Hun vil give omsorgens fodfolk mod og mandat til at kæmpe for omsorgen

”Tak for omsorgen. Vi er først lige begyndt!” skrev Emma Holten i forsommeren på Instagram med nyheden om, at hendes bog ”Underskud – Om værdien af omsorg” efter blot en måned på markedet var på vej i femte oplag på dansk og solgt til oversættelse i ni lande, blandt andet England, Tyskland, Frankrig, Spanien og flere skandinaviske lande.

”Nogen kan mærke det i deres kroppe,” som hun selv nøgternt registrerer modtagelsen af bogen. Den er ét langt argument for, at værdi ikke er så let at måle, som økonomiens sprog bilder os ind – slet ikke værdien af omsorg – hvorfor vi ikke må æde argumenter om, at der ikke er råd eller, at det ikke kan betale sig eller er dyrt og usikkert at investere i omsorg.

Emma Holten betragter sig som aktivist. Derfor har vi på Socialt Indblik spurgt hende, hvordan hun mener, at pædagoger, socialrådgivere, sosu-assistenter, sygeplejersker og andre af socialsektorens fodfolk kan bruge bogen som en art manifest med konkrete anvisninger til at tage kampen for tid og ressourcer til at drage omsorg.

”Noget af det, der har været hårdest for folk i omsorgssektoren er, at de ikke har kunne svare tilbage, når de er blevet præsenteret for de økonomiske beregninger af deres arbejde; når de fx har fået at vide, at de havde ressourcer nok, eller at de skulle spare to millioner kroner, uden at det ville kunne mærkes. Hvad skulle de svare? Jeg håber, at min bog kan give dem noget power. At den kan være med til at give dem argumenter på hånden – så de kan sige: ’Jamen, stop en halv, de to millioner er baseret på, at man ikke har medregnet værdien af det arbejde, vi laver!’,” siger hun.

Lige nu bliver der trukket værdi ud af samfundet. Det ser ud, som om vi sparer – men det gør vi ikke. Det er det, vi skal insistere på at bringe ind i samtalen, argumenterer Emma Holten: 

”Vi skal lægge bevisbyrden på dem, der nedprioriterer omsorg og sparer på områdets ressourcer. Vi skal etablere mod og mandat til at sige; nu skal du skal vise mig, at du ved, at konsekvenserne af denne her spareøvelse bliver positivt! Og vi skal insistere på, at der er andre måder at tænke økonomi på. Den måde, vi tænker på nu, er ikke den eneste,” siger hun.

Hvis vi skal betragte bogen som et opråb med værdi, som et manifest i en bevægelse mod et samfund, hvor omsorg får den nødvendige værdi og tilstrækkelige ressourcer, så vi kan skabe trivsel, hvordan håber du da, at fodfolket konkret kan bruge bogen?

”Jeg håber, at jeg med bogen kan give dem, der arbejder i samfundets helt uvurderligt vigtige omsorgsfag, en kæmpe faglig stolthed, blandt andet ved at vise, at den manglende respekt for omsorgsfagene stikker superdybt i vores kultur. At den er en del af den luft, vi indånder, men at manglen på respekt hviler på et falsk grundlag,” siger hun.

Det er derfor, at hun i bogens analyse går helt tilbage til oplysningstiden i 1700-tallet for at identificere, hvordan vores måde at indrette, tale om og prioritere omsorg er blevet til. For økonomiens sprog er indlejret i vores måde at tænke og handle og indrette samfundet på, der har lag ned gennem 200 års generationer, beskriver hun i bogen.

Nemt er det ikke at ændre den måde, vi taler om omsorg på, erkender hun.

”Men det skal ikke slå os ud. Vi skal ikke længere finde os i, at omsorgsfagene bliver italesat som en byrde, og som fag, der ikke skaber vækst. Jeg håber, at jeg med bogen kan vise, at omsorgssektoren er fuldstændig afgørende for samfundet. Det kan virke absurd, for man skulle tro, at alle kunne se det ved at kigge sig omkring,” siger hun.

Hvis vi nu skulle disrupte økonomiens og kapitalismens sprog og tildele omsorg den rette værd, hvordan skulle vi så konkret tydeliggøre, hvor dyrt det er for os ikke at prioritere omsorg?

”Jeg tror aldrig, at tal kommer til at kunne stå alene. Det har de gjort indtil nu, og det har bragt os i en absurd situation. Vi har en idé om, at det, vi kan tælle, kan vi styre. Og hvis vi ikke kan tælle omsorg, så kan vi ikke satse på det. Vi er blevet bildt ind, at vi kan lave perfekte udregninger. Men udregninger kan også lyve. Det er new public management bullshit,” siger hun.

Heller ikke skattetænkning eller udbud kan vi forudse, mener Emma Holten. Hver gang vi tager en økonomisk beslutning, er der usikkerhed, argumenterer Emma Holten. Og det er det, vi skal erkende og bruge til at styrke argumenterne for, at investeringer i omsorg er for vigtige til at lade sig diktere af beregninger i et regneark, mener hun. 

”Lige nu ser det ud, som om omsorgspolitiske beslutninger er særligt usikre. Men det er forkert! Det hele er usikkert. Alle beslutninger har sociale langsigtede konsekvenser, som vi ikke kan måle, kortlægge og forudse. Men vi ved jo allesammen godt, at omsorg ikke er ligegyldigt,” siger hun.

Snarere end tal og forsøg på at mime økonomiens sprog og rationaler skal vi styrke en bevægelse med helt andre argumenter – hvor det vi mærker og oplever får betydning for de beslutninger, der træffes, mener Emma Holten.

En bevægelse har brug for kampsange og slogans på plakater. Hvilke konkrete slogans og slagord, ville være stærke?

”Der er mange muligheder. For omsorgsarbejde er det arbejde, der gør alt andet arbejde muligt. Som understøttende, ikke som udgift – det, der gør det muligt at være venner, gode familiemedlemmer, kammerater, kollegaer, forældre, kæreste. Hver gang vi fjerner omsorg, er vi i risiko for at rive tæppet væk under alt andet. Her var allerede et par konkrete bud.”

Hvis vi nu skulle fæstne os ved et håb – hvor ser du det?

”Jeg ser helt bestemt håb. For langt de fleste mennesker giver det her rigtig meget mening. Lige meget om jeg taler med jyder eller københavnere, folk på yderste højre- eller venstrefløj, mener de, at omsorg er en god investering. Forandringerne er i gang,” siger hun. Også politisk er der kæmpe forandringer på vej, vurderer Emma Holten og nævner blandt andet Berlinkonventionen i slutningen af maj, hvor verdens mest toneangivende økonomiske tænkere mødtes for at drøfte, hvordan vi kan se på omsorg på nye måder. Og WHO – resolutionen i slut maj, hvor der også politisk var bred enighed om, at omsorgsinvesteringer i den offentlige sektor spiller en afgørende rolle i bæredygtige samfund. 

Jeg hørte forleden dag en forsker vurdere, at vi ser en bevægelse imod en ny prioritering, hvor karriere og indtjening taber til fritid og tid til menneskeligt nærvær. Ser du det samme og et håb for omsorgen her?

”Ja, hundrede procent. Så mange mennesker kan mærke, at det, vi traditionelt har værdisat, ikke er det, der betyder mest, når alt kommer til alt. Men vi skal også tale om tid og ressourcer og de rammer og vilkår, der er afgørende for omsorg. Vi skal indse, at det, vi måler som succes, ikke er det, som føles som succes på kroppen. Alt for længe har vi talt om tallene uden at se på og anerkende, hvordan det føles. Rigtigt mange offentligt ansatte får at vide, at tallene ser fine ud, at der er ressourcer til at nå det, de skal. Men når det ikke føles sådan, og mennesker bliver ramt af afmægtighed, moralsk stress og udbrændthed, fordi de ganske enkelt ikke får mulighed for at give den omsorg, de er ansat til at give, bør vi som samfund tage det dybt alvorligt og reagere på det med forandring.”