Fie fik ADHD-diagnosen som 40-årig: I dag arbejder hun for at skabe bedre betingelser for mennesker med ADHD

Hun var 40 år, da hun gik ned med et brag og blev langtidssygemeldt med stress. Det var langt fra første gang, at Fie Vesterled ramte muren efter at have kørt i højt gear non stop, lang tid efter at kroppens batterier var brugt op.

Også under studierne havde hun været langtidssygemeldt, fordi hun simpelthen kørte for hårdt på og glemte at holde pauser. På trods af ret kraftige stresssymptomer kæmpede hun sig igennem i mange år.

”Jeg har altid bare kunne sætte i et ekstra gear og kæmpe mig igennem, men blev ved med at ramme en mur, hvor jeg gik ned med stress. Du kan ikke finde det mindfulness- eller stresskursus, jeg ikke har prøvet. Hver gang tænkte jeg: Hvad har jeg misset på det her kursus?” fortæller hun.

Fie Vesterled gennemførte studiet i fødevarevidenskab på Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole – et studie med 30 timers undervisning om ugen plus læsning og øvelser. Ved siden af sit fuldtidsstudie havde hun hovedansvaret for børnene derhjemme, fordi hendes mand i de år rejste meget med sit arbejde og derfor var meget væk. 

Da hun var færdig på studiet, gik det en tid meget godt, men så ramte Fie Vesterled muren igen. Hun blev indhentet af søvnløshed, massiv udmattelse, handlingslammelse og appetittab, som hun også havde oplevet før.

Dengang vidste hun ikke, at det var kroppens alarmberedskab, der satte en stopper for hende, fordi hun ikke selv kunne regulere sin energi og holde pauser.

”Du er nok bare for perfektionistisk”

Hverken egen læge eller de psykiatere og psykologer, hun tidligere havde konsulteret, havde nævnt, at hun kunne have ADHD. Og i de år, hun havde været tilknyttet distriktspsykiatrien pga. stress og depression, havde de fagprofessionelle, hun havde talt med, fundet forskellige andre forklaringer på hendes udfordringer:

”Min far var alkoholiker, og jeg blev puttet i kassen ’barn af alkoholiker’,” forklarer hun.

Fie Vesterled er også blevet fortalt, at hun nok bare var en for dygtig og perfektionistisk ung kvinde, der skulle lære at slappe lidt mere af.

”Jeg har fået garanteret velmenende hjælp alle steder. Bare ikke den rigtige. For der er ikke nogen, der har set den egentlige årsag, det underlæggende mønster,” siger hun.

Flere gange har hun fået at vide, at hun skulle lære at holde op med at være så dygtig og perfektionistisk. Selv var hun også forvirret. For hun var jo dygtig, kunne sagtens koncentrere sig om at læse tykke bøger, og hun havde ikke problemer med spontant at købe eller gøre overilede ting, som er en blandt mange almenkendte forestillinger af, hvordan ADHD-symptomer kommer til udtryk. 

Fie Vesterled havde heller ikke selv tænkt tanken, at hun kunne have ADHD.

”Når man læser om ADHD-symptomer, kan man få det indtryk, at de impulsstyrede handlinger handler om at have trang til pludselig at gå ud og købe en masse dyre ting eller gøre andre overilede uhensigtsmæssige ting. Sådan havde jeg aldrig haft det,” forklarer hun.

Ny psykolog genkendte styresystemet

Fie Vesterled havde ikke problemer med at fordybe sig koncentreret. Faktisk blev hun fuldstændig opslugt og tabt for omverdenen, hvis det, hun samlede opmærksomheden omkring, interesserede hende. Og det stemte heller ikke overens med det billede af ADHD, som hun havde læst om.

”Jeg havde fuldstændigt det samme billede og de samme fordomme som alle andre – at ADHD er synonymt med udadreagerende drenge, der kravler på væggene, den adfærd som diagnosen oprindeligt beskrev, da den blev til,” siger Fie Vesterled.

Men da hun i forlængelse af sin stresssygemelding som 40-årig sad overfor en ny psykolog, som efter tredje samtale kiggede på hende og sagde: ”Men Fie, ved du ikke, at du har ADHD?” følte hun sig alligevel genkendt.

For de ord og symptomer, psykologen uddybede sin konstatering med, indfangede fuldstændigt de udfordringer, Fie Vesterled havde kæmpet med hele sit liv.

”Psykologen genkendte ADHD-styresystemet og så, at alle mine stress-håndteringsstrategier i virkeligheden var ADHD-håndteringsstrategier. Men jeg blev kun udredt, fordi jeg var heldig at ramme en psykolog, der havde specialiseret sig i ADHD, og som forstod, at ADHD hos kvinder ofte har et udtryk, hvor langvarig stress, angst og depression ofte er de tydeligste tegn,” siger hun.

Mennesker uden ADHD har ikke brug for at tale om, hvordan de strukturerer tiden. Det har man ofte, når man har ADHD, fordi man har brug for den ydre struktur.

For strukturen kommer ikke af sig selv, og forsvinder hurtigt, hvis man ikke arbejder bevidst med det hele tiden.

Det forklarede også, hvorfor hendes struktur faldt fuldstændig fra hinanden, da hun holdt op med at skulle aflevere sine børn i daginstitution.

Da hun fik diagnosen, kunne hun også pludselig forstå, hvorfor hun ikke kunne finde ud af at koncentrere sig om momsregnskaberne i det studiejob, hun engang havde.

”Når jeg skulle lave noget, jeg ikke syntes var interessant, havde jeg massive koncentrationsproblemer,” forklarer hun.

Læge advarede imod diagnosen

Da hun gik til lægen og forklarede, hvad psykologen havde fortalt hende, og at hun gerne ville udredes og sendes til en psykiater, måtte Fie Vesterled kæmpe for at få en henvisning.

Lægen mindede hende om, at hun jo var veluddannet, havde et godt job og fungerede som selvforsørgende. Og advarede hende imod, at diagnosen muligvis kunne få konsekvenser for hendes pensionsordning og forsikringer.

Fie Vesterled mente, at hendes livskvalitet var vigtigere og holdt fast i ønsket om at blive udredt af en psykiater. Hun forstår godt, hvis andre frygter potentielle konsekvenser forbundet med at få en diagnose.

”Men jeg havde det ikke sådan. Jeg havde i så mange år været så presset. I 15 år havde jeg gået rundt med en følelse af at have evner, som jeg ikke kunne aktivere. Nu ved jeg, at det er biologi i min hjerne, som jeg ikke kan lave om, men som medicin og mestringsredskaber kan afhjælpe.”

”Det her tabu er et kæmpe problem. Jeg har fået et meget bedre liv nu – hvis man ikke har indsigt og viden om sine udfordringer, kan man jo ikke arbejde med de udfordringer og ikke få det bedre. Jeg synes ikke, at der er de store argumenter for ikke at blive klogere på, hvad det er, man kæmper med,” konstaterer hun.

Efter at hun er blevet diagnosticeret, oplever Fie Vesterled, at hun har lettere ved at slippe den konstante hårdhed og vrede mod sig selv, når hun fx har kørt sig selv for hårdt, eller hvis hun har haft perioder af udmattelse efter en tid med fart på.

”Da jeg vidste, at uagtet hvad jeg gør, kommer de her situationer til at opstå en gang imellem, hjalp det til, at jeg kunne skabe bedre rammer for mit liv. Fx have en åben dialog med min chef – fordi jeg selv forstod, hvad det var, jeg kæmpede med. Jeg er sikker på, at jeg er blevet en meget bedre medarbejder, efter at jeg fik diagnosen,” siger hun.

De konsekvenser, det har haft for hende, at hun først som 40-årig har fået diagnosen, ønsker hun ikke for nogen andre.

”Det har især haft konsekvenser for mine børn, som har haft en stresset og smådeprimeret mor det meste af deres barndom. Det er jeg rigtig ked af. De kunne have haft en langt mere nærværende mor i deres barndom, hvis jeg var blevet udredt tidligere.”

Og så har det gjort, at Fie Vesterled var lang tid om at færdiggøre sit studie, og at hendes faglige selvstændighed og selvtillid var lav, fordi hun havde så svært ved at strukturere sit arbejde under uddannelsen og de første mange år af sit arbejdsliv.

”Selv om jeg har klaret mig godt, taget en lang uddannelse, haft en succesfuld karriere, har jeg hele tiden været styret af et indre pres efter at præstere bedre. Og følt mig som et sårbart, svagt menneske, når jeg kollapsede, fordi jeg havde kørt i 9. gear alt for længe, fordi jeg simpelthen ikke kunne balancere mine ressourcer og styre energien,” forklarer hun.

En samfundsudfordring

Bevidstheden om, at det er ADHD’en, der bringer hende til kollaps, og at det er medicin og andre redskaber, der kan regulere energien, har hjulpet Fie Vesterled til at skabe et liv i bedre balance.

”Før jeg fik diagnosen, følte jeg mig ofte forkert. Det gør jeg ikke længere. Før jeg fik medicin og vidste, hvad det handlede om, kunne jeg få udmattelses-kollaps, som varede i flere dage. I dag kommer de sjældnere – jeg kan bedre forebygge det – tidligere kørte jeg bare, til jeg ramte muren,” siger hun.

Det er en af de ting, medicinen gør. Hun kan mærke, at hun bliver træt.

”Det kunne jeg ikke før. Jeg kan bedre regulere, også når jeg er sammen med andre mennesker. Hvor jeg før ville være blevet, til festen sluttede, kan jeg nu mærke, når jeg er ved at blive træt.”

Ikke alene for den enkelte, men også for samfundet, er det helt afgørende at få skabt forståelse for ADHD og andre såkaldt neurodivergente diagnoser, mener Fie Vesterled.

Derfor har hun sat sig for som selvstændig konsulent at arbejde for at udbrede kendskabet til neurodiversitet på uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet i Danmark.

”Både uddannelser, praktiksteder og arbejdspladser i det hele taget er nødt til at forstå, at vi ikke alle arbejder i trivsel med samme rammer. Et godt eksempel er de meget store frafald, vi ser på erhvervsskolerne, hvor elever bl.a. dropper ud, fordi deres lærepladser ikke har hverken redskaber eller ressourcer til at håndtere de elever, der har udfordringer eller diagnoser. Neurodiversitet er en strukturel udfordring,” argumenterer Fie Vesterled.

I sin research har hun været rundt til 35 store virksomheder med store HR-afdelinger, der alle ønsker ressourcer og redskaber til at hjælpe elever, der har det svært, fordi de har en neurodivers diagnose.

Da hun hørte om ADHD-foreningens projekt om frivillige fortællere, var hun ikke i tvivl om, at hun ville være med til at udbrede kendskabet til nuancerne i diagnosen.

”Jeg synes, at det er vigtigt at få budskabet ud – at få ADHD normaliseret, blandt andet ved at nogle af os, der klarer os godt og lever et godt liv med en ADHD-diagnose og et udadtil succesfuldt liv med karriere og tjek på det hele, står frem,” siger hun.

Det er vigtigt, at skoler og lærere får en bedre forståelse af, hvad ADHD er. Både fordi de skal forstå nuancerne, og for at flere børn kan blive mødt og set og forstået, mener Fie Vesterled. Hun kender forældre, der føler sig modarbejdet af lærere, der mener, at det bare er noget, forældrene selv har fundet på, at deres barn har ADHD.

Det dur ikke, at skolelærere tror, at ADHD er drenge, der råber og klatrer på væggene. 

Men det er klart nok, at der stadig er nogen, der har den opfattelse. Det er jo ikke længe siden, at selv psykiatere troede, at ADHD er noget, kun drenge har.”

”Min historie er desværre superklassisk. At stressramte kvinder søger hjælp hos læge, psykolog og psykiater, og at der går alt for mange år, førend der er nogen, der ser, at det er ADHD. Jeg føler egentlig, at det er en forpligtelse for mig at gå ud og dele min historie,” siger hun.

I næste uge kan du læse fortællingen om Iben Rehling, der fik konstateret ADHD som 28-årig: Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde lært at regulere energien og finde ro.