Genkendt: Det var en kæmpe hjælp at finde ud af, at jeg ikke var alene – at tvangstankerne havde et navn

”Fadervor. Du som er i himlen…”

Det var sådan, det begyndte. I sin seng på barndomsværelset kunne Olav Hergel bede fadervor i timevis. Der var forskellige regler, han skulle overholde. Bønnen skulle siges helt korrekt. Ingen onde tanker undervejs. Nogle gange skulle han holde vejret imens. Hvis det ikke lykkedes, måtte han begynde forfra.

”Jeg var seks år gammel og vidste godt, at det ikke var normalt, at jeg skulle bede igen og igen og igen, indtil jeg havde gjort det helt rigtigt. Der var også en helt bestemt måde, jeg skulle gå ind ad døren i vores gård på. Herfra udviklede tvangstankerne sig til alle mulige handlinger, jeg skulle gennemføre for at slippe fri af tankerne,” forklarer han.

Olav Hergel voksede op med sin mor og lillesøster. Forældrene var gået fra hinanden, og faderen var begyndt at drikke. Moderen levede i et pendul, svingende mellem lys og mørke. Når lyset strålede fra hende, var hun fuld af fortællinger, kærlighed og varme. Barndomsdagene var lykkelige på Ordrupvej, når moderen sad i sofaen og skrev kærlighedsbreve til digteren Thorkild Bjørnvig. Hun sad ofte med et sjal over skulderen, og var smuk og imødekommende, når vennerne kom forbi og fik Digestivekiks med koldt smør.

Når mørket kom over hende, lagde det sig tungt i hele huset. Moderen pinte sig selv, blandt andet ved at sove på gulvet uden tøj på, overhælde sig selv med ti kander iskoldt vand, først på brystsiden, så på rygsiden, sætte tøjklemmer i huden, stoppe med at tale og forbyde vennernes besøg.

Fra Olav Hergel var 7-14 år (1963-1970), var moderen syv gange tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Hun fik diagnosen maniodepressiv, (i dag bipolar sindslidelse) og blev adskillige gange behandlet med elektrochok.

Efter at han som voksen selv har fundet forklaringen på de tvangstanker, der har plaget ham hele livet, tror han snarere, at moderen havde samme lidelse; OCD.

I dag er det godt 24 år siden, at han som 43-årig læste den kronik, hvor psykiateren Tom Bolvig beskrev den dengang nye diagnose OCD. Det var den, der skulle vise sig at blive vendepunktet efter årtier i de til tider invaliderende tvangstankers greb. Men først skulle Olav Hergel helt ned på bunden af sig selv.

”Når skylden og skammen og den dårlige samvittighed har hobet sig op over tid, udløser det en depression. Og dengang for godt 20 år siden var det alvor. Det var det dybeste mørke, jeg nogensinde har følt,” forklarer han.

I dag vælter lyset ind. Fra havet og gennem glasdøren står det ind i stuen, varmt og efterårsklart. Haven og stranden går nærmest i et. Olav Hergels hus ligger bogstaveligt talt i vandkanten, et stenkast fra Snekkersten Havn. Fra spisebordet, hvor vi sidder, kan man se ned til badebroen, hvor han ofte starter dagen med en dukkert efter morgenens løbetur. I dag er de fleste dage lyse.

”Langt det meste af tiden har jeg det rigtigt godt i dag,” starter han interviewet med at konstatere.

Han rejser sig, går mod bogreolen og tager sin aktuelle bog ”Jeg husker dagen som lys” med sig tilbage til bordet. Bladrer frem til siden, hvor han citerer et af moderens breve. I brevet beskriver hun, hvordan hun skal hælde de ti kander koldt vand over sig selv i de perioder, hvor hun er plaget af mørke tanker.

”Da jeg finder dét brev og læser det, efter at jeg selv har fået stillet diagnosen OCD, bliver jeg næsten sikker på, at det må være den samme lidelse, hun har haft. At læse den beskrivelse var det stærkeste bevis, jeg kunne få. Det var som at sætte to streger under et regnestykke – det trak ligesom en rød tråd gennem mit liv,” konstaterer han.

OCD står for Obsessive Compulsive Disorder og er en psykisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og eller tvangshandlinger. OCD findes i alle sværhedsgrader, fra den helt milde med lejlighedsvise tanker til den svært invaliderende tilstand, hvor stort set alle døgnets timer er beslaglagt af tvangstanker og handlinger. Selvom patienterne erkender, at tvangstankerne og de handlinger, tankerne tvinger dem til at udføre, er overdrevne og meningsløse, er de ikke i stand til at bryde den onde cirkel ved egen hjælp, fordi angsten og uroen, der følger med tankerne, er for stor.  

Hvis man havde kendt til sygdommen dengang, vidst, at der fandtes medicin, der kunne hjælpe, kunne hans mor måske have fået bedre hjælp, har han siden tænkt. Måske kunne man også have hjulpet barnet Olav. Meget ville have set anderledes ud, hvis han allerede dengang havde vidst, at han ikke var alene, at han ikke skulle skamme sig og føle sig skyldig over de tanker, der gang på gang overtog ham, stjal så meget af hans liv. Måske kunne han have undgået lange stræk af den ustandselige jagt efter beviser på sin uskyld, der har udmøntet sig i endeløse tvangshandlinger – glasskår, han skulle samle op, istapper han følte sig ansvarlig for at advare om, så de ikke kunne falde ned og ramme forbipasserende, synlige tics han skulle lave, tilbageholdte vejrtrækninger osv.

Udmattelse dæmpede angsten

Mennesker med OCD lider ofte af en overdreven frygt for at komme til at skade sig selv eller andre. Denne ustandselige frygt får dem til at føle sig skyldige og gør, at de konstant leder efter deres ’skyld’ for herefter at kunne finde beviset på deres uskyld, har en psykiater siden forklaret ham. Den beskrivelse gav mening, følte han – det er præcis sådan, det har været for ham at leve med OCD, forklarer han.

Hver gang skyldfølelsen og frygten for at komme til at skade andre har indhentet ham, har han følt sig tvunget til først at identificere skyldfølelsen i noget, han potentielt kunne være skyld i, for herefter at gøre alt, hvad han kunne, for at sikre sig, at mennesker ikke kom til skade på grund af ham. Var han kørt forbi glasskår, måtte han tilbage og samle dem op, havde han efterladt en bakterie, måtte han vaske den væk osv. Således har han ledt efter beviser på sin uskyld.

Olav Hergel var 16 år gammel, den dag hans mormor tog imod ham hjemme på Ordrupvej med beskeden om, at hans mor var død. Hun havde taget sit eget liv ved at svømme ud i havet fra stranden i Asserbo, hvor familien havde sommerhus.

Han kan huske, hvordan han om aftenen tog til fodboldtræning uden at fortælle sine holdkammerater noget. Han følte sig befriet og husker dagen som lys. Og i bogen med samme titel beskriver han, hvordan han til begravelsen følte sig sat fri af bekymringen for, at moderen skulle blive syg igen.

”Hendes liv var så forfærdeligt, og jeg har ofte tænkt, at hun tog sit liv for at gøre livet lettere for mig,” forklarer han.

Tvangstankerne trådte for en tid i baggrunden. Han startede på Ordrup Gymnasium, og i fire år fik han fred fra tankerne, før de vendte tilbage for fuld styrke.

Han var fyldt 20, da de igen i perioder overtog styringen. Når tankerne overtog, måtte han konstant køre tilbage og samle glasskår op fra vejen, undgå at røre ved dørhåndtag og vaske hænder 20 gange om dagen. 

Hver morgen løb han ”for at finde lykken,” som han beskriver det. Nogle dage måtte han ud at løbe flere gange, også om natten.

”Det har altid været en lindring for mig at dyrke motion – den fysiske udmattelse og velværen i kroppen kunne fortrænge og dæmpe tankerne,” konstaterer han.

Tvangstankerne, som han stadig har en gang imellem, handler ofte om frygten for at gøre sig skyldig i, at andre kommer til skade. Og når tankerne raser, må han for alt i verden sikre sig, at ulykken ikke indtræffer, selv når han godt inderst inde ved, at tankerne er langt ude, irrationelle.

Som den dag, han havde rengøringstjansen på Børglum Kollegiet i Aarhus, hvor han boede, mens han læste på Journalisthøjskolen. Han var 28 år og havde gjort rent på gangen, var ved at sætte spand og gulvmoppe på plads i skabet, da tanken sneg sig ind på ham. ’Han havde pillet sig i næsen, mens han gjorde rent, og han måtte have rørt ved stikkontakten. Hvad hvis han havde efterladt bakterier, der kunne gøre de andre på kollegiet syge? For at slippe fri af tanken, tog han en klud med vand, tørrede den hen over stikkontakten og hængte kluden til tørre. Men så indhentede en ny tvangstanke ham. Hvad nu hvis, der var løbet lidt vand ind i stikkontakten – og hvad hvis det kunne forårsage en kortslutning, så hele kollegiet pludselig brød i brand?

Det var umuligt at ryste tanken af sig, når den først havde sat sig fast i ham. Samtidig skammede han sig over tanken, som han godt vidste, virkede langt ude. Det var for underligt at dele den sådan face to face, syntes han. Så da han var taget afsted på weekend i København, ringede han til pedellen på kollegiet og forklarede ham situationen, delte sin bekymring. Pedellen beroligede ham og sagde, at der ikke kunne være sket noget.

Angsten for bakterier tog til, og et par måneder efter episoden på kollegiet opsøgte Olav Hergel professor og overlæge på psykiatrisk hospital Risskov Johannes Nielsen. ”Du lider af vaske hænder-syge,” konstaterede han, og Olav Hergel følte for første gang, at der var et menneske, der beskrev hans lidelse præcist uden at give den et navn – for det var i 1984, og diagnosen OCD var endnu ikke beskrevet. Det hjalp Olav Hergel at føle sig set, men helbredte ham ikke.

Slangen i Australien

Olav Hergel var 32 år, havde fundet sammen med sin kone Liller. Sammen med sin bedste ven og hans kæreste var de taget på roadtrip til Australien. Her greb en tvangstanke ham, som skulle forfølge ham i mere end et årti.

De holdt ind på en af de mange golfbaner langs highway one for at spille golf. Efter et par slag slog Olav Hergel sin bold ud af banen, og da de ledte efter den, skulle det vise sig, at den var faldet ned i en lille brungrumset bæk, der løb mellem en klynge træer langs banerne. Under vandspejlet lå den, omgivet af små vandplanter.

Han skulle lige til at stikke hånden i vandet for at hente bolden op, da han kom i tanke om, at der kunne være slanger i vandet, og at bid fra slanger i Australien kan være dødbringende giftige for mennesker. Han trak hånden til sig, forsøgte i stedet med køllen, flere gange uden held. Tøvede og overvejede en ekstra gang hånden, men valgte alligevel køllen og mærkede så et hårdt og pludseligt hug mod køllen. Selvom han aldrig nåede at se slangen, er han stadig sikker på, at det var det, det var. Forskrækket sprang han tilbage, landede på ryggen i græsset og fortalte de andre om slangen og rykket i golfkøllen. De droppede at få bolden med og gik videre. Men resten af dagen tvang tanken sig ind på ham: Hvad hvis en af de små drenge, der rendte rundt i området og samlede golfbolde op, fik øje på bolden, stak hånden ned i vandhullet og blev bidt med et dødbringende bid? Så ville det være hans skyld, for det var ham, der havde slået bolden derned og undladt at samle den op.

Han kunne ikke slippe tanken, som voksede sig større og større i ham. Og senere på dagen, da de kom tilbage til huset, de boede i, fandt han på en undskyldning for at køre ud og finde en telefonboks, hvorfra han ringede til receptionen i golfklubben og delte sin bekymring med en venlig dame, der tog telefonen. Hun havde aldrig tænkt på den udfordring, men takkede ham for hans omtanke og lovede, at de vil sætte et skilt op, som advarede mod at samle bolde op fra vandhuller. Da han havde lagt på, løb lettelsen gennem ham. Men kun kortvarigt.

”Slangen bed sig fast i mig de næste mange, mange år. Jeg kunne simpelthen ikke slippe tanken om, at det var min bold og mit ansvar at få den bold op,” forklarer han.    

”Det er det, der er ved sygdommen. Du skal være 100 procent sikker. Ellers får du ikke fred. Men hundrede procents sikkerhed findes ikke. Der vil altid være en hypotetisk risiko, der åbner en afgrund af bekymringer – og den skal man lære at holde sig på afstand af,” forklarer han.

Cirka ti år efter rejsen til Australien udløste tvangstankerne endnu et skred i ham. De depressive tanker skyggede for lyset, da han en dag på kontoret på Berlingske Tidende, hvor han arbejdede, læste Politikens kronik. Det var professor i psykiatri på Rigshospitalet, Tom Bolvig, der havde skrevet den, og den handlede om sindslidelsen OCD.

Sygdommen er den fjerde største psykiske lidelse i verden, men har først fået sin egen betegnelse i 1992, da den kom på WHO’s liste. I årevis har lægerne i Danmark forvekslet sygdommen med sindssyge. Når man tidligere har undervurderet antallet af tilfælde, kan det hænge sammen med, at størstedelen af dem, der har haft lidelsen, har holdt den for sig selv af frygt for at blive opfattet som sindssyge, beskrev Tom Bolvig i kronikken og forklarede, at medicin kunne hjælpe patienter med OCD. Olav Hergel følte sig fuldstændig genkendt i beskrivelsen af diagnosen.

”Jeg tænkte: Her er en, der kan hjælpe mig. Det var første gang, jeg fandt ud af, at lykkepiller kunne hjælpe,” siger han.

Senere den eftermiddag læste han alle de artikler, han kunne finde om OCD, og fandt ud af, at OCD er en hjernelidelse, der blandt andet er betinget af hjernens produktion af det stemningsstabiliserende stof serotonin, og at sygdommen kan være udløst af psykologiske traumer, men også kan være arvelig.

”Så måske har jeg arvet den fra min mor. Måske har jeg været genetisk disponeret for sygdommen, og så har hendes stumhed, hendes depression og invaliderende tvangstanker og regler fremkaldt sygdommen hos mig. Jeg ved det ikke,” skriver han i bogen.

Aldrig, aldrig, aldrig!

Kort efter at han havde læst kronikken, kontaktede Olav Hergel Tom Bolvig og startede en række samtaler med ham. Han blev henvist til en praktiserende psykiater og begyndte at tage lykkepiller.  

Hver gang han præsenterede hende for en tvangstanke, sagde hun: ”Det er OCD’en, der taler,” forklarer han.

Lykkepillerne begyndte at hjælpe, og i en tid var der lys, men så kom den depression, der tvang ham til for alvor at konfrontere de syge tvangstanker og handlinger, OCD’en har tvunget ham til at udføre hele livet.

Det var en virkelig begivenhed, der udløste den store nedtur, som skulle vise sig at blive et vendepunkt.

Det begyndte med en avisartikel, han læste i toget på kystbanen på vej hjem fra arbejde. Den fik ham til at drypsvede, mens panikangsten løb som en strøm gennem ham.

I artiklen kritiserede Weekendavisens redaktør ham og hans kollegaer på Berlingske for at begå karaktermord på A.P. Møller i en artikelserie.

I artiklerne havde de afsløret, hvordan den A.P. Møller-ejede virksomhed Dansk Industri Syndikat (tidligere Riffelsyndikatet) i 1950 fik en kendelse for værnemageri og blev pålagt at tilbagebetale 6,7 millioner kroner, som den uberettiget havde tjent på våbensalg til Tyskland under Anden Verdenskrig. Og selvom artiklerne var dokumenterede, blev han i tvivl om, hvorvidt alt, hvad de havde skrevet, var rigtigt. For der var et brev, de ikke havde fået med, hvor A.P. Møller besvarede en henvendelse fra Det Tyske Handelskammer, at han ikke under de nuværende omstændigheder kunne takke ja til deres invitation om at blive medlem, fordi Danmark var besat af Tyskland, og medlemskabet derfor stred mod hans følelser og forekom ham uværdigt.

Da Olav Hergel læste brevet, mistede han troen på de artikler, han og kollegaerne havde skrevet. Også selvom serien journalistisk set kunne forsvares, fordi brevet tidligere havde været offentliggjort og for så vidt ikke var en del af kritikken.

For første gang var der rigtigt hold i frygten – Olav Hergel følte sig skyldig i noget, der var virkeligt. Måske var det det, der sendte ham helt ned i dybet, hvor depressionen ikke ville slippe. I uger og måneder var han alvorligt syg af de sorte tanker, og hans psykiater skruede op for dosen af piller.

”Da jeg havde det værst, kunne jeg råbe og skrige for mig selv, hvorfor går det ikke væk,” siger han.

Helt op på otte piller om dagen skulle der til, før tågen en dag lettede, og lysningen i sindet omsider indfandt sig på morgenturen med hunden Ronja gennem skoven.

I dag tænker han på artiklerne om A.P. Møller og depressionen, som noget der i sidste ende reddede ham. Først da brød han endeligt sammen. Først da kom han i ordentlig behandling. I dag er det også hans overbevisning, at det var rigtigt, at artiklerne blev bragt.

”For det første var det en historie, der aldrig var blevet fortalt før. For det andet bragte vi brevet lidt senere, og så ville alle normale journalister sige til sig selv, at hvis der var begået en fejl, så var den rettet op. Men den blev ved med at plage mig.”

Det var også nedturen i kølvandet på A.P. Møller-artiklerne, der fik ham til at åbne op og fortælle de nærmeste venner om OCD’en.

Men skammen og frygten for at blive brændemærket som psykisk syg og dermed svag afholdt ham fortsat fra at dele sin lidelse med kollegaer og chefer.

”Der er aldrig, aldrig, aldrig nogen, der har skullet vide noget på arbejdet. Måske fordi jeg var bange for at blive set som et offer. Og fordi jeg var i stand til at skjule tvangstankerne. Min angst var så privat, og ingen måtte tro, at jeg var sindssyg,” siger han.

En smuk tanke

Psykologer og psykiatere beskriver, at det netop er skyld og skam og frygten for at blive betragtet som sindssyg, der afholder mennesker med OCD fra at søge hjælp. Den frygt kan Olav Hergel genkende.

Er dette ikke netop god grund til at bryde med tabuet ved at stå åbent frem og fortælle om sin lidelse – du havde jo bevist dit værd og var og er en anerkendt og dygtig journalist?

”Det, du spørger ind til, er selvfølgelig argumentet: Hvis vi fortæller om det, afmystificerer vi det – og gør det mere tilladt og mindre skamfuldt. Det kan du have ret i,” siger han.

Hvad har fået dig til at lægge det hele frem offentligt i en bog nu, når du tidligere har haft svært ved at fortælle om OCD’en selv til dem, der kender dig godt og ved, hvad du står for?

”Jamen det er jo, fordi jeg er rask. Jeg ville jo aldrig have skrevet den, hvis jeg var syg,” konstaterer han.

Hvad er forskellen?

”Forskellen er, at så ville folk se mig, måske som et stakkels menneske,” siger han.

Det var, fordi Politikens Forlag opfordrede ham til det, at han begyndte at skrive bogen. Indtil da havde han ikke tænkt, at han skulle skrive en bog om sig selv. Det var, da andre så, at han måske havde en historie, at han også selv kunne se det, og det var journalisten i ham, der tog beslutningen om at skrive bogen. Da det gik op for ham, at han havde en historie, hvor han pludselig selv var den perfekte case, kunne han ikke lade være med at skrive den, forklarer han.

”Jeg har ikke gjort det for at hjælpe mennesker med OCD, men fordi jeg sad ovenpå en god historie. At mennesker med OCD kan få glæde af mine erfaringer er et enormt ekstra lag af glæde,” forklarer han.

Men det er først på afstand, efter at han har fået greb om OCD’en, at han har kunne stå frem med sin historie, skrive bogen, understreger han.

Måske er det sådan, at når vi lyser på det skamfulde, lægger det sårbare ærligt frem, da falmer skammen?

”Måske. Det er da en smuk tanke,” siger han.

”For mig gælder det nok også for de tanker, jeg har haft en gang. Jeg er rask nu. Derfor har jeg ikke noget i mod at fortælle. Men hvis jeg fik tvangstanker igen, ville jeg nok heller ikke fortælle andre end mine allernærmeste om det, som plagede mig lige nu. For tankerne er stadig skamfulde, når de er der. Det er først, når de er fortid, at jeg har kunnet fortælle, fordi jeg så kan se, hvor langt ude de er”.

Det væsentligste for Olav Hergel har dog været, at han ønskede at skrive håbet og lyset frem.

”Jeg har villet skrive en bog med lys. Jeg har villet skrive fortællingen om, at man kan leve med en psykisk sygdom og have et godt liv. Man kan få hjælp og få det godt. Der har været enormt meget mørke, men endnu mere lys,” siger han.

”Lyset skinner stærkere, hvor der har været mørke.”

Tankerne kan stadig opstå, bum, som et chok igennem ham, men de forsvinder igen. Efter at han begyndte at tage lykkepiller, rammer de kun kortvarigt, som et strejf og en påmindelse om, at han skal blive ved med pillerne.

”Der er nogle af tankerne, der er så skamfulde, at dem vil du ikke ud med. Jeg tror, at hvert enkelt menneske har hver sin måde at løse det på,” siger han og fortsætter:

”For mit eget vedkommende har jeg helst bare ville have det for mig selv, have at det gik væk. Men når det er blevet for slemt, har jeg været nødt til at søge tilflugt – dele det med nogle mennesker, jeg stoler på og respekterer for deres almene begavelse.”

Hjælp til at slippe skylden

Flere har skrevet til ham, efter at bogen er udkommet og rost ham for hans mod til at lægge sin fortælling frem. Det bekræfter ham i, at der fortsat er et stigma omkring psykisk sygdom.

”Det er et stigma. Jeg vil da ikke have, at du skal tænke, at jeg er psykisk syg. Jeg vil have, at du skal tænke, at jeg har skrevet en god bog,” insisterer han og rykker helt frem i stolen.

Men tror du ikke, at jeg kan tænke, at du er begge dele?

”Nja … Det ved jeg ikke.”

”Jo … Måske,” siger han.

Hvad håber du, at de, der kender til OCD, får ud af at læse din bog?

”Jeg håber, at de vil føle sig genkendt og få oplevelsen af, at de ikke er alene. Jeg tror, at der er enormt mange mennesker, der har det som jeg og lever med en psykisk lidelse, der plager dem i perioder. De skal vide, at de er normale, at de ikke skal være bange, og at de kan få hjælp til at dæmpe tankerne og få et godt liv,” siger han.

Han sidder lidt, lader ligesom blikket hvile i lyset ude i strandengen. Det er blevet mælkehvidt, diset, i timerne der er gået, mens vi har talt. 

”Når du har OCD, kan du i mange tilfælde sagtens skjule det. Det gør, at du kan blive alene med lidelsen. Det allervigtigste for OCD-patienter er at vide; du er ikke skyldig, selvom du går og tror det,” siger han.

Hvis vi nu spoler tiden tilbage til barnet Olav. Hvordan ville du ønske, at du havde fået hjælp dengang?

”Jeg ville virkelig ønske, at der var nogen, der havde kendt til sygdommen, der havde fortalt mig, at jeg var okay – et raskt normalt menneske. At nogen havde bakket mig op og hjulpet mig med at stoppe tvangstankerne. Dengang var OCD en ukendt sygdom.”

”Jeg havde sådan brug for at blive genkendt, at der var en voksen, der sagde: Olav, jeg kan se, hvor svært du har det, men du skal nok blive rask og få det godt.”