Dorthe Birkmose peger i ny bog på løsningerne for at undgå forråelsen

Dorthe Birkmose har i 20 år skrevet og talt om begrebet forråelse, og særligt siden hun i 2013 udkom med bogen ”Når gode mennesker handler ondt”, har hun holdt utallige foredrag, skrevet og deltaget i interviews, hvor hun fortæller om, hvad forråelse er, om tegnene på forråelse, og hvordan forråelsen risikerer at blive en mestringsstrategi, når man som medarbejder er slidt.

Bogen er på de ti år blevet det, man kan kalde en klassiker inden for socialsektoren. Nu har Dorthe Birkmose så skrevet bogen igennem fra start til slut. Uden på ligner bogen sig selv på nær en ny farve på forsiden. Men selvom titlen er den samme som før, er det nærmere en ny bog end en opdateret version. Og derfor var det også på tale med en ny titel, fortæller Dorthe Birkmose.

Titlen forblev dog den samme som 2013-udgaven, og på udgivelsesdagen den 5. november fortalte Dorthe Birkmose om bogen i et dobbeltinterview på bogmessen BogForum i Bella Center sammen med antropologen og forfatteren Dennis Nørmark, der for nylig selv udkom med bogen ”Ufrihedens pris”.

I de ti år der er gået, fra bogen udkom, har debatten om forråelse flyttet sig på et helt afgørende punkt, mener Dorthe Birkmose. Tabuet om forråelse er brudt. Men problemerne er ikke løst. Og udskamningen af dem, der viser tegn på forråelse, eksisterer stadig, fortæller hun.

”Den første bog skrev jeg for at sige, at forråelse stadig findes. At det ikke kun er et historisk fænomen. Men at risikoen for, at professionelle krænker børn, borgere og pårørende, stadig er der. Det blev til bogen ”Når gode mennesker handler ondt”, som er en meget dyster bog om krænkelser og omsorgssvigt både historisk og nutidigt. Det fik jeg en del kritik for. Og folk spurgte, om jeg kunne pege på nogle løsninger. Kunne du komme med nogle strategier, så vi på vores arbejdsplads kan holde os fri af forråelse,” sagde Dorthe Birkmose ved interviewet som svar på spørgsmålet om, hvorfor bogen skulle opdateres.

Og hun fortsatte:

”De sidste ti år har jeg brugt på at besøge mange af de arbejdspladser, som holder sig fri af forråelsen i lange perioder. Hvor aggressionerne ikke dukker op, hvor resignationen ikke bliver svaret, og hvor de holder fagligheden højt. Det er faktisk en gåde for mig, hvorfor der ikke er mere forråelse.Fordi alle er slidte. Og i perioder er de meget slidte. Så hvorfor er der ikke mere forråelse? Hvordan kan medarbejdere blive ved med at behandle andre mennesker ordentligt? Og hvordan kan jeg blive ved med at møde børn, borgere og pårørende, som fortæller om, at de får præcis den hjælp, som de har brug for? Så med den nye bog har jeg prøvet at beskrive noget af det, der fungerer. Hvordan er det, vi hjælper hinanden, så vi kan blive ved med at sørge for, at de mennesker, der har brug for professionel hjælp, rent faktisk får den,” sagde Dorthe Birkmose.

Mere håbefuld

På trods af at bogen ifølge Dorthe Birkmose selv stadig er en dyster bog, så ser hun også positive tegn, som er værd at bemærke.

”Jeg synes, at jeg med årene bliver mere og mere håbefuld, fordi der er nogle forandringer, som trækker i retning af, at vi simpelthen bliver nødt til at passe godt på hinanden. Og vi bliver nødt til at passe godt på de børn, borgere og pårørende, som har brug for professionel hjælp. Der er en meget stærk strøm i retningen af ’indefra-perspektivet’ og psykologisk tryghed, som skaber en masse håb. Men så har vi stadig politikere, der bliver ved med at synes, at der skal spares, at der skal forringes, at der skal flere regler, og at der skal mere og strammere styring. Allesammen ting der trækker i den forkerte retning. Men jeg synes, at jeg kan se nogle løsninger,” sagde Dorthe Birkmose, der præsenterede sin nye bog ved interviewet sammen med antropolog og forfatter Dennis Nørmark.

Han udkom for en måned siden med bogen ”Ufrihedens pris”, hvor han blandt andet argumenterer for mindre styring og mere frihed for de ansatte i velfærdssektoren. Og for Dorthe Birkmose er der en direkte kobling mellem løsningerne på forråelsen og så frisættelsen af medarbejderne i socialsektoren.

”I Dennis Nørmarks bog om pseudoarbejde kan jeg genkende dette her raseri og vrede over, hvorfor vi har så meget topstyring. Vi er langt mere intelligente. Så hvorfor har vi så meget bureaukrati? Det er fuldstændig unødvendigt. Dennis Nørmarks raseri mod det udspringer af et ekstremt positivt menneskesyn, som jeg føler et slægtskab med. Og så er begrebet pseudoarbejde jo både en mavepuster, men også et klarsyn om, at her er noget, som vi skal have gjort noget ved,” sagde Dorthe Birkmose.

Handler om menneskesynet

Bogen ”Ufrihedens pris” er Dennis Nørmarks ottende bog, og den kommer fem år efter bogen ”Pseudoarbejde”, som Dennis Nørmark skrev sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen og blev en stor succes med mere end 40.000 solgte eksemplarer. Bogen ”Ufrihedens pris” kan læses som en opfølger, men det er snarere den anden vej, fortalte Dennis Nørmark.

”I virkeligheden skulle bogen have været skrevet før bogen om pseudoarbejde. Vi bliver ved med at rive os i håret over, at vi ikke kan komme af med det her, hvorfor bliver vi ved med at diskutere det, og hvorfor er det nu den tredje eller fjerde regering i træk, der vil af med bureaukratiet. Der må være en eller anden dybere årsag til, at det ikke lykkes. Og min analyse med denne bog er, at det har noget med menneskesynet at gøre. Det er noget med den måde, vi ser hinanden på. Det er det, der gør, at vi får alle de her mærkværdigheder. Det er, fordi vi har misforstået, hvad mennesker i virkeligheden er,” sagde Dennis Nørmark og fortsatte:

”Vi har en tro på, at når mennesket er frit, så laver vi en masse uvorne ting. Så render vi rundt og dovner. Så gider vi ikke lave vores arbejde og sætter os ned i hjørnet og piller os i navlen. Den opfattelse af mennesket er relativt gammel. Den har vi reproduceret i ledelse, på business schools og i den offentlige sektor. Det er idéen om, at mennesker grundlæggende helst ikke vil gå på arbejde. Det der med, at vi har en faglighed og samvittighed og gerne vil gøre arbejdet ordentligt, kan vi glemme alt om, og derfor skal vi have ekstreme mængder af kontrol og ufrihed. ”Ufriheden pris” handler om, at det menneskesyn bygger på dårlig forskning, en masse fordomme og tendentiøse betragtninger om mennesket,” sagde Dennis Nørmark, der dog er helt bevidst om, at mennesket også kan handle forkert og optræde forrået.

”Mennesker gør nogle gange forfærdelige ting. Men det meste er faktisk godt, og det er, som Dorthe Birkmose også beskriver det, når vi kommer ud for nogle ganske særlige omstændigheder, at vi begynder at opføre os forkert. Og det er de ganske særlige omstændigheder, vi skal have et blik for, i stedet for at tro at mennesker altid vil handle ondt, og at vi derfor skal have alle de her strukturer, systemer og ledelse. Jeg tror, det er omvendt. Mennesket vil for det meste handle ordentligt. Men på grund af de her lave forventninger, og på grund af den måde, vi har indrettet vores arbejdsmarked på, så bliver det en selvopfyldende profeti. Så bliver det en del af vores selvforståelse,” sagde Dennis Nørmark.

Misforstået ledelse

Dennis Nørmark skriver i sin bog om en ledelse, der særligt på det sociale område er blevet afkoblet fagligheden.

”Man har i mange år troet på, at ledelse er svaret på alt. Vi skal bare have nogle ledere, nogle styrringsmekanismer og systemer, og så får vi noget fantastisk produktivt. Og så har der været en opfattelse af, at ledere ikke behøver viden noget om det område, de leder. Fordi de her ledelsesværktøjer kan bruges over det hele. Det betyder, at lederne bliver uvidende om, hvad der foregår, og når ansatte så kommer og brokker sig, så bliver de opfattet som sådan nogle irriterende typer, der hele tiden kommer med deres faglighed og deres personlige og moralske samvittighedsfuldhed. Og det ødelægger ledelsens store plan, vision og det flotte værdisæt, som de har fået lavet. Det bliver hult, når medarbejderne kommer og fortæller, at det ikke fungerer af disse faglige årsager. Hvis ledelsen ikke forstår sig på faglighed, fordi de ikke er ansat til at forstå det og ikke finder det specielt væsentligt, så bliver medarbejderne desperate, fordi der ikke er en ledelse, der lytter til, hvad der foregår,” sagde Dennis Nørmark.

Dorthe Birkmose har i den nye opdaterede version beskrevet flere mediesager om forråelse. Reaktionen på mediesagerne er ofte mere ledelse. Men Dorthe Birkmose mener, at vi har misforstået, hvad ledelse er, når det i så høj grad kommer til at handle om styring, hver gang sagerne om forråelse kommer op i pressen.

”Det er jo den særlige slags ledelse, som ikke har særlig meget med ledelse at gøre. Vi ser det med den seneste udsendelse fra TV2, hvor man med skjult kamera viser forråelse og krænkelser. Så bliver det hurtigt til, at vi vil have mere ledelse, hvor vi forstår ledelse som mere kontrol. Vi vil have mere tilsyn. Der skal holdes øje med dem, fordi de her medarbejdernes kan finde på hvad som helst, hvis de bliver sluppet løs. Og det er ikke til at regne med nogen. Så skal vi have mere overvågning, mere dokumentation og mere målstyring. Og det har i virkeligheden ikke meget med ledelse at gøre,” siger Dorthe Birkmose, der giver sit bud på, hvilken ledelse der i stedet er brug for.

”Ledelse handler jo om at være den, som har ’udefra-perspektivet’ på gruppen af medarbejdere, så man hele tiden kan have et øje for, om der er nogle værdier, der skrider. Om der er noget ansvar, der skal løftes af skuldrene på medarbejderne, så de får mest muligt råderum til at lade deres faglighed udfolde sig. Den form for ledelse, som er den faglige ledelse, og som er udført af fagpersoner, der kender det fag, som de er ledere af, det har vi brug for. Vi har brug for tæt faglig ledelse i det daglige på samme matrikel, som medarbejderne rent faktisk er på,” siger Dorthe Birkmose.

Dennis Nørmark skriver i ”Ufrihedens pris” om, at ’kaldet’ i omsorgserhvervene er blevet aflyst af et sæt af regler, og at den enkeltes moral, faglighed og intuition ikke længere er det bærende.

”Når du fjerner fagligheden fra ledelseslaget, så bliver du nødt til at finde noget andet at sætte i stedet for. Og det bliver meget ofte forskellige former for bureaukratiske kontrolmekanismer, som skal erstatte kaldet,” sagde Dennis Nørmark og fortsatte:

Oprindelig var mange mennesker kaldet til deres arbejde, særligt i rigtig mange af disse omsorgsfag. Der var en kaldsetik, der gik på, at man holdt af sit arbejde. Man satte selv nogle faglige standarder og var i et kollegialt fællesskab, hvor man havde en faglig hygiejne, og man hjalp hinanden med at holde den faglige fane højt. Man var motiveret af, at man mestrede sit erhverv. Når der så kommer en bureaukrat ind i det her system, så tænker vedkommende: ”Hvad er det, I snakker om? Mavefornemmelse og faglighed og jeres eget personlige skøn. Det kan jeg ikke forstå. Vi bliver nødt til at sætte det ind i et skema. Jeg kan ikke forstå, hvad jeres kvalitet er.” Og når ledelsens faglighed bliver overlæggeren, så bliver det, der kan måles, monitoreres og sættes i system, det eneste, som bliver vigtigt for ledelsen,” sagde Dennis Nørmark.

Ressourcer kan frigøres hos borgere og medarbejdere

I den nye, opdaterede bog har Dorthe Birkmose afsat et helt kapitel til at pege på løsninger. Etaf hendes bud på løsninger er et opgør med netop den styring, som Dennis Nørmark her beskriver.

”Det, jeg er mest optaget af, er, hvor meget den destruktive og mistroiske målstyring kvæler,” sagde Dorthe Birkmose, der peger på, hvor mange ressourcer der kan frigøres hos både borgere og medarbejdere i systemet.

”Når vi ved bedre, og vi kan bedre, hvorfor er der så perioder, hvor vi ikke gør det bedre? Hvad er det for noget? Her fandt jeg et af svarene i ’knaphedens psykologi’, hvor der er psykologer, der har forsket i, at mennesker, som lever et liv i knaphed, bliver kognitivt reduceret. De mister simpelthen adgangen til deres intelligens. Der var den amerikanske psykolog Eldar Shafir, som tog til Indien for at forske i fattigdom. Han fandt 464 sukkerrørsbønder, som han intelligenstestede før høsten, fordi før høsten er sukkerrørsbønderne fattige. Så ventede han til efter høsten, og intelligenstestede de samme sukkerrørsbønder igen og sammenholdt så de to sæt af data for at se, at efter høsten var deres intelligens i gennemsnit steget med 13 intelligenspoint. Og det er vanvittigt meget,” sagde Dorthe Birkmose og fortsatte:

”Det, han var kommet på sporet af, var, at så kognitivt reduceret kan man blive i en periode, hvor man lever et liv i knaphed. Det viser sig sidenhen, at det er alle former for knaphed. Det er knaphed på penge, knaphed på tid, knaphed på anerkendelse, knaphed på respekt, knaphed på restitution og knaphed på sundhed. Det er alle former for knaphed, der gør, at vi som mennesker i den periode kan miste adgang til den intelligens, vi rent faktisk har,” sagde Dorthe Birkmose, der finder en optimisme i knaphedens psykologi.

”Det peger på nogle løsninger, som alle sammen handler om, at det er knaphed, der skal bekæmpes. Der er knaphed på råderum, der er knaphed på restitution, der er knaphed på anerkendelse, og der er knaphed på hjælp. Den knaphed skal bekæmpes. Fordi den frisættelse, som vi i virkeligheden burde tale om, er frisættelse af det enkelte menneskes kognitive ressourcer, så man kan bruge alt det, som man jo har. Der er så meget mere intelligens hos børn, borgere, pårørende. Der så meget mere intelligens hos medarbejdere og ledere, end de rent faktisk har adgang til. Altså, hvis vi i gennemsnit spilder 13 intelligenspoint per person, så bliver det til meget i en kommune.Det er jo et enormt ressourcespild. Det giver et kæmpe håb om alt det gode, vi rent faktisk kan få i spil, hvis vi dropper noget af al den styring,” sluttede Dorthe Birkmose på BogForum.

Efter nytår udkommer Socialt Indblik med en række nye afsnit i podcastserien ”Forråelsens ansigter”, hvor Dorthe Birkmose blandt andet fortæller om sit bud på løsninger, om forråelse som et vildt problem, og hvordan framing og reframing kan spille en afgørende rolle for løsningerne.