært at lære normerne for, hvordan man agere på en arbejdsplads – at man møder til tiden, påtager sig et ansvar osv.

Han havde arbejdet på forskellige opholdssteder i dagbehandlingstilbud og kommunale projekter, der skulle forebygge, at unge opsøgte bandemiljøet. Og da han stod med eksamensbeviset i hånden i 2013 og kunne kalde sig ingeniør, mærkede han stærkt, at pædagogikken kaldte på ham.

”Jeg kunne ikke se mig selv som en, der kørte rundt i Tesla og skjorte med en attachemappe under armen. Det sagde mig ikke så meget at blive en dygtig ingeniør. Jeg ville langt hellere være dygtig til mennesker,” siger han.

Mudi Jarkass nåede aldrig at begynde at arbejde som ingeniør. I stedet etablerede han den socialøkonomiske virksomhed FRAK, som hjælper unge ved at tilbyde dem arbejde, der fungerer som fritidsjobs for de unge og klæder dem på til at træde ind på arbejdsmarkedet. I 2013 søsatte han projektet – i de første fem år var han nødt til at have andre pædagogjobs ved siden af, men i 2017 kunne han arbejde på fuld tid i FRAK, hvor han i dag er daglig leder.

Omdrejningspunktet i FRAK er værkstedspædagogik, og de unge får konkrete, betalte opgaver, som de løser i fællesskabs med FRAK’s pædagoger – for eksempel at vedligeholde grønne arealer, male vægge eller bygge plantekasser i byrummet.   

”Formålet er at gøre unge gode til at arbejde. I bund og grund handler det om, at vi gerne vil have unge til at blive på arbejdsmarkedet. Mange af de unge kommer fra familier med forældre, der aldrig har været en del af arbejdsmarkedet. Det handler om at opdrage de unge til at passe et rigtigt arbejde, så de går ud og får et. Vi oplever, at det er pengene, der lokker dem til, men faglig stolthed og det at være en del af et arbejdsfællesskab, der får dem til at blive,” siger han.

Der var for mange socialt udsatte unge på Nørrebro, der fik et fritidsjob, men som faldt ud af det igen – og blev fyret pga. helt basale ting, fx at de glemte at melde sig syge om morgenen, forklarer Mudi Jarkass. Han fortæller om en ung mand, som var blevet fyret fra sit job i Føtex, og som var overbevist om, at det var, fordi chefen bare ikke kunne lide ham og var fascist. Da Mudi Jarkass dykkede lidt ned i det, viste det sig, at den unge havde ringet kl. 16 og meldt afbud med begrundelsen, at hans søster havde fødselsdag, fordi det var den første sommerdag, og han hellere ville på Bryggen med vennerne.

En kobling til omverdenen

I dag er Mudi Jarkass fuld af taknemmelighed over, at han valgte at skifte spor og blive pædagog.

”Jeg oplever, at jeg gør en reel og meget konkret forskel. Og i FRAK har vi den frihed, at vi selv kan bestemme vores pædagogiske retning. Samfundsmæssigt, i den store fortælling, er vi kommet til at sparke pædagogfaget helt ned under gulvtæppet, hvor pædagoger blot bliver nogen, der passer andres børn, mens de er på arbejde. Men som pædagog har man en platform og et mulighedsrum, der kan så meget mere. Hvis blot man skaber de rette betingelser for faget,” siger han.  

Hvis han skal fremhæve noget i FRAK, som han mener er afgørende for den pædagogiske stolthed, han føler hver eneste dag, er det netop værkstedspædagogikken – det at skabe noget konkret sammen med de unge i et arbejdsfællesskab.

”Her kan jeg indtage den rolle, opgaven kræver af mig. Her får jeg lov selv at vurdere og reagere på, præcis hvad de unge har brug for. Det er anderledes end andre pædagogiske projekter, jeg har været en del af, fordi vi i FRAK først og fremmest er en arbejdsplads, hvor vi møder ind og er kollegaer – det kan godt være, at jeg er chef, og den unge er medarbejder – men vi har en klar fælles opgave, vi skal løse – og det er et virkeligt job, som vi bliver bestilt til at udføre, og som nogen betaler for.”

Uddannelse er blevet meget vigtig som indgang til pædagogfaget. Men det gør, at det er blevet svært for håndværkere og andre kreative at komme ind i faget, mener Mudi Jarkass.

Det er desværre blevet sjældent, at man ansætter en snedker i et sløjdværksted, og det er synd, for det giver så god mening og tilfører en kobling til omverdenen, som er guld værd for de unge, mener Mudi Jarkass. Han ville ønske, at man kunne skabe bedre forudsætninger for at give folk med anden baggrund end pædagogik adgang til jobbet gennem merituddannelser.

”Jeg er vokset op i en klub, der var drevet af værkstedspædagogik og ledet af pædagoger, som havde kreativitet inden for et område som deres første passion. Jeg oplevede, at de syntes, at det var fedt at kombinere deres kreative håndværk med det pædagogiske arbejde med mennesker. Når vi taber værkstedspædagogikken, taber vi samtidig berøringen med forskellige fag – muligheden for at præsentere de unge for forskellige fagligheder og kreativ udfoldelse, som de bliver grebet af, fordi de møder mennesker, der er drevet af passion for deres håndværk. Det er guld værd som pædagogisk redskab.”

Det der råber på dagen

”Hvis vi vil undgå, at de unge bare sidder og hænger ud med deres telefoner eller spiller computer, må vi give dem noget konkret at rive i – og det bliver mere attraktivt at deltage i at skabe noget, hvis de voksne, der driver det, er passionerede omkring deres håndværk, fordi ægte engagement smitter,” mener Mudi Jarkass. 

Der er kommet for meget detailstyring og for mange kortsigtede og langsigtede mål ind i de pædagogiske tilbud og for lidt dialog med de behov, der er på dagen. Det kan desværre gøre, at man mister friheden til at forfølge kreative idéer og møde de unge med de, de har behov for, mener Mudi Jarkass.

”Vores pædagogiske retning er ikke at have en – Vores motto er at gøre det, der råber på os på dagen,” siger han.

Hvordan er det meningsfuldt?
”Det er meningsfuldt, når de unge ringer og fortæller, at de er glade, fordi de har fået et fritidsjob. Når de ringer og har brug for hjælp, også selvom det er sent på aftenen. Det at være der for de unge ikke alene som professionel, men som menneske. Det er det, der fylder arbejdet med mening for mig,” forklarer han.

Det kan også være at tage ind og se fodbold i Parken med en gruppe drenge, som ikke selv er i stand til at bestille billetter. Eller at tage dem en tur ind til Nyhavn og vise dem, hvad København også er. For som han siger:

”Mange af de unge kommer kun i de gader, hvor de bor.”

For Mudi Jarkass er det generelt en væsentlig pædagogisk værdi at være samfundsvendt – at lade de unge møde den virkelighed og den omverden, der omgiver dem – være med til at bygge den bro, de har brug for, hvis de skal lykkes på arbejdsmarkedet og på egne ben i det hele taget.

Afkastet er menneskeligt

Og så bliver han hamrende stolt, når en ung tager kontakt for at dele sin succes med ham, som fx den unge mand, som ringede forleden aften. Han var en af de første, Mudi Jarkass havde i fritidsjob i FRAK, og som han hjalp med matematikopgaverne.

”Jeg husker tydeligt, hvordan han knoklede med ligningerne, når vi lavede lektier sammen. Forleden dag ringede han og fortalte, at nu var han færdiguddannet elektriker og tilbød at komme og hjælpe mig med el-arbejdet ude i min mormors kolonihave. Det er fantastisk – det er jo hans måde at vise stolthed og ’se Mudi, jeg klarede den. Nu kan jeg hjælpe dig!’.”

Det har ofte undret Mudi Jarkass, når han igen har hørt, at antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen er faldet, eller om kollegaer i faget, der har søgt nye græsgange.

”Det er jo det fedeste arbejde. Det er så givende. Afkastet er menneskeligt, og det er så tydeligt, hvordan man konkret har mulighed for at præge samfundet ved at hjælpe og forme mennesker, drage omsorg og få betydning for deres videre liv.”

”Hvis det her var investeringer i kroner og ører, ville jeg være milliardær – det afkast, der kommer til sidst, når man hjælper et menneske på rette spor, er ekstremt meget værd – også selvom det er svært at måle,” siger han.

En af udfordringerne er, at pædagogfaget er blevet for akademisk og skriftligt funderet, mener Mudi Jarkass. For det skaber ensretning og afstand og afskrækker mennesker, der kunne blive dygtige pædagoger, men som har brug for større råderum og et mere praktisk kreativt afsæt og rum for at arbejde med børn og unge. Man har suget den kreative energi ud af faget. Det forhindrer folk i at gøre det, de er gode til, mener han.

”Jeg oplever, at pædagoger mister lysten til at dyrke det kreative. Hvis du ikke oplever taknemmelighed og påskønnelse fra ledelsen og organisationen, så forsvinder drivkraften, og rammerne for det forsvinder. Jeg savner så meget, at man generelt orienterer pædagogikken mod omverdenen og konkrete skabende fag.”

”Hvis det kreative aldrig bliver en forankret del af strategien og fundamentet – det er noget, vi dyrker og er stolte af, så forsvinder det. Når pædagogikken bliver spændt for bureaukratiet og en masse mål, mister vi muligheden for at reagere på det, der sker her og nu – at dyrke relationen og møde mennesker med det, de har brug for,” siger Mudi Jarkass.

Forleden dag ringede en dygtig og skattet kollega fra et andet pædagogisk projekt og fortalte Mudi Jarkass, at han havde valgt at droppe pædagogikken og søge arbejde på en fabrik i stedet, fordi han savnede den frihed, han tidligere havde haft i arbejdet med udsatte unge.

”Han er jo vildt dygtig til at arbejde med de unge og tilbyde dem mening med hverdagen, så de ikke ender i kriminalitet og misbrug. Men han savnede råderum til at arbejde med afsæt i de værdier, han tror på og med at skabe noget med de unge,” forklarer Mudi Jarkass.

De historier er ærgerlige, fordi de smitter i faget og afskrækker unge, der kunne blive dygtige pædagoger, fra at søge ind på uddannelsen. Og så er der mediefortællingerne om utilstrækkelige normeringer og pædagoger, der som nogle af de eneste var tvunget på arbejde under Corona, stress og dårlige arbejdsvilkår, der også præger fortællingen.

”Sådanne historier misfarver jo fortællingen om, hvad det vil sige at være pædagog. Vi er nødt til at fortælle alle de fede succeshistorier – pædagogfaget er et af de vigtigste fag, og der er så mange muligheder for at udfylde det med mening, personlighed og det, man selv brænder for,” siger Mudi Jarkass.

Pendulet på vej tilbage

Pendulet er svinget for langt væk fra selvbestemmelse, kreativitet og personligt forankret pædagogik, men det er på vej tilbage, mener Mudi Jarkass. Selvejende pædagogiske projekter – fx socialøkonomiske virksomheder som FRAK og PLAY, der blandt andet forankrer deres pædagogiske arbejde i idrætsaktiviteter, vokser frem og er med til at skabe nye fortællinger om pædagogisk stolthed og pædagogiske projekter drevet af det ’kald’, som man tidligere betragtede som pædagogikkens kernekompetence.

”Vi skal tilbage til mere pædagogisk frihed – mere kreativt skabende pædagogik og flere institutioner med egen råderet og ideologi. Jeg tror, at det er nøglen til at restaurere den pædagogiske stolthed, der har fået nogle seriøse slag. Det er også derfor, at vi har valgt at være selvejende socialøkonomisk virksomhed. Jeg vil have ytrings- og handlefrihed til at gøre tingene på den måde, vi tror på og kan se virker for de unge.”

Hvordan oplever du, at du i FRAK netop kan forene din faglighed som pædagog med en personlig passion?

”I FRAK er vi på arbejde sammen. Vi bygger plantekasser, maler, rydder op efter en festival – det skaber frihed. Vi arbejder mod målet at hjælpe de unge i arbejde, men hvordan vi gør det, bestemmer vi helt selv,” siger han og uddyber:

”Det giver mig mulighed for at dyrke den værkstedspædagogik, som jeg tror på. Håndens arbejde, som giver de unge direkte erfaring med at afprøve forskellige håndværk.”

Mudi Jarkass fortæller om den kæmpe væg, han netop har sat i stand og malet sammen med en flok unge henne på den lokale genbrugsstation i Haraldsgade. Og om plantekasserne de har bygget i kvarteret.

”De unge oplever betydningen af deres arbejde, at de gør en forskel, og at det bliver anerkendt og værdsat direkte, når beboerne kommer og udtrykker deres glæde. Det giver et kæmpe boost til de unge. Og det gør mig stolt at få lov at løse så konkret og tydelig og virkelig opgave med dem,” siger han.

”Hvis de gør det godt, ringer kunden jo igen. Det gør, at man kan få lov til at arbejde med krav og rammer, som er så tydeligt motiverende.”