Fysiske sygdomme kan skyldes oversete barndomstraumer. Norske læger mener, vi står foran en revolution i sundhedsvæsenet

Det begyndte med Anna Luise Kirkengens doktorafhandling. Det var tilbage i 1990’erne, og hun havde besluttet sig for at undersøge, hvordan det at have været udsat for incest som barn påvirker et menneskes sundhed.

Hun interviewede og fulgte 34 voksne kvinder og mænd, der fik hjælp på to forskellige incestcentre i Norge og konkluderede med afhandlingen, at de seksuelle overgreb fra barndommen satte sig fysisk i kroppen og udløste en række sygdomme.

Afhandlingen skulle vise sig at blive fundamentet for de skelsættende forskningsresultater, hun siden har frembragt med hjælp fra forskningskollegaer – dokumentation for, at traumer fra barndommen påvirker ikke alene menneskers psykiske, men også fysiske helbred. At traumer kan sætte sig i kroppens celler som kronisk betændelse og udløse en lang række kroniske sygdomme såsom hjerte-kar-sygdomme, demens, depression og autoimmune sygdomme.

Allerede dengang, i 1998, vakte afhandlingen opmærksomhed. I 2001 udkom den som bog med titlen ”Inscribed bodies – Health Impact of Childhood Sexual Abuse” på det internationale forlag Springer.

”Det var essensen af det, jeg i min forskning havde konstateret – at incestuøse krænkelser blev indskrevet i kroppen. Afhandlingen pegede entydigt på, at det ikke var tilfældigt, hvilke sundhedsproblemer de mennesker, der i barndommen havde været udsat for seksuelle krænkelser, fik senere i livet,” konstaterer hun.

Afhandlingen kom til at udstikke hovedsporet i den forskning, hun siden har bedrevet. Dengang stod Anna Luise Kirkengens konklusioner forholdsvis alene. Siden har en lang række studier bekræftet de fund, hun gjorde. I 2005 fandtes der så mange forskellige studier, der på hver deres måde underbyggede budskabet, at Anna Luise Kirkengen sammen med sine forskerkollegaer i Trondheim besluttede at samle dem alle i bogform i én lang sammenhængende dokumentation.

”Vi fandt så meget solid forskning, at vi kunne sætte den sammen til det større billede, der styrkede de observationer, jeg havde gjort i 1998 om, hvordan overgreb indskriver sig i kroppen. Bogen udfoldede problemstillingen og fremlagde dokumentation for, hvor stor indflydelse krænkelser i barndommen har på senere sundhed generelt,” siger hun.

Bogen ”Hvordan krenkede barn bliver syke voksne” udkom første gang i Norge i 2005. Den har siden vakt debat om indretningen af det norske sundhedsvæsen, er solgt i mere end 11.000 eksemplarer, og er blevet opdateret af fire omgange. De seneste to udgaver i 2015 og 2021 i tæt samarbejde med læge Ane Brandtzæg Næss, som er ved at uddanne sig til speciallæge i psykiatri ved St. Olav hospital i Trondheim.

Kroppen husker

I august udkom en dansk oversættelse af bogen med titlen ”Hvordan krænkede børn bliver syge voksne”. I bogen dokumenterer de to forfattere, hvordan traumatiserende oplevelser lagrer sig i kroppen og kan udvikle sig til sygdom.

Blandt andet kan man læse om studier, der dokumenterer, hvordan forhøjet stressniveau i kroppen påvirker den hastighed, kroppens celler ældes med og forkorter de såkaldte telomerer, der danner enderne af hvert kromosom og beskytter det. De fleste forskere er enige om, at telomerforkortelser er én måde, hvorpå man kan måle cellealdring. Og at kortere telomerer er forbundet med flere sygdomme og øget dødelighed. Telomererne forkortes naturligt med alderen, men betændelse, kortisol og oxidativ stress (affaldsprodukter i cellerne), som alle er forbundet med kronisk stress i barndommen, ser ud til at fremme processen.

Fx målte et langtidsstudie telomerlængden hos børn i fem- og tiårsalderen. De børn, som i løbet af denne periode var udsat for to eller flere typer af vold, enten som vidner til vold mellem forældre i hjemmet, hyppig mobning, eller fysisk vold fra en voksens side, havde en hurtigere forkortelse af telomererne, end de børn, der var mindre udsat for vold.

Kronisk systemisk betændelse, dvs. betændelse, der bliver i kroppen i længere tid og derfor tærer på kroppen og slider på organerne, er et af de mest konsistente fund hos mennesker med en ubehagelig og vanskelig barndom, kan man læse i bogen. En lang række kroniske sygdomme såsom hjerte-kar-sygdomme, demens, depression og autoimmune sygdomme er forbundet med øget betændelse.

”Betændelsesrelaterede sygdomme er årsag til over halvdelen af dødsårsagerne på verdensbasis. Derfor anser et stigende antal forskere og medicinske eksperter nu skadelige barndomserfaringer og skadelige levevilkår for at være et folkesundhedsproblem,” skriver forfatterne i bogen.       

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bakket op af hjerneforskningen

Hvad er det helt konkret, der sker i kroppen, som gør, at toksisk stress, udløst af for eksempel forskellige former for krænkelser, fører til sygdom?

”Kroppen reagerer på alle udfordringer ved at tilpasse sig, så den kan møde det, den skal mestre. Fx det at kroppen producerer spyt, når man skal spise. Hvis man har været særligt udsat for trusler, ensomhed og ikke får den støtte, som man har brug for, indretter kroppen sig på at opfatte verden som truende. Det øger blandt andet kortisolniveauet og kan føre til, at man får et forhøjet kortisolniveau over tid,” siger Ane Brandtzæg Næss og forklarer, at forhøjet kortisolniveau kan have en række negative konsekvenser, fx at man spiser mere og usundere, får for højt blodsukker, ligesom for højt kortisol påvirker hormonsystemet og en masse andre af kroppens centrale funktioner.

”Forhøjet kortisol ser ud til at bidrage til kronisk inflammation og dermed mere slitage på kroppen. Kroppen bruger energi på at forberede sig på fare i stedet for andre ting – det fører til kronisk overbelastning,” forklarer Ane Brandtzæg Næss.

På gruppeniveau har forskningen vist, at denne fejlregulering i stresssystemet bidrager til usundere livsstil.

En befolkningsundersøgelse fra det norske Nord-Trøndelag viste en markant sammenhæng mellem meget vanskelig barndom og kroniske lidelser. De respondenter, der kategoriserede deres barndom som ’vanskelig’ og ’meget vanskelig’, havde fem gange så høj risiko for at have to eller flere kroniske lidelser sammenlignet med de informanter, som valgte kategorierne ’meget god’, ’god’ eller ’almindelig’.

”Den nyeste hjerneforskning baseret på radioteknologi, der påviser ændringer i hjernen, har også dokumenteret, at belastende erfaringer i barndommen sætter tydelige spor i hjernen. Akkurat som al anden læring og erfaring former hjernen,” forklarer Anna Luise Kirkengen.

Da bogen senest udkom i Norge i 2015, var reaktionerne generelt meget positive, særligt i socialsektoren fortæller Ane Brandtzæg Næss.

”Mange sygeplejersker og psykologer har savnet lægernes indsigt i, hvordan erfaringer påvirker kroppen. Der var også læger i somatisk medicin, der var positive. Men generelt var de, der arbejder med somatiske, altså kropslige sygdomme, mere skeptiske. Måske fordi tankegangen er mere fremmed for lægerne, og fordi de ser konsekvenserne af, hvor meget sundhedssystemerne må ændres, hvis vi for alvor skal tage denne nye viden om sammenhængen mellem sociale og psykiske overgreb og sygdom alvorligt og handle på den. Det kan gøre det sværere for dem at tage denne viden ind. Men jeg tror, at der bliver mere og mere accept,” siger hun.

Fragmenter slører billedet

Den viden, bogen fremlægger, kalder på en grundlæggende revolution af den måde, vi har valgt at indrette sundhedsvæsnet på, mener de to forfattere.

Alene opdelingen af sundhedsvæsnet i somatik og psykiatri er uhensigtsmæssig. For den gør, at mange patienter falder mellem to stole, og at der ikke er et fælles begrebsapparat til at forstå og løse sundhedsproblemer i samarbejde mellem psykiatri og somatikken.

Problemet er, at vi har adskilt krop fra sind, argumenterer forfatterne og forklarer i bogens analyser, hvorfor det er afgørende at forstå, også i et sundhedsfagligt perspektiv, at vi er til stede i verden som kroppe, og at alt vi gør og erfarer sker kropsligt. Vi er fra evolutionen udstyret med sanseapparatet – for at kunne se, kende, føle, sanse, så kroppens beredskab kan reagere på det, vi oplever. Er det truende eller farligt? Velgørende eller trygt?

”Opretholdelse af det skel, vi i dag har mellem psykisk og somatisk sygdom, kan bidrage til, at patienter med kroniske smerter og psykiske problemer ikke bliver behandlet, som de burde. Når specialister kun vil tage ansvar for ’deres’ fagområde, bliver en persons problemer og liv splittet op i dele, som ikke giver mening hver for sig,” siger Ane Brandtzæg Næss.

”Når vi kun ser på fragmenter, afskærer vi os fra at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Vi er nødt til at studere sammenhængene – også mellem erfaringer, som har lagret sig i både krop og sind for at forstå og behandle fragmenterne – de enkelte lidelser,” supplerer Anna Louise Kirkengen.

Hvordan bør vi bruge denne viden?

”Alle, som arbejder i sundhedsvæsnet, må have et større blik for, hvilke hændelser der kan ligge til grund for, at det menneske, de møder i behandlingen, har fået en lidelse,” siger Ane Brandtzæg Næss. Selv er hun, efter at hun har været med til at opdatere bogen, begyndt at spørge mere ind til sine patienters liv, når hun møder dem i sit virke i psykiatrien på St. Olavs hospital i Trondheim.

”Jeg er begyndt at tænke over, at de mennesker, som jeg arbejder med til daglig, har erfaringer med i bagagen, som disponerer dem særligt for både psykisk og fysisk sygdom. Og jeg er også begyndt at spørge mere ind til deres liv,” forklarer hun.

Hjælp til at fjerne skammen

Et hold af hjerneforskere ved Harvard University med Martin Teicher og Jacqueline Samson i spidsen har i mere end ti år dokumenteret ændringer i hjernen som følge af traumatiske erfaringer. For et par år siden skrev de en forskningsartikel, der argumenterede for, at enhver medarbejder i sundhedsvæsenet, bør spørge ind til både fysiske og psykiske traumer som led i behandlingen, netop fordi sådan erfaring er af medicinsk betydning, forklarer Anna Luise Kirkengen.

”Det perspektiv tror jeg er afgørende. Det her er hjerneforskning, det måske mest tungtvejende og prestigefulde indenfor medicinsk forskning. En traumehistorie burde være en væsentlig del af enhver sygdomshistorie, fordi vanskelige og traumatiserende erfaringer ligger til grund for så mange lidelser, fysiske såvel som psykiske. Overbelastning, også i form af omsorgssvigt, forsømmelse og ligegyldighed i barndommen, er en stor og overset risikofaktor i sundhedsvæsnet i dag,” siger hun.  

Hvordan kan denne viden forbedre den medicinske tilgang?

”Hvis vi ikke bare spurgte, men spurgte på en god måde, og hvis alle i sundhedsvæsnet viste deres patienter, at det her var vigtige informationer – hvis vi spurgte med en anerkendelse af, at det ikke bare er, fordi du ryger, du er blevet syg – det er ikke din skyld – så tror jeg, at vi ville være med til at fratage patienterne skam,” siger Ane Brandtzæg Næss.

Netop fordi skammen lægger sig i dybe lag hos patienterne, og fordi skammen er skadelig, vil det kunne hjælpe patienter, hvis sundhedspersonale blev bedre til at fritage patienterne fra skam.

”Skam, knyttet til at man lever usundt, lægger sig oveni skammen over, at man har oplevet noget skamfuldt. Den skam er en af de drivende mekanismer under langvarig sundhedsskadelig stress. Hvis vi i sundhedsvæsnet kunne tydeliggøre, at det ikke var skamfuldt at dele sine traumatiske oplevelser med sundhedspersonalet, ville vi kunne skabe en ventil for stress. Ved at legitimere og insistere på, at det er vigtigt og godt at tale om det, vil vi kunne sænke patienternes stressniveau, og det er medicinsk set vigtigt,” forklarer Anna Luise Kirkengen.

Jo tidligere, jo bedre

De to læger erkender, at der skal en kulturændring til i sundhedsvæsnet. At personalet skal vænne sig til at spørge ind til patienters personlige historie, selv om dette fortsat bliver opfattet som at overskride en grænse. Patienterne spørges i forvejen rutinemæssigt om intime forhold, når de bliver vurderet relevante. Netop derfor bør det være en del af den almindelige professionelle praksis at gøre det, argumenterer lægerne.

”Man kunne jo starte med at fortælle patienten, hvad forskningen viser om traumers betydning. Da vil det være lettere at spørge empatisk ind og ikke bare spørge; hvad fejler denne patient, men spørge; hvad er der hændt dig?” siger Anna Luise Kirkengen.

Hvem håber I, vil få glæde af at læse bogen?

Bogen henvender sig til alle, der arbejder i social- og sundhedssektoren – fra SOSU-assistenter og sygeplejersker til læger, psykiatere, kirurger osv., men også i allerhøjeste grad til andre, der arbejder med socialt udsatte, og pædagoger, der arbejder med børn, og som kan være med til at forebygge og opdage børns traumatiske oplevelser tidligt.

”Jo tidligere, jo bedre. Jeg håber, at vi skaber et mere nuanceret billede af, hvad sundhed er. Og at vi ikke kan forstå fysisk og psykisk sundhed som adskilte størrelser,” siger Ane Brandtzæg Næss.

”Det ville være et kæmpe fremskridt, hvis hele sundhedsvæsnet anerkendte denne tilgang til sundhed og sygdom og lagde den til grund for behandlingen. Vi bør forstå, at vi ikke kan forholde os til kroppen uden at kende erfaringerne – begge bør vægtes med lige stor medicinsk relevans,” siger Anna Luise Kirkengen og fortsætter:

”Jeg ville ønske, at politikerne erkendte, hvor meget de kunne spare ved at kanalisere flere midler til at sikre børn en tryg barndom.”