Mathias har haft langt skolefravær: ”Det ændrede sig, da nogen så mig og troede på mig”

De andre børns høje stemmer, pædagogernes svingende humør og det kaos, der kan opstå, når mange børn er samlet på begrænset plads. Allerede i børnehaven påvirkede lyde og stemninger Mathias Vinsten Munk i en sådan grad, at han havde svært ved at holde ud at være der.

”Jeg blev meget nemt vred. Jeg kan huske engang, en pædagog sagde, at jeg skulle spise kødet på appelsinen, så blev jeg simpelthen så gal. Der skulle ingenting til. Min far gik hjemme, så jeg havde mulighed for at være hjemme et par dage om ugen. Til sidst gik jeg nærmest ikke i børnehave.”

Sådan fortæller Mathias, der i dag er 17 år. Det er en hel del år siden, han gik i børnehave, men det ikke at trives i institutioner og skoler har fulgt ham op igennem hele skoletiden. Faktisk lige ind til han i ottende klasse startede på den behandlingsskole, hvorfra han snart afslutter sin tiende klasse.

Karaktererne på tiendeklasses-eksamensbeviset vidner om, at han har klaret sig virkelig godt fagligt de sidste år. Men for tre år siden, da han startede på skolen, befandt han sig på tredjeklassesniveau. Lange perioder uden skolegang eller undervisning havde sat ham bagud.

Og det er ikke bare fagligt, Mathias befinder sig et helt andet sted. Han trives også langt bedre end for tre år siden.

”Jeg tror, at det handler meget om, at jeg føler, at pædagogerne og lærerne kan lide mig her. At de ser mig,” siger Mathias.

Han smiler og kigger på Sille Hvidtfeldt, der sidder ved bordet sammen med os. Hun er pædagog på skolen og har været Mathias’ kontaktperson, siden han startede.

Tvangstankerne kom snigende

Vi vender tilbage til, hvad der gør, at Mathias i dag holder af at komme i skole, men forud for det ligger en historie med adskillige skoleskift, og et system, der indimellem har holdt ham hjemme i måneder – uden noget at tage sig til.

Efter de svære år i børnehaven startede Mathias på Freinetskolen. Mathias kalder det for en skole med mange muligheder, men også en skole, hvor man lidt kunne gøre, som man ville. Det lykkedes ham at få nogle venner. Men hans følsomhed gjorde, at der stadig skulle meget lidt til, at han blev vred og flippede ud. I sin arrigskab kunne han finde på at slå de andre børn. Det gjorde, at han blev mobbet.

”De syntes, det var sjovt, at jeg blev så hidsig,” fortæller han.

Hver onsdag havde Mathias en fast fridag. Hans far lider af PTSD og er derfor førtidspensionist. Det gjorde, at det var en mulighed at holde denne ugentlig fridag, og dermed – i de gode uger – komme igennem ugens øvrige dage.

”Hvis jeg ikke fik den fridag, så kunne man godt regne med, at jeg havde tævet nogle eller skadet mig selv. Min far kunne også hente mig de dage, jeg ikke kunne holde ud at være der. Hvis jeg fx var fyldt op af lyde, eller de andre børn havde rørt mig eller ramt mig med noget,” siger Mathias og fortæller, at hans skolegang fortsatte på den måde, indtil han kom i sjette klasse. Men fra fjerde-femte klasse begyndte han at få det værre og værre.

”Jeg fik mange tvangstanker. Jeg skulle hele tiden have styr på tingene og havde systemer for alt. Fx at jeg skulle gøre tingene fire gange. Mine tvangstanker og alle mine systemer gjorde, at det blev endnu sværere at bevare venskaber. De syntes jo, at det var sært.”

En operation på Rigshospitalet, der ikke gik, som den skulle, satte yderligere gang i tvangstankerne og gjorde også, at Mathias blev mere aggressiv og trist. Og på en ferie med familien i Kroatien som 11-årig gik det helt galt. Mathias skadede sig selv voldsomt.

”Jeg kradsede mig selv i øjnene og hev mine øjenvipper ud – og ridsede mig selv med skarpe genstande,” fortæller han.

Kan du huske, hvorfor du gjorde det?

”Jeg tror, at jeg havde brug for at gøre noget fysisk for at kunne mærke mig selv på en eller anden måde. Hvis jeg havde det rigtig skidt, så kunne det at ridse mig til blods på en skarp legoklods give en form for følelse,” forklarer Mathias.

Indlagt i tre måneder

Som 12-årig blev Mathias akutindlagt på psykiatrisk afdeling – og efter 13 dage blev han flyttet til døgnafsnittet, hvor han endte med at tilbringe tre måneder.

Det var voldsomt for Mathias at komme ind på en psykiatrisk afdeling. Fx at opleve alle de foranstaltninger, der var for, at han ikke kunne tage sit eget liv.

”Det havde jeg jo på ingen måde tænkt mig,” siger han og fortæller, at der på trods af det kom flere gode ting ud af indlæggelsen.

”Jeg havde det jo ikke superlet. Jeg var selvskadende og havde OCD, men der var jo voksenstøtte 24/7, og det havde jeg brug for på det tidspunkt. Det var også her, jeg fik min ADHD-diagnose,” fortæller han.

”Jeg fik faktisk også to venner, og der var en supersød hospitalslærer. Jeg missede ikke en eneste dag i skolen, mens jeg var indlagt. Det kan godt være, at jeg bare sad og var trist, men jeg var der,” siger Mathias og fortæller, at det ikke var fagbøger, der dannede udgangspunkt for undervisningen på hospitalsskolen.

”Jeg husker, at min lærer tog udgangspunkt i musik og mad og noget, hun vidste, jeg gik op i. Hun fandt fx et musikspil på sin iPad, hvor man skulle regne regnestykker ud for at få en form for tone. Alt, hvad vi lavede, blev planlagt individuelt til mig, så jeg ikke følte mig presset. Målet var, at jeg skulle holde fast i den form for skole. Det var ikke så vigtigt, hvad jeg lærte,” siger Mathias og fortsætter:

”For mig handler det at trives meget om at have tillid til et andet menneske. Det behøver ikke at komme med det samme. Nogle gange kan man også lære hinanden at kende. Det har jeg også erfaret her på Søstjerneskolen. Men jeg er så fintfølende, jeg suger alt til mig, så kemien er virkelig vigtig for mig.”

Mathias var tæt på de 13 år, da han efter tre måneder blev udskrevet fra det psykiatriske døgnafsnit. Men der skulle gå endnu fire måneder, før kommunen fandt et passende skoletilbud til ham. I den tid gik han hjemme. Uden undervisning – og stort set uden kontakt til jævnaldrende.

Hvad lavede du så?

”Jeg husker det, som om jeg gik rundt i cirkler og var enormt rastløs. Jeg var også ked af, at jeg ikke havde nået at sige farvel til mine gamle venner på Freinetskolen,” siger Mathias og fortsætter:

”Det er faktisk først nu, at jeg er begyndt at få venner på min egen alder igen. For jeg har jo haft så svært ved at passe ind. Og dem, der gerne ville være venner med mig, er jeg kommet til at skrotte. Det kunne handle om alt fra, hvordan de talte, eller hvordan de så ud. Det kunne være helt små ting, der irriterede mig,” fortæller han.

Efter de fire måneder fandt kommunen et tilbud, de mente passede til Mathias: Et specialtilbud for børn og unge med autisme og ADHD. Her startede Mathias i en gruppe med to svært udfordrede autister.

”Jeg kunne virkelig mærke forskel på mig og dem. De talte ikke til mig – de kiggede ikke engang på mig. Selvom jeg har haft min følsomhed, så har jeg også haft en fighterindstilling, så jeg prøvede virkelig at få noget ud af det. Men det gik slet ikke,” fortæller Mathias.

Mest af alt havde han det svært ved pædagogerne og lærernes tilgang.

”Hvis jeg smækkede med en dør, sagde de: ’Det skal du ikke.’ Der var ikke nogen, der spurgte, hvorfor jeg gjorde det, eller hvordan jeg havde det. Jeg følte mig som en ting, der skulle passe ned i en bestemt kasse. De snakkede meget om den her individuelle tilgang, men reelt følte jeg ikke, at der var nogen lærere, der havde lyst til at sætte sig ind i, hvem jeg var, eller hvordan jeg havde det.”

Mathias’ forældre, der begge er uddannede pædagoger og begge har arbejdet med udfordrede børn og unge, havde et utal af samtaler med skolen. Og Mathias’ far brugte timevis på at sætte sig ind i lovgivning. For kunne det virkelig passe, at dette, der føltes som en bundskraber, var maksimum af, hvad man kunne tilbyde en dreng som Mathias?

Presset forsvandt

Mathias holdt ud i to år på skolen, før han knækkede så hårdt, at det ikke længere var en mulighed at komme derhen.

De næste måneder var det eneste tilbud til Mathias, at en pædagog fra specialtilbuddet kom og hentede ham tre gange om ugen – og sammen med hendes hund gik de en tur.

”Jeg gjorde det, fordi jeg var pligtopfyldende. Og det var trods alt en bedre tvang end så meget andet, for jeg kunne godt lide både hende og hendes hund,” siger Mathias.

Igen skulle der gå måneder, faktisk hele seks måneder, før Mathias, der nu var fyldt 14, igen kom i skole.

Men denne gang kæmpede Mathias og hans forældre. Et besøg på dagbehandlingsskolen Søstjerneskolen på Østerbro i København havde overbevist dem om, at det var det rette sted for Mathias, så de holdt fast. Også selvom den kommune, hvor Mathias bor, forsøgte at finde alternativer til Søstjerneskolen, der er meget dyr.

Lige før sommerferien i 2021 havde Mathias første skoledag.

”Jeg husker det, som om presset lettede fra mine skuldre,” siger Mathias og fortæller, at han for første gang i sin skoletid, udover tiden på hospitalsskolen, følte sig set.

Noget af det første, han oplevede som anderledes, var, at blev han sur og væltede noget, så sagde læreren eller pædagogen: ”Gud, så er der noget, vi ikke har set.”

”De tog ansvaret og sagde, at det var dem, der ikke havde løst deres opgave godt nok. De burde have set det komme, sagde de og spurgte, hvordan de kunne blive bedre til at spotte det næste gang,” forklarer Mathias og kalder relationen til lærere og pædagoger på Søstjerneskolen ’familieagtig’.

”De kan finde på at sige: ’Jeg har været en tur på Bakken med mine børn. Vil du se nogle billeder?’ Jeg elsker den følelse af, at nogen har lyst til at dele noget med mig. Sille kan også finde på at sige: ’Hvis der er noget i weekenden, så ringer du bare’.”

”Vi lægger meget vægt på at arbejde med relationerne,” supplerer Sille Hvidtfeldt.

”Hvis vi skal skabe den vigtige og tillidsfulde relation til eleverne, er vi nødt til at vise os som de autentiske mennesker, vi er – og tage os den tid, det tager at opbygge ægte relationer,” forklarer hun.

På Søstjerneskolen arbejder de med det, de kalder en til en. Det betyder, at alle elever er tilknyttet en voksen og dermed kan gå ud og ind af fællesskabet.

”Hvis jeg har en dårlig dag og ikke kan overskue at være sammen med de andre elever, så kan jeg trække mig og bare være sammen med Sille eller en anden voksen,” siger Mathias.

På Søstjerneskolen står også samarbejdet med elevernes forældre centralt. Og det mærker Mathias:

”Hvis mine forældre fx siger, at jeg er presset derhjemme, så nedjusterer de kravene til mig herovre og omvendt. Det gør, at jeg ikke så nemt brænder sammen.”

At det blandt andet er 10 og 12-taller, der florerer på det eksamensbevis, Mathias tager med sig fra Søstjerneskolen – trods det niveau han befandt sig på, da han kom – tror han, skyldes, at undervisningen er foregået i et tempo, der passer til ham. Men også, at de ligesom på hospitalsskolen tager udgangspunkt i hans verden. Fx ville han for nylig købe et oppusteligt badebassin til sin have, men var i tvivl om, om det kunne være der. Så var det det, de regnede på i matematik.

Støtte tidligere

Snart skal Mathias videre på en ungdomsuddannelse. Og selvom han allerhelst blev på Søstjerneskolen sammen med Sille og alle de andre omsorgsfulde voksne, så er han fortrøstningsfuld. Han har erfaret, at det lader sig gøre at trives i en skole.

Men når han kigger tilbage, tænker han ikke, at der havde behøvet at gå så mange år, før han fik den erfaring.

”Jeg tror godt, at det kunne have været anderledes. Hvis jeg fx havde fået nogle faste samtaler med en som Sille, der forstod mig og så mig. Det havde ikke behøvet at være en til en som her. Men på Freinetskolen var det også andre, der havde det svært. Måske kunne vi have delt en støttepædagog og på den måde haft mulighed for at trække os fra fællesskabet, når det var svært,” siger han og peger på en anden faktor:

”Det her med, at det tog så lang tid at finde et tilbud til mig. At systemet er så langsomt. Det har ikke været godt for mig at gå hjemme i så lange perioder,” siger Mathias og tilføjer:

”Der er flere, der har sagt til mig, at ’nu er det jo skatteborgernes penge’, og at man jo ikke kan få alt, hvad man peger på. Jeg ved godt, at det er dyrt at have mig gående her, men for mig – og min familie – har det handlet om at overleve og at kunne eksistere. Og måske havde det ikke været så dyrt, hvis jeg havde fåret hjælp tidligere,” siger han.

På folkemødet på Bornholm mødes Mathias Vinsten Munk med eksperter i skolefravær. De skal tale om, hvordan man bliver bedre til at hjælpe børn, der ikke kommer i skole. Se programmet her.