Kommunen er ikke bare en kunde: Solidt partnerskab er afgørende for sociale iværksættere

Når unge på bo- arbejds- og uddannelsesstedet Grennessminde bygger trækvogne til Zoologisk Have i snedkerværkstedet eller bager kvalitetsbrød i bageriet, som gæster kommer langvejs fra for at nyde i caféen, glemmer de, at de er en del af et socialt tilbud.

Og netop det er opskriften på succesfuldt socialt iværksætteri, lyder det fra Helle Hygum Espersen, som forsker i socialt entreprenørskab. Som chefanalytiker hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har hun undersøgt, hvad der skal til, for at samarbejdet mellem det offentlige og sociale iværksættere bliver frugtbart og bæredygtigt.

”Helt grundlæggende er det vigtigt at forstå, at vellykket social innovation kræver, at man inddrager borgerne. Succeserne opstår, når det lykkes at skabe et rum for at være sammen på lige fod. Når man sikrer, at borgerne bliver mødt som mennesker frem for borgere med en udfordring. Det handler om væredygtighed”, forklarer Helle Hygum Espersen.

Hun kalder det samskabelse, når kommuner skaber social innovation med sociale iværksættere eller andre civile aktører. Og det er præcis, hvad man har gjort i Grennessminde, som ud over indtægterne fra de varer, de unge producerer i de forskellige værksteder, i høj grad hviler på kommunal støtte og samarbejde.

En anden vellykket socialøkonomisk virksomhed, som er opstået i et succesfuldt samarbejde med kommunen, er kulturhuset INSP i Roskilde. Her deltager unge med særlige udfordringer i fællesspisning og værksteder, foredrag og koncerter. Og det er de unge brugere selv, der beslutter, hvad de forskellige rum skal bruges til. INSP samarbejder med kommunerne på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet og om at hjælpe psykisk sårbare unge. Men INSP er blot et socialt inkluderende rum – ikke et behandlingssted. De ansatte er hverken pædagoger eller socialrådgivere fra kommunen, men værter og kulturansvarlige, der møder de unge som mennesker frem for udsatte unge med diagnoser og journaler.

Helle Hygum Espersen har forsket i, hvordan INSP skaber social innovation, og hvordan kulturhuset adskiller sig fra andre kommunale tilbud til de udsatte unge.

”Ligeværdigheden i relationerne gør en kæmpe forskel, fordi den åbner nye roller for både de unge og de ansatte. De unge har ofte en historie bag sig, hvor de har slået sig på systemet og følt nederlag i mødet med forskellige kommunalarbejdere og krav fra kommunen. Her starter de på en frisk. Men også de voksne, der er ansat til at hjælpe de unge, får nye muligheder for at vinde tillid, når de får lov til at møde de unge i nye frie rammer uden en særlig kommunal kasket på”, siger Helle Hygum Espersen.

Afhængighedens styrke

Dorte Bukdahl, leder af Copenhagen Dome, Videnscenter for Socialøkonomi, rådgiver socialøkonomiske virksomheder og kommuner og faciliterer samarbejde mellem dem. Ofte oplever hun, at de socialøkonomiske virksomheder, hun rådgiver, gerne vil være mere uafhængige af kommunen – i forhold til salg af sociale ydelser.

I stedet for at stræbe efter uafhængighed, kan mange sociale iværksættere med fordel bruge kræfter på at etablere et solidt og bæredygtigt samarbejde med kommunen, lyder hendes opfordring:

”Det er en misforståelse, at man skal stræbe efter at være uafhængig af kommunen, ift. salg af sociale ydelser – og at man hellere skal sælge varer til kommunen end sociale ydelser. De sociale ydelser er jo et lige så legitimt ”produkt” som alt muligt andet. Og lige som for andre produkter gælder det, at man skal levere en god kvalitet, hvis kunden (kommunen) skal købe det. Det handler om at lave en forretningsplan, at finde ud af, hvor stor og hvilken rolle kommunen skal spille i planen og at etablere et stærkt partnerskab med relevante kommuner”, siger Dorte Bukdahl.

Især hvis en socialøkonomisk virksomhed vil arbejde med eller ansætte mennesker med store sociale udfordringer, kan det være svært at få økonomien til at hænge sammen, med mindre der er kommunale midler i spil. Andre sociale iværksættere med andre typer produkter vil omvendt godt kunne overleve uden kommunale midler.

”Men samtidigt er det sårbart at være alt for afhængige af en enkelt kommune. De kan pludselig skulle skære ned på udgifterne, eller de kan vælge at ville løse en indsats selv. Det er derfor godt at tænke i at sprede sine indtægter – at have indtægter fra flere forskellige kommuner, at have indtægter fra såvel varesalg som salg af sociale ydelser, at samarbejde med fonde og at samarbejde med private virksomheder. En spredt portefølje af indkomster gør virksomheden mere robust”.

Det hører til sjældenhederne, at sociale iværksættere kan klare sig helt uden ekstern finansiering. Ofte har de brug for et patchwork af forskellige indtægter; fonde, salg af ydelser, kommunal støtte osv., vurderer Helle Hygum Espersen.

”Det er generelt en illusion, at socialøkonomiske virksomheder kan leve på markedsvilkår. Hvis vi bilder os det ind, bliver vi skuffede”, siger hun.

Men i stedet for at se det som en svaghed, bør vi vende det til en styrke; for først når vi erkender, at socialt iværksætteri er noget andet end traditionelle virksomheder, og derfor skal håndteres, forstås og evalueres på andre præmisser end markedets, kan vi lykkes med at skabe social værdi som iværksættere, mener hun.

”Det er svært at slippe. Men når vi hænger fast i økonomiske rationaler, management-hensyn og målstyring kommer vi til i bedste mening til at trække projektet ned over hovedet på dem, vi vil hjælpe, fordi vi glemmer deres behov. De vellykkede sociale iværksættere lykkes med at gøre noget godt – ikke for, men sammen med borgerne. Samskabelsen bliver ofte undervurderet, men den har enorm betydning”, siger Helle Hygum Espersen.

Modsatrettede behov

Men samarbejde mellem kommuner og sociale iværksættere er, ifølge Helle Hygum Espersen, udfordrende, fordi det opererer i et spændingsfelt af modsatrettede behov. Mens den sociale iværksætter ønsker frihed til at indrette projektet efter borgernes behov og vilkår, stiller kommunerne ofte krav om, at projektet skal indfri ufravigelige kommunale mål om uddannelsesparathed, beskæftigelsesmuligheder, sundhed osv., der ikke altid giver mening eller er realistiske for den enkelte borger.

”Det skaber en spænding, som hæmmer udviklingen i projektet og udbyttet for den enkelte borger, når kommunen har noget for på borgerens vegne. Det får de professionelle til at vende tilbage til deres gamle klassiske roller, og det er de roller, som den udsatte borger har følt sig afvist af”, forklarer Helle Hygum Espersen.

Christian Franklin Svensson, lektor i sociologi og socialt arbejde ved Aalborg Universitet har i sin Ph.d.-afhandling undersøgt, hvad der skaber henholdsvis mening og udfordringer i socialøkonomiske virksomheder. Som led i sin forskning har han interviewet en række sociale iværksættere. Interviewende tegnede et mønster: Meningsfuldheden i arbejdet forsvinder proportionalt med, at antallet af kommunale krav om omsætning, produktion og effektevaluering øges.

”De fleste sociale iværksættere er startet op med ønsket om at gøre en forskel og hjælpe mennesker. Mange af dem oplever enorm frustration, når de finder ud af, at de skal udfylde skemaer, handleplaner og målsætninger i ét væk. Hvis de ender med at bruge mindst halvdelen af tiden på kontoret og mangler tid til at tale med de mennesker, de vil hjælpe, mister de gejsten og må ofte til sidst lukke virksomheden ned”, forklarer Christian F. Svensson.

Han mener, at den offentlige sektors struktur og bureaukrati – dokumentation og evaluering af bestemte formål skal løsnes op. Hvis ikke de sociale iværksættere får indflydelse på de mål, der bliver opstillet for deres arbejde, kommer målene nemlig til at virke irrelevante og spænde ben.

”Kommuners struktur handler om at sætte sociale liv i systemer, men mennesker er jo mere end kategorier. Hvis vi vil hjælpe socialt udsatte mennesker, må vi tænke i flydende begreber og alternativer. Det er sociale iværksættere mange gange rigtigt gode til, fordi de tænker i løsninger med afsæt i konkrete erfaringer. Ofte er de ildsjæle, fordi de har personlige erfaringer og dybt kendskab til problemstillingerne”, forklarer Christian F. Svensson.

I sin forskning har han gang på gang set, at nye alternative løsninger af sociale problemer opstår, når det er et dybtfølt ønske om social innovation og ikke penge og bundlinje, der driver projektet.

Bæredygtige partnerskaber

Når Dorte Bukdahl rådgiver sociale iværksættere og kommuner om at etablere vellykkede samarbejder om sociale indsatser, taler hun bevist om partnerskaber.

“I et partnerskab er man sammen om at løse samfundsudfordringer. Man har en fælles mission. Og i et partnerskab er man ikke kun optaget af at maksimere sin egen gevinst, men af, at samarbejdet skal være attraktivt for begge parter”.

En vej til at skabe partnerskaber er gennem en fælles udviklingsproces, som giver både kommunen og den sociale entreprenør et ejerskab til indsatsen:

”Kommunen skal synes, at den indsats, der udvikles, matcher det, de efterspørger. Og de skal også helst føle ejerskab til indsatsen. Derfor skal man sørge for at få kommunen med om bordet allerede i udviklingsfasen. Kommunen skal se interesse i virksomhedens overlevelse, fordi virksomheden løser en vigtig opgave”, siger Dorte Bukdahl.

Kravene til kvalitet er ofte høje fra kommunens side. Som social iværksætter er man nødt til at overbevise kommunen om, at det, man tilbyder, kan konkurrere med både kommunens egne ydelser og de mange konkurrenter på markedet, som sociale iværksættere ofte er oppe imod.

”Men kvaliteten af ydelser er ikke nok. Det helt afgørende er relationen”, forklarer Dorte Bukdahl, som oplever, at netop relationsarbejdet kræver langt hårdere benarbejde, end de fleste er bevidste om. For der er mange interessenter, og det solide partnerskab kræver relationer på flere niveauer i organisationen både politisk og i embedsværket.

”Måske er det letteste i virkeligheden at få lov til at drikke kaffe med borgmesteren eller en anden lokalpolitiker. Men det er ikke nok. Gode relationer til relevante ledere i kommunen er også vigtigt. Her er man nødt til både at finde frem til dem, der har beslutningskompetence over budgettet, men også dem, som kan blive begejstrede over samarbejdet. Det kan være nyttigt at kunne spotte den kommunale ildsjæl, der er nysgerrig efter at finde nye måder at løse udfordringerne på”, forklarer hun.

Og det kan man ikke bare lige læse ud af organisationsdiagrammet. Det kræver grundig research at finde relevante kommunale samarbejdspartnere og at skabe de gode relationer med dem. Det er noget af det, der volder størst udfordringer for sociale iværksættere, oplever Dorte Bukdahl.

Det er, ifølge Dorte Bukdahl, en udfordring, at lederne i kommunen ofte flytter rundt og skifter job. En anden udfordring er at finde ud af, hvordan man deler risikoen i samarbejdet. De socialøkonomiske virksomheder vil ofte gerne have, at kommunen forpligter sig til at købe et antal forløb, så deres indtægter er forudsigelige, mens kommunen ikke er interesseret i at forpligte sig til forløb, de måske ikke har borgere til. Magtfordelingen i partnerskabet er per definition ulige, og det kan udfordre samarbejdet. Som hun siger:

”In the end of the day er det jo kommunen, der sidder på pengekassen. Det er en præmis, man er nødt til at indrette sig efter, når man samarbejder med dem”.

Socialt hele vejen

Kommunerne kan have interesse i at bevare magtforholdet. Men de vil også gerne have sociale iværksættere til at hjælpe med at løse komplekse sociale udfordringer, som de har vanskeligt ved at løse selv. Dorte Bukdahl faciliterer i sit arbejde ofte udviklende samarbejder mellem sociale aktører og kommuner.

”Når vi faciliterer en udviklingsproces om en ny social indsats, kan vi forsøge at nivellere magtforholdet, så det ikke bliver et forhandlingsspil mellem kommune og socialøkonomisk virksomhed. Det gør vi blandt andet ved at sikre, at alle får lige meget taletid, og at det er den faglige gode løsning, der er i fokus”, forklarer hun:

”Jeg kan som ekstern konsulent udfordre kommunens perspektiv – jeg kan tage en faglig kasket på og tale mere frit, da jeg typisk ikke er i en kunderelation til kommunen. Det kan gøre en forskel”.

Når det lykkes at skabe succesfulde partnerskaber mellem kommuner og sociale iværksættere, er det, blandt andet fordi der bliver skabt enighed om, at det ikke er et mål, at projektet bliver selvfinansierende på markedsvilkår. At der bliver etableret anerkendelse af, at det sociale projekt skal være socialt hele vejen igennem og hvile på de socialt udsattes behov og ikke klassiske beskæftigelseskrav om 37 timers arbejdsuge i fast vagtplan, forklarer Helle Hygum Espersen:

”Socialt innovation bør være socialt hele vejen igennem i afkastet, men også i processen. Den helt store fejl er, hvis man glemmer medindflydelse og menneskelige behov i en markedsbaseret tilgang. Det er ikke vejen frem at lade markedskræfterne sætte dagsordenen for sociale iværksættere”.

Artiklen er en del af artikelserien om sociale iværksættere. Temaet er sponsoreret af EKKOfonden. I sponsorerede temaer har Socialt Indblik den redaktionelle frihed.