Hændernes arbejde er en vej til ro og mening for psykisk sårbare

Hun kunne sidde sådan i timevis. Betragte moderens arbejde. Iagtage de rytmiske bevægelser, som hendes lyse hænder gled ind i. Hvordan strikkepindene fandt ind og ud mellem garnets masker, som stødt og stille blev forvandlet til de smukkeste kreationer. Således var hun lykkeligt vidne til den knaldrøde hættetrøje, der voksede frem mellem moderens hænder og lykkelig over at kunne trække den over hovedet, da den var færdig, og moderen rakte hende den.

”Det virkede så magisk dragende, at hun sådan med sine bare hænder kunne skabe noget så smukt. Det fascinerede mig dybt. Jeg elskede den trøje og sov med den om natten. Kort efter lærte min mor mig at strikke. Jeg var vel bare fire år”, forklarer Anne Kirketerp om det frø af håndværkets glæde, der spirede i hende allerede dengang, og som siden har vokset sig til en uvurderlig livsnerve i det liv, hun har levet.
Allerede dengang fornemmede hun håndværkets kraftfulde virkning på sindet. Skelsættende begivenheder i hendes liv har siden bekræftet håndarbejdets meditative og meningsskabende effekt. Den uvurderlige indvirkning på psyken og sindet, som hun har gjort til sin mission at udbrede viden om. 

”Så mange gange har det at gribe strikketøjet, flette pil eller væve et tæppe bragt mig tilbage til meningen med livet, når det har været barskt. Så mange gange har jeg set, hvordan håndarbejde har hjulpet andre. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvorfor og hvordan hændernes arbejde virker så stærkt på sindet”, forklarer hun om de mange års forskning, der ligger til grund for hendes viden om håndværkets potentiale og de kurser og uddannelser, hun har udviklet for at gøre opmærksom på håndarbejdet helbredende effekt.

En sliske mod afgrunden

Når hun ikke strikkede, kunne Anne Kirketerp som regel finde sin mor ved væven eller bag symaskinen. I barndomshjemmet lå det igangværende håndarbejde altid fremme. Stedfaderen kunne hun finde i det sløjdværksted, der var en naturlig forlængelse af huset.”Her kunne man altid gå ned og hamre lidt”.

Med bedstemoren tegnede hun påklædningsdukker og blev grebet af samme frihedsfølelse.For bedstemoren var ret ferm til det. De smukkeste dukker voksede frem på papiret som et vidunderligt live teater.

”Det, at man kunne skabe lige det, man ønskede sig, bare ved at lade hænderne arbejde. Det var så legende og lige til. Jeg tror, at det grundlagde en tro på, at jeg selv kunne skabe det, jeg ønskede mig, hvis jeg besluttede at gøre det og gjorde en indsats”, forklarer hun.

Da hun gik i 7. klasse, syede hun det meste af sit tøj selv. Broderens død var en sliske mod afgrunden. Den dag var hun ikke hjemme, men ovre og lege hos en veninde. Da hun kom hjem, var han der pludselig ikke mere. Han var blevet kvalt, da han skulle tage en penicillin pille, forklarede moderen. 4 år nåede han at blive.

”Det ramte mig. Den dag slog en skelsættende følelse af livets skrøbelighed ned i mig. Tabet af mening. Intet er givet. Vi har intet andet end den mening, vi selv skaber”, siger hun.

Gymnasiet kaldte kort efter. Her indhentede meningsløsheden hende for alvor. Hun forstod ikke, hvad hun skulle bruge matematiske formler, analysebegreber, latinske verber og abstrakte teorier til. Når hun strikkede, tegnede eller på anden vis lod hænderne arbejde, kom roen over hende, tankerne blev lyse:

”Lige dér, i skabelsen var livet helt okay. Let og lystfuldt. Det at frembringe noget krævede ikke noget højere formål. Det gav ligesom mening i sig selv”.

Med de kreative projekter voksede idéerne. Anne Kirketerp begyndte at sy collager og billeder i stof, stærkt inspireret af sit nye kunstneriske forbillede billedkunstneren Solvejg Refslund. Rejsen ind i skabertrangen tog for alvor fart. Drømmen om et liv som kunsthåndværker vågnede.

Det var en fredag aften i byen, hun mødte skulptøren Anders. De faldt i snak på en bar i Hjørring, og kunsthåndværkerhjertet bankede tungt i brystet. I det spejlbillede, han kastede tilbage mod hende, glimtede drømmen i virkelighedens lys. Den kunne blive virkelig, gik det op for hende, som samtalen gled ind i natten. Anders fortalte om et sted, der klingede af eventyr, men fandtes lige på den anden side af Øresund.

Da de sagde farvel og tak for i aften i baren, havde kunsthåndværkerdrømmen fået et navn og sted: Kunsthåndværkerskolen Capellagården på svenske Øland.

En bund af lyst

Anne Kirketerp vidste, at hun måtte afsted, så da sommerferien satte ind, pakkede hun telt og cykeltaske og cyklede til færgelejet i Helsingør for at sejle til Helsingborg og fortsætte østover. Hun kunne cykle cirka 90 km om dagen og havde lagt en rute, så hun undervejs kunne overnatte hos sin gudmor, en venindes mor og nogle venners venner. Det var før internettet, så hun cyklede efter den rute, hun havde tegnet op på et gammelt Kraks kort – over Kalmar og herfra med færgen til den lille ø, hvor paradiset lå.

”Ankomsten til det sted er den største religiøse oplevelse i mit liv. Jeg kan endnu genkalde følelsen af, at det her var det smukkeste sted på jorden. Det var som at komme hjem. Jeg var så fuld af lykke og havde ikke lyst til nogensinde at tage derfra igen”.

Capellagården er en anerkendt og eftertragtet kunsthåndværkerskole. Eleverne kommer fra hele verden og tager fra skolen med et svendebrev efter 1,5-2 års uddannelse. For at blive optaget på skolen, skal man sende en portfolio og bestå en optagelsesprøve.

Det efterår trak væven hende med langt ind i nætterne. 3.g’s opgaverne viede hun ikke mange tanker. Der var kun én ting, der gjaldt: Anne Kirketerp VILLE ind på Capellagården. Foråret kom med lys, og i april fik hun svaret: hun var kommet ind og skulle starte, når gymnasietiden var udstået, lige efter sommerferien.

Livet på Capellagården blev præcis så eventyrligt, som hun havde forestillet sig det. Det var som én lang meningsfuld og lystført bevægelse. Alle værkstederne stod åbne døgnet rundt, og det var, som blev tiden ligesom opløst – afbrydelser eksisterede ikke, man var i processen, gled dybt ind i den, fik lov til at forsvinde ind i hændernes arbejde og følelsen af at lære noget, alene fordi det var vidunderligt. Det lagde en bund af lyst ind i hende:

”Der var ikke et eneste sekund på dagen, der ikke var perfekt. Jeg boede under min væv. Alt var så mættet af mening. Tænk at livet kan være så lystfuldt hver eneste dag, kan jeg huske, jeg tænkte”, forklarer hun.

Med svendebrevet i hånden tog Anne Kirketerp afsked med Capellagården med en splittelse i sindet. Det var ikke, fordi hun ikke fornemmede stoltheden i sine forældre. De roste hendes virke og anerkendte hendes håndværk. Men der var bare ingen andre i familien, der ikke var akademikere. Og var det nu trygt og fint nok, kun at være håndværker og kunstner…?

Følelsen ville ligesom ikke slippe hende, og kort efter besluttede Anne Kirketerp at videreuddanne sig – i første omgang til håndarbejdslærer. Så havde hun i hvert fald altid undervisningen at falde tilbage på. Som bare 22-årig fik hun job på en efterskole, og da hun kort efter fandt ud af, at der skulle åbne en ny højskole for håndarbejde på Djursland, søgte hun job som håndarbejdslærer her.

Tanken om at få lov til at gøre en forskel for mennesker, der har mødt en mur i livet, tiltalte hende. Tanken om at hændernes passionerede arbejde kunne åbne et rum til sindet, hvor det er muligt at finde hjem i sig selv, gjorde kun tanken endnu mere tiltalende. Forstanderne af den kommende højskole kunne godt lide hendes tanker, og som bare 23-årig fik Anne Kirketerp lov til at være en del af lærerkollegiet, der tog imod det første hold elever på Den Eksperimenterende Tekstilhøjskole på Djursland.

I væveværkstedet blev hun bekræftet i, at håndarbejdet trak en tråd af selvforglemmelse ind i sindet, som gjorde underværker for kvinderne i klassen. Ikke alene for deres udvikling i selve håndværket, men også udviklingen i dem selv, den proces de gennemgik. Mange af dem havde på den ene eller anden måde mødt modstand i livet og havde ondt i sindet. Dengang kunne man tage på højskole, mens man var på dagpenge, og flere af kvinderne var her for at finde mening og retning i en svær tid.

Alt er nu

Som Anne Kirketerp bevægede sig rundt i værkstedet, betragtede kvinderne fordybet i arbejdet bag vævene, så hun, hvordan de hver især ligesom genvandt lysten, det var, som tændtes en begejstringens gnist i blikket, hun så, hvordan lyset vendte tilbage i deres øjne.

”Det var som om, at de fordybet i håndarbejdets oplevede den samme hjemkomst, som jeg selv havde oplevet på Capellagården. Det at undervise dem i håndværket var en gave, men det, der skete i værkstedet, var meget mere end vævning. Det handlede lige så meget om det mentale, den tanke- og følelsesmæssige proces, som fordybelsen satte i bevægelse, de samtaler vi havde”.

Det var netop de skelsættende samtaler, Anne Kirketerp tænkte tilbage på, da hun fire år senere lå indlagt på Rigshospitalet med sin anden søn. Peter var alvorligt syg allerede fra fødslen, kom til verden uden mellemgulv. I flere måneder var de indlagt på intensivafdelingen, svævende mellem liv og død.

Her på afdelingen var døden hverdag. Børn døde hele tiden, og alle indlagte forældre fik adgang til at tale med en psykolog. Månederne på intensivafdelingen var en benhård lektie i livets korthed.

Det var, som hang skrøbeligheden i væggene, påmindelsen om, at døden kunne indtræffe når som helst, var en lige så fast del af hverdagen som lægekitler, blodprøver og alarmkald.

”Alt er nu. Der er ingen tid at spilde. Hvert øjeblik i det korte liv, vi har, er vi nødt til at fylde med mening”, lød konklusionen i den sløjfe af tanker, hun bandt, før Peter endelig var kommet sig efter operationen og stærk nok til, at de kunne sige farvel til Rigshospitalet og rejse hjem. 

”Hvordan kunne jeg skabe et liv så mættet med mening som overhovedet muligt? Dét spørgsmål fyldte meget i mine tanker i de måneder”, husker hun.      

Samtalerne med psykologen var netop mættet med mening. Tænk at få lov til at spille så afgørende en rolle for mennesker i krise? tænkte hun. Tænk hvis dét var meningen med livet. Da Peter var 5 måneder gammel, startede Anne Kirketerp på universitetet, optaget på faget psykologi.

Det føltes som et vendepunkt at kaste sig ind i den akademiske verden. Som en ny begyndelse. Nu var det det, hun gjorde. Så Anne Kirketerp besluttede at sælge sin væv til en af sine elever, da den lille ny familie flyttede til Rønde – ikke langt fra højskolen, hvor de havde mødt hinanden. Vævebøgerne fyldte fire flyttekasser. Selv dem solgte hun.

”Jeg var alt for opslugt af håndarbejdet til at kunne dyrke både det og studiet. Det var alt eller intet. Jeg var nødt til at kaste det fra mig”, siger hun med en kompromisløshed i blikket, der på en eller anden måde virker utroværdig. Det er, som slår fortællingen sprækker, før hun selv punkterer den: ”Først var det en lettelse. Nu var jeg på vej til at blive den største forsker i kreativitetens psykologi. Jeg kunne parkere min kreative drift i tankerne. Det bildte jeg mig ind…”.

Depressionens sorte hul

Teresa Amabile blev hendes nye forbillede. Hun forsker i, hvordan det at skabe noget, udfolde sig kreativt, påvirker kemien i hjernen, øver indflydelse på sindet, tanker og følelser.     Alle opgaverne, hun skrev i løbet af psykologistudiet, handlede om kreativitet. Kreativitetens og håndværkets psykologi blev støt og stille hendes forskningsfelt.

”Selvom jeg inderst inde savnede min væv, det at forsvinde ind i skabelsen og ikke bare skrive om den og gøre mig klog på den, var der et eller andet i denne forskerverden, der havde en krog i mig. Måske var det anerkendelse? Måske var det pligt? Det var i hvert fald ikke lysten, der drev værket”, forklarer hun.

Beslutningen om at skrive Ph.d. i kreativitetens psykologi ved Handelshøjskolen i Kolding boede i hvert fald ikke i hjertet.

”Det var så meget business, så lidt kreativt sjæleligt. Jeg følte mig i virkeligheden helt fremmed”, forklarer hun.

Hun rejste til Brasilien, England og USA for at samle empiri, arbejdede altid. Når hun ikke renoverede huset i Rønde eller var sammen med sine to små børn, skrev hun Ph.d. Den handlede om foretagsomhed. Om kreativitetens frisættende natur, om hvordan det kan sætte sindet og tankerne fri at skabe og frembringe noget. Om hvordan det selvstændigt at få lov til at foretage sig noget, man har lyst til og føler, at man lærer og udvikler sig ved er en nøgle til menneskelig trivsel. Hendes forskning dokumenterede også, at jo flere sanser, der stimuleres, jo stærkere er oplevelsen. Særligt føle og lugtesansen forbundet med håndværk gør, at oplevelsen trænger ind. Det er derfor, at vi ofte husker minder, forbundet med dufte og stærke sanseoplevelser.

”I dag kan jeg godt se, at det var paradoksalt. Mens jeg forskede i, hvor frisættende det er at skabe og lade sig opsluge af det kreative hændernes arbejde, blev jeg mere og mere fraværende i mit liv. Jeg var altid i gang, men aldrig til stede”, forklarer hun.

Den lagde sig som en tunghed over skuldrene. Der gik længe, før hun genkendte den, som det, den var, depressionens sorte hul. I måneder havde hun kæmpet sig gennem dens langstrakte skyggeland. Liggende på ryggen i sofaen slog erkendelsen en dag ned i hende. Det var, som indhentede tankerne følelserne, der var ankommet for længe siden. Huset stod færdigt. Og det var, som blev det et symbol på alt det, hun savnede i sit liv. Hun kunne ikke bo i et færdigt hus, som hun ikke kunne nøjes med at skrive forskningsartikler om at skabe. Det var det at bygge, der tændte lyset i hende. Det at skabe, hun var skabt til. Så længe hun kunne huske, havde hun netop fundet meningen med tilværelsen i at lade hænderne arbejde, give idéer form. Hun havde tabt meningen med livet og måtte genfinde den.

Hvor alt er muligt

Det var snarere en idé end en grund med et hus, hun blev draget af, da hun en dag kørte af en af de snørklede småveje gennem nabolandsbyen hjemover og var nødt til at gøre holdt. Engang havde her været smedje og tankstation. Benzinstanderen stod stadig. Da hun trådte ind i den gamle værkstedsbygning og så essen i midten af rummet, var hun solgt. Det var, som tændte værkstedets gamle hjerte ilden i hende.  

”Bygningen var en ruin. Jeg ville skulle rive alt ned og bygge alt op igen helt fra bunden. Men det var helt perfekt. Det var præcis, som det skulle være. For her kunne jeg bygge det smukkeste ildsted. Det krævede, at jeg smøgede ærmerne op, lod hænderne arbejde. Jeg skulle skabe noget igen. Det føltes som at finde hjem i mig selv.”  

Men hun vidste også, at det var en rejse, hun måtte tage alene. Hun blev skilt og købte selv grunden med det gamle autoværksted, brugte alle aftener, weekender og ledige stunder, mellem Ph.d. skrivningen, på at mure, tømre, støbe og rejse vægge.

Da huset stod færdigt, og afhandlingen indleveret, blev hun hurtigt ansat som leder på Aarhus Entreprenørskabs Center. Her skulle hun både udvikle undervisning, lave regnskaber, skrive fondsansøgninger, undervise og pleje direktøren. Selv efter lange dage på kontoret, var det ikke ualmindeligt, at der ventede 50 mails i indbakken, som hun måtte besvare til sent ud på aftenen.

”Jeg havde ikke så meget som ét minut til at strikke. Det gjorde mig ude af mig selv. Skulle jeg kaste hele min akademiske karriere over bord for at blive fattig kunsthåndværker? Det virkede på én gang rigtigt og som en hovedkulds beslutning. Alle klappede jo ad mig”.

En dag begyndte hænderne ligesom selv at stritte imod. En underlig stivhed var ligesom over de sidste måneder gledet ind i hendes bevægelser, og da hendes læge konstaterede kronisk leddegigt, var beslutningen lettere at tage. Anne Kirketerp sagde sin stilling op og søgte en forskerstilling, som kunne holdes på 37 timer om ugen og levnede tid til at lade hænderne skabe mere og andet end forskningsartikler. Hun genanskaffede sig en væv, kastede sig ind i håndarbejdets fordybelse.

”Det var en kæmpe lettelse, som at finde hjem i mig selv. Kort efter sagde jeg mit job op. Jeg kunne bare mærke, at jeg var nødt til at få tid til mere håndværk. Det var det, der gav mig lyst til at stå op om morgenen”, forklarer hun om den beslutning om at blive selvstændig, der indhentede hende for et par år siden.

Kroppen råber

Kort efter satte hun en seddel op i MENY i Rønde. ”Workshop: Helbredende håndarbejde”, lød overskriften på det kursus, hun hurtigt havde kursister nok til at afholde hjemme i sit strikkeværksted. Allerede et par uger senere mødtes det første hold, der blev pilotprojektet på de adskillige kurser i håndarbejdets mindfulness, som hun har holdt de sidste fem år. Hun har undervist psykisk sårbare i, hvordan de ved håndarbejdets hjælp kan lære at mestre hverdagen, undervist sygeplejersker, andre undervisere og private og udviklet en certificeret uddannelse i såkaldt craft psykologi, som man kan studere på 6 dage i Sorø og på bopælen i Rønde på Djursland.

Selvfølgelig har de sidste års kemoterapi og vedholdende træning gjort sit til at få bugt med leddegigten. Men det er også det, at hun har turdet lytte til sin indre trang til at give plads til passionen, hændernes arbejde, der har gjort underværker, oplever hun.

”Kroppen er klog. Kroppen råber op og gør modstand, når vi undertrykker det, den kalder på. I dag kan jeg vælge at sætte mig og strikke en hel dag, hvis det er det, jeg har lyst til. Jeg bruger håndarbejdet til at styre min opmærksomhed og falde til ro ved det. Det gør det lettere at tøjle den ekstreme rastløshed og foretagsomme energi, der altid har rullet i blodet”, forklarer hun.

Flere bør lære at bytte rundt på pligt og passion, mener Anne Kirketerp. Fordi det at forfølge sin passion for de fleste er forudsætningen for trivsel. Og fordi for mange glemmer at give passionen plads, fordi de er opdraget til at give pligten forrang, lader den æde for stor en del af livet og aldrig for alvor når at pleje passionen.

Det er netop den menneskelige konflikt, hun selv er vokset ud af, og som livet har lært hende at tage alvorligt. Hændernes arbejde giver mening til livet, har tiden lært hende. Og når hun med mellemrum har glemt det, har kroppen mindet hende om det.

”Jeg vil højne respekten for håndværket og udbrede budskabet om, hvordan håndarbejde og håndværk kan fremme mental sundhed. I fremtiden bør vi have craft psykologer til at hjælpe psykisk sårbare. For hændernes arbejde udstyrer os med redskaber til at vinde opmærksomhed, ro og livsglæde”.

Erkendelsen, der ramte hende den dag på sofaen i det færdige parcelhus, er for længst groet ind i hende, og har slået rod som et smukt træ, hun kan læne sig op af resten af livet. ”Foretagsomheden er en del af mig. I Excel ark og forskningsartikler uden fysisk forankring i virkeligheden efterlader den en hale af stress i sindet. Når jeg derimod skaber noget fysisk, båret af ægte passion, bliver min foretagsomhed fuldstændig blottet for stress. Om det så er en gammel ruin af en smedje, jeg skal bygge op fra bunden. Det at få lov at lade hænderne arbejde med noget konkret, som tydeligt udvikler sig, er ekstremt roskabende. Så længe at det er båret af ægte passion.