Man går i stykker, når man ikke kan tale om dét, der betyder noget

”Hvad betyder det, at soldater er skrøbelige?” Spørgsmålet kom fra en dreng i 1. klasse, efter vi havde lyttet til Rasmus Seebachs sang ”Tusind farver”. Det spørgsmål stillede han samme dag, som jeg fandt ud af, at tidligere efterretningsofficer, medstifter af Veron og whistleblower Anders Kærgaard var død. Jeg havde hørt ham tale på en konference om ytringsfrihed et årti forinden. Han blev et forbillede for mig og en stor inspiration. Hvis han havde haft modet i en så grusom situation, så måtte jeg også kunne finde modet frem til at beskrive min hverdag som pædagog.

Jeg har været uddannet pædagog siden 1996. Jeg har altid haft holdninger til mit fag og til vilkårene. Både vilkårene for mit arbejde og vilkårene for dem, som jeg skulle drage omsorg for. I mange år havde jeg lyst til at udtrykke de holdninger, også i den offentlige debat, men jeg holdt igen. Jeg troede ikke rigtig, at jeg måtte.

Det ændrede sig i 2014, da jeg gennem undervisning i ytringsfrihed både blev bevidst om mine rettigheder, og ikke mindst om min forpligtigelse som offentligt ansat: Det er jo os, som holder hjulene i gang på blandt andet skoler og i daginstitutioner, på plejehjem, hospitaler og politistationer landet over, der ved, hvordan det står til i hverdagen hos børnene, borgerne og de pårørende. Hvis vi ikke tør fortælle om det, er der ingen, som kan vide, hvilke konsekvenser politikernes beslutninger reelt har i praksis.

Blev mødt med køligt, kontant svar

I 2014 skrev jeg min første kronik, og siden blev det til adskillige debatindlæg. Jeg ytrede mig i årevis offentligt uden at føle den store frygt. Jeg var på en arbejdsplads, hvor jeg vidste, min ledelse var indforstået med det, og hvor kollegerne bakkede mig op. Jeg følte, jeg var en del af et fællesskab, som havde min ryg. Derfor fik jeg højst lidt ondt i maven over kommentarsporet på de sociale medier, når jeg havde ytret mig. Men så skiftede jeg arbejde.

Jeg fik hurtigt en klar fornemmelse af, at her var det bedst, at jeg passede på mig selv og holdt igen. Jeg tilskrev det, at jeg var ny. Indtil den dag, hvor en af mine kolleger rejste sig op på et møde og henvendt til vores ledelse fortalte, at hun var frustreret over en episode, hvor hun havde følt sig alt for alene. En anden kollega supplerede. De var begge tydeligt følelsesmæssigt berørt af den situation, de havde stået i. De blev mødt med kølige, kontante svar. Samme aften fik de en indkaldelse til møde på ledelsens kontor.

Efter den oplevelse lagde jeg bånd på mig selv. Ikke kun i forhold til at tage del i den offentlige debat, men også i forhold til at ytre mig kritisk internt på arbejdspladsen. Dét, som var svært, det holdt jeg for mig selv.

Med tiden begyndte jeg at lide af søvnløshed, tankemylder og trykken for brystet. Jeg følte mig modløs og magtesløs. Jeg blev trist og irritabel. Jeg endte med at sige op.

Uroen og selvcensuren fik tag i mig

Et par år senere på en anden arbejdsplads: Jeg ytrede mig kritisk til et møde, fordi der var arbejdsforhold, som ikke var i orden. Kritikken rejste jeg naturligvis i den tro, at jeg og mine kolleger ville blive hørt og få tilbudt hjælp.

I stedet blev vi opfordret til selv at gøre noget anderledes. Noget, som vi allerede havde forsøgt, men som simpelthen ikke fungerede i praksis. Der var tale om et problem, som kun vores ledelse kunne løse for os. Da jeg oplevede, at vores kritik blev tilbagevist, blev jeg vred. Kort tid efter blev jeg bedt om at møde ind på min leders kontor og opfordret til at melde mig syg: Mit nervesystem måtte jo være ude af balance.

En dag bad en leder mig også at blive efter et møde. Bag en lukket dør blev jeg oplyst om, at min ledelse var blevet bekymrede for mig. Ikke alene på grund af mit følelsesladede udbrud, men også fordi de havde bemærket en kommentar, som jeg havde skrevet på LinkedIn i forbindelse med en debat om pædagogers vilkår. Jeg gjorde opmærksom på, at jeg skrev som privatperson, og at min arbejdsplads ikke fremgik. Jeg blev usikker. Uroen og selvcensuren fik tag i mig – og også på den arbejdsplads begyndte jeg at lægge bånd på mig selv og havde kun lyst til at dele søde og hyggelige fortællinger på de sociale medier.

Igen meldte symptomer som tankemylder, søvnløshed og trykken for brystet sig. Jeg brugte meget energi på at forsøge at holde op med at tale med mine kolleger om, hvordan jeg havde det. Når jeg var ked af det, brugte jeg kræfter på at smile og lade, som om jeg var glad. Når der blev indført forandringer, som jeg var uenig i, eller når hverdagen ikke hang sammen, forsøgte jeg bare stiltiende at følge med. Jeg mistede ikke bare arbejdsglæden, men også livsglæden. Jeg endte med at blive sygemeldt og at sige op.

Det er vores pligt

Rasmus Willig, forsker og sociolog, udgav i 2016 bogen Afvæbnet kritik. Willigs forskning peger på, at der er en frygt hos de offentligt ansatte, som har medført en udbredt selvcensur. En frygt, som opstår, når man på sin arbejdsplads mødes med sanktioner og mødeindkaldelser til samtaler på chefens kontor. Men det går ikke, at vi som offentligt ansatte holder op med at ytre os kritisk, når der er grund til det.

Det går ikke af flere årsager. For det første handler det om os selv, for man går i stykker, når man ikke kan tale om dét, der betyder noget. For det andet handler det om vores samfund, for der er brug for vores beretninger om den hverdag, vi er eksperter på.

Hvis vi ikke tør ytre os i den offentlige debat, så går samfundet glip af vores stemmer, når der skal træffes beslutninger om økonomi, reformer, ressourcer og tiltag. Men ikke mindst, så handler det også om de mennesker, som vi skal drage omsorg for: De kan ikke altid selv tale deres egen sag. Og når de ikke kan det, så er det vores pligt, at være deres talerør. For selvom vi kan føle os magtesløse, så har vi som regel langt mere magt end dem. Derfor har vi også et stort ansvar. Det ansvar må vi tage på os.

Jeg håber, at mange flere vil fatte modet, gribe pennen og tage ordet. Jeg håber, at endnu flere vil bakke op om dem, som tør. Det handler om vores fælles samfund. Det handler om menneskers liv.