Hvis unge ikke passer ind i fællesskaberne, så må vi skabe fællesskaber, der passer til de unge

“Det var mig, der startede e-sport i Grøndalscenteret!”

Kommentaren kom ud af det blå fra en af de unge fra Idrætsprojektet. Og den gik lige ind hos træneren, der har været med til at opstarte initiativet. Træneren tænkte tilbage og måtte konstatere, at den unge havde ret:

Et år forinden havde den unge dreng hængt ud i Grøndal MultiCenter, der er et stort aktivitets- og sportscenter i Nordvestkvarteret i København. Her var der netop blevet bygget en moderne e-sportsfacilitet, hvor computere og træningsudstyr stod og skinnede bag store aflåste glasvægge. Den unge gik dagligt forbi og kiggede på de spritnye computere. Og en dag fik han så overbevist en vagt om, at han skulle ind i lokalet, hvor han satte sig og spillede. Det samme lykkedes dagen efter, og sådan fortsatte det nogen tid. Hver morgen fik den unge en af vagterne til at låse op og kom ind og spillede og ryddede altid pænt op efter sig selv bagefter.

Det fortsatte, lige indtil personalet en dag kontaktede Idrætsprojektet: ”Kender I den unge? Skal han have adgang til e-sportsrummet? Og hvad gør vi ved det?”

Idrætsprojektet kendte godt den unge. Men fremfor at forbyde ham adgang, så valgte de at se det som et udtryk for, at den unge havde en interesse for e-sport. De greb muligheden og gik i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Grøndal MultiCenter, og det endte med et samarbejde og opstarten på en ny e-sportsindsats for børn og unge. Som vi skal se, så har det efterfølgende vist sig at være lidt af en social innovation.

HEL-indsatsen

Idrætsprojektet er en organisation i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. De socialpædagogiske ansatte hedder ’trænere’. Hvis du færdes i København, så ser du dem i gadebilledet. De har det karakteristisk træningstøj på med Idrætsprojektets logo. DNA’et i organisationen er at brobygge børn og unge ud i positive fællesskaber i fritidsliv, fritidsjobs, skole og uddannelse. En af de grundlæggende værdier er, at børn og unge bedst udvikler sociale og faglige kompetencer i de kontekster, hvor de efterfølgende skal bruges. Derfor arbejder trænerne matrikelløst, dvs. at de arbejder der, hvor børn, unge og deres familier bor, går i skole m.m., fordi det er her, de skal leve og bruge deres kompetencer, når de ikke længere har behov for at samarbejde med Idrætsprojektet. Derfor ser du også trænerne i gadebilledet sammen med børn og unge på vej ud for at udforske fællesskaberne i byen.

Idrætsprojektet har gennem en årrække udviklet HEL-indsatsen, hvor man udvikler lokalforankrede initiativer ved at gribe de muligheder og spotte de behov, der viser sig lokalt. E-sportsindsatsen er et eksempel på sådan en indsats.

Counterstrike og fodbold

En forårsdag i maj besøger vi e-sportstræningen i Grøndal MultiCenter. Det er et center med 40 forskellige aktiviteter og idrætsfaciliteter, hvoraf en af dem altså er et e-sportscenter med 15 gaming-pc’er og kreative redskaber og tavler til træning og holdundervisning. Det er et stort åbent lokale med glasvægge og udsigt til squashbanerne, hvor der er fuld aktivitet ved siden af. Det var her, den unge dreng havde spillet om morgenen. Stedet signalerer på mange måder seriøsitet omkring e-sporten.  

Vi møder cirka ti unge, der alle allerede er tilknyttet Idrætsprojektet, og unge, der er rekrutteret fra Helhedsplanerne. De går til e-sport en gang om ugen.

Træningen starter ved et samtalebord omgivet af whiteboards og diverse redskaber til samarbejds-og reaktionsøvelser. Her bliver der ’tjekket ind’, og der bliver talt om dagens træning og øvelser. En af de unge ved højbordet er tydeligvis klar til at komme i gang. Et sekund længere med fælles informationer, og tålmodigheden løber op, tænker man. Men han holder ud.

Dernæst følger en øvelse, hvor de alle spiller det samme spil. Trænerne fra Idrætsprojektet forklarer os, at man i løbet af e-sportsforløbet præsenterer forskellige spiltitler. Nogle gange præsenterer en af de unge et nyt spil for de andre unge. Da de unge er specialiseret i forskellige spil, er det blevet et pædagogiske greb, at de unge selv introducerer de øvrige på holdet til det spil, som de selv kender og mestrer. Det giver de unge et ansvar.

I dag er det Counter-Strike, der er på programmet. Og vi har fået lov til at være med. “Hvad er din ranking,” er der en af de unge, der halvt råbende spørger. Efter vi er gået i gang, kan vi konstatere, at vores ranking ikke er høj nok.

Cirka midtvejs i træningen er der en fysisk aktivitet. I dag er der fodboldtræning på kunstgræsbanerne. En enkelt af de unge gider til en start ikke at være med, men kommer på banen efter lidt tid. De unge går til fodboldtræningen med samme entusiasme som i Counter-Strike.

Efter fodboldtræning spiller de forskellige selvvalgte e-sportsspil. Der afsluttes med en fælles tjek-ud ved bordet, hvor man taler om træningen, og om hvad man har lært.

Den kompromisløse filosofi

Interessen for e-sport opstod, fordi Idrætsprojektet fik øjnene op for, at det var noget, rigtig mange børn og unge interesserede sig for.

Når man observerer de unges gejst omkring det, så kan man ikke lade være med at overveje følgende:

Nogle børn bruger meget tid på at spille computer hjemme, og blandt dem er en gruppe, der lever isoleret. Mange vil mene, at gaming, skærme og digitaliseringen i sig selv kan bidrage til, at de unge ikke deltager i fællesskaber.

Det efterlader os med et vigtigt spørgsmål: Skal vi forsøge at ’få det til at gå væk’, eller skal vi forsøge at bruge det aktivt til at styrke de unges deltagelse i fællesskaber?

Idrætsprojektet har valgt det sidste. Og det har vist sig at være en effektiv strategi i forhold til at få de unge ind i et fællesskab. Og som fodboldtræningen bevidnede, så er det også en bro til at skabe andre fritidsinteresser.

Formålet er som sagt at møde de unge lige præcis der, hvor deres interesse og deres kompetencer er. Idrætsprojektet er ret kompromisløse her. Mange af de unge spiller selv meget, og de spiller alene hjemme. Ved at tilbyde dem at rykke over i det åbne miljø i e-sportsfaciliteten får man taget interessen seriøst, og man kan bygge læring, fællesskab og idræt ovenpå.

Hvad giver det af muligheder i forhold til at arbejde med de unge? Nogle af de centrale pædagogiske greb, Idrætsprojektet gør brug af, er:

• At lade de unge præsentere spiltitler og teknikker for hinanden.
• At bruge team, kommunikation-og samarbejdsøvelser, der er en naturlig del af e-sporten.
• At arbejde med kommunikation inde i spillet – hvilket også er en central del af e-sporten.
• At kombinere med fysiske aktiviteter og holdsport.

E-sporten giver en adgang til at arbejde med alt dette. Måske som det vigtigste så giver det mulighed for, at de unge får trænet at være i fællesskabet. Det er kompetencer, som de kan tage med over i andre kontekster – ikke mindst i skolen.

Brobygning er en holdsport

E-sportsindsatsen illustrerer to vigtige principper, som Idrætsprojektet arbejder med.

For det første handler det om at skabe nogle bredere rammer for, at de unge kan være med. Derfor er der fokus på, at børn og unge tilegner de sociale kompetencer, de skal bruge for at begå sig i et fællesskab. Trænerne i Idrætsprojektet tilfører indsatserne et socialpædagogiske element, der udvider rammerne for, hvem der kan deltage.

Det kan også indebære, at man må gentænke det almindelige foreningsliv. Idrætsprojektet har allieret sig med foreningen Integrity X, der arbejder med Social Gaming. Det er en forening, der har specialiseret sig i at kombinere gaming med sociale events og fysiske samarbejdsøvelser.

For det andet er Idrætsprojektets formål at brobygge til positive fællesskaber. Når de unge har været i e-sportsindsatsen i fx 10-12 uger, så tager man ud og besøger andre klubber. Målet er, at de unge bliver en del af andre foreninger. Denne brobygning må både være håndholdt og fleksibel for at lykkes.

Historien om den unge, der startede e-sportsindsatsen, fortæller os derudover noget vigtigt.

Mange anerkender i dag værdien af fællesskaberne. Både for børn og unge i almindelighed, men i særdeleshed for de børn, der har det svært og er endt i en udsat og isoleret position.

Men hvis vi for alvor vil skabe og brobygge til inkluderende fællesskaber, så kræver det socialt entreprenørskab og nytænkning. Det kræver samarbejde mellem sociale aktører og foreningsliv. Og det kræver ikke mindst, at vi griber de unges ønsker og initiativer, når de viser sig foran os, som et vink med vognstang.

Den unge fra Idrætsprojektet hentede selv nøglen i receptionen. Det var et perfekt afsæt for udvikling af en ny social indsats. Men det kræver, at nogen griber initiativet, ligesom Idrætsprojektet gjorde. Og det kræver en særlig tilgang og arbejdsform, hvor vi lytter til børn og unges drømme og ønsker og samarbejder med dem om at nå dem.