Kun ét ud af ti opkald bliver besvaret hos Livslinien: ”Den selvmordsforebyggende indsats halter fortsat bagud i Danmark”

Hvis du er i krise og har tanker om selvmord, hjælper det at tale med nogen. Ring anonymt til Livslinien.

Sådan har opfordringen lydt, når Socialt Indblik har bragt artikler om selvmord, eller når vi som i artiklen her har givet ordet til mennesker, der er forpinte af selvmordstanker. Og nogenlunde samme opfordring giver de fleste andre medier, når de behandler emnet for at gøre opmærksom på, at der er hjælp at hente, hvis man plages af tanker om at tage sit eget liv.

”Men det er jo at stikke blår i øjnene på folk, når man skriver sådan,” lød det for nylig fra en af Socialt Indbliks kilder, der flere gange havde oplevet at ringe forgæves til Livslinien. Det fik os til at undersøge sagen. For mangler der, som man sidste år kunne læse i medierne, stadig ressourcer til at besvare opkaldene hos Livslinien? Hvor mange opkald besvarer de faktisk?

Hos Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP) er man netop nu i forbindelse med en ny undersøgelse ved at undersøge, hvor ofte opkaldene hos Livslinien bliver besvaret.

”Ved at kigge på telefondata kan vi se, at ét ud af ti opkald besvares. Men vi kan også se, at de, der ikke kommer igennem, prøver igen og igen. Når vi tager højde for dette i analyserne, så ser det ud til, at det er cirka halvdelen af de unikke opringninger bliver besvaret, ” fortæller seniorforsker og programleder for DRISP, Annette Erlangsen.

Tallene matcher Livsliniens egen opgørelse over opkald i 2021. Her ringede telefonen, ifølge direktør for Livslinien Jeppe Kristen Toft, 161.000 gange, men at det var kun muligt at besvare 14.000 af opkaldene.

I år kommer statistikken til at se bedre ud. For et år siden åbnede Livslinien nemlig en afdeling i Aarhus. Og det har betydet, at man det første halve år af 2022 har kunnet besvare 37 procent flere opkald end det foregående halve år.

Men allerede ved udgangen af dette år risikerer afdelingen at lukke igen. Livslinien er nemlig blevet beskåret med en million kroner i sin grundbevilling.

”Det kommer til at sætte et kraftigt aftryk på vores kapacitet, og vi kigger derfor ind i en mulig nedlukning af vores afdeling i Århus. I en periode, hvor alle kalder på mere kapacitet til at hjælpe selvmordstruede, så ser vi faktisk det stik modsatte. Vi er landets største selvmordsforebyggende enhed, og vores kapacitet er så udfordret, at rigtig mange mennesker ikke kommer igennem til en rådgiver, og nu bliver vi altså skåret igen, ” siger Jeppe Kristen Toft og kalder det for en dybt frustrerende situation.

”Et menneske i krise har brug for hjælp og har faktisk identificeret hjælpen. Man har af egen drift taget kontakt til hjælpen, og så kan man ikke komme igennem. Uanset hvor mange gange man har prøvet at komme igennem, så kan jeg godt forstå, at man tænker ”jeg kan ikke bruge Livslinien til noget,” eller ”jeg har ikke ressourcer til eller mod på at blive ved med at ringe.”

Hvert år modtager Livslinien omkring 700 såkaldte akutte samtaler. Dvs. opkald fra mennesker, der er i færd med eller lige ved at tage deres eget liv, og hvor de frivillige rådgivere hos Livslinien får det forhindret ved fx at få sendt en ambulance ud til vedkommende.

”Det er selvfølgelig opløftende, at vi faktisk hjælper så mange mennesker. Men hvis vi vender tallene om og siger, at vi kun besvarer cirka halvdelen af opkaldene, så er der en bagside af medaljen, for det må betyde, at der et tilsvarende antal, som vi ikke når ud til,” siger han.

I øjeblikket modtager Livslinien 7,8 millioner kroner om året i offentligt tilskud og får desuden bidrag fra fonde, virksomheder og private bidragsydere.

Går forgæves flere steder

Hvert år mister 600 mennesker deres liv til selvmord i Danmark. Sådan har det set ud siden 2007. Og skal det tal nedbringes, er det første skridt, ifølge Jeppe Kristen Toft, at gøre rådgivningen bedre tilgængelig ved at øge kapaciteten hos Livslinien eller ved at skabe et andet rådgivningstilbud, hvor man faktisk kan komme igennem til en rådgiver.

”Det er selvfølgelig et spørgsmål om ressourcer, for hvis vi skal hjælpe flere mennesker, skal vi have flere rådgivere, som skal uddannes og superviseres,” siger han og fremhæver, at afdelingen i Aarhus er et godt eksempel på, at der ikke skal særlig meget til for, at flere mennesker kan få hjælp.

Men Jeppe Kristen Toft mener også, at det er nødvendigt at anskue problematikken mere overordnet.

”Det skal være muligt at få hjælp tidligere, så det ikke er nødvendigt at kontakte Livslinien,” siger han og fremhæver, at det ikke kun er hos Livslinien, at mennesker med selvmordstanker må gå forgæves.  

Tildligere har Socialt Indblik skrevet om mennesker, der har henvendt sig til psykiatrisk akutmodtagelse, fordi de var plagede af selvmordstanker, men som blev sendt hjem, fordi man ikke vurderede, at de var akutte. Og heller ikke hos den praktiserende læge er det sikkert, at man opfanger signalerne.

”Det er jo ekstra ulykkeligt, når det samme menneske må gå forgæves flere steder. Hvis man kunne gøre hjælpen tilgængelig ét sted, ville man ikke gå forgæves andre steder. Og det er klart, at det helst skal ske så tidligt som muligt. Hvis nu man regnede baglæns, hvordan ville din situation så have set ud, hvis du havde fået hjælp det første sted, du henvendte dig? Hvis Livslinien havde hjulpet dig? Eller hvis du havde fået hjælp på psykiatrisk skadestue – eller du havde fået hjælp, da du gik til egen læge for første gang?”

Han mener, at Danmark halter bagud, når det handler om at forebygge selvmord, og peger på, at man i vores nabolande og andre steder i Europa har nationale handlingsplaner, der blandt andet sikrer sammenhæng mellem tilbud og indsatser.

Annette Erlangsen er enig. Hun har de sidste mange år netop arbejdet for at få en sådan handleplan vedtaget.

”Siden 2007 har vi haft 600 selvmord i Danmark om året. Vi har kendskab til evidensbaserede strategier og initiativer, som kan reducere antallet af selvmord, og jeg er ret sikker på, at vi kunne reducere det med 20-25 procent, hvis vi iværksatte dem. Men problemet er, at der ikke en overordnet koordinering og prioritering. Kun hvis vi har en national koordineret plan, kan vi lave en systematisk indsats,” siger hun.

Højt på hendes dagsorden for en national handleplan står hjælpen til de mennesker, der er stærkt selvmordstruede. At der nationalt er tilgængelig rådgivning, når man er voldsomt forpint af tanker om at tage sit eget liv.

”Omkring en fjerdedel af dem, der ringer til Livslinien har tidligere haft et selvmordsforsøg, og 45 procent af dem, der ringer, har selvmordstanker, men kun halvdelen af dem kommer igennem. Det er noget, vi skal tage det alvorligt,” siger hun.

Om det skal være Livslinien, hvor man ringer anonymt, eller et tilbud, der er en del af det offentlige system, har hun ikke en stærk holdning til. Begge dele kan have kvaliteter.

”Jeg tænker, at det er fint, at der er forskellige tilbud. Anonymiteten hos Livslinien kan måske få nogle til at række ud efter hjælp, der ellers ikke ville gøre det. Vi ved fra international forskning, at der blandt unge er mange, der ikke søger hjælp, når de har selvmordstanker. Til gengæld har anonyme tilbud ikke muligheden for at henvise videre til behandling, kun at opfordre til det, og det kan være svært at handle på, hvis man har det rigtig skidt,” siger hun og fortæller, at en glædelig nyhed er, at Region Hovedstaden som den første region i landet har åbnet et rådgivningstilbud for selvmordstruede og deres pårørende.

Mulighed for anonymitet får mennesker til at ringe

Hos Livslinien medgiver Jeppe Kristen Toft, at anonymiteten kan være en udfordring, særligt når der er tale om akut selvmordstruede, men her lykkes det som regel til at få den, der ringer op, til oplyse navn og hvor han eller hun befinder sig, så man kan sende hjælp.

Han synes, at nyheden om åbningen af rådgivningen i Region Hovedstaden er den bedste nyhed, han længe har modtaget. Det betyder nemlig, at man hos Livslinien kan henvise hertil, hvis det er borgere fra den region, der ringer.

Men muligheden for at være anonym kan for nogle være en forudsætning for, at de overhovedet ringer op.

”De er måske bange for, at opgiver de deres navn og cpr-nummer, så er de allerede inde i systemet – og så kommer der nogen og henter dem,” siger han og fortæller, at der er fire forhold, der er vigtige for de mennesker, der kontakter Livslinien.

”At det er fagligt kvalificeret rådgivning. At det er omsorgsfuldt. At der er mulighed være anonym. Og at det er frivillige. Det sidste skyldes, at man ofte har mere overskud og engagement, når man rådgiver tre-fire timer om ugen frem for på fuld tid,” siger Jeppe Kristen Toft.

De frivillige, der tager telefonen og rådgiver hos Livslinien, er mennesker, der er vant til at arbejde med mennesker i krise. Typisk er deres faglige baggrund sygeplejerske, læge, psykolog eller socialrådgiver. Desuden får de en særlig uddannelse i at tale med de selvmordstruede, fortæller Jeppe Kristen Toft.

”Rådgiverne er uddannet i at tage ansvar for samtalen og lave det, vi kalder en udredende samtale, hvor man får en form for overblik over, hvad det er for virvar, der har fået det her menneske til at ringe op. Og hvor man finder ud af, hvad er det for et netværk, vedkommende har? Hvilke ressourcer har vedkommende? Og har vedkommende tidligere forsøgt at tage sit liv?”

”Vi slutter altid af med en eller anden form for handlingsanvisning, der afhænger af, hvor akut selvmordstruet, vi vurderer personen er. Det kan være, at vi siger: Helt konkret skal du gå en tur nu – eller du skal sætte dig ned til fjernsynet nu, eller du skal sige det til din far og mor. Vi får aftalt præcis, hvad der skal ske, når vi er færdige med samtalen. Er vedkommende en del af behandlingssystemet, så gør vi alt for at motivere vedkommende til at blive der. Og vurderer vi, at der er tale om en, der er akut selvmordstruet, så spørger vi, om vi må får deres navn, og om de vil oplyse, hvor de er, så vi kan få sendt en ambulance ud til dem.”

Sammenhæng i systemet

Udover at sikre rådgivning til stærkt selvmordstruede mennesker, skal en national handlingsplan for selvmordsforebyggelse sikre, at der følges op på de mennesker, der hjemsendes fra akutmodtagelsen, mener Annette Erlangsen.

”Hvis man tidligere har haft selvmordsforsøg, men ikke bliver indlagt, så skal man sendes videre til de selvmordsforebyggende klinikker. Men vi vurderer, at i omkring halvdelen af tilfældene bliver man bare sendt hjem, dels fordi der ikke er plads, dels fordi at de, der arbejder der, ikke har kendskab til klinikkerne, blandt andet fordi der er en stor udskiftning i personalet,” siger hun.

Desuden peger hun på bedre overvågning af risikogrupper.

”Hvilke personer er i højrisiko? Og hvilke selvmordsmetoder vinder ind fx via de sociale medier?

Lige nu ved vi først et par år efter, hvilke metoder, der bliver brugt – og det kan vi ikke bruge til meget. Vi har brug for tidstro data, hvis vi skal kunne forebygge.”

Endelig efterlyser hun bedre henvisning mellem sektorerne.

”Vi ved, at mange selvmord sker ved udskrivelsen. Derfor er det vigtigt, at man kommer videre til behandling i det ambulante system. Vi har lavet forsøg med, at nogle fra det ambulante system kommer forbi og hilser, allerede mens man er indlagt. Det er mennesker, der er hårdt ramt og ofte ikke har overskuddet til selv at arrangere et møde, så hvordan kan vi gøre det nemmere for dem faktisk at fortsætte deres behandling?” spørger Annette Erlangsen.