Hvad er hjem, når man ikke har et?

Et offentligt toilet, hvor han kan tage skoene af og smække benene op – uden at fodlugten generer nogen.

Sådan så ’hjemlighed’ ud for en af de ni unge hjemløse, som forsker og lektor i socialt arbejde Charlotte Vange Løvstad og hendes to forskerkolleger tilbage i 2018 udstyrede med et engangskamera. Anledningen var forskningsprojektet Spørg mig: en photovoice-undersøgelse af unge hjemløses erfaringer med hjem, hjemlighed og hjemløshed.

Med den såkaldte photovoice-metode, der kombinerer fotografiet med kvalitative interviews, ønskede de tre forskere at undersøge, hvordan de unge hjemløse opfattede hjem og hjemlighed, Hvordan ser hjem ud, når det ikke er fysisk afgrænset? Formålet var at give de unge hjemløse en vigtig stemme.

”Ofte mødes de unge af fagprofessionelle med en masse ord, der overdøver de unge selv. Ved at sætte de unges fortællinger og perspektiver i centrum og tvinge os selv over i rollen som de lyttende og nysgerrige, ville vi give de unge hjemløse stemme. Flere rapporter peger på, at deres stemme mangler i forskningen. Skal vi blive klogere på, hvordan man som fagprofessionel bedst hjælper unge hjemløse, er vi nødt til at give dem ordet og lytte til, hvordan de selv ser deres liv,” siger Charlotte Vange Løvstad, der kalder forskningsprojektet for en øjenåbner og en ny adgang til de unges fortællinger.

To stemmer

Noget af det, der, ifølge Charlotte Vange Løvstad, gik igen i de unges foto, var billeder af planter og dyr. Planter giver liv. Planter giver forudsigelige rutiner. Og planter giver selskab, var noget af det, de unge sagde, da blev spurgt ind til motiverne.

Dyrene repræsenterede venskab uden krav. Flere af de unge beskrev, ifølge Charlotte Vange Løvstad, at det er rart at være sammen med noget levende, der ikke stiller krav, og at dyr bliver glade, når man kommer.

Øl og ølkasser udgjorde en anden kategori af motiver på de unges billeder af hjem og hjemlighed. Nogle af de unge så dem som et symbol på overlevelse. ”Når livet fucker, så kan jeg drikke dem,” fortalte en. Andre forbandt dem med fællesskab – og det at give slip. Og for andre igen stod de der for at minde om, at de ikke skulle drikke – heller ikke, når de havde det skidt.

”Ølkasserne havde forskellige funktioner alt efter, hvor den unge var i sit liv,” siger Charlotte Vange Løvstad.

Og så var der billederne af gamle pizzabakker, joints, bonger og soveposer i byparker. Den slags billeder bekræfter, ifølge Charlotte Vange Løvstad, de såkaldte standardhistorier. Her fortæller den hjemløse det, han eller hun tror, at den fagprofessionelle forventer at høre. Fx at hjemhjemløse er misbrugere, der sover på gader og stræder.

”Standardhistorierne er en måde at distancere sig både til sig selv, men også til den fagprofessionelle: Bliver du forarget nu – og bekræftet i dine fordomme? Men samtidig er det jo faktisk også en del af deres liv og deres hverdag,” siger Charlotte Vange Løvstad og refererer til den russiske litterat Mikhail Bakhtin, hvis teorier hun har trukket på i forskningsprojektet. Han peger på, at vi har flere stemmer, der udtrykker, hvem vi er.

”Der er to stemmer, der træder frem i de unges fotografier. Der er den åbenlyse, som vi ser i standardhistorierne om rod, misbrug og overnatning på gaden og også i nogle af ølbillederne, og som genkendes i samfundsdiskursen. Og så er der den anden stemme, hvor de unge taler om fællesskabet, de andre hjemløse, om relationer og tilhørsforhold – og om at føle sig set,” siger Charlotte Vange Løvstad.

Hun peger på, at fotoet kan noget særligt i forhold til at give plads til den vigtige stemme, der ligger bag standardhistorierne. Og til de unges forskelligheder. Men hun mener også, at man som fx socialrådgiver eller sagsbehandler med nysgerrighed og åbenhed kan blive bedre til at møde den unge der, hvor nuancerne og den anden stemme træder frem.

”Ofte bliver samtalen mellem de unge og de fagprofessionelle en slags dobbelte monologer. Systemet reproducerer sin forståelse af den unge – og den unge konstruerer sin forståelse af sig selv. Vi er nødt til at stille os langt mere åbne og nysgerrige på, hvad der er i spil ovre hos de unge, hvis vi vil blive klogere på, hvordan vi bedst møder og hjælper den unge,” siger Charlotte Vange Løvstad.

Igen refererer hun til Mikhail Bakhtin, der taler om monologiske og dialogiske samtaler. Den monologiske samtale er karakteriseret ved, at der enten kun er en stemme, der er repræsenteret i samtalen – eller, at den ene stemme er meget dominerende. I den dialogiske samtale derimod er alle stemmer lige vigtige og bidrager til fri udveksling af synspunkter.

Fællesskab og hjemlige lommer

Skal Charlotte Vange Løvstad ud fra projektet konkludere på, hvad der fik de unge hjemløse til at føle sig hjemme, fremhæver hun fællesskabet med de andre hjemløse, men at de unge samtidig søgte at skabe små lommer af hjemlighed, når de var alene.

”Den unge mand, der smækker benene op på et offentligt toilet, er et eksempel på det at finde en hjemlig lomme. Og samtidig viser eksemplet, at ‘hjemme’ ikke nødvendigvis er et bestemt sted, men også en evne eller taktik. Fællesskabet er der, hvor man kan glemme problemerne og bare være sammen. Fællesskaber og friheden bliver en erstatning for det, der er tabt,” siger hun og tilføjer:

”Forskningsprojektet slog fast, at hjem ikke blot er en bolig, men i høj grad også en tilstand af mere eksistentiel karakter. Og netop derfor kan hjemløshed oftest ikke løses alene med et tilbud om en bolig og praktisk bostøtte. Det kræver også fokus på den psykologiske og identitetsmæssige proces, der skal til for at turde tro på, at jeg kan bo i en bolig – og at det faktisk også kan blive til et hjem,” siger Charlotte Vange Løvstad.