Fra anbragt til ingenmandsland: ”Jeg er gang på gang blevet reddet af tilfældighedernes held”

Signe havde i et par år fået hjælp i ungdomspsykiatrien i Roskilde som et led i sin anbringelse. Møderne med psykologen var vigtige. For hendes teenageår havde været mere end almindeligt turbulente.

Signe var vokset op hos forældre, der ikke var i stand til at passe på hende. De havde for meget at kæmpe med i deres eget liv til at kunne tage vare på hende, og efter deres skilsmisse endte Signe med at blive anbragt på et opholdssted.

Til møderne med psykologen kunne hun tale om den selvskade, hun havde påført sig selv for at finde ro, og et selvmordsforsøg, efter hun blev udsat for et overgreb på det opholdssted, hvor hun blev anbragt. Da hun fyldte 18 år, ophørte forløbet i ungdomspsykiatrien også.

”Jeg havde det virkelig dårligt med at skulle afslutte forløbet. For jeg oplevede, at det hjalp mig og skabte den tryghed, jeg havde brug for,” forklarer hun.

Signe fik dengang lov til at få forlænget sin psykologhjælp hos en ny psykolog. For psykologhjælp kan være en del af det såkaldte efterværn, en støtte som tidligere anbragte kan få i overgangen, fra deres anbringelse slutter, når de fylder 18, til de fylder 23 år. Andre former for støtte i det såkaldte efterværn kan være samtaler med en kontaktperson fra kommunen, forlængelse af anbringelsen, boligstøtte eller andet.

Som mange andre tidligere anbragte kendte Signe ikke dengang som 18-årig til mulighederne for at få efterværn. Det er først senere, at hun har fundet ud af, at den psykolog, hun blev overflyttet til, må have været en form for efterværn. Havde hun vidst mere om sine rettigheder, havde det nok været lettere at navigere i efterværnssystemet, men selv efter, at hun selv havde sat sig ind i lovgivningen, var efterværnshjælpen ikke let at få.

Trang til at blive fri

Til sommer fylder hun 27 år og bliver bachelor fra IT-Universitetet. Signe er lykkelig over, at hun er nået hertil. Og stolt over det.

”Men jeg er også ked af at, at jeg er blevet så forsinket. At jeg har skulle bruge så meget tid på at få styr på mig selv.”

Da anbringelsen og forløbet i ungdomspsykiatrien sluttede, og Signe dengang som 18-årig tog hul på livet på egen hånd, blev hun overflyttet til en ny psykolog og fortsatte de samtaler, hun havde med en kontaktperson fra kommunen.

Men da hun skulle flytte sammen med en veninde i København for at starte på universitetet, orienterede kommunen om, at de nu afsluttede efterværnsstøtten, fordi sagsbehandleren mente, at hun var klar til at klare sig selv, og det ville være en besværlig proces at flytte anbringelsen til en ny kommune.

Signe glædede sig til at løsrive sig fra systemet. Efter to et halvt års anbringelse på institution og senere i forskellige ungdomsboliger med tilknytning til kommunen, var hun fuld af mod på at skulle være fri og stå på egne ben som hendes jævnaldrende kammerater, der begyndte at flytte hjemmefra.

”Da min sagsbehandler sagde, at de ville stoppe anbringelsen, tænkte jeg: ’Nå, okay. Det skal nok gå. Jeg havde jo haft arbejde og tjent mine egne penge.’ Jeg tænkte, nu er jeg bare klar til at skulle videre i livet og klare mig på egen hånd,” forklarer hun.

Da Signe og hendes veninde kørte mod København med flyttekasser fulde af forventning om det forestående studieliv på Københavns Universitet, tænkte hun ikke på, hvor skrøbeligt hendes netværk i grunden var, at hun ikke, som sine kammerater, havde et stabilt bagland. Episoderne, hvor hun havde følt halsen snøre sig sammen, hjertebanken og svimmelhed, når den sociale angst overmandede hende, skød hun også fra sig.

”Set i bakspejlet lagde jeg meget over på den veninde, jeg flyttede sammen med. Det var jo hende, jeg følte, at jeg kunne dele alt det med, som andre måske også spørger deres forældre og familie til råds om,” konstaterer hun.

Det samme gjorde sig gældende, da hun senere flyttede sammen med en kæreste, der viste sig at være en rigtig skidt fyr.

”Han kontrollerede mig, løj for mig og var sygeligt jaloux, og jeg mærkede for alvor, at jeg manglede forældre og familie. Det ville have været godt, hvis der havde været nogle voksne, der havde sagt: ’Hey, hvad sker der lige her?’ De ville måske have kunne hjælpe og støtte mig i den svære situation, jeg stod i.”

Tabt mellem to kommuner

Da Signe endelig havde fundet mod til at forlade sin kæreste, fandt hun et værelse til leje hos et kærestepar, der boede på Frederiksberg. Men da de pludselig fik andre planer med værelset, stod hun uden tag over hovedet. Signe fandt også ud af, at studiet ikke var det rigtige for hende, og hun valgte at droppe ud.

”Jeg følte mig meget alene med det hele. Jeg havde ikke, som mange af de andre, jeg kendte, et netværk af familie og venner at læne mig ind i,” forklarer hun.

Det var som frivillig i foreningen De Anbragtes Vilkår, hun mødte David Adrian Pedersen, som i dag er formand.

Det var ham, der fortalte hende, at hun ifølge Serviceloven havde ret til at få vurderet behovet for efterværn, til hun fyldte 23 år. Signe var 21 år gammel på det tidspunkt.

”Det gjorde mig mega håbefuld. Jeg tænkte, ok, så er jeg ikke bare tabt på jorden. Jeg troede, at jeg ikke længere havde ret til at få hjælp, fordi min anbringelse var blevet stoppet, da jeg flyttede fra Roskilde Kommune,” forklarer hun.

Da det var i Frederiksberg Kommune, Signe havde boet til leje i værelset, hun nu måtte fraflytte, var det Frederiksberg Kommune, hun kontaktede. Her lød beskeden, at de ikke kunne hjælpe, da det ikke var dem, der i sin tid havde anbragt hende.

Men da hun ringede til Roskilde Kommune, fastholdt kommunen, at det var Frederiksberg Kommune, hun skulle henvende sig til, da det nu var her, hun havde haft sin seneste bopælsadresse. I Serviceloven kunne hun da også læse, at det er den unges opholdskommune, som har pligten til at foretage vurderingen.

Hos Frederiksberg Kommune blev hun dog fortsat mødt med modstand. Hendes situation var slet ikke alvorlig nok til, at kommunen kunne hjælpe hende med boligsituationen, lød beskeden.

”Jeg havde en længere samtale med en kvinde fra kommunen. Hun sagde til mig, at hvis jeg havde været misbruger eller gravid, kunne de lettere hjælpe mig. Jeg tænkte: Er det en opfordring eller hvad?”

Frederiksberg Kommune endte med at tilbyde Signe en henvisning til et herberg. Det fik hende til at opgive at få hjælp fra kommunen for i stedet at tage sagen i egen hånd. I desperation flyttede hun hjem til sin far, som hun var blevet anbragt fra, og hans nye kone, hvor hun fortsat ikke følte sig velkommen. For faderens nye kone beskyldte hende blandt andet for at stjæle og lyve og lagde ikke skjul på sin modvilje mod at have hende boende.

”Hun startede konflikter og skabte splittelse mellem min far og mig, og jeg kan huske, hvordan hun flere gange brokkede sig over, at jeg boede hos dem,” forklarer Signe, der efter tre måneder hos faderen og hans kone var nødt til at finde et andet sted at være.

Når tilfældighederne råder

Faderen skrev et dokument om, at hun kun kunne bo hos ham kort tid endnu, og med det i en ansøgning lykkedes det Signe at blive rykket frem på ventelisten og få plads i en ungdomsbolig på Amager. Indskuddet havde hun lige akkurat råd til med de penge, hun havde sparet sammen fra et studiejob i en bank, hvor hun arbejdede to dage om ugen.

Som da hun fik mulighed for at flytte ind hos en veninde, og da hun tilfældigvis mødte David Adrian Pedersen, der hjalp hende videre, følte Signe sig endnu engang reddet af held. Hun kender tidligere anbragte unge, der er blevet fældet af uheldige omstændigheder.

Fx veninden, der trådte i en af de fælder, der følger med, at mange anbragte unge mangler viden om deres rettigheder. Som led i venindens efterværn betalte kommunen for den lejebolig, de havde placeret hende i. Da hun startede på studiet, søgte hun som sine medstuderende SU, intetanende om, at der skulle være problemer forbundet med det. Derfor var det noget af en ubehagelig overraskelse, da kommunen indkaldte hende til et møde og afsluttede den økonomiske støtte og efterværn, fordi hun uberettiget havde modtaget SU og økonomisk boligstøtte på samme tid. Syv år efter betaler veninden stadig af på den regning, der fulgte, da hun måtte optage lån for at kunne blive boende i den dyre bolig, som kommunen havde sat hende i.

Og sådan er der mange tidligere anbragte unge, der uoverlagt kommer galt afsted. Tidligere har det fx været fremme, at tidligere anbragte har fået tilsendt krav om selv at betale for deres anbringelse med den løn, der har tjent på et fritids- eller studiejob. 15 kommuner gjorde brug af den regel i Serviceloven, der gjorde det muligt at opkræve anbragte børn og unge løn fra deres fritidsjob, viste en undersøgelse fra Ankestyrelsen i 2018. Efter at flere medier bragte historier fra tidligere anbragte unge, der stod frem med deres historier om at havne i gæld, fordi de havde skaffet et arbejde, blev loven ændret, så kommunerne ikke længere kan indkræve anbragte unges løn.

Det er med blandede følelser, Signe ser tilbage på de sidste mange års kamp. Hun er stolt over, hvor hun er landet i dag.

”Men jeg er også ked af at, at jeg er blevet så forsinket. At jeg har skulle bruge så meget tid på at få styr på mig selv. At jeg har manglet et trygt bagland og den stabilitet, det giver at have en fast bolig,” forklarer hun:

”Det er hårdt at blive ved med at blive slået tilbage, at stå uden noget sted at bo og vide, at der ikke er hjælp at få. Det at føle sig helt alene og være tvunget til igen og igen at kæmpe for selv at finde en løsning, når noget går galt.”

Signe ville ønske, at det var kommunerne, der automatisk tog kontakt til tidligere anbragte unge og præsenterede dem for mulig hjælp og støtte, i stedet for at det er de tidligere anbragte unge, der selv skal støve hjælpen op. For det kræver et overskud, som mange tidligere anbragte unge mangler, selv at skulle researche sig frem til en hjælp, der synes skjult for dernæst at tage kampen om, om man nu også er berettiget til hjælpen.

”Velmenende pjecer og kampagner er ikke nok – for det kræver overskud at skulle henvende sig et fremmed sted for at få hjælp,” siger hun og fortsætter:

”Jeg var 21 år og havde i forvejen brugt mit liv på alle mulige ting, et barn ikke burde – og nu skulle jeg så som 21-årig sidde og finde hoved og hale i Serviceloven og kæmpe videre med kommuner, som åbenbart ikke kender eller agerer efter loven. Jeg har flere gange oplevet, at det var mig, der skulle fortælle en sagsbehandler, hvad jeg havde ret til. Jeg ville så gerne have, at nogen havde hjulpet mig med fundamentet her.”

”Jeg havde brug for en bolig og et trygt helle i mit liv. Ikke at ende hjemme i problemer hos min far,” konstaterer hun.

Egen bolig er afgørende

Det ville være en stor hjælp for mange tidligere anbragte, hvis kommunerne kunne bruge de penge, der i det nuværende efterværn er allokeret til samtaler med kommunale kontaktpersoner, til boligstøtte eller anden økonomisk hjælp.

Årligt bruger kommunerne sammenlagt cirka 1,3 milliarder kroner på udgifter til efterværn. 262 millioner kroner, svarende til 20 procent af udgifterne, går til samtaler med kontaktpersoner. Mens 1.052 millioner kroner bruges på anbringelser, viser Social- og Ældreministeriets undersøgelse af kommunernes udgifter til efterværnsområdet i 2020.  

”Tænk, hvis man automatisk blev skrevet op på venteliste til en almen bolig. Jeg forestiller mig, at kommunerne kunne spare enormt mange ressourcer, som de bruger på fx at sende tidligere anbragte unge på herberg, efter at anbringelsen er afsluttet. Automatisk opskrivning på ventelister til boliger ville være noget, man kunne sætte i system. Man kunne godt lade anbragte unge betale for at stå på listen, men hjælpe dem med det og sørge for, at de bliver skrevet op tidligt. Man ved jo, at et anbragt barn på et tidspunkt skal have et sted at bo,” siger hun.

Da Signe fik sin egen studiebolig på Amager, følte hun, at hun endelig fik en tryg og blivende base, som hun selv havde kontrol over, der gav hende overskud til at fordybe sig i sit studie og finde ro i sit liv.

”Jeg kender mange, der ikke har oplevet, at de har fået anden hjælp end samtaler med en kontaktperson som efterværn. Folk prøver bare at komme videre og leve deres liv. Som min veninde, der droppede ud af studiet, da hun fik frataget sit efterværn. Hun skulle jo have haft en voksen, der kunne hjælpe hende.”

For Signe har netop støtte under studiet været afgørende for, at bacheloren til sommer er i hus, og hun nu endda har haft overskud til at tage seks måneders studieophold i udlandet. Det var først, da hun var på andet semester på sit andet studie, at hun fandt ud af, at hun havde mulighed for at få hjælp under studiet gennem studievejledningen. Derefter fik hun hjælp til at søge om støttelærer og økonomisk tillæg, som har været helt afgørende for, at hun nu har fået succes med studierne.

”Det betyder ubeskriveligt meget for mig. Det gør, at jeg føler, at jeg har et sikkerhedsnet og mennesker omkring mig, der kender mine problemer og ved, hvad jeg har brug for.”

Signe er et opdigtet navn, da Signe ønsker at være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

Den 6. februar kl. 16-18 afholder Socialt Indblik et journalistisk livearrangement om efterværn. Du kan se mere her og tilmelde dig.