For Ida blev behandlingen en lang omvej: ”Den gjorde mig bange for mig selv og gjorde anoreksien værre”

Når 18-årige Ida Brøndum Leed i dag ser tilbage, tænker hun, at anoreksien tog tilløb i hende, allerede da hun gik i 4. klasse. Forud for den operation af sine hofter, hun skulle have lavet i 6. og 7. klasse, blev hun sat i gang med at tabe sig for at få det optimale udbytte af operationen.

Ida Brøndum Leed blev af sygehuset sat i gang med en slags slankekur på recept – det såkaldte VIBO- program – der også populært går under navnet Holbæk-modellen.

Metoden går kort fortalt ud på at spise efter stringente kostregler og at gå til opfølgning på hospitalet med vejninger og samtaler hver fjortende dag for at følge og kontrollere vægttabet.

”Til at starte med gik det godt, jeg begyndte at spise sundere, cyklede til skole og tabte mig på en sund måde. Men hurtigt begyndte de meget stramme regler for, hvad og hvor meget jeg måtte spise, at give mig et forstyrret og unaturligt forhold til mad – jeg mistede fornemmelsen for, hvornår jeg var mæt og sulten,” fortæller Ida Brøndum Leed.

I starten af 7. klasse begyndte Ida at få det rigtigt svært. Hun følte sig uden for fællesskabet i klassen, katastrofetankerne tog til, og for at dulme angsten begyndte hun at spise mad i smug. De forbudte søde sager kunne hun trække i en automat i skolen i frikvartererne, og også hjemme begyndte hun at bryde reglerne i de restriktive kostregler og gå i slikskabet, uden at nogen opdagede det.

Det store sukkermonster

Da hendes vægt pludselig begyndte at stige i løbet af 7. klasse, gjorde sygeplejersken, der fulgte hende i forløbet, kostplanerne endnu mere strikse. Og det ugentlige råderum over usund kost blev mindre. Ida måtte vælge to søde sager fra listen, som blev lovlige at spise.

Med jævne mellemrum gik hun til kontrolvejninger og samtaler på hospitalet. I ugen op til trænede hun en del for at føle, at hun gjorde sit ypperste for at forberede sig på vejningen.

”Samtalerne handlede meget om det store sukkermonster, jeg fik at vide, boede inde i mig. Hvis jeg fodrede det, ville det bare vokse sig endnu større og give mig endnu mere lyst til sukker. Men også almindelig sund mad fik jeg meget klare regler for. Fx hvis jeg havde taget en klapsammen-rugbrødsmad, når jeg kom hjem fra skole, fik jeg at vide, at det var bedre, hvis jeg bare tog en skive,” forklarer hun.

2-3 måneder inde i 9. klasse stoppede Ida med at spise og tabte sig over et par måneder 7 kg. Da hendes forældre konfronterede hende med det, indrømmede hun, at hun de seneste måneder havde smidt sine madpakker ud og generelt havde haft svært ved at få sig selv til at spise. Ida og hendes forældre kontaktede kontaktpersonen i VIBO, hvor Ida hurtigt kom til en samtale med en læge, der sendte hende videre til Enhed for Spiseforstyrrelser.

Ved den første samtale på Enhed for Spiseforstyrrelser fik hun en kostplan, hun blev bedt om at følge. Behandlingen bestod af en række samtaler med en overlæge og kontrolvejninger i forbindelse med samtalerne, som fandt sted hver anden uge.

”Samtalerne handlede først og fremmest om, at det var dårligt for mig ikke at spise. Men det vidste jeg jo godt. Vi talte ikke om, hvad der kunne ligge bag spiseforstyrrelsen, og det var jo det, jeg havde brug for at få hjælp til at arbejde med,” siger hun.

Samtalerne handlede meget om, hvad der ville være fornuftigt, rationelt set. Og om hvad der kunne ske, hvis ikke hun begyndte at spise, husker Ida Brøndum Leed.

Redskaber til det svære

Særligt billederne af de affedtede hjerner, som lægen viste hende, gjorde indtryk. Sådan kunne hendes hjerne komme til at se ud, forklarede lægen, som også viste billeder af fuldstændigt udsultede kvinder, der havde haft anoreksi i mange år.

”Frygten for, at det var sådan, jeg kunne komme til at se ud, flyttede ind i mig. De billeder skræmte mig meget, men ikke på en motiverende måde i forhold til at bekæmpe spiseforstyrrelsen. For selvom de skræmte mig, fik de mig også til at tænke: Jeg er slet ikke tynd nok, jeg kan jo blive meget tyndere. Det gjorde mig bange for mig selv, for jeg kunne jo ikke styre anoreksien. Og når jeg ikke fik redskaberne til det, blev jeg bange for konsekvenserne. Ville jeg komme jeg til at ødelægge min hjerne? Kom jeg til at glemme hele min barndom? Ville jeg ende med at blive så tynd og syg? tænkte jeg,” forklarer hun.

Lægen talte også meget i abstrakte metaforer, forklarer hun – fx sammenligner hun Idas spiseforstyrrelse med klimakrisen, som nogen jo kan finde på at afvise og negligere, men som jo altså er en realitet. Eller med den forhenværende amerikanske præsident, Donald Trump, der blev ved med at fastholde, at han havde vundet præsidentvalget, selvom han tydeligvis havde tabt det.

”Jeg tror, at målet med metaforerne var at få mig til at forstå, at en spiseforstyrrelse ikke er rationel. Men det vidste jeg jo godt, så det var svært for mig at forstå, hvad jeg skulle bruge sådanne metaforer til,” forklarer Ida.

Den abstrakte tilgang i behandlingen var i det hele taget svær, oplevede Ida. Som når lægen spurgte; hvordan det var gået med at spise siden sidst? Det var svært og abstrakt og virkede automatisk. Hvad skulle hun svare? Dagene var jo forskellige. Og noget var gået godt, andet skidt, forklarer hun.

”Jeg ville ønske, at de i stedet havde spurgt ind til, om der havde været konkrete situationer, der havde været svære, hjulpet mig til at forstå, hvorfor de var svære og hjulpet mig ved at give mig redskaber til at håndtere det svære,” siger hun.

Efter et stykke tid blev Ida tilknyttet en anden behandler, der flere gange konstaterede, at spiseforstyrrelsen jo også havde hjulpet hende.

”Hun sagde, at anoreksien jo havde været god for mig, for jeg havde jo haft brug for at tabe mig. Hun sagde det flere gange. Da jeg en dag sagde, at det vidste jeg ikke, om hun havde ret i, holdt hun fast og sagde, at det mente hun. Den sætning satte sig ligesom fast i mig. Den fodrede anoreksien og var med til at overbevise mig om, at anoreksien også var god for mig. Men samtidig var jeg bange og skammede mig,” siger hun.

Ida Brøndum Leed ville ønske, at behandlerne havde inddraget og spurgt hendes forældre mere, for der var meget, hun selv havde svært ved at huske.

”Og jeg havde brug for, at mine forældre også fik redskaber og gode råd til, hvordan de kunne støtte mig,” siger hun.

Maden kunne hun kontrollere

Omdrejningspunktet for samtalerne var obligatoriske vejninger. De var angstprovokerende, og flere gange forsøgte hun at undgå dem, forklarer hun:

”Der var flere gange, hvor jeg fik angstanfald, lige før jeg skulle vejes. Jeg forsøgte at sige, at jeg ikke oplevede, at det at blive vejet var godt for mig, men jeg blev ikke mødt i det. Jeg blev mere frustreret og spiste endnu mindre, efter at jeg begyndte derude. Det gjorde faktisk anoreksien værre at gå der,” siger hun.

I håb om at et sceneskift kunne hjælpe, startede Ida i 10. klasse på en efterskole. Her blev angsten så stærk, at hun udviklede selvmordstanker, og i december var Ida så selvmordstruet, at hun måtte være hjemme under opsyn 24/7 for at undgå indlæggelse. Efter en måneds tid havde hun fået det så meget bedre, at hun havde mod på at tage tilbage til efterskolen og give den et ekstra forsøg. Men i februar måned, havde anoreksien så voldsomt et tag i hende, at hun må tage endeligt hjem og stoppe på efterskolen.

Ida fik selv mistanke om, at hendes angst voksede i sociale fællesskaber, og at det var den afstand til fællesskabet, følelsen af at være uønsket og udenfor, hun oplevede i klassen i 7.-8. klasse, der for alvor satte skub i hendes spiseforstyrrelse.

Og da hun med sine forældres opbakning insisterede på at blive udredt for angsten, blev hun i december 2022 udskrevet fra Enhed for Spiseforstyrrelser for i stedet at komme i et angsthåndteringsforløb, hvor hun blandt andet deltog i gruppeterapi.

Da hun for en måneds tid siden læste Lea Muldtoftes fortælling her på Socialt Indblik om, hvordan Lea har fundet ud af, at hendes anoreksi bunder i angsten for at blive forladt, følte hun sig genkendt. Det er netop fra angsten for at være udenfor, spiseforstyrrelsen er vokset i hende. Det at finde sin plads i fællesskabet var svært for hende at få greb om dengang. Men maden og vægten kunne hun kontrollere – og det lå lige for, eftersom hun i flere år var blevet trænet heri i det VIBO-forløb, hun havde fulgt fast i årene før, under og efter hofteoperationerne.

Møder angsten med handling

Efter at hun er startet i terapi for sin angst, har Ida fået nogenlunde styr på anoreksien, men der er fortsat langt til, at hun kan spise frit, og hendes kropsbillede er stadig forvrænget, fortæller hun. Det gør hende trist at tænke på alle de år, hun har brugt på omveje mod at finde årsagen til sin mistrivsel og spiseforstyrrelse.

”Jeg har været alvorligt syg siden 9. klasse, og i årene op til havde jeg det også rigtigt svært. Det er, som om mit liv har været sat på pause. Det har taget rigtigt mange år af mit liv.”

Når Ida Brøndum Leed har valgt at stå frem med sin fortælling, er det, fordi hun ønsker, at den kan være med til at give indblik i udfordringerne i behandlingen af spiseforstyrrelser, som den ser ud i dag.

”Problemet er, at behandlingen slet ikke tager højde for alt det, der ikke handler om mad. Jeg ville ønske, at der kom mindre fokus på kalorier og vejninger og mere fokus på mennesket,” siger hun.

For problemet med kostplaner, kalorietælling og vejninger er, at de for hende havde den stik modsatte effekt. De ansporede hende snarere til at spise endnu mindre.

”Når jeg sad med min kostplan og så alle måltiderne og maden defineret i et antal kalorier, begyndte jeg med det samme at regne på de forskellige muligheder og på, hvordan jeg kunne komme ned på et minimum ved at sammensætte de laveste kombinationer,” forklarer hun.

”Måske skulle man ikke veje folk så meget, men bare kigge på mennesket. Man kan jo godt se, om et menneske har tabt sig fem kilo og tale med det menneske om det,” siger hun.

I angstterapien har Ida Brøndum Leed fået redskaber, som hun ville ønske, at hun havde fået i behandlingen af sin spiseforstyrrelse. Fx at tale med nogen med det samme, når de ængstelige tanker opstår og at starte nederst på eksponeringstrappen – en metode som nedbryder angstprovokerende situationer i trin, som kan gøre situationen mere overskuelig.

Ligesom hun her lærte at lave beroligende åndedrætsøvelser og at træne, hvordan man kan vende opmærksomheden udad og væk fra de stærke indre følelser. Hvis hun havde kendt til de strategier, kunne måltiderne måske være blevet håndteret på en mere overskuelig måde, der ikke havde kastet hende ud i voldsomme angstanfald, tænker hun i dag.

”Jeg skammede mig meget, følte skyld overfor min familie, jeg følte, at jeg var det sorte får og en belastning. Jeg tror, at det kunne være rigtigt godt, hvis man i behandlingen for spiseforstyrrelser brugte meget mere tid på at tale om og undersøge, hvad der ligger bag spiseforstyrrelsen og give hjælp til at håndtere alle de svære følelser, der følger med en spiseforstyrrelse,” siger hun.

Socialt Indblik har henvendt sig til Enhed for Spiseforstyrrelser i Aalborg med følgende spørgsmål: Hvad er baggrunden og formålet med at vise patienterne skræmmebilleder som et led i behandlingen? Hvad ligger der til grund for, at kontrolvejninger og kalorietælling er en obligatorisk del af behandlingen? Hvorfor fastholder man vejninger, selv når det fremprovokerer angst hos patienterne? Har I overvejet, at disse behandlingsstrategier kan være med til at fastholde en spiseforstyrrelse og motivere patienterne til at tabe sig yderligere?

”Det har ikke været muligt at svare på vores henvendelse før deadline,” lyder det korte skriftlige svar, vi har modtaget.