Forsker i skolevægring: ”Jeg savner et perspektiv, der tager børns oplevelse af mistrivsel for gode varer”

Psykiatriske diagnoser. Forældres manglende kommunikation med deres børn – og børn, der ikke føler, at de hører til i fællesskabet på skolen.

Det er, ifølge Frederikke Skaaning Knage, forsker i skolevægring på Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet, nogle af de årsager til skolevægring, som dansk og international forskning peger på. Hun har netop været med til at lave forskningsoversigten ”Langvarigt bekymrende skolefravær”, der gennemgår 162 forskellige forskningsartikler om skolevægring og dermed giver et overblik over forskningen på området.

Mens de mange forskningsartikler giver et uddybende indblik i de enkeltstående årsager, savner Frederikke Skaaning Knage imidlertid et blik på de komplekse sammenhænge.

”Langvarigt skolefravær er et komplekst problem med mange forskellige årsager. Det kan både handle om det enkelte barn og forhold i skolen og i familien. Ofte virker årsagerne ind på hinanden. Det er der få af studierne, der har fokus på,” siger Frederikke Skaaning Knage og fremhæver, at forskningen desuden forsømmer at lade børnene komme til orde. Ud af de 162 danske og internationale forskningsartikler, hun har gennemgået, er der kun seks-syv af dem, der inddrager børnene.

Vi vender tilbage til kompleksiteten og børnenes stemme – og til hvordan man som skole og forælder kan gribe skolevægring an.

Men lad os først se på nogle af de enkeltstående årsager, som forskningen peger på.

Frederikke Skaaning Knage fortæller, at en massiv overvægt af forskningsartiklerne beskæftiger sig med individet som årsag. De fleste af dem peger på psykiatriske lidelser som årsag til fravær, også selv om disse ikke nødvendigvis er diagnosticerede – ligesom denne type forskning peger på træk i børnenes personlighed, der disponerer for fravær.

Inden for den individorienterede tilgang er der dog også strømninger, der ser skolevægring som en funktionel handling. Det kan fx være, at barnet vil undgå presset fra evalueringer eller andre ubehagelige situationer i skolen. Men også den funktionelle tilgang har fokus på diagnoser.

”På den ene side søger denne strømning at gøre op med det diagnostiske fokus og vise, at der er brug for at kunne se på problematikken, uden at det handler om diagnoser. Men på den anden side undersøger den alligevel, hvor stort et overlap der er mellem den funktionelle handling og diagnoser,” forklarer Frederikke Skaaning Knage.

Forældre, der ikke sender deres børn i skole

At forskningen har fokus på forældrene i forhold til børns langvarige skolefravær, kom ikke bag på Frederikke Skaaning Knage. Men de fleste studier havde fokus et andet sted, end Frederikke Skaaning Knage havde forestillet sig.

”Jeg havde troet, der ville være en meget høj grad af fokus på diagnoser hos forældrene. Det var der også, men der var først og fremmest fokus på konflikter i familien, på den kommunikative relation mellem forældre og børn, på hvordan forældrene taler til deres børn, og om de formår at få overtalt dem til at komme i skole om morgenen.”

Ser man på de forskningsartikler, der fokuserer på skolen som årsag, handler det, ifølge Frederikke Skaaning Knage, meget om, hvorvidt børnene har en følelse af at høre til. En del af forskningsartiklerne med dette fokus fokuserer på mobning og det at have venner.

”Det er her, de fleste kvalitative studier med børn ligger. Mange af de børn, der er er blevet spurgt, fortæller, at det at have lyst til at gå i skole handler om, at man føler, at man er budt velkommen, og at man føler sig fair behandlet. At der fx ikke straks bliver ringet hjem til ens forældre, hvis man har gjort et eller andet. De beskriver følelsen af at være forstået som vigtig.”

Du efterlyser, at forskningen i højere grad undersøger de mere komplekse sammenhænge bag skolevægring og lader børnene komme til orde. Hvilken viden er det præcist, du mener, at vi mangler?

”Udover viden om sammenhængen mellem de enkeltstående faktorer, så mener jeg, at der mangler et perspektiv, der tager børnenes ord for gode varer.”

Hun uddyber:

”Når man forstår børn som nogen, der for eksempel har angst eller andre diagnoser, så tror jeg, at man kan komme til af at behandle deres forståelse af deres liv som noget, de har misforstået. At man siger: Det giver mening, at du har det på den her måde, fordi du har angst. Men der er ikke noget at være bange for i skolen. På den måde bliver det barnet, der handler ulogisk. Vi mister lidt blikket for, at de måske er hamrende realistiske i deres forståelse af, hvad der foregår i skolegården eller i klassen. At det måske det allerbedste billede af virkeligheden.”

Hvordan er skolevægring overhovedet opstået?

”Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg er ved at afslutte min ph.d., der også handler om skolevægring, og hvor jeg undersøger netop det spørgsmål. Det handler ikke bare om, at skolen er blevet dårligere, og der er flere, der mistrives. Der er nogle, der peger på, at folkeskolereformen og inklusionsloven har gjort skolen til et værre sted at være. Men det tror jeg også er en ekstrem forsimpling,” siger Frederikke Skaaning Knage.

Hun peger på, at skolevægring er blevet en diskursiv mulighed. At det er et fænomen, vi er begyndt at tænke i – og som dækker over rigtig mange af de samme mistrivselsfænomener, som vi tidligere har set.

”I halvfjerdserne opstod begrebet skoletræthed. Senere kom et begreb om skolemæthed. Og i halvfemserne var der et kæmpe mobbefokus. Nullerne har haft enormt meget fokus på diagnoser.

Det er alt sammen et udtryk for mistrivsel, der udmønter sig i forskellige diskursive tænkninger,” siger hun.

”Det er det ene. Det andet, jeg plejer at pege på, er, at vi har at gøre med en generation af børn, der er blevet opdraget med rigtig meget respekt og rigtig meget empati. De har nogle forældre, der faktisk har lyttet, og som har givet dem en ekstrem sensitiv radar for, hvornår de ikke bliver behandlet med respekt.”

Hun er klar over, at hun med det udsagn er med til at placere problemet som, at de ikke bliver mødt henne i skolen.

”Jeg tror, at vi er nødt til se på, at der er så meget fokus på at skulle præstere i skolen. At man skal ud på den anden side af et skoleliv som et dannet menneske, der tager en uddannelse og er klar til at varetage et job. Der er mange børn, der reagerer på det pres.”

Men hvorfor får børnene lov til at blive hjemme over længere tid?

”Vi har som sagt nogle forældre, der lytter til deres børn, og som ikke går med på præmissen om, at deres børn skal sidde ovre i skolen og have det skidt. Så kan man sige, at forskningen peger på, at forældrene er dårlige til at kommunikere med børnene. Men det kan være svært, hvis man på den ene side har et skolesystem, der gerne vil have, at man sender sit barn i skole, og på den anden side har et barn, man gerne vil lytte til og som ikke vil i skole. Det kan betyde, at man bliver inkonsistent i sin håndhævelse af, at barnet skal i skole.”

Hvad er dit bedste råd til fagpersoner, fx lærere, der skal navigere i den komplekse problemstilling, som skolevægring er?

”Mit vigtigste råd er ikke at generalisere. Børns liv er er forskellige. Og derfor er man som fx lærer nødt til at være mere sensitiv over for, hvad der sker i de enkelte børns liv, hvis man skal arbejde med og forstå kompleksiteten i skolevægring. Vi kan ikke sige, at mobning fører til skolevægring, for det gør det ikke altid. Men hvis der også er andre faktorer, der spiller ind, så kan det være, at det gør.”

Hun opfordrer til at være mere opmærksom på, hvad der går forud for den egentlige fraværsproblematik. Og desuden at tage børns oplevelse af mistrivsel alvorligt.

”Noget af det, jeg har mødt rigtig meget i min egen forskning, er mistænkeliggørelse. Når børn fortæller, at de mistrives, har mange fagpersoner en trang til at vurdere, om det er rigtigt. Forældrene siger måske: ’Han kommer hjem og siger, at han ikke har det godt. Han græder om morgenen, når han skal i skole.’ Så siger skolen: ’Det skal I ikke bekymre jer om, for han er rigtig glad herovre. Han har det så godt med de andre,’” siger Frederikke Skaaning Knage og tilføjer:

”Jeg ville ønske, at man var bedre til at lytte til børnene. Det er ikke professionelles job at gå ind og vurdere, om det er rigtigt, for uanset hvad, så er det barnets oplevelse.”

Vi går for meget op i at få kroppen over på skolen

Hun mener desuden, at man burde have langt mindre fokus på fraværsregistrering. For hvad siger det egentlig noget om?

”Den er ekstrem arbitrær. Det kan fx være, barnet er kommet for sent – og så er det registreret som fravær. Der er lokale fortolkninger, der gør, at fraværsregistrering i virkeligheden ikke er så brugbar.”

Når du siger, at vi skal droppe fraværsregistrering, mener du så også, at vi skal gå mere op i, hvordan barnet har det, frem for om det kommer i skole?

”Vi går rigtig meget op i at have den der krop henne i skolen. Vi vil hellere have en krop i megameget mistrivsel henne i skolen, end vi vil have en krop, der har det lidt bedre, derhjemme, lidt forsimplet sagt.”

Hun fremhæver, at det er en svær problemstilling, om børnene skal have lov til at blive hjemme, eller om man som forælder skal insistere på, at de kommer i skole.

”Jeg svinger mellem at tænke: Selvfølgelig skal de ikke i skole, hvis de har det rigtig skidt. Men samtidig har vi et samfund, hvor det at gå i skole er med til at gøre dig genkendelig som menneske, så det kan også være en bjørnetjeneste at lade dem blive hjemme, fordi det kan gøre det sværere for dem på sigt.”

Frederikke Skaaning Knage mener, at vi er nødt til at skelne mellem langsigtede bestræbelser og så de løsninger, der er her og nu. På den lange bane mener hun, at man bør arbejde for at få mere omsorg og børneforståelse ind i skolen.

”Hvis vi vender tilbage til den der krop, vi så gerne vil have hen i skolen, så er der er ikke særlig meget omsorg i det succeskriterium. Kunne vi tænke succeskriteriet for en skolegang som andet end at have sin krop derovre? Jeg tror, vi skal skabe et bedre skolesystem med mere omsorg, og det skal forældrene bakke op om og hjælpe til med,” siger hun og fremhæver, at der samtidig er nogle her og nu løsninger.

”Hvis man som forælder har en mavefornemmelse, der siger, at ens barn ikke skal i skole, så ville jeg lytte 100 procent til den. Det ville jeg også gøre med mine egne børn.”