”Det er muligt at spotte psykisk vold – vi må ikke bakke, når vi bliver i tvivl”

At spotte tegn på psykisk vold kan være som at finde vej i ukendt terræn i tæt tåge. For psykisk vold kan komme til udtryk på vidt forskellige måder og kamuflere sig som symptomer på stress, søvnforstyrrelser, uforklarlig angst, uro, rastløshed og alt muligt andet. Og ofte er de voldsudsatte ikke klar over, at de er udsat for psykisk vold.

Men der findes værktøjer til at spotte psykisk vold, det er muligt at finde vej i tågen. Det handler om at etablere ro og tryghed, turde følge sin intuition og stille de spørgsmål, som kan få tågen til at lette.

Derfor er vi nødt til at skabe en kultur for, at fagpersoner som udgangspunkt tænker psykisk vold ind som en mulig forklaring på de udfordringer, borgeren kommer med, mener Winnie Jørgensen, rådgivningschef og psykolog hos organisationen Lev Uden Vold. 

”Man kan ikke regne med, at de voldsudsatte bare uden videre selv kommer og fortæller om den psykiske vold. For ofte har de slet ikke erkendt, at det er det, der er på spil. Voldsudsatte vil ofte i meget høj grad selv tage ansvaret for volden og tro, at det er dem, den er gal med. Det er en del af den psykiske volds nedbrydende natur,” siger Winnie Jørgensen, rådgivningschef og psykolog hos Lev Uden Vold.

Sundhedsstyrelsen har netop lavet en større indsats, der skal klæde sundhedsfaglige bedre på til at opspore vold i nære relationer. En del af indsatsen består i en række håndbøger, der skal hjælpe læger, jordemødre, sundhedsplejersker, sygeplejersker m.fl. til at stille de undersøgende spørgsmål, der kan være med til at opspore psykisk vold i nære relationer og kurser, der skal klæde dem på med viden om psykisk vold og redskaber til at handle på deres mistanke.

”Vi ved, at psykisk vold har alvorlige både sociale og sundhedsmæssige konsekvenser, og at det også er ekstremt skadeligt for børns grundlæggende udvikling og nervesystem at være udsat for eller vidne til vold. Vi ved, at volden ofte starter – eller forværres – allerede under graviditeten, men også at graviditeten åbner en dør på klem til at gribe ind, fordi den for mange forældre vækker håb for forandring,” forklarer Liv Lyngå von Folsach, overlæge i Sundhedsstyrelsen.

At så et vigtigt frø

Som børnelæge har hun de seneste ti år arbejdet med familier i udsatte positioner med særligt fokus på vold i nære relationer. Formålet med projektet i Sundhedsstyrelsen har blandt andet været at undersøge, hvordan fagpersoner kan spørge ind til psykisk vold på en tryghedsskabende, sikker og mere systematisk måde.

”Der har tidligere været en forestilling om, at vold primært var et problem i socialt udsatte familier. I dag ved vi, at det er langt mere komplekst, at vold i nære relationer er meget udbredt, og at man ikke kan forvente, at det kommer tydeligt til udtryk,” siger Liv Lyngå von Folsach.

En vigtig konklusion på projektet er, at de mere end 600 fagpersoner, som indtil nu har været på kursus og har afprøvet redskaberne, oplever, at den viden og de redskaber, de har fået, har givet dem bedre mulighed for at spotte og reagere på psykisk vold.

”Det er et mål med projektet at udbrede en forståelse af, at opsporing af psykisk vold kan tage tid. Selv hvis den voldsudsatte i første omgang afviser at have været udsat for psykisk vold, fordi han/hun endnu ikke er klar eller ikke er bevidst om sin situation, kan vi som fagprofessionelle spille en livsændrende rolle ved at stille spørgsmål, der gør, at vi er med til at så et frø, så den voldsudsatte kan reflektere videre,” forklarer Liv Lyngå von Folsach.

Hos Lev Uden Vold har psykolog Winnie Jørgensen erfaring med, at netop det at så frø hos den voldsudsatte er en farbar vej. Det kan man gøre ved som fagperson at dele sin viden om psykisk vold og tale i mere generelle vendinger om, hvordan volden kan komme til udtryk og ved at spørge mere direkte fx med spørgsmål som: hvordan har du det derhjemme? Har du oplevet at være bange for din partner eller utryg i dit eget hjem? Har du oplevet at blive forhindret i at gøre noget, du ønskede, at du er blevet talt ned til, skubbet eller slået?

”Selv hvis svaret er nej, kan et sådant spørgsmål fra en sundhedsprofessionel lægge sig til rette og siden spire til en erkendelse af, at det ikke bare er den voldsudsattes egen skyld. Der vil ofte i første omgang være en naturlig modstand hos den voldsudsatte, fordi skylden og skammen gør det svært at tale om,” siger Winnie Jørgensen.

Tvivl kan vise vej

Det er vigtigt at være opmærksom på at bede om tilladelse til at stille spørgsmål, og at lade den, man sidder overfor, bestemme tempoet, og hvad han/hun vil svare på. Det er med til at berolige den voldsudsattes nervesystem, så han/hun finder tryghed til at åbne op.

”Voldsudsatte vil oftest have et overaktivt nervesystem, der gør det lettere at føle kontroltab. Derfor er det vigtigt at give dem en oplevelse af at få kontrollen tilbage og at være ekstra opmærksom på at skabe tillid og tryghed,” lyder anbefalingen fra Winnie Jørgensen.

Det at afdække om der er psykisk vold til stede, kræver tålmodighed, at man bevæger sig langsomt frem og har tid til at vente, til klarheden indfinder sig. Det er afgørende, at man ikke lader sig lamme af sin egen usikkerhed.

Hvis tegnene ikke er tydelige, kan man lytte til den egen tvivl eller undren, man selv vil sidde med som fagprofessionel. Fornemmelsen af, at der er noget, der ikke stemmer – at der er en tvivl eller undren, som ikke lader sig forklare, er Winnie Jørgensens erfaring.

Selv har hun haft stor succes med at reagere på sin faglige tvivl og intuition i de tilfælde, hvor hun har fornemmet, at hun har siddet overfor en voldsudsat, selvom tegnene langt fra har været tydelige.

”Vi kan godt have tendens til at tænke, at det er bare en fornemmelse. Når noget ikke er tydeligt og klart, er det almenmenneskeligt at tænke, at det er der nogle andre, der tager sig af, eller det kan vi vende tilbage til. Det er vigtigt, at vi som fagpersoner ikke bakker, når og hvis vi får selv en vag fornemmelse, men at vi tager vores fornemmelser alvorligt og handler på dem. At lade være med at handle er det værste, vi kan gøre,” siger Winnie Jørgensen.

For hende har noget af det allermest hjælpsomme været at række ud til kollegaer, når usikkerheden har ramt.

”’Jeg ser det her, har denne fornemmelse, hvordan kommer jeg i gang med at undersøge det?’ har jeg spurgt dem. Når vi skal betræde usikkert land, er det rart at have en kollegas hånd i ryggen. Akkurat som det er vigtigt for den voldsudsatte, at du tilbyder hånden i ryggen til ham eller hende,” siger Winnie Jørgensen.

Børn sender afprøvende signaler

Øver vi os i at række ud og handle, også steder hvor vi ikke har håndfaste tegn, gøder det grundlaget for at begynde at handle på og få blik for den psykiske vold. Alene det at sige fornemmelsen højt, sætte ord på og snakke med nogen om det, kan betrygge os i usikre fornemmelser, oplever Winnie Jørgensen:

”Det er endnu nyt land, at vi som fagprofessionelle skal reagere på psykisk vold. Derfor har vi brug for i samarbejde at øve os. Vi har alle sammen et ansvar for ikke at bakke. Når vi drøfter og får sat ord på vores faglige tvivl og undren, så gøder vi grundlaget for og trygheden ved at handle. Når jeg først har sat ord på overfor mine kollegaer, føler jeg større forpligtelse, da bliver det sværere at bakke,” siger hun.

En del af formålet med Sundhedsstyrelsens kurser er netop at træne sundhedsprofessionelle i at række ud til kollegaer og drøfte sagerne i fællesskab, når de er i tvivl.

”Psykisk vold er så udbredt, men endnu ekstremt tabubelagt og kan føles grænseoverskridende og privat at spørge ind til. Man er nødt til at øve sig i at tage de svære samtaler, som vi gør på de her kurser. Når man hører sig selv sætte ord på over for andre, bliver det tydeligere, hvordan man skal handle på det, man observerer,” siger Liv Lyngå von Folsach.

Hvis man arbejder med børn, er det ekstra vigtigt, at man sikrer sig tid til at lytte opmærksomt, understreger hun. Børn sender små signaler for at afprøve, om vedkommende reagerer på det.

”Vi ved, at hvis børn endelig siger noget, og de voksne ikke har tid til at lytte til det, så pakker de det væk og tænker, at det er dem selv, den er gal med. Så er muligheden forpasset,” siger Liv Lyngå von Folsach.

Hos Lev Uden Vold oplever Winnie Jørgensen, at det at gå med intuitionen, også når det er med en faglig usikkerhed som følgesvend, har gjort hende bedre i stand til hurtigere at mærke og stole på mavefornemmelsen.

Og selvom det ikke altid er lykkedes at nå ind til den voldsudsatte, enten fordi det alligevel har vist sig, at udfordringerne ikke handlede om psykisk vold, eller fordi den voldsudsatte ikke var klar, er det vigtigt, at hun alligevel prøvede fornemmelsen af. For hun ved, at netop det kan være afgørende for, at den voldsudsatte på et senere tidspunkt, når vedkommende er klar, erkender, at der er tale om psykisk vold og søger hjælp.

”Da har man medvirket til, at den voldsudsatte er mere åben overfor at tage imod hjælp næste gang. Hvis vi som fagprofessionelle ikke tør tage samtalen om den psykiske vold, tør de voldsudsatte jo heller ikke. Hvis vi bakker, kan det i værste fald være med til at fastholde volden. Problemet bliver kun sjældent mindre med tiden. Vi skal turde at spørge, også hvis det bare er fornemmelser,” siger Winnie Jørgensen.