Jeg dumper gerne trivselskommissionens anbefalinger, hvis det betyder, at min søn og min familie kan trives

Jeg er én af de såkaldt overbeskyttende forældre, der ikke kan leve op til de syv råd til forældre, som Trivselskommissionen i weekenden kom med som deres allerførste anbefalinger efter næsten halvandet års arbejde.

Faktisk går det galt allerede ved det første anbefaling: Stil alderssvarende og kærlige krav til dit barn. Før jeg rigtigt kommer i gang, vil jeg gerne dvæle lidt ved begrebet ’alderssvarende’. Jeg tænker, at det er defineret af vores samtid, og at det bestemt har forandret sig over tid. Kravene til børn og unge (og deres forældre) er generelt blevet større, og den gruppe, det lykkes for at leve op til dem, er blevet mindre over tid. Som et eksempel er timetallet i barnets første skoleår steget betragteligt de sidste mange år. Engang var børnehaveklassen (og siden 0. klasse) en måde at øve at gå i skole nogle timer hver dag. 0. klasse var et frivilligt tilbud indtil 2009, hvor det blev en del af den samlede skolegang. Senest er der lavet aftale om at fjerne 10. klasse, som rigtig mange unge har gavn af. Det er igen en måde at øge kravene på, ikke bare til de unge, men også til forældrenes evne til at motivere de unge til at gøre det, som man ’skal’, fordi man bliver 16 år. Jeg begræder denne beslutning. For hvad er egentlig alderssvarende for en femårig, eller når et barn bliver otte, 11 eller 15 år? Og hvem bestemmer det?

Der var brug for overbeskyttelse

Som forældre til to nu voksne børn, hvor især min søn har haft et institutionsliv og en skolegang, der har været (med de pæneste ord, jeg kan finde) op ad bakke, så har jeg virkelig forsøgt at stille kærlige og alderssvarende krav hele hans liv. Men jo mere jeg (og min mand) har insisteret på, at han skulle gøre som sine jævnaldrende, jo større mistrivsel har det været for ham – og for os.

Lad mig komme med et par konkrete eksempler:

Den første gang, jeg fik besked om, min søn var gået fra skolen, var han omkring ni år. Han gik på en specialskole, som også forsøgte sig med kærlige og alderssvarende krav. Personalet ringede til mig, fordi min søn var gået, og de kunne ikke finde ham. Skolen lå i den modsatte ende af byen, og ingen anede, hvor han var gået hen. Heldigvis var han bare gået hjem. Dog gik han ved to af byens mest trafikerede veje, og lettelsen var stor, da jeg så ham på toppen af bakken på vejen bag vores hus. Jeg havde netop ringet op til skadestuen for at høre, om de havde fået en lille dreng ind. Siden var han på en del springture. Jeg kender til en del, og jeg er sikker på, at der er mange flere, jeg ikke har hørt om. Her var der brug for overbeskyttelse, så han ikke kom til skade.

Et andet eksempel var til en julefrokost i familien. Vi var naturligvis taget med, fordi det var et naturligt krav, når man er en del af en familie. Min søn og jeg var der dog ikke længe. Selv om jeg gerne ville have tillid til, at han som 12-årig kunne overkomme udfordringer og håndtere konflikter (råd nummer to) med de andre børn, så var virkeligheden, at det var nødvendigt for os som forældre at overbeskytte for at hjælpe med selvregulering og at tage ansvar (råd nummer seks). Det betød, at jeg måtte køre hjem sammen med ham, fordi de alderssvarende krav var for store.

Et lille sidste eksempel var nærmest hver eneste morgen, når vi skulle ud ad døren for at komme i skole. Især i de mindste klasser. Det var en kamp uden lige, som betød, at jeg jævnligt kom for sent på arbejde/uddannelse i et alarmerende højt stressniveau.

Jeg kunne komme med hundredvis af andre eksempler, hvor kravene har været for store. Alt fra juleaften til lektier, aftensmad, legeaftaler og ferier er eksempler på, at jeg har måttet bryde råd nummer to om overvågning, for at passe på min søn – og andre omkring ham.

Krav og færdigheder skal passe sammen

Når jeg underviser skoler og daginstitutioner i specialpædagogiske tiltag, så laver jeg ofte en øvelse, hvor de skal skrive en liste over alle de forventninger, der er til de børn og unge, de arbejder med. Den liste bliver ofte meget lang. Jeg har hørt vuggestuepædagoger forvente omstillingsparathed af de toårige, børnehavepædagoger sige, at børnene skal præstere på kommando, når det passer med skemaet, og lærere, der nævner alt fra undervisningsparathed til samarbejdsvilje og at være en god kammerat, have styr på spidsede blyanter, sunde madpakker, garderobe, behovsudsættelse, at de kan rumme kammeraterne, glæde sig til at komme i skolen og meget mere. Listen fortsætter og bliver ved og ved. En hel del af forventningerne kan føres tilbage til forældrene, men sagen er, at ikke alle forældre og børn kan leve op til det hele. Og misforstå mig ikke. Selvfølgelig skal vi have forventninger til vores børn. Det er også noget af det, der virker for at få børn til at have det godt. Men de skal passe med deres færdigheder. Ikke den alder, de tilfældigvis har.

En anden og helt væsentlig pointe i mit faglige virke er, at det er min klare overbevisning, at alle mennesker gør det bedste, de kan. Ingen vågner om morgenen med et ønske om at skuffe andre eller skubbe deres børns trivsel i den gale retning. En del af de forældre, jeg er i kontakt med, har i nogen grad (eller ind i mellem helt) mistet tilliden til, at professionelle (og systemet) kan hjælpe deres barn. Derfor bliver de overbeskyttende og udviser et stort behov for kontrol.

Jeg er enig i Trivselskommissionens råd nummer syv, som er at huske, at jeg kender mit barn bedst, og at perfekte forældre ikke findes. Jeg ville bare ønske, at dette var det første råd på listen, og at de andre fulgte i tråd med denne overbevisning. Som jeg ser det, står det nemlig nogle gange i modstrid til at stille alderssvarende krav. Min fornemmeste opgave er at gøre mig selv overflødig som mor, og vejen dertil er at have tillid til, at jeg har hjulpet mine børn så godt på vej, som jeg kan, ud fra de behov, de har. Den ene har været klar til at flyve tidligere end den anden, fordi de ikke har kunnet det samme på de enkelte alderstrin.

Støt os frem for at pege fingre ad os

Alt, hvad jeg (og min mand) har gjort som forældre, har handlet om overlevelse, og når jeg får syv gode råd fra i øvrigt kompetente mennesker, jeg har stor respekt for, så bliver jeg helt ærligt træt. Jeg synes ikke, de har formået at forstå kompleksiteten i forældreopgaven, og de rammer helt ved siden af i forhold til min – og mange andres – hverdag. Formålet med kommissionen er at kommer med anbefalinger ”med blik for eventuelle forskelle på køn, sociale forhold og etnicitet”. Jeg ved, at de ved, at ikke alle hverken børn eller forældre kan det samme på samme tid, og at forskellige forudsætninger har betydning for evnen til at præstere, men det kan jeg ikke læse ud af deres anbefalinger. Lad os forældre være forældre på den måde, vi kan. Støt os frem for at pege fingre ad os. Også – og måske især – når det er besværligt. Ingen andre end os ved, hvad der ligger til grund for vores handlinger og valg. Vi øver os hver eneste dag i at gøre det rigtige, uden at vide hvad resultatet af vores anstrengelser bliver.

Min søn er nu godt 20 år gammel, og jeg kan se, at beslutningen om at skrue ned for de såkaldt alderssvarende krav, har været en væsentlig årsag til, at han (og vi) stadig står solidt plantet. Det har også haft afgørende betydning for, at vi ikke har oplevet skolevægring (selv om skolen aldrig kom til at give mening), at han (eller vi) ikke er endt i dyb depression, og at han har meget mere selvindsigt, end jeg havde i samme alder. Og jeg tror faktisk, at jeg dengang var meget alderssvarende. 

Jeg ved, at jeg har gjort det allerbedste, jeg kunne

Jeg ved, at jeg har gjort det allerbedste, jeg kunne. Forleden talte min mand og jeg faktisk om, hvorvidt vi måske kunne have presset ham mere og stillet flere alderssvarende krav, men da vi tænkte tilbage på en hverdag med endeløse konflikter, frustration, adfærd, der skabte problemer, og en storesøster, der stod midt i det hele, konkluderede vi, at NEJ, vi kunne ikke have gjort mere som de uperfekte forældre, vi er.

Jeg dumper gerne trivselskommissionens anbefalinger, hvis det betyder, at min søn og min familie kan trives.

Jeg kommer her med mine egne gode råd til forældre:

1. Fortæl dit barn, at det er elsket. Altid. Fortæl også, at kærlighed kommer i mange former: Det kan være som ord, ansvar, tydelige rammer, et knus, et måltid, en gave eller hjælp til alt fra lektier til hjertesorg. Lær barnet at se godt efter. Der er kærlighed overalt.
2. Gør, hvad du kan for at hjælpe dit barn til at blive et godt og helt menneske med respekt for andre.
3. Hjælp dit barn med at bære modstand og håndtere konflikter, så de med tiden bliver bedre til at klare det selv.
4. Støt dit barn i at finde de fællesskaber og venskaber, de har behov for. Vis dem hvordan med dine egne handlinger.
5. Lær dit barn om tilgivelse og rummelighed, både for andre og sig selv.
6. Fortæl dit barn, at det er godt at bede om og tage imod hjælp. Ingen kan håndtere livet alene. Vi har brug for hinanden.
7. Mind dig selv og dit barn om, at I gør det bedste, I kan – og at det gør andre også.

Jeg får lyst at tilføje et ottende råd: Lyt ikke til gode råd fra såkaldte eksperter (som mig). Vær forældre på den måde, du kan, og vid, at det er godt nok.