Her er tre afgørende steder, vi skal sætte ind, hvis vi vil fremtidssikre velfærden i kommunerne

Det er altid en særlig og højtidelig dag, når Folketinget åbner, og statsministeren holder sin åbningstale.

For sådan en som mig, der har beskæftiget sig med det socialpolitiske område hele sit voksenliv, er der særligt én ting, jeg lytter efter i åbningstalen. Nemlig hvad regeringen har tænkt sig at gøre for de mennesker i vores samfund, der lever i sårbare og udsatte positioner.

Derfor gjorde det mig glad, at statsministeren – efter Wammens nylige genvordigheder – i sin tale huskede på, at termen det ’specialiserede socialområde’ dækker over mennesker af kød og blod. Udsatte børn og unge og voksne med handicap og mennesker med ondt i livet, der, som statsministeren sagde, har brug for et stærkt velfærdssamfund. For det er jeg naturligvis helt enig med vores statsminister i. Det er for mig hele velfærdssamfundets raison d’être.

Jeg er også helt enig, når statsministeren i sin åbningstale påpeger, at vi skal undersøge, om vi kan bruge pengene på det specialiserede socialområde bedre. At det grundlæggende handler om, at vi skal mindst et spadestik dybere, hvis vi virkelig gerne vil forandre noget for de mennesker, der har brug for støtte og omsorg. Og at det ikke nødvendigvis handler om flere penge, men om bedre løsninger. 

Men min enighed ophører, når statsministeren på talerstolen siger, at løsningen er at udbygge den offentlige botilbudskapacitet. I min optik er det ikke at stikke spaden dybere, det er nærmere at kratte lidt i overfladen med kultivatoren, hvis vi skal blive i de agrikulturelle metaforer.

Bruger skattekronerne forkert

Jeg er med på, at man i en åbningstale ikke kan rumme det hele. Men det bliver for overfladisk, hvis vi ikke forholder os reelt til både årsager og løsninger på et lidt dybere plan.

For mig at se må vi forholde os til tre afgørende ting, hvis vi skal lykkes med at tage hånd om de stigende udgifter på det specialiserede område, uden at det samtidig går ud over de mennesker, vi skal hjælpe.

For det første skal vi blive bedre til at forebygge og prioritere tidlige indsatser. Alt for mange går alt for lang tid, inden de bliver grebet af det sociale sikkerhedsnet. Det gør, at behovene er langt større og mere komplekse, når et barn eller voksen endelig visiteres til at få hjælp. Konkret betyder det fx, at børn, som med en forebyggende indsats måske kunne blive i folkeskolen, ender med at få brug for hjælp af psykiatrien og på et behandlings- eller specialundervisningstilbud i resten af deres skoletid, fordi vi handler alt for langsomt. Og det gør, at vi bruger skattekronerne forkert.

Socialrådgiverne spiller afgørende rolle

Et andet vigtigt sted, vi skal sætte ind, er at sikre, at der er både høj faglighed og samtidig de rette fagligheder på det specialiserede socialområde. Der er både brug for dygtige socialpædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, psykologer og SOSU-medarbejdere. For når der er styr på fagligheden, så bliver indsatserne bedre. Og det giver både bedre liv og bedre kommunal økonomi.

Sidst, men ikke mindst, så skal kommunerne blive bedre til at visitere rigtigt første gang. Det gælder barnet, der skal i et specialundervisningstilbud hurtigt og ikke først efter to år hjemme, og den unge voksne med et varigt handicap, der skal have lov til at flytte til netop det botilbud, der kan blive et rigtigt og permanent hjem. Og det gælder den voksne, der udvikler en psykisk lidelse, og som skal have den rigtige hjælp, inden det bliver forværret.

Socialrådgiverne spiller her en helt afgørende rolle. Men lige nu kan vi desværre se, at de dels har alt for mange sager på deres bord, og at mange socialfaglige indstillinger omgøres af økonomikonsulenter og visitationsudvalg i kommunerne, der har mere blik for økonomi end mennesker. Den strategi kan måske hjælpe kommunerne her og nu, men på den lange bane frygter jeg, at det blot er som at tisse i bukserne for at holde varmen. For ikke at give den rette hjælp til børn, unge og voksne, der har brug for det sociale sikkerhedsnet, er ikke et stærkt velfærdssamfund værdigt.