LGBT+ i hjemløshed: Udstødelsen fra samfundet starter tidligt

”Jeg har været på herberg for kvinder, hvor nogle har råbt: ’Vi vil ikke have nogen mænd her. Du skal ud’. En anden gang blev jeg skubbet ned af trappen, da jeg forsøgte at komme ind på et værested, fordi nogle ikke ønskede, at jeg skulle være der.”

Sådan fortæller Tal, da vi har sat os på den café, hvor vi har aftalt at mødes for at tale om livet som hjemløs LGBT+-person.

Tal er 45 år og opvokset i en lille by i Sydsverige, men har de sidste syv år været i København. En stor del af tiden som hjemløs. Tal betegner sig selv som queerperson eller ’ikkeheteroseksuel’ – og foretrækker pronomenet ’de’.

Som queerperson er man særlig udsat som hjemløs, fortæller Tal:

”Som hjemløs er man en del af den samme struktur, som det øvrige samfund. Det er de samme mennesker og de samme problemer som i resten af samfundet. Det er bare længere ude på kanten. Det er farligere. Du er mere udsat som hjemløs. Og som queer eller LGBT+-person er du dobbelt udsat,” fastslår Tal og vender tilbage til tilråbene på kvindeherbergerne:

”Det er i sig selv ubehageligt at blive råbt ad og ikke føle sig velkommen. Men jeg bliver også ked af at være den, der skræmmer de andre. Men bare fordi det et sted for kvinder, betyder det jo ikke, at alle kvinder er cis-kønnede eller heteroseksuelle, eller har et normativt kvindeligt udseende,” siger Tal.

Gennem årene som hjemløs har Tal oplevet både fysisk og psykisk vold – og har også følt sig nødsaget til at skjule sin queer-identitet fx for at få plads på et herberg eller for at undgå at skille sig ud.

”Der er ikke mange natherberger i København. Når man står i kø til en varmestue en kold vinteraften og er heldig at få plads, så begynder du ikke at spørge til deres LGBT+-certificering eller fortælle, at det kan være udfordrende for dig at overnatte der, fordi man ikke helt ser sig som kvinde. Som hjemløs er du afhængig af menneskers lyst til hjælpe dig lige i dag. Er du sød og ukompliceret er hjælpen nemmere at få. Jeg ved fx godt, at jeg ser mere feminin ud, hvis jeg tager et par lange øreringe på, så det har jeg nogle gange gjort,” siger Tal, smiler og kigger undersøgende på mig.

Forstår jeg mon som ikkehjemløs, ciskønnet kvinde den problematik? læser jeg i blikket.

Tal har altid følt sig anderledes. Som helt lille var det ikke associeret med noget dårligt. Det var bare sådan, det var. Men senere husker Tal ikke a have lyst til at gå i skole og at føle sig afvist til jobs. Og flere uddannelser er blevet droppet, blandt andet fordi Tal ikke følte, at der var den nødvendige rummelighed. Men også fordi hjemløsheden startede – og når du ikke har et sted at bo, er det svært at passe et studium. Det bider sig selv i halen.

”Det interessante er, at jeg altid har tænkt, at det bare er sådan, det er. Jeg har jo ikke nogen erfaringer som majoritetsperson, jeg kan sammenligne med. Hvor dybt, det faktisk ligger i mig, opdagede jeg, da jeg for nylig snakkede med en projektleder, der fortalte mig, at vedkommende var nonbinær. Pludselig kunne høre mine egne tanker: ’Men du har jo job, nogen har valgt at ansætte dig. Du er en del af samfundet,” siger Tal, der blev både chokeret og fyldt af skam over sine egne tanker.

Udstødt fra barnsben

Både det, at udstødelsen fra samfundet starter tidligt – og at LGBT+-personer er særligt udsatte som hjemløse, kan organisationen Projekt Udenfor bekræfte. Her arbejder man både med opsøgende gadeplansarbejde og med at opbygge viden om hjemløshed.

For et par år siden satte organisationen gang i et projekt, der skulle give viden om LGBT+-personers erfaringer med hjemløshed og medvirke til at forbedre hjælpen til denne gruppe.

”Vi havde i en periode haft en fornemmelse af, at der var noget omkring kønsidentitet, vi ikke havde tilstrækkelig viden om. Og som gadeplansmedarbejdere stødte vi en gang imellem på brugere, som på forskellig vis så ud til at bryde med normer for køn eller seksualitet, hvor vi kom til kort. Så vi startede et pilotprojekt for at finde ud af, om der var noget, vi havde behov for at undersøge yderligere,” fortæller Tabita Nyberg Hansen, der er gadeplansmedarbejder i Projekt Udenfor.

Hvor mange LGBT+-personer, der er hjemløse i Danmark, ved man ikke. Blandt andet fordi

VIVE, der opgør antallet af hjemløse i Danmark, ikke registrerer seksualitet eller andre kønsidentiteter end mand og kvinde.

Men i en EU-survey fra 2019 sendte man spørgeskemaer ud til LGBT+-personer i flere europæiske lande. Blandt andet til 1500 LGBT+-personer i Danmark. 15 procent af dem fortalte, at de havde befundet sig i en eller anden form for hjemløssituation.

Projekt Udenfors pilotprojekt bygger blandt andet på interviews med syv LGBT+-personer, der lever i hjemløshed – og er udmundet i rapporten ”Fremmedgjort”.

Stort set alle interviewpersoner i rapporten beskriver, at udstødelse fra samfundet – og familien – er startet tidligt. At de har haft en svær opvækst.

”Undersøgelsen fortæller ikke, at det var, fordi de er LGBT+-personer, at barndommen var svær. Men det lader til at have accelereret konflikter. Flere af dem fortæller, at der har været homofobiske og transfobiske udtalelser i hjemmet, som har gjort det svært for dem at fortælle, hvem de var. Ligesom flere af dem har oplevet, at konflikterne eskalerede, da familien blev konfronteret med den unges LGBT+ identitet,” fortæller Anne-Sofie Maini-Thorsen, der er kommunikations- og vidensmedarbejder hos Projekt Udenfor.

Flere af de interviewede fortæller, at de har været tvunget til at forlade deres hjem, når familien er blevet bekendt med deres LGBT+-identitet. En fortæller, at vedkommende blev sendt på kostskole, andre at de overnattede på sofaer hos venner.

”Det er en virkelig dårlig start på livet at være tvunget til at undertrykke sig selv, sin seksualitet og sin kønsidentitet. Det er voldsomt, og det præger selvfølgelig relationen til familien, men det præger også relationen til én selv. Nogle af dem, vi interviewede, beskrev oplevelser med at føle sig fremmedgjort over for dem selv,” siger Anne-Sofie Maini-Thorsen og fortæller, at udstødelsen også finder sted i skolen og i uddannelsessystemet. Og at den ofte fortsætter i mødet med systemet. Fx når de opsøger kommunen i forbindelse med, at de har været tvunget til at forlade deres hjem.

Hun fremhæver en ung person, der forlod sin familie og hjemkommune og søgte om hjælp i en ny kommune. Her blev hun mødt af en kommunal medarbejder, der sagde: ’Du kan ikke få hjælp her. Du skal tilbage til din hjemkommune.’

”Den unge kvinde fortalte, at det kunne hun ikke. At hun var lesbisk, og at familien ikke ville acceptere det. Hertil havde den kommunale medarbejder foreslået, at den unge kvinde bare kunne lade være med at være lesbisk. Flere beskriver lignende oplevelser. De bliver ikke forstået som udsatte. De bliver ikke forstået som nogen, der er i kategori til at få den hjælp eller mødt med forståelse for, at det, de er i, er konfliktfyldt. De er uden for kategori,” forklarer Anne-Sofie Maini-Thorsen.

Kønsmæssige aspekter af hjemløshed

At være ’uden for kategori’ er også en følelse, de LGBT+-personer, der ender i hjemløshed, beskriver.

Projekt Udenfors pilotprojekt viser, at LGBT+-personer i hjemløshed mangler steder at gå hen, hvor de føler sig trygge og bliver mødt som dem, de er. Flere interviewpersoner fortæller, at de har opgivet at søge hen på blandt andet herberger og natcaféer, fordi de ligesom Tal har oplevet tilråb og chikane og føler sig utrygge. Andre, at de forsøger at skjule eller undertrykke deres LGBT+-identitet for fx at være i fred.

Hos Projekt Udenfor har man på baggrund af pilotprojektet rakt ud til fagpersoner på herberger, væresteder og natcaféer for at fortælle om behovet for at sætte fokus på og opbygge viden om de særlige udfordringer, der knytter sig til gruppe LGBT+-personer, men der har ikke været lige stor lydhørhed alle steder.

”Når vi nævner behovet for et skærpet fokus på denne gruppe, er svaret ofte, at alle bør få den samme form for hjælp. Argumentationen er, at man skal se mennesket i nød frem for køn og seksualitet, og at man ikke skal forskelsbehandle. Men problemet er bare, at ser du ikke de strukturelle og systemiske udfordringer, der ligger bag, så er det også svært at forstå den enkelte,” siger Anne-Sofie Maini-Thorsen.

Hendes kollega er enig:

”Hvis man som fagperson holder fast i, at man bare arbejder med den enkelte, kan man let blive blind for særlige udfordringer, der kan gøre sig gældende for gruppen af LGBT+-personer i hjemløshed. Og så er det, at det kan blive decideret skadeligt. Og det kan fastholde i hjemløshed. Hvis personen føler sig set ned på eller ikke forstået, så tænker vedkommende måske: ’Her skal jeg ikke komme igen’. På den måde kan det det være sværere at komme ud af hjemløsheden,” siger Tabita Nyberg Hansen.

Anne-Sofie Maini-Thorsen supplerer:

”Jeg ser paralleller tilbage til, da vi for nogle år tilbage satte fokus på kvinder og hjemløshed. Hvis man ikke vil se de kønsmæssige aspekter af hjemløsheden, om det så handler om kvinder eller det have et andet køn eller en anden seksualitet, så kommer du til at falde tilbage på automaten og bliver præget af det, man har set mest af. Og fordi der har været flest mænd på hjemløseinstitutionerne, så bliver tilbuddene formet efter det,” siger Anne-Sofie Maini-Thorsen.

Hun peger på mere viden og uddannelse af fagpersoner på krisecentre, natcaféer og herberger som en af vejene frem.

”Jeg oplever ikke, at man tager det alvorligt”

At personalet på hjemløsetilbuddene ikke har nok øje for og tager de LGBT+-relateterede konflikter alvorligt, oplever Tal også. Ofte er der ingen der griber ind, selvom der er tale om vold eller grov chikane, fortæller Tal.

”Jeg oplever ikke, at man tager det alvorligt, man ligestiller det ikke med anden vold. Og nogle steder har man den holdning, at man ikke skal blande sig i relationen mellem brugerne. Men det er jo ikke en relation, det er vold og diskrimination,” siger Tal og fortsætter:

”De fleste steder har nogle regler, der betyder, at du bliver smidt ud, hvis du er voldelig, så hvis man ikke vil tage diskussionen, kunne man i det mindste sige: Ingen trusler, ingen vold, ingen diskrimination, så bliver du smidt ud,” siger Tal, der ikke køber, at årsagen til, at man lukker øjnene, er mangel på viden.

”Hvad er det for en viden, der mangler? Ved man ikke, at der findes mennesker, der ikke er heteroseksuelle eller ciskønnede? Den viden mangler ikke. At queer-personer ikke bryder sig om at blive chikaneret. Den viden mangler heller ikke,” slår Tal fast.

De seneste år er der dukket tilbud op, der er særlig målrettet hjemløse LGBT+-personer, blandt andet et krisecenter i Dragør. Men det har vist sig at være et tilbud, som mange blandt andet i Projekt Udenfors målgruppe ikke kan bruge. Har du et misbrug eller svære psykiske diagnoser, kan du ikke få plads på krisecenteret.

”Vi nåede lige at glæde os over, at nu kom der et særligt tilbud til LGBT+-personer, hvor de kan være trygge og blive mødt som dem, de er. Men jeg har prøvet at få tre brugere derud. De er alle blevet afvist pga. et højt forbrug af rusmidler eller svære psykiske diagnoser,” fortæller Tabita Nyberg Hansen.

Om det på sigt er vejen frem at have særlige tilbud rettet mod gruppen af LGBT+-hjemløse, er de to medarbejdere hos Projekt Udenfor i tvivl om.

”Det er et rigtig godt spørgsmål. Det er jo ikke kun i hjemløsemiljøet, at der er transfobiske og homofobiske overgreb. Det er i hele samfundet, så jeg tror, at indtil vi kan finde ud af det lidt bedre i hele samfundet, så er det godt at have nogle steder, hvor man kan føle sig tryg og sikker som LGBT+-person. Og hvor man respekterer og accepterer, at nogle har et andet køn, end det de har ifølge cpr-nummeret. Hvor man ikke, mens man står midt i en krise, er tvunget til hele tiden at forklare sig,” siger Anne-Sofie Maini-Thorsen.

Meget mere viden

Den viden, som Projekt Udenfor har fået gennem pilotprojektet, gør, at de netop har startet et længere projekt med fokus på gruppen af hjemløse LGBT+-personer. Blandt andet vil de eksperimentere med et såkaldt ’safe space’ i København, hvor kun LGBT+-personer kan komme. Og så skal de i gang med at udvikle undervisningsmaterialer til fagpersoner i hjemløsetilbud og andre relevante social- og sundhedstilbud.

”Vi skal uddanne de fagpersoner, der møder LGBT+-personerne, både inden og under hjemløsheden. Men først og fremmest skal vi hjælpe dem til at få lyst til at få den viden. At forstå behovet,” siger Anne-Sofie Maini-Thorsen.

Tabita Nyberg Hansen supplerer:

”Jeg tror også, at det handler om at fagpersoner skal turde være mere åbne om deres usikkerhed. Jeg har selv lært rigtig meget gennem vores pilotprojekt. Før var jeg meget bange for at træde forkert og måske bruge et forkerte pronomen eller ikke at være respektfuld nok, når jeg mødte en LGBT+-person på gaden. Det er noget af det, jeg godt kunne tænke mig at tale med vores samarbejdspartnere ude i hjemløse-tilbuddene om.”

Tal flyttede for to måneder siden ind på et herberg. Og indtil videre går det rigtig godt. Der har ikke været nogen former for chikane, og personalet gør, hvad de kan for at respektere Tal.

”De har lige været på kursus i pronomener – og spurgte i den forbindelse, hvilket pronomen jeg foretrækker, og de gør sig virkelig umage for at huske at sige ’de’, selvom det er svært for dem. Det er virkelig sødt. Det sjove er så, at da de spurgte, hvad jeg gerne ville kaldes, og jeg sagde mit foretrukne kaldenavn, så syntes de alligevel blev for kompliceret,” siger Tal grinende.

”De vil gerne respektere mine ønsker – så længe det ikke er alt for kompliceret.”

Når mennesker i dag spørger Tal, hvad Tal identificerer sig som, er svaret oftest ’ingenting’.

”Når man overhovedet spørger, hvad jeg identificerer mig som, er det, fordi jeg ser anderledes ud. Og fordi man har behov for at putte mig i kasse. Når jeg svarer ’ingenting’, er det, fordi jeg synes, det er et majoritetsproblem, man forsøger at gøre til mit problem. Jeg har accepteret, at jeg ikke passer ind i nogen kasser. Det er også en af årsagerne til, at jeg foretrækker pronomenet ’de’,” siger Tal.

Inden vi rejser sig os fra caféen – og vores veje går i hver sin retning, spørger jeg Tal, om det er en god idé at have hjemløsetilbud rettet kun mod LGBT+-personer. Tal er ikke i tvivl:

”Jeg synes helt sikkert, at der skal være muligheden for at være et sted, hvor kan være mere tryg og mindre udsat. Man vælger jo selv, om man vil benytte det. Problemet er selvfølgelig, hvis alle andre tænker: Fedt, så er det problem løst. Omvendt kunne det være, at det kunne åbne nogles øjne for, at der faktisk er en udfordring, som man er nødt til at kigge på,” siger Tal.