Fra brandslukning til forebyggelse

Langt de fleste børn og unge i Danmark trives. Det slår Trivselskommissionen fast. Det er en vigtig konklusion, og den er jeg glad for, det er nemlig også min oplevelse. Dog uden at jeg vil underkende, at der er et behov for at se på, hvordan vi får børn til at trives bedst, så færre kommer i mistrivsel. Der er også børn og unge, der allerede mistrives i dag. Det vender jeg tilbage til, men det er ikke dem, det handler nu. Det handler om, hvordan vi undgår, at børn og unge kommer til at mistrives, og her har trivselskommissionen en vigtig pointe, når de som udgangspunkt slår ned på forståelsen af, hvornår børn er i trivsel. Børn er i trivsel, når de er glade de fleste dage, og når de samtidig er i stand til at klare de dage, hvor livet kradser lidt, og de møder ’bump på vejen’.

Det køber jeg helt ind på, og det samme gør jeg med de seks samfundstendenser, som kommissionen peger på har indflydelse på trivslen.

Vi skal investere tidligt  

Det er svært for børn og unge, når der er SÅ meget, de kan. Når der ikke er en stopklods i den digitale verden, er der brug for at begrænse/omgå skærme på en måde, så de ikke løber med al opmærksomheden. Den uendelige digitale verden og politiske krav om fremdrift giver børn og unge en følelse af at skulle finde et sjette gear for at kunne følge med. Der er uvirkelige høje idealer, de skal leve op til. Der er forældre, der ud fra en ambition om at gøre det allerbedste, overbeskytter deres børn og fratager dem evnen til at klare sig selv og i et fællesskab. Og det er blevet sådan, at en diagnose er blevet adgangsbilletten til at få hjælp.
I Skolelederforeningen har vi tidligere peget på flere af de samme faktorer, og det er alt sammen noget, vi skal være meget opmærksomme på og gøre noget ved.

Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre ved det? Er det nødvendigt at komme med syv opdragelsesråd til forældre, og er det nødvendigt at indføre mobilforbud ved lov?

Jeg mener, at vi skal skifte fokus fra brandslukning til forebyggelse. Det vigtigste er, at vi forebygger og investerer, så vi får vendt bøtten. Vi skal selvfølgelig sørge for at hjælpe alle dem, der er i mistrivsel, og som har brug for en særlig indsats. Når det er sagt, er jeg helt enig i, at vi skal styrke almenområdet, så flere kan trives i det. Men for at vi på skolerne kan sætte tidligt ind med hjælp, kræver det, at vi har ressourcer og har mulighed for at hjælpe og støtte eleverne i klassen – ikke bare i teorien, men også i praksis. Derfor skal vi investere tidligt i de børn, der har brug for hjælp – uden at vente på en diagnose. Og det kræver både investeringer og omprioriteringer.

Børn skal ikke bare lære at følge med

Jeg går også ind for, at børn og unge bliver hjulpet til at få et fornuftigt digitalt liv, men jeg tror på, at de bedste løsninger bliver fundet lokalt, når eleverne selv bliver inddraget i et samarbejde mellem skolen, forældrene og eleverne. Det er dialog og ikke lovgivning, der skaber ansvarlighed.

Jeg er optaget af, at skole og forældre får genforhandlet kontrakten. Over årene er det blevet mere utydeligt, hvad det er, der er skolens beslutningsrum og ansvar, og hvad der er forældres ansvar. Det er vi nødt til at blive skarpere på, og det er nødvendigt at samarbejde. For kun gennem et godt samarbejde mellem forældre og skolen kan vi skabe de rammer, der skal til for, at eleverne lærer at klare de udfordringer, de ikke kan undgå at møde på deres vej.

Til sidst håber jeg, at vi med de nye fagplaner og et ændret prøvetryk i form af færre og andre prøver kan sætte tempoet ned. Børn skal ikke bare lære at følge med – de skal også have plads til at stå fast, til at fejle, til at lære at rejse sig igen. For trivsel handler som sagt ikke kun om at være glad hele tiden. Det handler også om at kunne håndtere de dage, hvor livet gør modstand.