Psykolog Rose-Marie Mollerup: Det er patienterne, det går ud over, når medarbejderne forlader psykiatrien

Når psykolog Rose-Marie Mollerup bladrer i journalerne på den retspsykiatriske afdeling i Region Midtjylland, hvor hun er ansat, bliver hun mindet om, at det de sidste mange år er gået alt for stærkt i psykiatrien.

”Jeg kan se, at flere af vores patienter er gået fra den ene diagnose til den anden i nogle for hurtige og usammenhængende forløb. Det er simpelthen gået for stærkt,” siger Rose-Marie Mollerup og fortæller, at en rapport fra Danske Regioner og Retspsykiatrisk Klinik for et par år siden konkluderede det samme – og pegede på, at flere af de patienter, der kommer ind i retspsykiatrien, kunne have undgået det, hvis de havde fået ordentlig støtte og behandling tidligere.

Sidste år blev Rose-Marie Mollerup valgt ind i Regionsrådet i Region Midtjylland for Psykiatri-Listen, som hun var med til at stifte tilbage i 2016. Dengang så hun egentlig mest partiet som en symbolsk handling. Men som frustreret psykolog i psykiatrien, der længe havde forsøgt at råbe både ledelsen og politikerne op, gav det mening.

Kasser frem for mennesker

Kimen til Rose-Marie Mollerups frustration blev lagt ikke mange år efter, at hun som nyansat psykolog for 12 år siden fik sit drømmejob i retspsykiatrien i Region Midtjylland. Hun oplevede jobbet i retspsykiatrien som et virkeligt attraktivt job, hvor der var tid til at sætte sig ordentligt ind i tingene og til at fordybe sig. Men der skulle ikke gå længe, før hun forstod, at tidspres, kassetænkning og manglende ressourcer skabte en anden virkelighed mange steder i psykiatrien.

”Først blev jeg tillidsrepræsentant og siden fællestillidsrepræsentant, hvilket betød, at jeg kom rundt på mange forskellige afdelinger. Det var lige omkring 2015, kort tid efter, at man havde indført udrednings- og behandlingsgarantien og de såkaldte behandlingspakker, hvor man ud fra nogle meget firkantede standarder definerer, hvilket behandlingsforløb patienterne skal have, alt afhængigt af deres diagnose,” fortæller Rose-Marie Mollerup og fortsætter:

”Jeg så, hvordan patienterne blev kastet fra den ene pakke til den anden. Måske kom de ind med depression, men så fandt man ud af, at de også havde angst og OCD – og så skulle de over i en anden pakke med en anden behandler. Og det samme gjorde sig gældende i forhold til udredning. Man så på ’kasserne’ frem for at se på, hvad det var for et menneske, man sad overfor.”

I kraft af sin rolle som fællestillidsrepræsentant lavede hun spørgeskemaundersøgelser på de forskellige afdelinger og hospitaler, hun besøgte, for at undersøge arbejdsvilkårene.

”Jeg spurgte, mine psykologkolleger, om de havde tid til at tale med pårørende, om de havde tid til at lave udredninger og tests ordentligt. Og om de havde tid til at sætte sig ind i nyt materiale og ny viden og forskning. Det havde de stort set ingen steder,” siger Rose-Marie Mollerup og fortæller, at flere af de andre faggrupper også pegede på et enormt pres.

Blandt andet var presset på sengepladserne stort, og volden på sengeafdelingerne eskalerede, fordi man ikke kunne tage tingene i opløbet. Det gjorde patienterne utrygge, og det sled på personalet.

Rose-Marie Mollerup forsøgte sammen med de øvrige fællestillidsrepræsentanter at gå til ledelsen. Men frem for forståelse mødte de negligering.

”De brugte et afvisende sprog og spurgte fx: Er du sådan én, der ser glasset halvt tomt eller halvt fyldt? Eller de sagde, at man var for ambitiøs – og at man ikke behøvede at gøre alt til et 12-tal. Det var så frustrerende,” husker Rose-Marie Mollerup.

Det går ud over patienterne

Selvom Rose-Marie Mollerup ikke selv længere mødes af samme retorik, når hun taler med ledere i psykiatrien, vurderer hun stadig, at flere ledere ikke helt har forstået problemets omfang og dermed heller ikke medarbejdernes frustration.

”Det er et problem, for det er patienterne, det går ud over, når medarbejderne kaster håndklædet i ringen og forlader den offentlige psykiatri – måske til fordel for det private, hvor forholdene er bedre, og man faktisk kan gøre en forskel. Det er virkeligt svært at fastholde personale i psykiatrien, og det er en nedadgående spiral. Vi taler rigtig meget om, at vi skal rekruttere fx udenlandske læger. Og bruger millioner på det. Men samtidig mister vi måske fem speciallæger på tre måneder. Det hænger ikke sammen.”

Rose-Marie Mollerup mener, at nøglen til at stoppe medarbejderflugten fra psykiatrien ligger i at få faglighed og kvalitet tilbage i højsædet.

”Når jeg som politiker taler med forskellige fagfolk i psykiatrien – både psykiatere og psykologer, har de mange steder en oplevelse af, at det ikke længere er det fagfaglige, der styrer. Det handler om flow, at der er et bestemt indtag og udtag, så det i hvert fald på papiret ser ud, som om man opfylder udrednings- og behandlingsgarantien. Men selve tilbuddet og behandlingen er efterhånden så udvandet, at vi skaber vores egne problemer, for vi kommer for ofte ikke i bund. Det ser vi blandt andet på de mange genindlæggelser,” siger Rose-Marie Mollerup og fortsætter:

”Vi er nødt til at vende tankegangen om, og jeg foreslår, at vi gør det ved at opbygge nogle oaser i psykiatrien, hvor vi vægter kvalitet. Hvor det ikke handler om at få så mange igennem så hurtigt som muligt, og hvor vi sætter farten ned. Det koster lidt mere på den korte bane, men det betaler sig på den lange bane – både økonomisk og menneskeligt. Og samtidig tror jeg, at det vil skabe håb hos medarbejderne om, at psykiatrien faktisk kan flytte sit fokus fra hardcore drift til indsatser, der er båret af faglighed.”

Også et mere helhedsorienteret blik på personer med psykisk lidelse, mener Rose-Marie Mollerup, kan være med til at skabe højere kvalitet i psykiatrien.

”Jeg synes, der bliver givet for meget medicin i psykiatrien, og det handler rigtig meget om den måde, psykiatrien bliver styret på. Der lægges op til, at vi hurtigst muligt skal symptomdæmpe folk, så de kan blive udskrevet. Jeg kunne ønske mig en langt mere helhedsorienteret indsats, hvor der er tid til at kigge på det, der ligger bag de symptomer, patienterne kommer ind med, og til at tilrette behandlingen efter det.”

I retspsykiatrien, hvor Rose-Marie Mollerup i dag har sin daglige gang, har udredningerne retslige konsekvenser. Og det betyder, at Rose-Marie Mollerup og hendes kolleger og ledelse kæmper rigtig meget for, at det faglige er styrende, men det er ikke nemt.

”Vi vil ikke gå på kompromis, men det bliver sværere og sværere, fordi der er kommet flere opgaver, uden ressourcerne er fulgt med.”

Ny plan for psykiatrien

Som politiker i Regionsrådet kæmper Rose-Marie Mollerup lige nu for, at der udarbejdes en lokal psykiatriplan, så man får set på den samlede regionale psykiatri. Her skal der blandt andet være fokus på ny forskning og på, at medarbejderne i psykiatrien efteruddannes mere systematisk.

Og så har hun fokus på tilbud til nydiagnosticerede, blandt andet det såkaldte OPUS-tilbud, der henvender sig til unge, og som man på et tidspunkt havde i hele landet, men som nu er sparet væk mange steder.

”Der er evidens for, at et OPUS-tilbud mindsker behovet for indlæggelse, og at det giver bedre prognoser for de unge i forhold til uddannelse og arbejde,” siger Rose-Marie Mollerup.

For nogle dage siden vedtog et bredt flertal i folketinget en national 10-årsplan, der skal forbedre psykiatrien. Der afsættes knap 500 millioner kroner om året til psykiatrien i de kommende år.

Rose-Marie Mollerup bifalder, at blandt andet den tidlige PPR-indsats er prioriteret i aftalen. I det hele taget ser hun flere gode takter i udspillet.

”Det er også positivt, at man peger på hurtigere udredning og behandling i børne- og ungepsykiatrien og har lagt op til 100 flere ansatte til den opgave. Jeg kan dog være i tvivl om, om ventelisterne nedbringes markant med 100 medarbejdere mere fordelt over fem regioner, for der kommer flere og flere børn og unge til. Men man kan håbe, at indsatsen i PPR betyder, at noget tages i opløbet, og at presset dermed mindskes i psykiatrien, siger hun og fortsætter:

”Som politiker på Christiansborg, mener jeg, at man er valgt til at være fremsynet. Barren for at komme ind i psykiatrien er de senere år blevet hævet og hævet, samtidig med at kommunernes barre for, hvornår de ikke synes, det er deres opgave, er meget lav. Det betyder, at der er en stor gruppe, der falder igennem, og som først kommer ind i psykiatrien, når de har gået i flere år og er blevet mere og mere dårlige. Samfundsøkonomisk er det jo helt tåbeligt. Jeg håber, at næste skridt i 10-årspalenen for alvor ser på denne udfordring,” siger hun.