”Det giver mig et pædagogisk forspring, at jeg kan tage min passion med på arbejde”

”Når de unge oplever, at vi spiller på samme hold, bliver jeg ikke en krævende pædagog-modstander”.

Louis Veis sætter ord på, hvad det betyder for ham, at han kan forankre sit pædagogiske virke i sin passion.

Egentlig var planen at blive professionel fodboldspiller. Louis Veis havde spillet på eliteplan i en del år, da han besluttede at tage en uddannelse. Han vidste, at han ønskede at arbejde med mennesker, men det var lidt et tilfælde, at det lige blev pædagogfaget, han valgte. I dag er han lykkelig for, at det var netop pædagog, han uddannede sig til.

”Det var en vild ahaoplevelse at erfare, at jeg kunne bruge min passion og erfaring fra fodbolden i det pædagogiske arbejde. Jeg fandt hurtigt ud af, at mange af de sociale spilleregler, jeg havde med mig fra fodboldbanen, gav mig stærke værktøjer til at møde, hjælpe og løfte unge mennesker, der havde det svært,” forklarer han.

”Hurtigt handlede det ikke først og fremmest om fodbolden, men om at afsøge nye veje for mennesker, der havde mødt en masse modstand. Om at opbygge en relation og finde ind til det sted, hvor ressourcerne findes, hvor den unge oplever, at vi spiller på samme hold. Om at tænde motivationen for at blive ved med at kæmpe, på trods,” siger han.

Det er modstanden, der tænder Louis Veis mest – nysgerrigheden efter at finde nye veje og hjælpe unge mennesker, som mange gange er faret vild, og som andre fagprofessionelle måske har opgivet. I PLAY bygger vi videre på det, der fungerer. Det er de mange små skridt, vi tager over tid, der skaber store forandringer over tid.

”Der er ikke nogen, der skal komme og sige, at det ikke kan lykkes. Så må vi i fællesskab ændre på rammerne, så det kan lykkes, og der har alle vi fagpersoner et ansvar. Det gør udfordringen endnu mere attraktiv. Et comeback er altid en mulighed. Vi kan gøre det,” siger han med tryk på, så man fornemmer en viljestyrke over gennemsnittet.

Gemt væk på sagsbehandlergangene

Som nyuddannet blev Louis Veis ansat i Idrætsprojektet – et pædagogisk tilbud, der skulle hjælpe udsatte og kriminalitetstruede børn og unge i Københavns Kommune ind i meningsfulde fællesskaber omkring forskellige idrætsaktiviteter. Her blev han hurtigt grebet af meningsfuldheden i at opleve, at han gjorde en virkelig forskel. De børn og unge, han lavede aktivitetspædagogik med, havde virkelig brug for ham, og de relationer, han skabte, var med til at sikre, at de ikke for vild i kriminalitet og misbrug.

Idrætsprojektet blev så stor en succes, at det voksede til hele byen. Louis Veis klarede sig godt og blev koordinator og afdelingsleder. Det gjorde ham stolt. Men den dybe meningsfuldhed forsvandt – oplevelsen af at kunne bruge hele sin person i arbejdet.

”Som jeg steg i graderne, følte jeg, at jeg blev pakket væk på et kontor. Pludselig handlede det ikke længere om kerneopgaven. Jeg var mere på sagsbehandlergangene, end jeg var ude med de unge. Jeg mistede kontakten og fornemmelsen af at gøre en virkelig meningsfuld forskel,” siger han.

I Idrætsprojektet havde Louis Veis mødt Christoffer Hansen, som stod i spidsen for indsatsen. I 2018 stiftede han sammen med Christoffer Hansen den socialøkonomiske virksomhed PLAY, som hjælper udsatte børn og unge, der har svært ved at finde sig til rette i et fællesskab. Og i dag er han sammen med Christoffer Hansen partner, en del af ledelsen, men også pædagog ”på gulvet” og en del af det hold på omtrent 60 pædagoger, der som konsulenter hjælper udsatte børn og unge i 19 forskellige kommuner over hele landet.

Frihed til at ringe godnat

I den socialøkonomiske virksomhed PLAY er der tid til at arbejde med de unge én til én og frie rammer til at arbejde med at skabe relationer, der skal omsættes til bæredygtige løsninger i det brobyggende arbejde – også når man er nødt til at være hård og irriterende insisterende, som ved fx at prikke en ung på skulderen ved sengekanten, hvis han eller hun har brug for ekstra hjælp til at komme op om morgenen.   

Når antallet af ansøgninger til pædagogfaget falder og i år er historisk lavt – et fald på 15 procent sammenlignet med i 2019 – er det blandt andet, fordi den pædagogiske frihed, fleksibilitet og mulighed for at bruge sig selv er forsvundet i mange pædagogiske stillinger, og at det har sat den pædagogiske stolthed under pres, vurderer en række forskere i pædagogik, som du kan læse mere om i denne artikel.

En del af målet med PLAY er netop at bringe den pædagogiske stolthed tilbage – at løfte pædagogfagets anseelse og vise, hvad man også kan drive sit arbejdsliv til som pædagog, som du kan høre direktør Christoffer Hansen forklare mere om i Socialt Indbliks podcast ”Udsatte børn og unge har brug for et fællesskab”.  

”I PLAY oplevede jeg igen at kunne bruge mig selv og min passion for at spille fodbold og være fysisk aktiv i arbejdet med de unge. Det er de relationer, vi skaber i de fællesskaber, som træningen opbygger, der gør, at vi kan hjælpe de unge med at rykke på alle de andre steder i livet, hvor de møder modstand. Det er det, der gør, at de stoler på mig og tror på, at jeg reelt ønsker at hjælpe dem, også når jeg stiller krav,” forklarer Louis Veis.

Som fx her til morgen hvor Louis Veis skulle til møde hos kommunen med en ung mand. Det var et vigtigt møde, og Louis Veis vidste godt, at han var nødt til at hente og måske endda vække ham på hjemmematriklen og være tidligt på den, for at sikre sig at han dukkede op til mødet.

”Da jeg bankede på, var der ikke nogen, der åbnede. Hele familien sov stadig, måske fordi det er en af de første dage efter sommerferien, og jeg måtte ringe mange gange, før de til sidst åbnede. Hvis ikke det var, fordi jeg har haft rigtig god tid til at opbygge en relation, hvor jeg også er kommet meget hjemme hos familien, er det langt fra sikkert, at de ville have lukket mig ind,” siger han.

Modstandens motivation

Glæden vibrerer ligesom i hans stemme, som han fortæller det. Mødet gik godt, og det er tydeligt, at Louis Veis er glad og stolt over sit arbejde med den unge mand. Han har fulgt ham i tre år og hjulpet ham væk fra kriminalitet og i gang med en uddannelse. Det er en fordel, at Louis Veis kan ringe til ham og tage en snak, selv når klokken er 23, eller møde op hos familien, selv en tidlig morgen, for at prikke ham på skulderen og sige: ”Så er det op kammerat!”.

Det er blandt andet sådanne pædagogiske friheder, jobbet i PLAY giver ham. Ligesom der er plads til fodbolden, træningen og oplevelserne på banen, som gør det lettere at nå ind til de unge. Det er langt fra altid, de spiller fodbold. Men tankegangen er altid med:

”Modstand kan vendes til motivation, og det kan være endnu mere motiverende, hvis andre har givet op. Det kan skabe den der voldsomt stærke kraft i, at ”Nu skal vi vise dem. Der er ikke nogen, der skal komme og sige, at det ikke kan lykkes,” siger han og tilføjer:

”Og vi fejrer sejrene.”

Når han møder de unge omkring fodbold og træning, opstår der et naturligt rum for at oparbejde en slags personlig kapital, der er værdifuld i arbejdet med de unge. Nogle gange er fodbolden en samtalestarter og et fælles tredje, en port der åbner op for at forfølge nysgerrigheden. Det pædagogiske arbejde har altid rødder i relationen, og Louis Veis tager altid afsæt i de unges ønsker og drømme. Når det er svært at få samtalen i gang, inddrager han sig selv og sine egne interesser, og ofte bliver fodbolden en naturlig samtalestarter, der kommer til at handle om meget andet end fodbold. Som han siger:

”Fodbolden er aldrig et mål i sig selv, men altid en god anledning til at skabe relationer.”

De små sejres meningsfulde rus

Fra sin egen barndom kan han huske, hvor meget det betød, at han havde pædagoger, hvis virke groede ud af noget stærkt, de stod for – en passion og et kreativt virke. Om det var bordtennisbordet i SFO’en, eller når pædagogerne tog børnene med i hallen. De byggede deres pædagogik med rødder i et fælles tredje at mødes om og tale ud fra.

Louis Veis’ passion er udsprunget af fodbolden, men handler først og fremmest om at gribe de svære udfordringer, være nysgerrig, forfølge, rejse og kultivere et drive hos de unge, han arbejder med.

De positive fortællinger fra pædagogfaget er afgørende, hvis vi skal rejse den fælles stolthed omkring faget, genskabe det brand, der engang lyste som en naturlig glans omkring det at være pædagog – som et personligt projekt, hvor arbejdet hvilede på, at ikke alene børn og unge, men også pædagogerne selv skulle udvikle sig personligt undervejs.

For det personlige drive er den motor, den dygtige vedholdende og tålmodige pædagog arbejder på.

For nuværende har vi som samfund skabt et mangelfuldt billede, hvor der mangler prestige og indblik i, hvad det vil sige at være pædagog, og hvor faget ofte omtales som noget, man ’bare’ kan blive. Og det er et problem, mener Louis Veis. For der er så mange måder at være pædagog på og så mange muligheder for at integrere sit pædagogiske virke med det, man brænder for og er god til.

”Vi pædagoger, uddannelsen og forhåbentlig også medierne skal have fortalt meget mere bredt og åbent om faget og gjort det tydeligt, i hvor høj grad man selv kan præge sit virke som pædagog. Det handler om at blive sluppet fri. Pædagogernes styrke har alle dage været båret af idéer om innovation og kreativitet,” siger han.

”Ofte er det de små sejre, der får mig til at rejse mig op i pedalerne fuld af taknemmelighed over mit arbejdsliv, når jeg cykler hjem fra arbejde. Når jeg endnu en dag har hjulpet en ung til at komme op om morgenen, eller når mødet med kommunen gik godt, når jeg har haft en god snak, hvor jeg oplevede tillid hjemme i en familie. Da bliver jeg grebet af meningsfuldhedens rus.”

Og så det at han får lov til at være aktiv, bruge sig selv og sin krop og opleve, at fodbolden hjælper ham til at lykkes som pædagog ved at skabe et forspring mod målet at vække lydhørhed og tillid. ”Selvom jeg ikke spiller fodbold hver dag i mit arbejde, får jeg lov til at være aktiv og udføre mit arbejde i sync med mine værdier. Det er lettere og mere naturligt at arbejde vedholdende, når de værdier, man arbejder efter, gror i en selv.”