Kommunens tilbud er angiveligt fint, men desværre er jeg forkert

Jeg har brug for hjælp. Det ved jeg, det ved psykiatrien, det ved mit netværk, det ved min læge, og det ved kommunen. Alle er enige.

Det har taget noget tid for samtlige parter at nå til den erkendelse, men nu er vi der. Engang ville jeg have troet, at jeg så var kommet i mål, og at det ville betyde, at jeg faktisk ville få den hjælp, jeg har brug for.

Det var naivt af mig, for jeg havde ikke taget højde for, at hjælp kommer i flere kategorier: rigtig hjælp, ingen hjælp og pseudohjælp.

Faktisk var jeg slet ikke bekendt med, at man kunne blive udsat for pseudohjælp. Det står ikke beskrevet på kommunens hjemmeside eller i de fine, blanke brochurer, der bliver uddelt af velmenende offentlige instanser. Ikke desto mindre lever jeg med traumerne fra pseudohjælp hver eneste dag.

’Pseudo’ kommer af græsk og betyder løgnagtigt, usandt, falsk og det er det mest dækkende begreb, jeg kan komme på til at beskrive både min og mange andres situation.

Som borgere får vi at vide af systemet – det kan fx være psykiatrien, handicapområdet i kommunen eller jobcenteret – at de gerne vil hjælpe os. Problemet er bare, at det, vi bliver tilbudt, i mange tilfælde ikke er en hjælp. Nogle gange resulterer det i fravær af hjælp, hvad der kan være slemt nok, og andre gange viser det sig at være pseudohjælp, hvilket er langt værre.

Har den modsatte funktion

Pseudohjælp er ikke et begreb, jeg tidligere er stødt på, men jeg mener, at vi mangler det, for at vi så præcist som muligt kan beskrive fænomenet. Derfor vil jeg tillade mig at komme med min definition på, hvad det dækker over.

Pseudohjælp er et tilbud fremsat af en institution med langt mere magt end den borger, der modtager tilbuddet. Tilbuddet kan formelt set fremstilles som relevant, men borgeren har på baggrund af egne erfaringer og eventuelle andre fagfolks vurderinger en realistisk forventning om, at tilbuddet ikke vil være en reel hjælp, men tværtimod vil medføre yderligere belastning, der således vil forværre det oprindelige problem, som tilbuddet ellers forventes at afhjælpe.

Pseudohjælp er således ikke blot manglende eller mangelfuld hjælp, men et tilbud, der har den stik modsatte funktion.

Som eksempel kan jeg bruge min egen situation. Jeg er sendiagnosticeret med autisme og ADHD og har en række andre problemer som belastningsreaktion og angst derudover. Derfor har jeg behov for socialpædagogisk støtte efter Servicelovens § 85.

Da jeg søgte om det første gang, fik jeg afslag. Det tilhører kategorien ’ingen hjælp’.

Anden gang jeg søgte, blev jeg bevilliget støtte. På grund af mine komplekse problemstillinger havde jeg anmodet om, at støtten kunne varetages af en leverandør med speciale i netop mennesker med mine udfordringer. Det blev afvist med henvisning til, at kommunens eget uspecialiserede team sagtens kunne løfte den opgave. Det hverken kunne eller kan de.

Selve sagsforløbet har været så traumatiserende, at det indtil videre har ført til to indlæggelser på en psykiatrisk afdeling. Årsagen til indlæggelserne har begge gange været en belastningsreaktion som følge af den kommunale sagsbehandling.

Med belastningsreaktionerne følger tab af funktionsevne, og jeg har nu med andre ord endnu mere brug for reel hjælp, fordi jeg er blevet syg af systemets insisterende tilbud om pseudohjælp.

Skæv magtbalance mellem borger og system

Pseudohjælp kan være svær at gennemskue, når man først støder på den. Den kommer i mange forskellige afskygninger, men fælles for dem alle er, at de koster både borgeren og samfundet dyrt, uden at det resulterer i reel, brugbar hjælp. Alle taber, men det er borgeren, der betaler den højeste pris.

Det er også svært at stille noget op imod pseudohjælp. Magtbalancen mellem borger og system er så skæv, at det er vanskeligt helt at forklare, og det betyder, at systemets ord som udgangspunkt vægtes langt højere end borgerens. Systemet anses for at være fagligt, neutralt og pålideligt. Hvis en repræsentant for systemet som fx en kommunal sagsbehandler vurderer, at et givent tilbud er tilstrækkeligt, står man derfor som borger med en omvendt bevisbyrde, som det kan være umuligt at løfte.

Jeg sammenligner gerne pseudohjælp med det at blive tilbudt en krykke som hjælp til et brækket håndled. Formelt set er det jo rigtigt nok, at man er blevet tilbudt et hjælpemiddel til en fysisk skade. Det er bare det helt forkerte hjælpemiddel, og hvis man forsøger at bruge det, vil det både gøre ondt og forværre skaden.

Pseudohjælp gør det samme, men ofte er det mindre tydeligt at få øje på end i eksemplet med en krykke til et brækket håndled. I sager med sociale og/eller psykiatriske problemstillinger kan hjælpens egnethed ikke vurderes ud fra et røntgenbillede. Det kræver derimod, at der bliver lyttet til borgeren med ydmyghed og oprigtig interesse for at hjælpe.

Proformamøder

Jeg har selv siddet til utallige møder med sagsbehandlere fra kommunen, hvor de ganske vist har spurgt ind til, hvad jeg selv tænkte og mente, men hvor udfaldet af mødet åbenlyst var givet på forhånd, hvilket viste sig ved, at hverken mine eller dygtige fagfolks udtalelser på nogen måde påvirkede resultatet. Jeg har adskillige gange siddet tilbage med den opfattelse, at jeg bare blev bedt om at sige noget, for at man kunne hævde, at borgerens perspektiv skam var blevet inddraget.

Men et proformamøde fører ikke noget godt med sig. Det fører til pseudohjælp, og det er farligt. Det er skadeligt at blive tilbudt pseudohjælp. Det gør noget ved én som menneske. Hvis man ikke selv er dybt afhængig af systemet, kan det nok være svært at forestille sig, hvor problematisk det i virkeligheden er.

De færreste sagsbehandlere eller andre repræsentanter for systemet vil vedgå over for borgeren, at det, de tilbyder, faktisk ikke er en hjælp. I stedet vil de fremhæve serviceniveau, økonomi og politiske beslutninger som begrundelse for den utilfredsstillende kvalitet. Hvis man som borger fortsætter med at give udtryk for, at den tilbudte indsats faktisk ikke er en hjælp, men i stedet har udviklet sig til en selvstændig belastning, fører det gerne til, at man får at vide, at hjælpen er god nok, og at problemet ligger hos borgeren selv.

Jeg har blandt andet fået at vide, at jeg ikke er samarbejdsvillig eller ikke er motiveret. Kommunens tilbud er angiveligt fint, men desværre er jeg forkert. Hvordan skal jeg modbevise det? Formelt set er det jo rigtigt, at jeg ikke er motiveret for at modtage støtten fra det kommunale team. Jeg har forsøgt, og jeg blev syg af det. Jeg ville heller ikke være motiveret for at lære at gå med en krykke, hvis jeg havde et brækket håndled.

Er dybt skadeligt

Jeg er på mange måder ressourcestærk: Jeg er veluddannet, jeg kan tale min egen sag, og jeg har et godt netværk. Alligevel har den kommunale pseudohjælp været ved at knække mig fuldstændigt. Pseudohjælpen går ind og trykker der, hvor det gør allermest ondt: på min egen selvopfattelse og min forståelse af min omverden. Den får mig til at sætte spørgsmålstegn ved min egen virkelighedsopfattelse og min egen dømmekraft. Jeg må være et dårligt og utaknemmeligt menneske, når jeg ikke bare glad kan tage imod den tilbudte hjælp.

At blive udsat for pseudohjælp gennem en længere periode medfører frustration og afmagt. Man bliver mødt af et system, der hævder at lytte og hævder at sætte borgeren i centrum, men intet kunne være længere fra sandheden. Det er en ulige og uærlig måde at kommunikere på.

Pseudohjælp er dybt skadeligt. Eksemplerne er beskæmmende og findes bestemt ikke kun i socialpsykiatrien. Det kan fx handle om børn i skolevægring, der gang på gang presses til at gå tilbage til den skole, som de er blevet syge af at være i, eller om mennesker med alvorlig sygdom, der tvinges ud i praktikker af jobcentrene, fordi de skal lære at se muligheder frem for begrænsninger.

Jeg forestiller mig heller ikke, at pseudohjælp gør noget godt for de medarbejdere, der bliver nødt til at administrere den. Man bliver næppe fx socialrådgiver, læge eller lærer for at påføre andre mennesker skade. Der sidder mange dygtige, engagerede medarbejdere rundt omkring, der gerne ville være i stand til faktisk at hjælpe borgerne, men som bliver begrænsede af alt for snævre rammer, for lidt tid og manglende økonomisk råderum. Pseudohjælp må føre til moralsk stress hos en lang række mennesker, der egentlig bare gerne ville have lov til at hjælpe folk ordentligt.

Pseudohjælp er bestemt heller ikke gratis for samfundet som helhed. Typisk vil pseudohjælp blive valgt frem for et tilbud, der ville være en reel hjælp, fordi det er billigere. Et uspecialiseret bostøtteteam er fx billigere end et specialiseret team, ligesom inklusion i en almindelig folkeskoleklasse er billigere end en specialklasse. Alligevel er det ikke en god forretning – ikke engang, hvis man kun ser på det med økonomiske briller og helt tilsidesætter etiske overvejelser.

Pseudohjælp er skadeligt og det betyder, at mennesker, der udsættes for det, får det dårligere. Skadevirkningerne ved pseudohjælp sætter sig desuden både hos personen, der direkte rammes af den, og hos de pårørende. Det kan fx medføre, at man får brug for endnu mere hjælp, ikke gennemfører folkeskolen, helt mister arbejdsevnen, må indlægges etc.

Gennemsyrer velfærdssamfundet

Ingen kan være tjent med konsekvenserne af pseudohjælp, men det gennemsyrer store dele af vores velfærdssystem. Der bliver brugt enorme ressourcer på såvel at udføre pseudohjælp som på at råde bod på skaderne efter det.

Pseudohjælp skyldes ikke blot enkelte medarbejdere med uorden i deres faglige etik. Pseudohjælp er et systemisk problem, og det kræver strukturelle ændringer, for at vi kan komme det til livs. Det er et ledelsesmæssigt og ikke mindst politisk ansvar. Hvis de, der har magten til at skabe forandringer, bliver ved med at lukke øjnene for, at pseudohjælp eksisterer, vil det udvikle sig til en eksplosiv gæld – både menneskeligt og økonomisk – under vores velfærdssamfund, som vi ikke har råd til at betale.

Vi bliver nødt til at have en offentlig debat om pseudohjælp. Som det er nu, er det mere end vanskeligt at få de ansvarlige i tale. De henviser til, at der er tale om uheldige enkeltsager, som de desværre ikke kan udtale sig om, eller til at udgifterne på et givent område vokser voldsomt, hvorfor det er nødvendigt og ansvarligt at skære ned og sænke serviceniveauerne.

Det er ikke altid nemt at gennemskue, at der er tale om pseudohjælp – især ikke, hvis man ser på det udefra. En kvalificeret debat om problemet forudsætter derfor, at de mennesker, der bliver udsat for det, kommer til orde og bliver taget alvorligt. Som det er nu, er det alt for let for en institution med mere magt end borgeren at gemme sig bag et røgslør af fine formuleringer, som det kan være svært eller ligefrem umuligt for borgeren at tage til genmæle imod.

Frygter for fremtiden

Pseudohjælp forsvinder ikke bare, fordi det kamufleres bag skemaer og urealistisk optimistiske forhåbninger. Pseudohjælp findes. Det er et stort og reelt problem for mange af de mennesker, der har allermest brug for samfundets hjælp. Reel hjælp. Derfor er det både vigtigt og nødvendigt, at vi udvikler et sprog for fænomenet, så det bliver langt mere synligt og langt mere tilgængeligt for alle at tale om. Det er en nødvendig samtale, som vi skylder hinanden og ikke mindst de berørte borgere at tage.

Min sag har heldigvis fået et tiltrængt pusterum. Efter den sidste indlæggelse i marts i år har jeg fået tilkendt den støtte, jeg har brug for, og det har gjort en verden til forskel. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt. Desværre er der kun tale om en midlertidig overgangsordning. Meningen er stadig, at jeg skal kunne modtage hjælp fra kommunens eget team, også selvom psykiatrien på det kraftigste har frarådet det, og fagfolk omkring mig ikke kan se for sig, at det kan føre andet end ondt med sig.

Jeg har det godt lige nu, men jeg har stadig mareridt om natten, og jeg frygter for fremtiden, hvor pseudohjælpen venter lige om hjørnet.