Hjerneforsker: Kropslig og kreativ udfoldelse er nøglen til læring. Det er fatalt, at vi har smidt den væk

”Børn, der ikke kan snøre deres sko, bliver aldrig ingeniører,” startede Kjeld Fredens sit oplæg ved en konference på Christiansborg for et par år siden. Et budskab, der tydeligt illustrerer pointen i hans nye bog. Det vender vi tilbage til.

Som læge og hjerneforsker ved først Aarhus Universitet, siden Vejlefjord Neurocenter, har Kjeld Fredens rejst landet tyndt for at holde foredrag og rådgive lærere, pædagoger, skoleledere og politikere i, hvordan de tilrettelægger undervisningen, så skoleeleverne får de bedst mulige betingelser for at lære.

Hjerneforskningen dokumenterer det tydeligt: Vi lærer bedst, når undervisningen involverer kroppen, og når hjernen stimuleres både logisk og kreativt. Det vi sanser, husker vi.

Han har udgivet et hav af bøger om emnet. I sin seneste bog ”Læring med kroppen forrest” udlægger han forskningen, der demonstrerer, hvor meget vi har at vinde ved at give plads til de æstetisk kreative fag, som eksempelvis træsløjd, billedfag, musik og drama, hvor kroppen er i spil. 

Bogen tager udgangspunkt i den nyeste hjerneforskning, theory of the embodied mind, der kort sagt handler om, at tænkning og læring ikke er noget, som alene foregår i hjernen. Tænkning sker i et samspil mellem hjerne, krop og omverden, og de ting, man gør, er med til at forme hjernen.

”Selvom al forskning viser, at hjernen er helt afhængig af resten af kroppen for at lære, har vi dyrket og opprioriteret den boglige viden på bekostning af de kropsligt kreativt udøvende fag. Der er alt for meget hoved, alt for lidt krop i den skole, vi har skabt, som den er i dag,” siger Kjeld Fredens.

Udviklingens skyggeland

Kjeld Fredens har selv stået på gulvet som lærer, siden som rektor på Skive Seminarium, før han besluttede at vie sit liv til forskning i, hvordan hjernen og kroppen hænger sammen. Siden har han gjort det til sin mission at udbrede budskabet om, at den adskillelse af krop og hjerne, vi i mange år har kommet til at lægge til grund for indretningen af folkeskolen, er både misforstået og ødelæggende for indlæringen.

”Det er ikke hjernen, der styrer os, men hjernen og kroppen, der virker sammen – hele tiden i et gensidigt forhold,” forklarer Kjeld Fredens.

Det er først, når man har stiftet bekendtskab med en række af virkelighedens cirkler, fx lappet et cykeldæk, stukket fingeren gennem hullet på en vaniljekrans, at man forstår det geometriske begreb ’cirkel’. 

”Det er de konkrete, håndgribelige erfaringer med cirklen, som gør, at vi kan begribe den. Derfor skal vi tage det konkrete møde med verden langt mere alvorligt,” siger han.

Socialt Indblik har tidligere bragt artikler om, hvordan netop de seneste årtiers nedprioritering af de æstetisk kreative fag har gjort lærer- og pædagogfaget mindre attraktive. Om hvordan pædagoger savner den kreative pædagogik, der historisk har dannet grundlag for dansk pædagogik. Og om værdien af dramaturgi, sang og teater i det pædagogiske omsorgsarbejde.

At vi de seneste årtier har nedprioritere det kropsligt kreative i skolen, handler ikke bare om ideologi. Det handler også om teknik og udvikling, som gør, at vi kropsligt distancerer os fra læringen. Vi ser det, når iPads erstatter stilehæftet, velcro erstatter snørebånd. Umiddelbart tænker vi, at teknologien giver os fordele. Sjældent tænker vi på konsekvenserne, før vi mere eller mindre blindt har implementeret teknologien, og det er svært at vende skuden. Det er blandt andet den slags usynlige skyggeeffekter af den teknologiske udvikling, Kjeld Fredens advarer om, at vi overser, når han rådgiver politikere og skoleledere.   

Lærerne ved det godt 

”Børn, der ikke kan snøre deres sko, bliver aldrig ingeniører,” startede Kjeld Fredens som nævnt sit oplæg ved konferencen på Christiansborg, hvor han var inviteret til at bidrage med sine input om de såkaldte STEM-fag.

Budskabet om snøreskoene spredte en vis passiv modstand i lokalet. Faldende blikke, roden i papirer og afbrudt opmærksomhed i salen, fortæller Kjeld Fredens.

”Det er et godt eksempel på, hvordan man lukker af, når man hører noget, der ikke stemmer overens med ens egne overbevisninger,” siger han. Men da han viste den konkrete forskning, som citatet stammede fra, vendte opmærksomheden tilbage. Forskningseksemplet, han viste på storskærmen, var en sammenligning af to hjerner – det ene billede viste en hjerne, der havde været udsat for en udfordring, som den havde haft hænderne i gang for at løse. Det andet viste en hjerne, der havde skulle løse den samme udfordring alene ved tankens kraft. Kjeld Fredens brugte sammenligningen af de to hjerner til at demonstrere, hvilket kompliceret mentalt samspil, der finder sted, når barnet binder sine sko, og hvorfor forklaringer ikke fungerer nært så godt som den forståelse, der dukker op, når barnet selv udfører handlingen. Og da fik han opmærksomheden tilbage.

”Det er vildt, hvad der sker, når man viser en hjernescanning. Det er det konkrete eksempels magt og understreger pointen i at give kreativ og praktisk udfoldelse plads på skoleskemaet. Når vi arbejder med opgaverne konkret, kropsligt, tager læringen i hånden, forstår og husker vi det, for læringen lagrer sig i kroppen. For at begribe noget, må vi gribe det,” forklarer Kjeld Fredens.

Derfor er det et problem, at vi har kastet de æstetiske kreative fag overbord i de seneste årtiers fokus på nationale tests, der udelukkende måler abstrakt tænkning, mener Kjeld Fredens. Med det mener han læringsrum for udfoldelse uden konkrete mål – hvor eksperimenter og den frie, udforskende tilgang til læring også er i fokus.  

Men hvad med det politiske fokus på at styrke praksisfagligheden og erhvervsuddannelserne? Står det ikke i modsætning til din kritik af, at de kreative fag ikke bliver prioriteret?

”Det politiske fokus på at styrke praksisfagligheden og erhvervsuddannelserne er vigtig, men der vil først ske noget, når man indser, at kreativitet kræver plads til uforudsigelighed, og at opfindsomheden skal have løsere tøjler i skolen for at nå det fulde potentiale af læring,” siger Kjeld Fredens.

Hænderne og hele kroppen er med i læringens bevægelse, slår Kjeld Fredens fast i sin nye bog. Vi er ikke passive modtagere af information, vi interagerer med det, vi har i hænderne på en måde, så vi med vores egne bevægelser skaber vores egen sansning.

Lærerne vil gerne de kreative fag. Kjeld Fredens har mødt matematiklærere, der har skrevet bøger fyldt med gode praktiske øvelser, men han har også mødt deres frustrationer over ikke at føle, at der var tid til, at de kunne nå at lave de praktiske øvelser i undervisningen.

”Mange lærere har forståelsen for effekten af at bruge kroppen kreativt i undervisningen, men de føler sig klemt af tiden og krav om, at det, de laver, skal passe med det, der testes i de nationale tests. Det fratager dem muligheden for at tilpasse undervisningen til den aktuelle situation,” siger Kjeld Fredens.

Kunst er ikke en luksus

En af de helt store myter, som vi er nødt til at få nedbrudt, hvis det skal lykkes at bringe de æstetisk kreative fag tilbage i skolerne er, at kunst er en luksus, argumenterer Kjeld Fredens. Musik og drama er ikke alene træning i noder og vellyd, spændende forestillinger. Musik og drama skal først og fremmest dyrkes for fagets egen skyld. Men der er også store sidegevinster, fordi faget også er træning i kommunikation, timing og koordination, som man kan overføre til alle mulige andre opgaver, man står overfor.

”Når man spiller musik sammen, lærer man, hvad det vil sige at skabe noget sammen. At accentuere, betone og være på uden nødvendigvis selv at være først. At spille sammen kræver, at man opdyrker en fornemmelse for at mærke hinanden, en øvelse i timing og koordination, at skiftes til at tage teten og gribe, hvor en anden slap. Det er fuldstændigt afgørende egenskaber i ethvert samarbejde. Der er ingen i dag, der lykkes alene. Embodied mind-teorien ophæver både de gængse modsætninger mellem hoved og krop og mellem individ og fællesskab,” siger Kjeld Fredens.

Kreativitet er en avanceret mental proces, som bør være nærværende i alle fag. Men særligt de såkaldte skabende fag har en helt naturlig tilgang til at koble hjerne, krop og omverden, argumenterer Kjeld Fredens.

”Det er selve fordybelsen i processen, der har betydning, når man skaber ved at fejle og bliver konfronteret med, hvad man ikke ved. At skabe er ikke gentagelse, men afvigelse fra det vi plejer. Vi skal opleve at være i samtale med det emne, vi arbejder med, på samme måde som når man møder et menneske for første gang,” siger han.

Det at prioritere de æstetisk kreative fag og give elever lov til at dyrke håndens arbejde, skabe noget fysisk og se det materialisere sig mellem fingrene, er også at opdyrke og erfare handlekraft, mener han.

”Det er en dødssynd, at vi har fjernet de kunstneriske fag, hermed fratager vi børn troen på, at de selv kan – at de kan tage et initiativ og forfølge det helt konkret. Det at føle at man er medskabende i sin tilværelse er forudsætningen for det gode liv, hvor man oplever og mærker, at man er del af et skabende fællesskab.”

En genindførsel af de æstetisk kreative fag kunne også hjælpe på de udfordringer, vi oplever med mistrivsel i folkeskolen, lyder vurderingen fra Kjeld Fredens.

Rum til at fordybe sig og have tid til at finde ind til det, der giver mening for en selv, gerne sammen med andre, fremmer trivsel og modvirker stress, angst og uro. For kroppen og sindet finder ro i at samle opmærksomheden om en konkret aktivitet. Angsten skal mødes med handling, fordi handling skaber følelser, og er man usikker, kan en anderledes handling skabe sikkerhed.

Kreativ destruktion

Men hjerneforskningen går endnu længere end det. De konkrete erfaringer i at mestre noget, sætter sig i selvfortællingen. Det kan være alt fra at lære et håndværk til at spille et instrument eller spille en rolle i et teaterstykke.

Hjerneforskning har vist, at dens slags erfaringer styrker et menneskes selvbillede og selvdisciplin, og at de hermed får betydning langt op i livet, fordi de bliver en del af selvfortællingen. Når de står så stærkt, og vi husker dem i årtier, er det, fordi de kropslige erfaringer lagrer sig i vores autobiografiske hukommelse, forklarer Kjeld Fredens:

”Der er lavet forsøg, hvor voksne har skrevet positive fortællinger om sig selv. De kropslige erfaringer har stået stærkt, og forskere har forklaret det med, at den sansemotoriske hukommelse er en forudsætning for den autobiografiske hukommelse.”

Han har holdt flere hundrede foredrag om de æstetisk kunstneriske fags potentiale. Oftest bliver han mødt af nysgerrighed, opbakning og kommentarer som, at det er fint børn skal bevæge sig og være skabende, men de skal også lære noget. Men de gode intentioner strander, når økonomien spænder ben.

”Politikerne synes, at det er spændende. Men når de kommer til det økonomiske, tør de ikke for alvor prioritere det. Det ville være let at genindføre de æstetisk kreative fag. Skoler og lærere ville være verdensmestre i det, hvis bare de fik lov. Forsøget hedder kreativ destruktion. Det er kernen i al innovation – hvor meget kan vi smide ud for så at finde ind til det væsentlige.”

”Giv skolen tilbage til lærerne – og styrk skoleledelsen – så skal jeg love for, at man kan komme langt.”

I virkeligheden er det det, vi har forpligtet os på som samfund med folkeskolens formålsparagraf, argumenterer Kjeld Fredens: At uddanne mennesker til handlekraftige borgere, der kan tage ansvar for at deltage i demokrati og samfund.

Et godt spørgsmål kunne være, hvordan man kan indføre demokratisk adfærd i hele skolen, så eleverne ikke kun får en holdning til demokrati, mener Kjeld Fredens, ”For holdning er ingen garanti for adfærd, men adfærd skaber holdning.”

”Min påstand i bogen er, at folkeskolen for tiden er i panik, fordi vi bygger den på forkerte præmisser og en falsk forestilling om, at kroppen og hjernen er adskilte størrelser. Både nutidens og fremtidens udfordringer kræver helt konkrete løsninger, der kobler kreativ og abstrakt tækning – og det kræver, at vi forstår og indretter skolen efter, at vi lærer med kroppen først,” siger Kjeld Fredens.