”Hvorfor ikke møde alle som om, de har et traume?”

Artiklen er en genudgivelse fra april 2021

”Misbrug, vold og hjemløshed opstår ikke bare. Det opstår, fordi der er noget galt. Men ofte har vi kun øje for adfærden og ikke roden til problemerne.”

Sådan lyder det fra Charlotte Vange Løvstad, der er lektor i socialt arbejde på Via University College og i samarbejde med Center for Mentalisering holder kurser for socialarbejdere i hjemløshed og traumer.

For 15 år siden var det hende selv, der som socialarbejder havde sin daglige gang blandt hjemløse på blandt andet på Vesterbro i København. Dengang kunne hun godt have brugt den viden, hun har i dag.

”Som socialarbejder har man nok en tendens til at se adfærden, for eksempel stofmisbruget, som selve problemet. Havde jeg dengang haft en større viden om traumer, tror jeg, at jeg havde kunnet give de hjemløse nogle andre muligheder,” siger Charlotte Vange Løvstad.

Psykiater Cæcilie Böck Buhmann og psykolog Sofie Folke har udgivet bogen ”Traumer i psykiatrien”. Her opfordrer de personalet i psykiatrien til at arbejde med en mere traumebevidst tilgang til patienterne. Altså, at behandle dem ud fra en viden om, hvilken indflydelse traumer har på et menneske. Men det er ikke kun i psykiatrien, at det er en god idé at gå mere traumebevidst til værks, fortæller Cecilie Böck Buhmann.

”Det er det alle steder i samfundet, hvor man arbejder med potentielt traumatiserede. Det kan være i kommunernes arbejde med langtidssygemeldte, skoler i belastede områder, i asylcentre eller i fængsler. Men det er det også hos den praktiserende læge eller hos ergoterapeuten. Vi ved, at traumer er udbredte, så man kan godt antage, at en stor del af de borgere, man møder, er traumatiserede,” siger Cæcilie Böck Buhmann, der udover at være forfatter til bogen ”Traumer i psykiatrien”, er ejer af Traumeklinikken og overlæge i psykiatrien.

For få udredes

Vold, ulykker, seksuelle overgreb. Psykiske traumer opstår enten på baggrund af pludselige og chokerende begivenheder eller som følge af voldsomme oplevelser eller overgreb, der finder sted over længere tid.

Cæcilie Böck Buchmann anslår, at op imod halvdelen af den danske befolkning har været udsat for hændelser, der er så voldsomme, at de kan udløse traumereaktioner. Afhængigt af blandt alder og type af traume vil nogle af disse udvikle den psykiske lidelse PTSD, der er kendetegnet ved, at man ufrivilligt genoplever traumet, at man undgår situationer, der minder om den traumatiserende hændelse, og at ens alarmberedskab er forhøjet.

Europæiske studier peger på, at to-syv procent af den europæiske befolkning lider af PTSD. Men ifølge Cæcilie Böck Buhmann er tallet meget sandsynligt højere, da vi generelt er for dårlige til at udrede for PTSD og andre traumerelaterede lidelser.

”Der er en tendens til, at vi som behandlere enten ser traumepatienter eller psykiatriske patienter. De psykiatriske patienter glemmer vi at udrede for, om der også er tale om traumereaktioner. Omvendt forsømmer vi at udrede flygtninge og krigsveteraner for andre psykiske sygdomme. Det betyder, at rigtig mange ikke får den rette behandling. Eller at de får den for sent. Hvis folk går seks måneder uden at få behandling for PTSD, bliver prognosen dårligere,” forklarer Cæcilie Böck Buhmann.

Hun peger på, at der særligt i psykiatrien og blandt mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb findes mange med udiagnostiseret PTSD.

”Jeg interviewede 150 patienter, der var indlagt på en psykiatrisk afdeling. Cirka ti gange så mange som dem, der havde fået stillet diagnosen, havde symptomer på PTSD.”

Traumer på gaden

Netop blandt de hjemløse, som Charlotte Vange Løvstads kursister arbejder med, er vold og seksuelle overgreb en del af bagagen.

Når Charlotte Vange Løvstad sammen med en psykolog underviser i det, der hedder mentaliseringsbaseret traumeinformeret behandling, er målet at åbne socialarbejdernes øjne for, at der meget muligt ligger et traume bag den adfærd, de møder på gaden.

”De får nogle redskaber til at se bagom. Blandt andet at spørge åbent, vedholdende og nysgerrigt ind til et andet menneske. Inden for stofbehandlingen sagde vi i gamle dage, at ’nu spiller han den sædvanlige plade’. Det er de historier, vi skal være bedre til at udforske. Når en borger fortæller en såkaldt standardhistorie, er det nemlig ofte for at distancere sig til sig selv og den professionelle – og måske dækker det over et traume,” siger hun og fortæller, at sikkerhed er noget af det første, man skal tage fat i, hvis man identificerer, at der er noget traumerelateret på spil.

”Bærer man rundt på traumer, er sikkerhed afgørende. Det kan være at vide, hvor man skal sove i nat, eller hvor man får det næste måltid mad. Sikkerhed er vigtigt for alle hjemløse. Det er en forudsætningen for at kunne opbygge evner og for at kunne gøre noget andet, end det man plejer, men særligt, hvis man er traumatiseret, er sikkerhed afgørende.”

Flere af Charlotte Vange Løvstads kursister fortæller, at de føler, at de har fået en bedre kontakt til de hjemløse, efter de har fået redskaber til at arbejde med traumer.

”Når man arbejder med at se bag adfærden, arbejder man med at forstå et andet menneske. Det smitter af på kontakten,” siger hun og fremhæver, at nogle af de hjemløse har brug for decideret traumebehandling. Det kan man som socialarbejdere ikke løse, men man kan få øje på det – og hjælpe dem videre til kompetent specialiseret behandling.

Mød alle, som om de har et traume

Sofie Folke er, udover at være medforfatter på bogen ”Traumer i psykiatrien”, psykolog og forsker i Veterancenteret, som støtter danske krigsveteraner og deres pårørende. Hun peger på, at der er to veje at gå, hvis man ønsker at arbejde med en mere traumebevidst tilgang til patienter og borgere.

”Enten kan man undersøge, om personen har traumer, og man derfor skal gå til personen med større forsigtighed og opmærksomhed. Det kan man blandt andet gøre med udgangspunkt i nogle forskningsbaserede spørgeskemaer. Eller også kan man behandle alle patienter eller borgere som om, de har traumer,” forklarer Sofie Folke og tilføjer:

”Og hvorfor ikke gå med det sidste og skabe ekstra tryghed i alle relationer? Særligt de steder, hvor der ikke er tid og ressourcer til at screene den enkelte.”

På de psykiatriske afdelinger, som Sofie Folke og Cæcilie Böck Buhmann har særligt fokus på i deres bog, kan det være en stor udfordring at skabe tryghed og undgå retraumatisering, særligt hvis der er tale om en indlæggelse, måske med tvang. Her kan det have positiv effekt at have en særlig kontaktperson, der guider patienten gennem indlæggelsen og, hvis nødvendigt, hjælper med at skille den traumatiske hændelse fra det, der sker nu.

Men også i mindre voldsomme sammenhænge, som for eksempel til konsultation hos lægen eller til et møde med socialrådgiveren i kommunen, kan en traumebevidst tilgang skabe tryghed.

”Det kan være små ting, der gør en forskel. At sidde tæt på en dør, så man hurtigt kan komme ud. Eller selv at få lov til at vælge køn på den læge, der skal lave den gynækologiske undersøgelse. Det handler om at acceptere ængsteligheden i patienten eller borgerens kontakt og prøve at skabe tryghed der, hvor han eller hun er sårbar. Viden om traumer er vigtig for at forstå, at nogle har været ude for vanskelige ting i livet og derfor har sværere ved at indgå i relationer,” siger Sofie Folke.

”Det er ret simpelt”

At det betaler sig at have en mere traumebevidst tilgang flere steder i samfundet, har man erfaret i Skotland. I byen Glasgow har man arbejdet systematisk med en traumebevidst tilgang på tværs af sektorer: Sundhedsvæsnet, skolevæsnet, socialvæsnet. Og den store satsning har, ifølge Cæcilie Böck Buhmann, haft stor effekt. Blandt andet er antallet af drab faldet markant.

En traumebevidst tilgang til borgere og patienter kan, ifølge Cæcilie Böck Buhmann, også bidrage til, at flere bliver udredt og behandlet for PTSD.

”Nogen skal jo få øje på det. Jeg har lige hjulpet Dansk Selskab for Almen Medicin med at lave nogle simple retningslinjer til praktiserende læger om, hvad de gør, når de får PTSD-patienter. Hvad de skal være opmærksomme på, og hvor de skal henvise til. Det ville være rigtig godt, hvis for eksempel psykologforeningen og psykoterapeutforeningen tog samme initiativ, så man kunne blive bedre til at opdage, når der er tale om PTSD og ikke en lettere belastningsreaktion,” siger Cæcilie Böck Buchmann og tilføjer:

”Det er faktisk ret simpelt: Har du været involveret i eller vidne til voldsomme ulykker? Hvis ja, er det noget, der stadig præger dig? Tænker du på det, eller genoplever du det? Hvis svaret er ja, så er det en god idé at sende patienten videre til egen læge med henblik på udredning.”