Hjælp til voldsramte kvinder skaber det fundament, der skal til for ikke at gå tilbage til volden

På køleskabet hænger billeder af tre smilende børn, to drenge og en pige. Og også på den lille hylde ved spisebordet vidner diverse kreationer om, at der udover Vilja bor tre børn i lejligheden.

Det er halvandet år siden, at Vilja og børnene flyttede til lejligheden. Vilja havde forladt sin eksmand, som gennem ti år havde udsat hende for vold, og herefter været knap seks måneder på krisecenter. Volden startede som fysisk vold, skub og spark, allerede inden hun fik børn. Senere eskalerede den og blev også psykisk, seksuel og økonomisk.

”Jeg var heldig. Min bror har en møbelbutik,” siger hun og peger på spisebordet og sofaen, som broren har foræret hende.

”Alt, hvad jeg havde, da jeg flyttede ind, var to madrasser og nogle håndklæder, jeg havde fået med fra krisecenteret. Det er jo ikke det samme som selv at gå ud at købe møbler, og jeg har heller ikke alt mit personlige nips, og børnene har ikke det legetøj, de havde før, men det er møbler,” siger Vilja, der ikke har arbejdet siden sin datters fødsel for ti år siden. Særligt de svære depressioner, hun i perioder har lidt af, har forhindret hende i at passe et job. I dag har hun også PTSD og social angst, men er lige nu i jobprøvning og håber at kunne få et flexjob.

Det var ikke bare lejligheden, der føltes tom, da Vilja efter sit ophold på krisecenteret, skulle i gang med at opbygge en ny tilværelse for sig selv og sine børn. Også de manglede relationer skabte et tomrum.

”Jeg havde intet netværk. Dels flyttede jeg hertil fra Jylland, da jeg mødte min eks, dels blev jeg mere og mere isoleret gennem de år, hvor jeg var sammen med ham. Han brød sig ikke om, at jeg talte med andre, så det blev nemmere at lade være. Da jeg var på krisecenteret, fik jeg en relation til de andre kvinder. Når vi havde puttet børnene, mødtes vi i rygerskuret og talte i timevis. Det betød virkelig meget at kunne spejle sig i andre, der havde været igennem det samme. Da jeg flyttede ind her, havde jeg ingen,” fortæller Vilja.

Ensomhed kan drive kvinden tilbage til volden

For 22 år siden tog man i Røde Kors de første spadestik til Q-net, der er et netværk for kvinder, der har været udsat for vold. Her bliver man matchet med en frivillig, der kan støtte én i overgangen fra krisecenter til egen bolig. Det kan være som bisidder i retten, ved at hjælpe med at strukturere hverdagen og få lavet madpakke til børnene – eller som samtalepartner. Desuden er der mulighed for at deltage i aktiviteter sammen med andre kvinder, der også har været udsat for vold.

Q-net startede som tilbud til etniske minoritetskvinder, men er i dag et tilbud til alle kvinder, der har været udsat for vold. Cirka 800 kvinder og børn fik i løbet af 2023 hjælp af de omkring 240 frivillige, der er tilknyttet netværket.

En af de største konsekvenser af vold er, ifølge programleder Mia Falconer, ensomhed og isolation. Og samtidig er ensomhed noget af det, der kan drive kvinden tilbage til det voldelige forhold.

”Når man har været udsat for vold i en nær relation, føler man oftest en afgrundsdyb ensomhed. Ofte er man blevet isoleret i det voldelige forhold og har mistet relationer til venner og familie. Når man så tager skridtet og flytter væk, måske ovenikøbet til en anden by, så står man fuldstændig alene. Jeg talte med en kvinde, der sagde, at hun havde to personer i sine kontakter på telefonen, som ikke fik penge for at tale med hende,” siger Mia Falconer.

”Måske har man også børn, der savner far og deres gamle omgivelser. Ensomhed kan føles værre end vold. Det kan derfor være årsagen til, at man siger: ’Jeg kan godt overleve at skulle navigere i et voldeligt forhold’,” siger hun.

Hun fortæller, at det andet ben i Q-net, hvor man mødes med andre kvinder, giver kvinden mulighed for at spejle sig i andre, der har været igennem det samme som hende selv, men måske er længere i processen.

”Det kan give håb om, at tingene kan blive bedre, selvom det er svært lige nu samtidig med, at det giver mulighed for det netværk, mange af kvinderne mangler.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

En trygt hjem er essentielt

Ud af Q-net er vokset endnu et tilbud. Fra Bolig til Hjem hedder Røde Kors’ indsats, hvor frivillige arkitekter hjælper kvinder, der flytter fra krisecenter til egen bolig, med at skabe et hjem, hvor de er glade for at være.

”Vi kunne se, at et velfungerende hjem betød meget for at kunne skabe en fremtid og et socialt netværk. Men vi anede ikke, at behovet er så stort, som det har vist sig. Der er kvinder, der sover på gulvet de første nætter i en ny lejlighed og ingen basale møbler har. Mange af disse kvinder har fået en virkelig dårlig bodeling – og mange af dem har været udsat for økonomisk vold, måske er der taget lån i deres navn, så de har ofte ikke meget. Samtidig mangler de oftest det overskud, der skal til for at kunne se mulighederne og skabe en rar base,” siger Maria Stetter Rubin, der er projektleder på Fra Bolig til Hjem i Røde Kors.

Særligt for kvinder, der har levet med vold og måske er traumatiserede, er det vigtigt at have et trygt hjem, fortæller Maria Stetter Rubin:

”Når man har været udsat for vold, så har hjemmet været det farligste sted at være i lang tid. Hjemlige og trygge rammer er derfor afgørende for at kunne skabe en ny fremtid. Der er også nogle, der skal tilbage til den bolig, hvor volden har fundet sted. Der er måske en seng, hvor der har været seksuelle overgreb, og en sofa, hvor der har været vold. Der vil det ofte være nødvendigt at lave ændringer for at føle sig hjemme,” siger hun.

Maria Setter Rubin fremhæver, at den trygge og hjemlige base også spiller en rolle i forhold til at kunne holde fast i sin beslutning om at være fri af vold.

”Det at føle sig hjemme et sted er et helt basalt behov. Og den følelse kan jo godt have været der, selvom man levede med vold. Nu mangler børnene måske deres legetøj, og kvinden savner et velfungerende hjem, hvor man har lyst til at invitere folk ind, og hvor man har det, man har brug for. Savnet efter et velfungerende hjem, kan drive nogle tilbage til volden. Ligesom ensomhed kan,” siger hun.

Udover hjælpen fra en frivillig arkitekt, der med sine professionelle øjne kan hjælpe kvinden med at se muligheder og støtte kvinden i at mærke efter, hvad det er for et hjem, hun ønsker, så får kvinden også op til 10.000 kroner til at købe møbler og interiør for. 

”I starten var vi bekymrede for, om kvinderne ville sige ja for at få de 10.000 kroner, og så var arkitekten bare vedhæng. Men det er ikke det, vi har oplevet. Det kan godt være det, der umiddelbart lokker. Men evalueringen viser, at det er den frivillige hjælp, kvinderne lægger vægt på,” siger hun og fremhæver, at beløbet svarer til det beløb, man for år tilbage kunne søge om via Egmontfonden som en hjælp til at komme i gang med det nye hjem.

Mia Faconer supplerer:

”I Q-net får du ikke støtte via penge. Men her oplever vi, at det i starten er muligheden for at få praktisk hjælp, der trækker. Måske har man brug for en bisidder til møder med kommunen. Men i evalueringen er det ofte de psykosociale ting, de lægger vægt på, fx at de fik hjælp til forældrerollen – eller en anden voksen at tale med. Men det kan være rigtig sårbart at give udtryk for de behov. Det, at der er noget konkret og praktisk at købe ind på, har vist sig at være en god idé,” siger hun.

’Kirsten er det bedste, der er sket’

Det var uden store forventninger, at Vilja takkede ja til krisecenterets tilbud om at få en fra Q-net til at kontakte hende.

”Jeg tænkte ok, jeg har ikke noget netværk, lad mig give det en chance,” fortæller Vilja.

I dag kalder hun mødet med Kirsten, den frivillige, hun blev matchet med, for det bedste, der er sket. Allerede ved det første møde for snart halvandet år siden faldt samtalen let.

”Det, jeg godt kan lide ved hende, er, at hun ikke stiller så mange spørgsmål. Der er ikke fokus på, at jeg er en sårbar kvinde, eller at jeg skal forklare, hvad jeg har været udsat for. Jeg er bare en kvinde, hun drikker kaffe med. Og så er hun et enormt behageligt menneske. I begyndelsen fyldte det rigtigt meget, at børnene havde overvåget samvær med deres far, og at der var en retssag i gang, så det var meget det, vi talte om. I dag taler vi om alt muligt, om hende, om mig – og om mine børn og deres reaktioner på det, der er sket,” siger hun.

Vilja mødes med Kirsten to-tre gange om måneden. For det meste er det bare de to, men hun kommer også hjem til Vilja og er sammen med børnene.

”Hun er blevet lidt en morfigur for mig. Det er inspirerende for mig at opleve den måde, hun er på overfor mine børn, men også den måde hun taler om sin mand og sine børn. Den måde, de er familie på. Jeg har altid vidst, jeg ikke ville følge min mors spor. Min mor var meget fraværende. Jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har givet mig en madpakke med i skole, tjekket mine lektier eller lavet en legeaftale. På den måde er det rart at få et forbillede.”

For nylig, da Kirsten var hjemme hos Vilja og børnene, lærte hun dem at lave æggesalat, som Viljas søn elsker. Og til jul sidste år var det Kirsten, der organiserede kagebagningen og hjalp Vilja med at søge om støtte til at holde jul og købe gaver til børnene.

”Ellers havde vi ikke fået nogen jul,” siger Vilja og fremhæver, at det betyder meget, at Kirsten gør alt det, hun gør, frivilligt.

”Hvis hun fik penge for det, så var det hendes arbejde, og så tror jeg ikke, at jeg ville føle den samme frihed til at snakke med hende. Der er noget ligeværdigt i det,” siger Vilja, der også har deltaget i nogle af de netværksaktiviteter, som Q-net arrangerer, blandt andet var hun sammen andre kvinder og børn i TIVOLI i efterårsferien. Desværre har der endnu ikke været så mange arrangementer i det område, hvor hun bor.

Vilja fik ikke tilbudt at være med i Fra Bolig til Hjem, da det ind til videre kun er et tilbud i otte kommuner, men havde hun fået det, havde hun takket ja.

”Jeg er meget glad for min lejlighed, men jeg har manglet overskuddet til at gøre den personlig. Jeg har ikke haft den fantasi, der skal til. Jeg skulle bare have det praktiske til at fungere,” siger hun og fortæller, at da hun flyttede ind, havde hun heller aldrig haft en boremaskine i hænderne før.

”Det har jeg nu. Det hænger lidt skævt hist og pist, men jeg har selv gjort det,” smiler hun og peger på den lille hylde ved spisebordet, som hun satte op, da det gik op for hende, at hun ikke havde noget sted at stille de små ting, børnene kom hjem med fra skole og børnehave.

Vigtigt at forstå voldens dynamikker

Både de frivillige arkitekter i Fra Bolig til Hjem og de frivillige, der er tilknyttet Q-net, kommer på kursus, inden de mødes med de voldsramte kvinder. Her er der særligt fokus på de komplekse dynamikker, der ligger bag volden.

”Det allervigtigste er at forstå, ’hvorfor hun ikke bare gik’, at de komplekse dynamikker bag volden er med til at fastholde kvinden. Mange kvinder har også en fortælling om skyld og skam, og at de godt selv kunne have gjort mere. Den frivillige skal ikke være terapeut, men må gerne hjælpe kvinden med at få øje på sine ressourcer. Der er ofte mange små fortællinger i den store fortælling, som man kan lyse på. At hun for eksempel sørgede for at lukke døren ind til børneværelset, når der var skænderier,” siger Mia Falconer og fortæller, at den frivillige altid har mulighed for at få supervision.

I forhold til de frivillige arkitekter er der også fokus på det at italesætte mulighederne i kvindens bolig.

”Vi snakker meget med arkitekterne om det første møde med kvinden i lejligheden. At det er vigtigt, at de peger på det, der fungerer, fx at der er et dejligt lys. Det kan hjælpe kvinden til at få øje på det positive og de muligheder, hun måske ikke umiddelbart ser,” siger Maria Setter Rubin.

Beder man de to projektledere fremhæve den største gevinst for de kvinder, der deltager i Q-net eller Fra Bolig til Hjem, peger de – udover følelsen af hjem og fællesskab – på, at de udvikler handlekraft.

”Gennem tre til syv møder med en arkitekt, kan man skabe noget, der minder om det hjem, man drømmer om. Og samtidig bliver deres handlekraft aktiveret. De kan sige: ’Det her har jeg faktisk været med til at skabe. Jeg har malet væggene og hængt en lampe op’,” siger Maria Setter Rubin.

”Mange af kvinderne fortæller, at fællesskabet i Q-net hjælper dem til at sætte sig forrest i bussen i deres eget liv og skabe en positiv retning,” siger Mia Falconer.

Det billede kan Vilja godt genkende. Kontakten til Q-net og Kirsten har givet hende troen på, at hun kan skabe nye relationer. Også med nogen, der ikke har en voldshistorie og dermed en umiddelbar forståelse af, hvad hun har været igennem.

Vilja har valgt at være åben om sin situation. Og det har ført til hjælp fra uventede kanter, fx har en far til en af datterens veninder hjulpet hende med at hænge ting op, og en mor til en anden veninde viste sig at være rigtig god at tale med.

Vilja fik efter sit ophold på krisecenteret tilbudt ti timers psykologhjælp. Det syntes hun ikke var til meget hjælp. Kemien var der ikke. Til gengæld føler hun, at hun har været rigtig heldig med sin sagsbehandler i kommunen.

”Hun har haft forståelse for min situation og har ikke presset mig. En af de kvinder, jeg var på krisecenter med, blev tvunget til at tage et arbejde med det samme, selvom hun slet ikke var klar,” siger Vilja, der i forbindelse med sit jobtræningsforløb er blevet tilbudt en psykoterapeut, som hun føler hjælper hende med at sætte ord på noget af det, der har været svært for hende at sætte ord på.

Kvinderne skal kende deres rettigheder

At hjælpen til kvinder, der har været på krisecenter, varierer fra kommune til kommune og fra socialrådgiver til socialrådgiver er også erfaringen hos Røde Kors.

I 2021 bad Røde Kors Als Research om at undersøge, hvilke barrierer der er for voldsudsatte kvinders muligheder for at forlade en voldelig partner. Undersøgelsen viste, at boligsituationen, økonomi, usikkerhed om børns fremtid samt manglende kendskab til hjælpemuligheder var de væsentligste barrierer.

På baggrund af undersøgelsen har Røde Kors lavet nogle anbefalinger til, hvilke rettigheder der bør sikres lovmæssigt, så voldsudsatte kvinder får den hjælp, de har behov for, uanset hvilken social- eller familierådgiver, de møder.

Blandt andet anbefaler de, at kvinderne sikres hjælp til at få en bolig og skabe et hjem – og at de tilbydes økonomisk hjælp til opstarten. Desuden at alle voldsudsatte og deres børn skal have ret til psykologhjælp. Endelig anbefaler Røde Kors, at alle voldsudsatte kvinder skal tilbydes hjælp fra civilsamfundet.

”Vi ved, at der er socialrådgivere, der er rigtig dygtige til at række ud til civilsamfundet, når deres hjælp til kvinden stopper. Men der er også nogle, der ikke gør det. I en optimal verden stod det i serviceloven, at man skal henvise til civilsamfundet, så kan det være, at der også er brug for psykologtimer og for voldsfaglig hjælp fra det offentlige,” siger Maria Setter Rubin og fortæller, at de i Røde Kors har samarbejdet med nogle kommuner, hvor der er et fast felt i bunden af handleplanen, hvor der står: Hvilket civilsamfundsinitiativ kunne være relevant for denne familie?

”Så bliver det sat i system, at man afsøger, hvilke muligheder der er,” siger hun og peger på endnu et vigtigt punkt. Nemlig, at voldsramte kvinder kender deres rettigheder.

”Mange ved ikke, hvilken hjælp de har ret til. Det ville være så godt, hvis man allerede, når kvinden sagde: ’Der er sket noget i vores hjem, som ikke er godt’, fortalte hende, at hun har ret til at komme på krisecenter og ret til at få anvist ny bolig. Det handler om at gøre barriererne for at søge hjælp, så lave som muligt,” siger Maria Setter Rubin.

Både Vilja og Kirsten er opdigtede navne. Socialt Indblik er bekendt med deres rigtige navne.