Artikel

’GENFÆRD’ vakt til live på Forsorgsmuseet

Lille dreng af Ole Lejbach

Lille dreng af Ole Lejbach. Billedet er her beskåret.

Rummene i Fattiggården i Svendborg er blevet vakt til live med en ny udstilling. Det er kunstnerne Ole Lejbach og Jens Blendstrup, der lørdag åbner udstillingen ’GENFÆRD’ i Danmarks Forsorgsmuseum. Udstillingen rummer en række portrætter af mennesker, der kunne have levet på fattiggården, og når de meget nære og tætte portrætter hænger på den tidligere fattiggård, så er det ifølge billedkunstneren Ole Lejbach, som om de bliver vakt til live.

12. oktober 2023

Af Niels Svanborg

niels@socialtindblik.dk

”Jeg er spændt på at se publikums reaktion. For jeg blev selv meget rørt, da vi hængte billederne op,” siger billedkunstneren Ole Lejbach, der netop har hængt en række af sine portrætter op i de historiske rum i Svendborgs gamle fattiggård, der var i drift fra 1872 til 1974 og i dag rummer Danmarks Forsorgsmuseum.

Portrætterne er en del af projektet ’GENFÆRD’, der er skabt af billedkunstner Ole Lejbach og forfatter Jens Blendstrup i samarbejde med Danmarks Forsorgsmuseum og Skovgaard Museet. De to er kendt for en række projekter, hvor de integrerer ord og billeder og senest ’Ege-ekspeditioner’, hvor de igennem fire år kørte rundt i landet på jagt efter gamle egetræer, der har en historie at fortælle. Ole Lejbach tegnede, og Jens Blendstrup lagde øret til egetræets bark, lyttede til, hvad træet kunne fortælle og skrev en tekst til billederne.

Nu har de så været på jagt i de fysiske arkiver på både Danmarks Forsorgsmuseum og Skovgaard Museet. Og de har været i de digitale arkiver i databasen arkiv.dk. Ole Lejbach har genskabt menneskerne som store og meget nære tegninger med kul og blyant, mens Jens Blendstrup har skrevet.

Billeder fra udstillingen og bogen ”GENFÆRD” af Ole Lejbach og Jens Blendstrup
Billeder fra udstillingen og bogen ”GENFÆRD” af Ole Lejbach og Jens Blendstrup

Det er så foruden udstillingen blevet til bogen ’GENFÆRD’, der formidler hele projektet sammen med bidrag fra blandt andre historiker og museumsleder Sarah Smed fra Danmarks Forsorgsmuseum og kunsthistoriker og leder på Skovgaard Museet Christian Kortegaard Madsen.

”Vi har valgt at kalde projektet for ’GENFÆRD’, fordi vi puster liv i mennesker fra arkiverne gennem både tegninger og tekster. Det kunne være mennesker, der boede lige her på forsorgsmuseet. De er blevet vakt til live, fordi vi skal huske på historien, og de enkelte mennesker er også historien,” siger Ole Lejbach, der har set frem til at se billederne hænge her i museets rum, der står som de originale rum fra dengang, hvor mennesker var ’indlagt’ bag pigtråden, frataget deres frihed.

”Det var helt fantastisk at hænge dem op her i dette fantastiske museum og se, hvordan de indgår i rummene. De er er jo ikke skabt til de her rum, men de hænger, som om de er fuldstændig inkorporeret i rummet. Det er også for mig en meget anderledes måde at se dem på. Det har faktisk overrasket mig,” siger Ole Lejbach.

vaerker 2
Billeder fra udstillingen og bogen ”GENFÆRD” af Ole Lejbach og Jens Blendstrup

Klaustrofobisk fornemmelse

Portrætterne er alle meget nære og er med 1,4 meter gange 1 meter store portrætter. Portrætterne i udstillingen er ikke de originale tegninger men kopier, hvor der er gået endnu tættere ind i billedet, så man nærmest får dem som et close-up. Og den effekt er også tiltænkt af Ole Lejbach, selvom han også selv er overrasket over effekten på Forsorgsmuseet.

”Det er jo ikke museale rum, som kunstværker ellers normalt hænger i. Her er det de rum, hvor udstillingen i museet normalt er. Men her i rummene bliver der pustet endnu mere liv i portrætterne. De går lige på og hårdt, så det næsten bliver helt klaustrofobisk i de små rum. I et lille rum hænger der fire portrætter, der kigger lige på dig,” siger Ole Lejbach og nævner særligt vaskerummet, hvor det gjorde et stort indtryk på ham, da billedet af en fattig kone blev hængt op.

”Hun kunne have stået her i vaskerummet. Det blev et helt andet rum, da det billede blev hængt op. Atmosfæren i rummet blev helt anderledes. Så selvom vi har hængt billederne op i en udstilling her på forsorgsmuseet, så virker det ikke sådan. Det er ikke en udstilling i udstillingen. Det er noget af det helt særlige,” siger Ole Lejbach.

Udstillingen åbner den 14. oktober og fortsætter frem til 10. marts 2024. Se mere på www.forsorgsmuseet.dk

Udstillingen er realiseret med generøs støtte fra Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Statens Kunstfond og Albani Fonden.