Københavnerindsats lykkes med at få unge ud af hjemløshed, men hjælpen når kun et fåtal

Lige nu bor der 14 unge hjemløse på afdelingen for unge på Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade i København. De er alle mellem 18 og 30 år, og flere af dem kæmper med psykiske udfordringer og misbrug.

Egentlig skulle de bare bo der nogle måneder. På herberget arbejder man nemlig ud fra principperne i Housing First, der betyder, at man sigter mod, at de unge hurtigst muligt kommer i deres egen bolig.

Men de alenlange ventelister til sociale boliger i København betyder, at de unge må vente længe på at flytte i deres egen bolig. Flere af de 14 unge i Hillerødgade har boet snart to år på herberget, og tre af dem længere. Hertil kommer, at flere har boet på andre herberg, før de kom til Hillerødgade.

”Vi har unge helt ned i 18 års-alderen. Det betyder, at de i de første måske to år af deres voksenliv bor i vores institutionsrammer, og at vi bliver deres netværk og familie. Det er paradoksalt, for vi vil rigtig gerne hjælpe dem, men de kommer også til at blive afhængige af os. Og det har betydning for, hvordan de senere klarer sig og tager imod hjælp i deres egen bolig,” siger Patrycja Wyszomirska, der er leder for ungepladserne på herberget i Hillerødgade.

Det starter med tryghed i egen base

Vi vender tilbage til de lange ventelister og de barrierer, det skaber i forhold til at hjælpe blandt andet de unge på herberget i Hillerødgade. Men først et blik på, hvordan det lykkes for Københavns Kommunes Ungeindsats at hjælpe unge ud af hjemløshed.

Ungeindsatsen er en blandt flere indsatser i Københavns Kommune, der arbejder på at hjælpe unge ud af hjemløshed. Siden 2014 har man her arbejdet med en koordineret indsats omkring den unge – og ud fra principperne i Housing First.

Modsat den traditionelle model, hvor man først skal gøre sig klar til en bolig, fx ved at være stoffri, bygger Housing First på, at en tryg base er udgangspunktet for at kunne hjælpe den unge.

”Du skal føle dig tryg og have en base, der er din egen, så kan vi arbejde med alt det andet,” forklarer Kirstine Hvid, der er socialpædagog og arbejder som bostøtte i Ungeindsatsen.

I samarbejde med den unge planlægger Ungeindsatsen et kort eller langt støtteforløb ud fra de støttemetoder, der knytter sig til Housing First. Mens den såkaldte CTI-støtte er et ni-måneders forløb med fokus på særligt den første kritiske måned i egen bolig, er ICM-støtten uden tidsbegrænsning og målrettet unge med mere komplekse problemer.

”For mange af de unge er det første gang, de skal opbygge et hjem ­– og ofte har de et skrøbeligt netværk, så det kan være helt praktiske ting som at hænge en lampe op eller at lave en indkøbsliste, de har brug for støtte til,” siger Kirstine Hvid og fortsætter:

”Når de unge hører, at de har fået boligtilbud, så bliver de for det meste vildt glade, og de kan tro, at lejligheden løser alle problemerne, men oftest er det ikke virkeligheden. Det er også udfordrende pludselig at bo alene. En stor del af min funktion er derfor at være den, der siger: Jeg forestiller mig, at det ikke er helt nemt. Der er rigtig mange, der føler sig ensomme. Hvordan er det for dig? Hvad er svært? At få dem til at åbne op,” siger Kirstine Hvid.

Også fx kontakt til jobcenteret, besøg hos tandlægen eller at skabe kontakter i lokalmiljøet er noget af det, de unge har brug for hjælp til. Og ikke mindst bokser flere af dem med at komme ud af et misbrug.

I de to år Kirstine Hvid har arbejdet i ungeindsatsen, har hun hjulpet 13 unge på plads i deres eget hjem. Kun en af dem er ikke længere i egen bolig. Hun havde brug for mere støtte og er nu godkendt til et såkaldt §107-tilbud og skal bo på et botilbud. Ud af alle de unge, Ungeindsatsen har hjulpet i egen bolig, har ni ud af ti stadig deres bolig et år efter, de er flyttet ind.

At Housing First virker så godt, mener Kirstine Hvid blandt andet hænger sammen med, at den unge kommer ud af institutionsrammen og får autonomi.

”Jeg har tidligere arbejdet på herberg. Og selvom man selvfølgelig prøver at skabe en ligeværdig relation, så er den som udgangspunkt ulige, fordi man som ansat er den, der beslutter, hvem der indskrives og udskrives. Når jeg kommer ud til de unge, er det dem, der er chefen – og det siger jeg til dem. Det er på deres præmisser, og mig, der spørger, om jeg må låne toilettet eller sætte mig i deres sofa. Det er bittesmå nuancer. Men det gør, at de som borger selv har magten,” siger Kirstine Hvid og fremhæver en anden ting ved ungeindsatsen, som hun mener virker.

”Jeg er ansat i den samme indsats som den unges sagsbehandler. Det betyder, at der kan handles hurtigt, hvis der er noget, der skal ændres, eller man ser, det ikke er den rigtige støtte. Det særlige er, at sagsbehandlerne ikke bare er sagsbehandlere, de er også myndighedskoordinatorer, dvs. at de koordinerer alle de indsatser, der er omkring den unge. Og inden vi som bostøtter kobles på, så har de allerede en stor indsigt i den unge og ofte også en tæt relation,” siger Kirstine Hvid.

Sammenhæng i indsatsen

Netop manglende kontinuitet og sammenhæng i relationen til den unge oplever Patrycja Wyszomirska hos Kirkens Korshær som en udfordring. Dels ser hun, at en ung kan have seks, syv, otte fagprofessionelle omkring sig, der på forskellig vis stiller krav. Dels er der ikke sammenhæng mellem indsatsen på herberget og støtten i egen bolig.

”Mens det er os i Kirkens Korshær, der knytter kontakten til den unge og er deres netværk under herbergopholdet, så er det Københavns Kommune, der står for støtten i hjemmet, når de unge får en bolig. Det betyder, at de endnu engang skal forholde sig til en ny ’fra systemet’, som de ikke har en relation til – og som ikke kender deres udfordringer,” siger Patrycja Wyszomirska.

Og her skal vi holde tungen lige i munden. For var de unge på herberget i Hillerødgade indskrevet i Københavns Kommunes Ungeindsats, så havde myndighedskoordinatorerne, som Kirstine Hvid arbejder sammen med, skabt en kontakt og koordineret en sammenhængende indsats.

”Fordelen ved at have en myndighedskoordinator fra Ungeindsatsen er, at de bliver ved med at følge den unge. Måske flytter man pludselig ud fra herberget, fordi man er kommet op at slås eller er blevet uvenner med naboen. Og så mister man kontakten til sin sagsbehandler. I ungeindsatsen holder vi ikke bare øje med dem, vi er også opsøgende, lige meget hvor de er,” siger Kirstine Hvid og forklarer, at der kan være flere grunde til, at de unge i Hillerødgade ikke er en del af indsatsen.

Dels er der kun plads til 100 unge ad gangen i Ungeindsatsen, dels er det op til den enkelte unge selv at vælge det til, da indsatsen bygger på, at den unge er motiveret. Og endelig skal den unge have et såkaldt koordineringsbehov for at komme ind under indsatsen.

Ventetid fastholder den hjemløse

Og så skal vi tilbage til de lange ventelister til boliger. For selvom både Kirstine Hvid og Patrycja Wyszomirska hylder principperne i Housing First, og særligt Kirstine Hvid ser, at det virker, så mangler der boliger i København.

”Nogle af de unge kan godt vente over et år på en bolig, selvom de er godkendt, og selvom man ved, de har brug for støtte. Det er alt for lang tid. Det er en ung, man fastholder i hjemløshed,” siger Kirstine Hvid og fortæller, at boligudsigterne ydermere udfordres af, at systemerne ikke arbejder sammen.

”En stor del af vores unge er en del af jobcentret. Hvis man har det rigtig svært og derfor ikke møder op, så bliver man trukket i sin udbetaling. Det kan boliganvisningen se, og hvis din indtægt ikke er stabil, så skal huslejen i den bolig, du tilbydes, være så lav, at der nærmest ikke er nogen boliger.”

Endnu en problematik er, at det ofte er studieboliger, de unge henvises til.

”Så har vi igen en midlertidig boligsituation,” siger hun.

Det billede genkender Patrycja Wyszomirska:

”Rigtig mange af vores unge bliver, når de endelig får tilbudt en bolig, indstillet til studiebolig. Det er en bolig, man kan have, så længe man studerer. Når du er indstillet til en studiebolig med sociale kriterier, så er reglerne lidt mere lempelige. Men det betyder også, at man en gang om året skal godkendes, og at det derfor igen bliver en form for venteposition.”

Tilskud til huslejen

Sidste år indgik regeringen en aftale med KL, der blandt andet skal gøre det muligt midlertidigt at søge om tilskud til huslejen, når hjemløse skal have en bolig. Og endnu en aftale, der skal skubbe til udbredelsen af Housing First i kommunerne, forventes snart vedtaget. Her vil man blandt andet begrænse den periode, man som kommune kan få tilskud til en herbergplads i. Efter 90 dage bliver den reduktion, som staten giver, rykket over til borgeren.

Kirstine Hvid hilser velkomment, at der med muligheden for huslejetilskud forhåbentligt kommer flere boliger til rådighed, men minder om, at man skal passe på ikke at skabe en ny midlertidig situation.

”Hvis du får tilbudt en dyr lejlighed, som du inden for en årrække ikke formår at kunne betale fuldt ud for, skaber man en ny usikker situation. Det er vigtigt, at de unge kan se perspektiv, når de kommer ud i en lejlighed. At det reelt er Housing First. Dvs. en bolig, du kan beholde, og som er din egen,” siger Kirstine Hvid.

Hun fremhæver desuden, at en ting er flere boliger, men at en anden udfordring er, at Ungeindsatsen i København lige nu kun har plads til 100 unge. 

”Vi er tre bostøtter i indsatsen, og lige nu er vores såkaldte sagsstamme helt fyldt. Der er ikke plads til flere i vores bostøtteforløb, selvom vi kan se, at flere unge har brug for det. Vi arbejder selvfølgelig på ikke at fastholde unge i hjemløshed. Så vores myndighedskoordinatorer kigger på, om der er andre støtteindsatser, vi kan tilbyde de unge. Men det er ærgerligt, for vi kan se, at det virker med det tætte samarbejde i indsatsen.”

Patrycja Wyszomirska håber, at aftalen om at flytte reduktionen fra herberg til bolig kan åbne kommunens øjne for det økonomiske incitament, der ligger i at få de unge fra herberg til egen bolig.

”En plads på et herberg koster omkring 50.000 kroner om måneden, så i en lille kommune tænker man, at man hurtigst muligt skal have den hjemløse i egen bolig. Men i større kommuner, hvor økonomien er delt op, kan det være en forvaltning, der betaler for herbergpladsen, og en anden, der får støtten, og så kan man hurtig blive blind for den økonomiske gevinst – og også den samfundsmæssige,” siger hun.