Tillykke med de 18 år. Nu må du klare dig selv: Det er sjældent og tilfældigt, at tidligere anbragte unge får den hjælp, som loven skulle sikre dem  

Tillykke med fødselsdagen. Nu er du 18 og myndig til at tage vare på dig selv.

For mange unge er 18-årsdagen en mærkedag, de går i møde med glæde over den frihed og de rettigheder, der følger med at blive voksen og myndig. For anbragte unge er 18-årsdagen ofte ledsaget af uro og bekymring.

Som 18-årige står anbragte unge i Danmark nemlig ofte mutters alene. Hvor andre unge typisk har hjælp og vejledning fra deres forældre, har anbragte unge et helt anderledes broget og skrøbeligt bagland. Ofte præget af flere skift mellem forskellige plejefamilier og eller bosteder eller andre institutioner gennem deres barndom og teenageår.

Hvert år er der 2000 anbragte unge i Danmark, der fylder 18 år. Men kun en ud af tre af dem får tildelt efterværn, når de som 18-årige afslutter deres anbringelse. Og kun en ud af ti helt til det 23. år Det sker, selvom serviceloven giver dem mulighed for at få støtte i overgangen fra anbringelsen til voksenlivet i det såkaldte efterværn.

Efterværnet er en særlig støtte, som den anbragte unge kan få, fra han eller hun fylder 18 til sin 23-års fødselsdag. Uden denne hjælp er de tidligere anbragte efterladt i en virkelighed enten helt uden eller med et meget skrøbeligt netværk.  

Selvom samfundet traf afgørelse om, at de havde behov for at blive passet på i en anbringelse som børn, bliver de, når de fylder 18, i praksis betragtet som voksne, der kan klare sig selv.

Det er socialrådgiverne i de enkelte kommuner, der afgør, om en anbragt ung skal have tildelt efterværn. Støtten kan bestå i, at anbringelsen bliver forlænget i en såkaldt udslusning på den institution eller i den plejefamilie, hvor den unge indtil sin 18-års fødselsdag har været anbragt. Det kan være en række samtaler med en kontaktperson i kommunen eller andre former for støtte, der har til formål at skabe en god overgang til en selvstændig tilværelse for de unge.

Hos De Anbragtes Vilkår møder formand David Adrian Pedersen ofte unge, der allerede længe inden deres 18-års fødselsdag er tynget af mørke tanker om, hvad der skal ske, når deres anbringelse udløber, og der fra den ene dag til den anden ikke længere har nogen, der hjælper dem i hverdagen.

”Det giver de anbragte unge en grundlæggende følelse af utryghed: Er jeg købt eller solgt? Vi oplever, at de unge går rundt med angsttanker om, hvad der skal ske, når deres anbringelse slutter på deres 18-års fødselsdag. De frygter tanken om, at de skal sidde i en lejlighed helt alene. De har været vant til at være omgivet af voksne og andre børn i anbringelse i plejefamilie eller på bosted i mange år. Og de ved, at de ikke kan gå til deres egne forældre, som andre unge kan,” forklarer David Adrian Pedersen.

Når systemet bare slipper

Politisk har der længe været enighed om at gentænke efterværnet. Man har sat en række undersøgelser i gang i erkendelse af, at man har vidst for lidt om, hvad der virker, og hvorfor det nuværende efterværn ikke fungerer tilstrækkeligt.

De seneste år har både Bikubenfonden, KRAKA, PwC, Ankestyrelsen og VIVE tilsammen lavet otte store undersøgelser af området. Hos Forsknings- og analysecenteret for Velfærd VIVE har projektchef Katrine Iversen stået i spidsen for at samle al viden på området og lavet en omfattende interviewundersøgelse med unge, der tidligere har haft efterværn, er i gang med efterværn og unge, som er i målgruppen, men som ikke fik tildelt efterværn. Den viser tydeligt, at efterværnet er for løst funderet, og at det er for tilfældigt, hvem der får hjælp.

Kortlægningen ”Unges vej ind i voksenlivet – en analyse af efterværnet” fra PwC viser, at en ud af tre af de anbragte unge i Danmark ingen efterværnsstøtte får, når de fylder 18 år. Samtidig er støtten for størstedelen af de unge i efterværn kortvarig. Seks ud af ti bliver sluppet igen, før de fylder 20 år, og kun otte procent får støtte, indtil de fylder 23 år, sådan som loven ellers muliggør.

”For nuværende har vi et alt for hypotetisk grundlag for at træffe beslutning om efterværn. Der er for få, der får tilbudt støtten. Dem, der får det tilbudt, får efterværnet for kortvarigt. De får det først som 18-årige og har det i snit 1,8 år – altså kun til før de runder 20 år,” forklarer Katrine Iversen og fortsætter:

”Vi ved, at anbragte unge udviklingsmæssigt halter bagefter andre unge, der har familie og trygge rammer omkring sig. Det er unge, vi som samfund har besluttet, at samfundet skal tage vare på i form af en anbringelse, når de er børn, og derfor skal vi også hjælpe dem godt ind i voksenlivet.”

Ankestyrelsen har gennemført en undersøgelse, der viser, at kommunerne efterspørger retningslinjer for, på hvilket grundlag det socialfaglige skøn skal foretages i forbindelse med afgørelsen af, om en ung skal tildeles efterværn. Der er stor forskel på, hvor mange unge der får efterværn fra kommune til kommune. Mens størstedelen af kommunerne (73 procent) giver støtte til mellem en fjerdedel og halvdelen af de unge i målgruppen, tildeler andre kommuner (16 procent) kun støtte til under en fjerdedel, viser kortlægningen fra PwC.

”Det er en temmelig stor variation, der ikke kan forklares med forskelle i, at de unge har forskellige udfordringer. Det er snarere et udtryk for kommunernes varierende serviceniveauer på området. Hvis man, inden for den eksisterende økonomiske ramme, skulle give flere efterværn, ville man være nødt til at smøre smørret tyndere ud,” forklarer Katrine Iversen.

Tilfældigheden råder

Socialområdet er i høj grad lagt ud til kommunerne, som har frihedsgrader til at sige, hvad de vil prioritere. Nogle kommuner har meget fokus på efterværn, andre har ikke. Der kan også være incitamentstrukturer, der udgør barrierer – for hvad er afkastet af, at man får løftet de unge i et efterværn, af at de kan klare sig selv? forklarer hun.

”I den nuværende efterværnsordning har de anbragte unge alene ret til at få vurderet deres sag. Men kommunen kan sagtens vurdere, at de unge kan klare sig selv. Jeg mener, at vi skal styrke efterværnet og sikre, at flere anbragte unge får det”, siger Katrine Iversen.

Da efterværnsordningen blev indført i 2001, var idéen oprindeligt, at efterværnet skulle hjælpe til at sikre de unge en tryg overgang fra anbringelse til et voksenliv, hvor de skulle klare sig selv.

Men ungepanelet, som Katrine Iversen har stået for hos VIVE, viser, at formålsparagraffen ofte svigter de unge, som den skulle hjælpe.

Det står nemlig beskrevet i loven, at efterværn kan gives, ”hvis det kan bidrage til en positiv udvikling hos de unge i perioden med efterværn.” Den retningslinje skal forstås sådan, at der vil være unge, der skal løftes over i andre støtteordninger, fordi man ikke kan rumme deres udfordringer indenfor efterværnsparagraffen.

Men ofte bliver forvaltningen af loven kontraintuitiv, forklarer Katrine Iversen:

”Vi har eksempler fra vores ungepanel, hvor det har været tildelt på betingelse af, at de går i uddannelse. Hvis de har svært ved at følge betingelsen, eller fx har problemer som gør, at de ikke kan passe deres skole, er der eksempler på, at efterværnet afsluttes. Det er et godt eksempel på, at loven får den modsatte konsekvens af, hvad der var tilsigtet – at efterværnet, som det ser ud for nuværende, ikke hjælper de unge, der virkelig har brug for hjælp.”

Ungepanelet viser også, at de anbragte unge ofte mangler både viden om deres mulighed for at få efterværn og savner indsigt i beslutninger om, hvad der skal til for at få støtten.

Al data fra de otte store undersøgelser tegner et mønster af, at den aktuelle lovgivning danner et for tilfældigt grundlag for at træffe beslutning om efterværn. Og at incitamentstrukturen mellem de forskellige forvaltninger i kommunerne spænder ben. Udgiften til efterværn ligger i den del af kommunen, der forvalter servicelovens børneparagraffer, mens et succesfuldt efterværn kan bidrage til, at de unge ikke senere skal have hjælp i jobcenteret eller i servicelovens voksenparagraffer.

Anbragte ender selv som støtte

Også hos De Anbragtes Vilkår oplever David Adrian Pedersen de vilkårlige og store forskelle i tildeling af efterværn, som analyserne dokumenterer.

Efterværn kan være alt fra forlængelse af anbringelsen, fortsat tilknytning til plejefamilie eller et par timers støttesamtaler hos en kontaktperson i kommunen.

”Vi ser masser af unge, der får tilbudt seks-otte timers støtteperson om måneden. Det forslår som en skrædder i helvede”, siger han.

Når de anbragte unge bliver sluppet til voksenlivet som 18-årige, er de ikke alene uden støtte fra forældre og bagland, som andre unge har. De skal også ofte selv være støtte for deres egne forældre, som typisk fortsat har det svært, måske endda endnu sværere, end da de anbragte blev flyttet væk fra dem som børn, forklarer David Adrian Pedersen:  

”Det er meget overset, men snarere reglen end undtagelsen, at de anbragte står i en situation, hvor de oplever, at de er nødt til at hjælpe deres egne forældre, der enten er alvorligt syge, i et misbrug, eller i krise blandt andet pga. sorg over anbringelsen. Det gør, at de tidligere anbragte unge står med forældre, der er en stor omsorgsopgave i sig selv at håndtere oveni alle de andre krav og forventninger, de tidligere anbragte unge møder.”

Det er afgørende for et effektfuldt styrket efterværn, at det også tager højde for de anbragte unges økonomi og boligsituation. For anbragte unge har sjældent børneopsparing, men ofte en svag økonomi, der gør det vanskeligt at få et sted at bo og at møblere det.

Mange flytter til Lolland eller langt ud på Vestsjælland, hvis ikke de ender som hjemløse. To ud af fem hjemløse unge i Danmark er tidligere anbragte, viser undersøgelsen ”Ung mellem anbringelse og eget hjem”, fra Bikubenfonden og Socialt Udviklingscenter SUS, som arbejder for bedre livsbetingelser for socialt udsatte og sårbare børn og voksne. Mens opgørelser fra organisationen WeShelter, der driver væresteder og herberger, viser, at op mod halvdelen af hjemløse unge, der bor på herberg, har været anbragte uden for hjemmet som børn.

”Der er behov for et boligfokus. Bolig er fundamentet. Det siger sig selv, at hvis de unge selv skal stå med den opgave, starter krisen der. Så har de naturligt ikke overskud til uddannelse, job og at opbygge og holde et netværk vedlige”, siger David Adrian Pedersen.

Den 6. februar kl. 16-18 afholder Socialt Indblik et journalistisk livearrangement om efterværn. Du kan se mere her og tilmelde dig.