Jeg mærker, at den ret massive skyldfølelse, jeg har haft over skærmbrug, er ved at vige for noget andet

Vores skærmforbrug debatteres livligt, og lidt som om det alene var den enkeltes ansvar at skære ned. Men er øget skærmbrug ikke et forventeligt symptom på en samfundsstrukturel udvikling, hvor teknologien erstatter mere og mere? I et forsøg på at effektivisere livet. Hvad nu hvis den tid, der effektiviseres væk, var den mest værdifulde? Den, hvor man øver sig, fejler, samler sig selv op igen og mærker kontakten til andre i stort og småt?

Hvis vi et øjeblik forestillede os, at man kunne dele mennesker i to kategorier: de vandrette og de lodrette, så er der for mig at se sket et skred for næsten os alle. De lodrette har et smallere, men dybere fokus, og det er, som om de fleste af os er blevet mere vandrette. Vi breder vores opmærksomhed ud over kæmpe områder, men uden ret meget dybde. Og det er ikke sket tilfældigt, men fordi vi mennesker tilpasser os det miljø, vi er en del af. Her har den teknologiske udvikling givet os næsten uanede muligheder. Skærmene er overalt som en fast bestanddel af bybilledet og det enkelte menneske. Jeg ser, hvordan unge mennesker uden at sænke farten og med indøvet naturlighed kan posere, så de får taget en selfie fra den rette vinkel og med passende komposition i forhold til baggrund. Så modtageren også kan se, hvad de foretager sig lige nu. Hvis jeg prøvede noget af det samme, ville jeg formentlig komme til skade.

Jeg har dog selv altid min telefon på mig og kan mærke, hvordan bekymringen i mig er steget for, at vi skulle blive en hel nation, der kun ser hinanden igennem en filterfunktion, der tildeler Bambi-øjne og katteører. Så jeg begyndte at tracke mit eget forbrug. Det er ret let. De fleste telefoner har en indbygget funktion, der tæller antal minutter, man er på sin telefon. Mit lå ofte oppe omkring tre timer i døgnet. Omregnet ville det blive til mere end 1000 timer eller cirka 1,5 måned ud af hvert år. Det virkede ekstremt, men hvad brugte jeg den til? Det kommer jeg tilbage til, for den del var mere øjenåbnende for mig.

Har mærket effekten af at lægge skærmene væk

Forleden sad vi i haven hos gode venner. Deres ældste, som går på gymnasiet, sad og stirrede på sin telefon, indtil hans mor stille bad ham lægge den væk. Han kiggede lidt forvirret op og viste så, at han faktisk sad og besvarede spørgsmål i en latinopgave. Vi grinede ad det, men det fik mig også til at tænke på, hvor ofte jeg selv antager, at al skærmtid er spildtid. En hypotese, der måtte efterprøves.

Jeg fandt ud af, at min telefon også viste en oversigt over de mest brugte apps, og hvor meget jeg havde brugt den enkelte. Jeg tog screenshots af det nogle dage i træk for at se, om der var et mønster. Det var der, og mine to hovedkonklusioner var: 1. Jeg bruger slet ikke de sociale medier så meget, som jeg frygtede. På en tilfældig dag cirka en halv time. Bevares. Nogle dage er det da som at åbne et sort hul, som suger mig og alt omkring ned i mørket, hvis jeg åbner Instagram. Men det andet var mere repræsentativt.

Betyder det så, at jeg nu ikke længere er bekymret? Nej det gør det ikke. Jeg har endda i et andet debatindlæg foreslået, at man fra politisk side indfører mobilfrie søndage – fordi det ikke nytter, at jeg sidder alene hjemme med armene over kors, hvis alle andre arrangerer at mødes til det ene og andet via Doodle. Altså det er jo super, hvis der fx inviteres til rundbold i parken. Men hvordan kommer man med i det loop uden at tjekke sin mobil hele tiden? Det skal være noget, vi gør (eller ikke gør) i fællesskab, som også andre har foreslået. Vi har i vores familie bestemt mærket effekten af at lægge skærmene væk. Problemet er bare, at det gør vi jo helt uden rådgivning, så snart det reelt er muligt: når vi er på ferie, og ingen forventer at kunne få fat på os, eller at vi skal orientere os i AULA, skoleportal, apps til fritidsaktiviteter og arbejdsmailen. Hvis man nægter i hverdagen flytter besværet sig bare. Enten til barnet, som ikke får beskeden om turtaske, eller den anden forælder.

Hvad mister vi ved at bruge telefonen til alt mellem himmel og jord?

Det leder til den anden hovedkonklusion, jeg fandt: jeg bruger telefonen til mange af de ting, som tidligere foregik ”i den virkelige verden”. Jeg læser ofte mine nyheder her. Men jeg er jo ikke ligefrem fordybet i lange artikler i en avis, hvis jeg skal være helt ærlig (undskyld til journalisterne, men jeg er simpelthen blevet mere vandret i forsøget på at følge med i den voksende nyhedsstrøm). Al kontakt med børnenes skoler foregår online. Kort og effektivt. Eller i hvert fald i teorien effektivt, for i virkeligheden kæmper jeg lidt med skille skidt fra kanel. Mine forældre fiskede fedtede og krøllede sedler op fra tasken og kommunikerende ellers via kontaktbogen og telefonkæder. Da vores børn var yngre, var jeg også hotspot for at arrangere legeaftaler via SMS-beskeder, men da jeg selv var barn, løb vi imellem vores hjem og bad om lov til ditten og datten. Jeg holder nu også øje med aftaler og resultater for min far og svigerfar i app-versionen af sundhedsplatformen – og det gør jeg gerne. Jeg kommunikerer med veninder via Messenger. Ikke så ofte ved telefonopkald som tidligere. Kort sagt bestyrer jeg livet fra min mobil, og det er ikke et valg. Det er det vigtige. Det kan faktisk ikke fravælges længere.

Når noget bliver muligt for os mennesker, så gør vi brug af det. Hvis ingen stopper os. ”Det her er bare nemmere og hurtigere” tænker jeg ved mig selv og ved, at det har de mennesker, som udviklede de teknologiske muligheder, også håbet. Der ligger gode hensigter bag, men er det altid godt at hoppe over, hvor gærdet er lavest? Retorisk spørgsmål. Det, der derfor fortsat bekymrer mig, er, at det virker, som om telefonen gør to ting for os: Den gør i det hele taget livet lidt nemmere. Men ”use it or loose it” siger man om musklerne på kroppen og de kognitive funktioner. Hvad mister vi ved at bruge telefonen til alt mellem himmel og jord? Et eksempel er, at vi nu kan bruge telefonen som en universel translatør (endnu en ting, som Science Fiction har forudsagt ville komme). Måske ryger interessen for og evnen til at indlære nye sprog, når det nu ikke er nødvendigt?

Hvad er prisen?

Vores primære udfordring nu er derfor at finde ud af, om vi betaler en for høj pris for skærmens komfort. Kan vi tvinge os selv den anden vej? Næppe. Nogen langt over den enkelte har ansvar for at huske, at centralisering af funktioner kan effektivisere arbejdsgange, men det skaber også øget sårbarhed. Hvad mister vi ved at uddelegere ’ansvaret’? Kontakt og kompetencer, er jeg bange for. Jeg kigger på min telefon for at få ansigtsgenkendelsen til at godkende installation af en ny app og tænker et splitsekund på, hvad jeg skulle gøre, hvis den ikke genkendte mig? Kan du selv finde vej uden GPS længere?

Den anden del, der sker, er, at telefonen overflødiggør den direkte kontakt mellem mennesker. Helt seriøst. Jeg kan sidde hjemme i sofaen og bestille alt, hvad jeg har brug for. Indkøb til døren og måltidskasser med retter, der er lavet halvt færdige. Men jeg føler også en trang til at holde stand, når jeg har set film som ”WALL-E”. Hvis du ikke har set den, så se den sammen med dine børn. I dag. Se den igen i morgen. Den viser en fremtid, hvor mennesker ikke engang skal tage stilling til hvornår de skal spise, sove eller hvad de skal have på af tøj. Som lettere teknologiforskrækket bemærker man i hverdagen hvordan, at efterhånden som flere og flere vælger den teknologiske løsning, så forsvinder grundlaget for den anden, som nok er besværlig, men som eksisterer i virkeligheden. Små butikker (herunder min yndlingstøjbutik) lukker, fordi de ikke kan hamle op med onlinehandelen.

Der mangler en kaptajn

Jeg følte det faktisk som et lillebitte forskningsprojekt at holde øje med mit eget forbrug. Med både kvantitative og kvalitative elementer. Det kvantitative dækker over at tælle og veje – fx hvor meget jeg bruger min telefon? Det kvalitative går lidt dybere: hvorfor kommer jeg op på tre timers dagligt forbrug, og er det problematisk? Er der andre forklaringer, end at jeg har rygrad som en regnorm, på, at jeg ikke kan holde forbruget længere nede, selv når jeg tænker aktivt over det? Ja, det var der jo så, hvis du kigger på opremsningen ovenfor. Der er faktisk en hel del, som jeg ikke bare kan sige nej tak til. Her kommer begreber som ’confounding’ ind. Jeg har (synes jeg selv) en udmærket måde at forklare dette lidt komplicerede, men vigtige statistiske begreb på: Hvis jeg vil undersøge, om grøn te slanker, og derfor indtager det hver dag i en måned, så skal jeg se på, hvilke andre faktorer der kan påvirke mit resultat. Hvis jeg for eksempel sammen med teen spiser en flødeskumskage, så vil det påvirke mit resultat uden at have noget at gøre med det, som jeg egentlig vil undersøge: Virker grøn te slankende? Det kan endda påvirke så meget, at jeg når frem til en forkert konklusion. Men det betyder jo ikke, at min ’confounder’, som her er en kage, er uden betydning, hvis målet er vægttab. Lidt den sammen tanke har jeg haft om skærmdebatten. At vi er nødt til at se bredere på tingene end blot at se på, hvor meget vi bruger telefonen. Måske kommer vi rent faktisk i bedre trivsel alene ved at skrue ned for forbruget, men hvorfor kan vi så ikke bare det? Måske er der en faktor, som betyder mere end blot den enkeltes viljestyrke.

Den teknologiske udvikling fortsætter lige nu uhindret, og det næste er en chatbot, der svarer, næsten som om du sad overfor et menneske. Hvad står imellem os og den virkelighed, de ender med i WALL-E? Uden at røbe for meget af handlingen, tør man så håbe, at vi også i virkeligheden har en kaptajn, der slår automatpiloten fra og tager ansvaret tilbage? Den kaptajn skal være på det politiske niveau. Her skal det besluttes, at vi skal kunne mere selv uden telefon eller computer, men ved at tage kontakt til andre mennesker.

Jeg har allerede skåret ind til benet

Et første skridt kunne være at se på, hvilke muligheder man giver forældre for at slukke skærmen og være nærværende. Kan vi slukke AULA og acceptere, at det vil blive sværere, og at der vil ske flere fejl (fedtede sedler, som aldrig når frem). Vil belønningen være større? Vil børn og unge reagere på øgede krav med bedre trivsel, fordi de kan mærke, at vi tror på, at de kan klare mere selv? Jeg vidste – og det har jeg næppe været alene om – fra vores børn var små, at det var skævt med mere og mere onlinetid. Så jeg prøvede at sige det højt, når jeg flyttede min opmærksomhed til den lille lysende skærm: ”Jeg skal lige … og så skal jeg nok være der”. Men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvor vidt det ville komme. Hvor svært det ville blive at vælge et liv, som foregår primært offline. Jeg har undret mig mange gange, men altid accepteret det. For eksempel da vi skulle tjekke vores yngste ind på en skærm i børnehaven, selvom jeg tror, alle kunne høre, at hun var kommet. Eller da jeg mødte ind til et nummersystem på sygehuset og fik en kode, jeg skulle sidde og holde øje med, hvornår kom op blandt en række andre koder på en gigantisk skærm: ”PEDA13 gå til rum 4”.

Jeg mærker, at den ret massive skyldfølelse, jeg har haft over skærmbrug, er ved at vige for noget andet. Ikke mere skyld, for jeg HAR allerede skåret ind til benet – og alligevel bliver det til 1000 timer om året. Spørgsmålet er nu, hvor mange timer det ville blive til, hvis vi skulle rulle tingene tilbage til tiden, hvor der var ægte breve, små butikker, posthuse, fastnettelefon i køkkenet, kontaktbøger og vejkort. Helt sikkert flere. Vi ville miste noget effektivitet. Men hvad ville vi få igen? Dybde og kontakt måske. En time på telefonen med den samme ven giver måske i længden mere, end hvis man sender en snap til 300 venner på én gang? Tre fødselsdagskort i postkassen føles måske mere, som om man betyder noget, end 46 x tillykke på Facebook.

Jeg gad godt prøve det. Jeg gad også godt slukke for al snak om, at vi bruger for meget tid på mobilen, så længe alting foregår via denne, og det simpelthen ikke er en mulighed at vælge den fra.