Kunst kan være demokratisk fremkaldervæske i udsatte boligområder

Kunstprojekter, hvor kunstnere samarbejder med beboere i et udsat boligområde, skoleelever eller unge på kanten af samfundet om at skabe værker, skyder op mange steder i landet. Men har kunsten den ønskede effekt? Det forsker Anne Mette W. Nielsen fra Center for Ungdomsforskning i. Og hun mener, det er på tide at forlade idéen om kunst som social løftestang, en idé, der er populær blandt en del politikere og beslutningstagere i kunstlivet.

”For hvem er det, der skal løftes, fra hvad? Mange beboere er glade for deres bydel og opfatter ikke nødvendigvis sig selv som udsatte på den måde, som politikere og beslutningstagere mener, de er. For dem handler udsatheden snarere om den måde, deres bydel opfattes på, eller omatde er bange for at miste deres hjem, fordi deres boligblok skal rives ned som led i Ghettopakken,” fortæller Anne Mette W. Nielsen.

Som forsker har hun bl.a. fulgt kunstprojektet Kunst i Værebro Park, der er et samarbejde mellem Statens Kunstfond, Gladsaxe Kommune, områdeinstitutionen Skovbrynet, boligselskabet GAB og boligafdelingen Værebro Park. Hendes arbejde dér indgik i forskningsprojektet Borgernær kunst og sociale fællesskaber i udsatte boligområder (2022), der er udført med kolleger fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, og som omfatter kunstprojekter i fire almene boligområder: Værebro Park i Gladsaxe, Stengårdsvej i Esbjerg, Gellerupparken i Aarhus og Vollsmose i Odense. Boligområder, der er på listen over enten forebyggelsesområde, udsatte boligområder eller såkaldte parallelsamfund.

Her analyserer forskerne, hvordan de sociale kunstprojekter udfolder sig i et felt med stærke politiske og kunstfaglige dagsordener. De ser ikke kunsten som social løftestang, men peger bl.a. på, at kunst kan være med til at rykke på det omkringliggende samfunds blik på et socialt udsat område:

”Kunsten kan synliggøre kvaliteter og styrker, der findes i lokalområdet. Den kan være med til at vise, hvor sammensat og mangfoldig virkeligheden er, også i områder, som det omgivende samfund måske har negative forestillinger om. I nogle af de deltagerbaserede kunstprojekter ser vi også, at kunstneriske arbejdsmetoder kan have en afsmittende effekt på lokale beslutningsprocesser, så de bliver mere åbne og inddrager beboerne mere. På den måde kan kunst fungere som en slags demokratisk fremkaldervæske,” siger Anne Mette W. Nielsen.

Kunst, der bygger relationer

I projektet ”Kunst i Værebro Park”var områdets særlige kvaliteter og beboernes egne ønsker og livsfortællinger da også i fokus for de fire kunstnerne, der i 2018 rykkede ind i en tom butik i Værebro Parks bycenter. Her åbnede de kontoret ”KunstVild”, hvor de hen over en periode på seks måneder inviterede beboerne ind for at tale om, hvad kunsten kunne gøre for dem.

Men det var ikke en nem dialog at få hul på, fortæller Anne Mette W. Nielsen. Bl.a. fordi der var forskel på kunstnernes og beboernes forståelse af, hvad kunst er for en størrelse:

”Boligforeningens bestyrelse forventede, at beboerne kunne komme ind i butikken og se kunstnerne arbejde. De havde også drømme om at få realiseret værker, der kunne fungere som positive signaturer for området. Det tog tid at skabe forståelse og interesse for kunstnernes fokus på at researche og inddrage beboerne i undersøgelser af et lokalområde, som på sigt kunne sætte kunstneriske aftryk.”

Trods de forskellige udgangspunkter for dialogen, lykkedes det at udvikle flere kunstneriske aktiviteter i tæt dialog med områdets beboere, bl.a. en kunststi, som blev til i samarbejde med fem lokale børnehuse, og en åben malerskole, hvor beboere og andre i nærområdet kunne få undervisning af professionelle billedkunstnere. Kunstnernes arbejds- og researchophold i Værebro Park i 2018 lagde desuden grund for flere permanente værker i området, der efterfølgende blev realiseret:

I år indviedes f.eks. Karoline H. Larsens skulptur ”Vi er forbundne – Værebro Velkomst”, og sidste sommer kunne beboerne indtage Jesper Aabilles ”Fortællingernes Bord”, hvor kunstneren har indsamlet områdets og beboeres fortællinger og illustreret dem som stiliserede motiver, udskårne i bordplader af træ. I dag inviterer Karoline H. Larsens farvestrålende stålrørsskulptur i bymidten både beboere og gæster indenfor i Værebro Park, mens Jesper Aabilles fortælleborde er blevet populære samlingspunkter for picnics og grillaftener i parken.

Det borgerinddragende kunstprojekt i Værebro Park er på mange måderlykkedes med at sætte et blivende, kunstnerisk aftryk i området, som beboerne er glade for. Men processen var ikke uden forhindringer og faldgruber, fortæller Anne Mette W. Nielsen.

”Det kræver langvarige, grundige og åbne samarbejdsprocesser, når man arbejder med kunst i almene boligområder. Mange forskellige aktører skal blive enige, og kunstnerne skal virkelig have stamina og holde fast i de kunstneriske visioner.”

Kunst i et ulige felt

Samtidig bevæger borgernære kunstprojekter som det i Værebro Park sig ind i et stærkt politiseret felt, påpeger hun.

”De kunstneriske processer tydeliggjorde, hvor prekære vilkårene er for beboere i udsatte boligområder i dag. Udsathedenhandler ikke bare om socioøkonomi, men også om en voldsom stigmatisering og om de politiske indgreb, der gør, at man ikke råder over sit eget hjem og sin egen fremtid, når man bor i områder, der falder ind under Ghettopakkens lovelementer. For kunstnerne betød det, at de skulle navigere i et komplekst felt, hvor det var vigtigt, at de var bevidste om deres egen rolle,” siger hun.

Konkret viste det sig f.eks. ved, at det var vanskeligt at finde steder at placere kunstværker i Værebro Park, fordi Statens Kunstværk har en regel om, at kunstfondens værker skal have en varig placering i mindst ti år. Pga. arbejdet med helhedsplanerne for området kunne kunstnerne ikke bare udsmykke en husgavl eller placere et værk ved en bestemt boligblok, fordi områdets fællesarealer og vejforløb skulle gentænkes, blokkene renoveres, og fordi fremtiden for nogle af områdets bygninger var uafklaret.

”Udfordringen var at fastholde dialogen med deltagerne og insistere på, at kunsten kan bidrage positivt, også selvom projektet foregår i et ulige felt, hvor beboerne ofte oplever en stor afmagt.”

Den dialog er mange kunstnere dygtige til at få skabt, understreger Anne Mette W. Nielsen. Og selvom kunstprojekterne i Værebro Park umiddelbart måtte finde andre veje end dem, man oprindeligt havde forestillet sig – bl.a. pga. ovennævnte udfordringer – så viser hendes forskning, at kunstnernes arbejds- og researchmetoder måske også fik utilsigtede positive effekter for beboerne i forbindelse med den byfornyelse, som kunstprojektet var en del af.

”Det så ud til, at kunstnernes åbenhed og deres arbejde med at inddrage beboerne faktisk blev kopieret efterfølgende af boligselskabet og de arkitekter, der stod for udvikling af en ny helhedsplan for Værebro. Arkitekterne rykkede ind i det åbne kontor, kunstnerne havde etableret i bycentret, og inviterede beboerne ind til workshops for at tale om, hvad byfornyelsen betød for dem. Indtil da havde processen været meget lukket og beboerne endte med at afvise den første helhedsplan. På den måde synes kunstnernes arbejdsmetoder at synliggøre, at beboerdemokratiet faktisk fungerede, men at der var brug for at åbne processerne omkring de lokale helhedsplaner op.”

I den optik er det ikkekun de færdige kunstværker, der har sat et aftryk på Værebro Park, fortæller forskeren.

”Kunsten anviste også nogle måder at gå til værks på, som måske inspirerede arkitekterne og boligselskabet til mere åbenhed, dialog og tilgængelighed. Samtidig viste kunstprojektet, at de problemer, helhedsplanen løb ind i, da beboerne havde stemt nej til byfornyelsesplanerne, ikke skyldtes demokratisk underskud eller manglende samarbejdsevne hos beboerne. Beboerne kunne sagtens blive enige, når det gjaldt kunsten: De stemte enstemmigt ja til at realisere både Karoline H. Larsens velkomstskulptur og Jesper Aabilles fortælleborde, og de bakkede uafhængigt af skiftende bestyrelser op om projektets andre kunstværker. Det kan læses som eksempel på, hvordan samtidskunstens inddragelsesprocesser kan lykkes med at skabe rum for diskussioner og beslutningsprocesser, der faktisk kan føre til positive forandringer, også i så delikate processer, som de igangværende renoveringer og interventioner i udsatte boligområder er,” siger hun.

Nye grupper møder kunsten

Borgernære kunstprojekter kan altså på forskellig vis gøre en positiv forskel i udsatte boligområder, men kan de også på længere sigt være med til at åbne kunstens og kulturens verden for nye samfundsgrupper, og på den måde være med til at modvirke social skævhed i f.eks. rekrutteringen til kunstuddannelserne og i borgernes brug af kunst og kultur?

Ja, mener Anne Mette W. Nielsen, der som forsker følger flere forskellige kunstprojekter i hele landet, både i folkeskoler og blandt udsatte unge, bl.a. Aspiranterne og kulturorganisationen C:NTACT. Hun ser en række fælles træk i de kunstprojekter, der især lykkes med at engagere børn og unge:

”Det rykker især, når børn og unge erfarer, at de selv kan være afsendere af kunst, og ikke bare være modtagere af andres budskaber. At de får adgang til at meddele sig kunstnerisk til omverden, i stedet for at de altid skal lære noget af andre. Men det tager tid at opbygge den kontakt og den tillid,” siger hun.

At der er potentiale i at etablere langvarige møder med kunsten for børn og unge, er kunstprojektet 6705 + Statens Kunstfond på Stengårdsvej i Esbjerg et godt eksempel på. Projektet, som også analyseres i forskningsprojektet ”Borgernær kunst og sociale fællesskaber i udsatte boligområder”, begyndte i 2019 med deltagelse af musikere, billedkunstnere, forfattere, kunsthåndværkere og teaterfolk, der arbejder sammen med områdets beboere. Den lokale folkeskole, Bakkeskolen Cosmos, har fået en gennemgående kunstnerisk forvandling, både i form af værker, udsmykninger og kunstprojekter, der engagerer eleverne i f.eks. formidling af billedkunst, litteraturworkshops og musikproduktion.

Kunstens koder

Men det ikke er nok, at børn og unge møder kunsten. Kunstmøderne skal også rammesættes, så børn og unge faktisk oplever dem som meningsfulde, understreger Anne Mette W. Nielsen.

”Mødet med kunsten kan virke fremmedgørende, særligt for børn og unge, der ikke er vant til at møde den. Langt fra alle børn ved, hvad det vil sige at kigge på et maleri og tænke over, hvad det betyder, eller deltage aktivt i en performancehandling. De er koblet helt af, hvis en underviser i et kunstprojekt siger: ’form et fly med din krop’. De kigger rundt på de andre elever og tænker, shit, der er et eller andet, de andre får ud af det her, og jeg ved ikke engang, hvad meningen med det er. Eller de har brug for hjælp til at se. For de har aldrig mødt det her før, og ved ikke, hvad de skal kigge efter, eller hvordan de skal gøre det,” fortæller hun, der i sit forskningsarbejde har mødt mange børn og unge, der fortæller om ubehagelige oplevelser med f.eks. museumsbesøg, teaterforestillinger eller klassiske koncerter, hvor de ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv i situationen.

”Kunst præsenteres tit som et frirum, men det er også et rum, hvor der ofte gælder nogle meget stærke uskrevne regler, som man ikke tænker over, hvis man kender dem,” siger hun.

”Derfor er det vigtigt, at kunstnere og undervisere er bevidste om, at kunst også kan være ulighedsproducerende. Gode kunstmøder kræver, at der skabes tydelige rammer om de kunstneriske aktiviteter, så dem, der ikke kender kunstens usagte koder på forhånd, og ikke er vant til at opleve kunst og kultur, får en fair chance for at deltage,” siger Anne Mette W. Nielsen.

Hvad der skal til for at skabe det gode kunstmøde for børn og unge beskriver hun nærmere i ”Når kunst gør en forskel (2017)”, som hun har skrevet sammen med professor og forskningsleder Niels Ulrik Sørensen, Center for Ungdomsforskning. Én vigtig faktor for at unges møde med kunst skal lykkes, er, at kunstnerne/underviserne formulerer tydelige, rutiniserede og ritualiserede rammer om de kunstneriske aktiviteter, viser forskerne i rapporten. En anden vigtig faktor er at give de unge muligheder for at vise og dele det, de skaber, med andre, så de kan inspirere hinanden og opleve et fællesskab med andre.

”Det gælder både i de borgernære kunstprojekter og i kunstundervisningen i folkeskolen, at vi er nødt til at tage højde for den ulighed, der er i selve afsættet for at møde kunsten. Mange aner ikke, hvordan de skal afkode kunst, eller hvordan de selv kan indgå legende, undersøgende og medskabende i kunstneriske processer. Hvis vi ikke tager deltagernes forskellige udgangspunkter alvorligt, kan kunstprojekterne skabe fremmedgørelse og understrege og udbygge ulighed, hvilket ofte er stik modsat intentionen,” siger hun.

Kunsten at deltage

Men lykkes det at skabe gode rammer, kan kunst gøre en væsentlig positiv forskel, både for den enkelte og for de sammenhænge, deltagerne indgår i, understreger Anne Mette W. Nielsen:

”Det er en vild oplevelse for et ungt menneske at opdage, at man kan være medskabende i verdenen på den måde, som de kan i de kunstneriske processer. Du er ikke underlagt en nulfejlskultur, når du bruger kunstens eksperimentelle tilgange. Mange unge oplever, at de hele tiden får at vide, at de er forkerte og skal ændre sig for at passe ind. Så er det frisættende at opleve, at i kunsten kan du afprøve forskellige udtryksmuligheder, uden at der på samme måde er noget, der er rigtigt og forkert. De kunstneriske formater åbner for, at du som ung kan forme et rum og skabe en offentlighed, som andre lytter til. Det er meget stærkt, når et ungt menneske for første gang opdager, at det er muligt at bringe sig selv i spil på den måde og blive set og hørt. Og det ser jeg heldigvis tit i min forskning.”

”Rigtig meget af den mistrivsel, der er blandt unge i øjeblikket, handler om kun at mærke, at verden presser sig på, og ikke have adgang til at folde verdenen ud for andre og for sig selv. Det er vigtigt for os som mennesker – og måske især for unge – at mærke, at vi har virke- og skaberkraft, som vi kan sætte i spil sammen med andre. At få adgang til kunstens særlige refleksionsrum og selv være aktør i dem, ikke bare være publikum, er utroligt værdifuldt. Og det tror jeg, vi skal turde meget mere. Det handler ikke om kunst som socialt arbejde, men om at være menneske, og det, er det, kunsten kan give.”