Hanne Warming: ”Børneinddragelse uden de rette ressourcer kan efterlade børn med traumer” 

Taler man med fagpersoner, der til daglig arbejder med at give børn i udsatte positioner en stærkere stemme i deres egne sager, nævner de ofte sociolog og professor Hanne Warming. Hun har i mere end 30 år forsket i børneinddragelse ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, fungerer som rådgivende ekspert for både nationale og internationale forsknings- og udviklingsprojekter og sidder i Joannahusets bestyrelse.

Hanne Warmings interesse for feltet vågnede allerede i barndommen. Moderen arbejdede på en døgninstitution, og de havde plejebørn i familien. 

”Jeg så, hvordan det påvirkede plejebørn, hvis de ikke blev set og forstået. Jeg tror, at det er derfra, at ilden brænder. Siden er det blevet mere og mere centralt for mig at undersøge og forstå, hvad der vil sige at inddrage børnenes perspektiver, og hvor stor en betydning det faktisk har for, om vi lykkes med at hjælpe børnene,” forklarer hun. 

Hanne Warmings forskning spænder vidt og bredt – men som en rød tråd løber konklusionen: det afgørende for, at en indsats virker, er, at børnene oplever den som meningsfuld. 

”Hvis børn og unge ikke forstår indsatsen, eller den ikke adresserer det, som de oplever er vigtigt eller vanskeligt i deres liv, så lykkes vi ikke med at hjælpe børnene,” siger hun.

Nogle gange kan en indsats tværtimod gøre livet sværere for børn og unge, fordi den stempler dem som ’problembørn’ med beskrivelser, der sætter sig i børnenes selvforståelse eller spænder ben, fordi indsatserne simpelthen ikke løser problemet, forklarer hun.  

Derfor fører det heller ikke nødvendigvis til styrket børneinddragelse, at politikerne med den nye barnets lov giver børn ned til tiårs alderen partsstatus i deres børnesager. Loven sender et vigtigt signal om at styrke børneinddragelsen, men den styrker ikke nødvendigvis børneinddragelsen i praksis. For det kræver ressourcer og ændringer af praksis, som ikke er fulgt med lovændringen, argumenterer Hanne Warming. 

”Hvis vi skal lykkes med at inddrage børnene, kræver det ekstra ressourcer. Særligt fordi vi skal indføre nye måder at inddrage børnene på, hvis det skal lykkes at inddrage på børnenes præmisser og ikke på en måde, hvor de voksne allerede har defineret problemet og nogle gange også løsningen på forhånd. Det er den kæmpestore udfordring,” siger hun. 

Som ressourcerne i børnesager er i dag, har mange socialrådgivere omkring en eller to børnesamtaler, og så skal de allerede være på vej mod et mål i en handleplan. Det harmonerer ikke med at inddrage på en nysgerrig måde, hvor man reelt bliver klogere ved at tale med barnet, mener Hanne Warming.

”Med så lidt tid til rådighed kommer det ret langt hen ad vejen til at handle om at prøve at få barnet til at forstå, hvorfor den løsning, man præsenterer, er en god idé. Og den form for inddragelse er ikke inddragende,” siger hun.

Børn tager ansvaret for problemerne 

For nogle børn kan den form for inddragelse tværtimod blive traumatiserende, fordi de oplever at få presset en indsats ned over hovedet, som ikke giver mening i deres liv – fx at blive tvunget til samvær med deres forældre i en bestemt periode, selvom det ikke er det, de har behov for. Eller omvendt frataget muligheden for samvær med forældre, hvor det er det, barnet har behov for, fordi der ikke er ressourcer til at give forældrene den støtte, de har brug for, for at samværet kan være godt for barnet.  

”Det signalerer: Det er dig, den er gal med, og du skal ændres. Det kan også være traumatiserende, fordi man siger, at vi vil gerne inddrage og høre, hvad barnet siger, men i virkeligheden ikke gør det, fordi der ikke er ressourcer til det. Da sender man et signal om, at barnets ord og oplevelser ikke er vigtige nok til, at man handler på dem,” forklarer hun.

Hvordan påvirker det børns oplevelse af ansvar for egne problemer, hvis myndigheder og professionelle voksne i deres liv ikke har tid til at lytte til deres oplevelser af udfordringerne?

”Ofte vil børnene tage ansvaret for problemerne. Vi må forstå, at børn føler et stort ansvar for at leve op til de normer og forventninger, samfundet stiller,” siger Hanne Warming.

Hvis der fx bliver taget en beslutning om, at barnet skal anbringes et bestemt sted, og det bliver en dårlig anbringelse, så vil barnet ofte komme til at opleve det som et personligt nederlag.   

Mange samtaler hos sagsbehandlerne og i det psykologiske regi kommer ifølge Hanne Warming tit til at handle om, hvordan børnene har et medansvar for at opfylde mål, som de voksne definerer. Selvom idealet er, at målene skal defineres sammen med barnet, er det ofte i praksis de voksne, der har defineret målene og problemerne på forhånd, fordi det er det, ressourcerne tillader, og så kan børnene så være med til at definere delmålene, og hvordan man kommer hen til dem, forklarer Hanne Warming.

Børneinddragelse tager tid 

Så det handler også rigtig meget om, at de fagprofessionelle skal holde fast i, at det altid vil være de voksnes ansvar, så man ikke får skubbet ansvaret over på børnene?  

”Ja, det er ikke de voksnes ansvar alene at træffe beslutningerne, for dem skal vi være fælles om. Men de voksne har ansvaret for, at vi kommer succesfuldt i mål i forhold til beslutninger, vi tager sammen. Og hvis det viser sig at blive svært, skal den voksne tage ansvaret for at tage det op igen med barnet og finde en løsning sammen med barnet.”  

Hvad skal der for dig at se til for, at ændringerne i barnets lov reelt fører til, at børn i højere grad bliver inddraget i praksis?  

”Den ene del er, at børn fra ti år får adgang til at klage. Og det kommer sikkert primært til at ske, hvis der er nogle voksne, der støtter op omkring børnene, hvis der er noget, de er utilfredse med. Og det kan jeg godt være skeptisk overfor, om de nuværende ressourcer giver mulighed for. Det meget vigtige er det grundlæggende børnesyn og mindset, som ikke bare opstår over natten med en lovændring. For det kræver en kulturændring i, hvordan man møder børnene.”

Og her kommer vi ikke udenom, at det handler om ressourcer, argumenterer Hanne Warming:

”Jeg tænker ikke, at der er tid til det, som det er nu. Jeg ved, at der er nogle steder, hvor man forsøger i langt højere grad at involvere børnene i deres egne sager og også har gjort det inden lovændringerne i den nye barnets lov. Men der er rigtig mange kommuner, hvor sagsbehandlerne er så pressede, at det er en meget vanskelig opgave for dem. Det tager tid at lytte til børnenes perspektiver. Så vi mangler grundlæggende en diskussion og en politisk prioritering, der sikrer flere ressourcer på området,” siger Hanne Warming.