Nye oplevelser af tryg tilknytning kan spille en vigtig rolle i behandlingen af spiseforstyrrelser

I dag ved Hanne Miris Møller, at hun bedøvede sig selv og fortrængte negative følelser gennem træning eller sult, som efterlod et kick og en rus, og fungerede som en flugt fra alt det svære.

Hun ved også, at hun fandt tryghed igennem kontrol af mad og træning. Og at spiseforstyrrelsen og træningsafhængigheden var en ubevidst strategi, hun havde udviklet til selv at skabe et trygt rum i stedet for at søge den i relationer til andre mennesker.

Det vidste hun ikke dengang. Hun vidste heller ikke, at det, der startede som et frikvarter, skulle ende med at gøre hende alvorligt syg og tage magten fra hende.

Hun var 19 år, var ved at færdiggøre gymnasiet, da hun indrettede et træningsrum i kælderen med kondicykel og håndvægte. Hun begyndte også at tælle kalorier og skære ned på sin kost.

Da hun startede på jurastudiet, brugte hun det meste af den tid, hun ikke læste, på at træne. Og da hun flyttede hjemmefra, købte hun fitnessudstyr, som hun installerede i sin lejlighed.

”Jeg oplevede, at jeg kunne klare alting selv. Det gav mig en følelse af tryghed at være uafhængig af andre mennesker. I dag kan jeg se, at jeg ubevidst var utryg ved at knytte mig til andre,” forklarer hun.

Gennem sin årelange kamp mod spiseforstyrrelse og træningsafhængighed har Hanne Miris Møller erfaring med både psykiatriens behandlingsmetoder fra sine indlæggelser på Center for Spiseforstyrrelser og psykoterapeutisk samtaleterapi med fokus på tilknytning.    

Det er netop psykologiske teorier om utryg tilknytning sat i relation til spiseforstyrrelser og træningsafhængighed, som er omdrejningspunktet for den bog, Hanne Miris Møller siden har skrevet og udgivet i samarbejde med sin psykolog Mia Beck Lichtenstein og Cecilie Hermanni, der også har været i behandling hos Mia Beck Lichtenstein.

Det er bogens gennemgående credo, at mennesker med spiseforstyrrelser ofte er præget af en grundlæggende relationel utryghed, og at denne utryghed enten kan være en direkte årsag til udviklingen af spiseforstyrrelsen eller udgøre en væsentlig risikofaktor i forhold til udviklingen af spiseforstyrrelsen. For at lykkes med behandlingen af spiseforstyrrelser, må behandlingen derfor tage afsæt i arbejdet med at skabe nye tilknytningserfaringer i en tryg relation, så mad- og træningskontrollen ikke længere er nødvendig, lyder bogens budskab.

Angst for at blive forladt

Først som 33-årig indså Hanne Miris Møller, at hun havde brug for hjælp. Det var bogen ”Besat af træning”, der overbeviste hende. Det var psykolog med speciale i spiseforstyrrelser og træningsafhængighed, Mia Beck Lichtenstein, der havde skrevet den.

”Jeg kunne jo genkende det hele. Der gik det op for mig, at der var noget galt. Jeg skulle træne, selvom jeg var syg, skadet eller på ferie. Det skabte massiv uro, hvis ikke jeg kunne komme til at træne. Det blev mere og mere, jeg blev ved med at øge mængden og intensiteten,” konstaterer Hanne Miris Møller.

Hun kontaktede Mia Beck Lichtenstein og startede i et samtaleforløb hos hende i 2017. Til at starte med for at få hjælp til at komme ud af træningsafhængigheden. Men snart også for at få hjælp til at bryde ud af den spiseforstyrrelse, hun fandt ud af fulgte med træningsafhængigheden. For når hun skruede ned for træningen, skruede hun også ned for maden.

I samtalerne oplevede Hanne Miris Møller noget, som hun ikke havde oplevet før. ”Mia fik mig trukket ud af den følelsesmæssige ensomhed, jeg i så mange år havde levet i. Hun kom meget tæt på og fik mig til at mærke, hvordan jeg egentlig havde det. Den måde, Mia Beck Lichtenstein mødte mig på, med varme, omsorg og nysgerrighed, gjorde, at jeg knyttede et følelsesmæssigt bånd til hende,” forklarer hun.

Mia Beck Lichtenstein har som praktiserende psykolog, ph.d. og professor ved Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet i Odense mange års erfaring i at arbejde med tilknytning som del af behandlingen af patienter med spiseforstyrrelser og træningsafhængighed – både som psykolog i Børne- og Ungdomspsykiatrien, som praktiserende psykolog og som konsulent for Team Danmark. Siden 2011 har hun blandt andet forsket i træningsafhængighed, spiseforstyrrelser, angst og depression. Hendes terapeutiske tilgang er en blanding af kognitiv adfærdsterapi og compassionfokuseret terapi kombineret med tilknytningsteori og evolutionspsykologi.

”Forskning viser en kobling mellem spiseforstyrrelser og en højere forekomst af utrygge tilknytningsmønstre. Det er ikke nyt, men denne viden har ikke for alvor slået an – det fik os til at skrive bogen ”Med kroppen som gidsel” for at skabe opmærksomhed omkring, hvor afgørende det er at skabe nye gode erfaringer med tryg tilknytning i behandlingen af spiseforstyrrelser,” forklarer hun.

Bogen ”Med kroppen som gidsel” handler om, hvordan mad og træning kan blive en erstatning for nære relationer og være en strategi til at opnå tryghed.

Mia Beck Lichtenstein understreger, at hun har kæmpe respekt for det arbejde, som regionernes spiseforstyrrelsescentre laver. Hvis ikke de var der, var der formentlig flere, der ville dø af anoreksi. De er gode til at hjælpe patienterne til at komme op i vægt og overleve, mener hun.

”Vægtøgning er en vigtig del af behandlingen. Men det er ikke nok. Hvis man skal fjerne årsagen til spiseforstyrrelsen, kræver det psykoterapeutisk behandling,” siger hun.   

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frisættelsen i at forstå fjerner skyld og skam

I sin praksis har Mia Beck Lichtenstein i årevis haft positive erfaringer med at fokusere på nye erfaringer med tilknytning. En del af behandlingen består i, at hun hjælper sine patienter til at finde ud af og forstå, hvordan og hvorfor tidlige erfaringer med utryg tilknytning, som patienten måske slet ikke husker eller er bevidst om, kan være en del af forklaringen på spiseforstyrrelsen eller træningsafhængigheden.

”For mange opleves det frisættende at få en ny forståelsesramme. Mange der lider af spiseforstyrrelser eller træningsafhængighed føler fejlagtigt, at de selv er skyld i problemerne. Det kan lette at fritage dem for den skyld og skam, som er brændstof for en spiseforstyrrelse. Når man forstår, hvad man har med i den mentale bagage, kan man møde sig selv med større omsorg og færre selvbebrejdelser,” forklarer hun.

Næste skridt er, at Mia Beck Lichtenstein forsøger at give patienterne nye positive erfaringer med relationer og tilknytning. Egentlig sker det ofte helt af sig selv. For tilknytningen i terapien opstår ofte, når patienten over tid oplever, at terapeuten er til at stole på, er lyttende, nærværende og forstående.

Det at arbejde med tilknytning i det terapeutiske arbejde er at skabe et rum, hvor patienterne kan føle sig tryg ved at blive mødt, som de er, og at få erfaringer med, at det at lade andre mennesker komme tæt på i deres liv kan være forbundet med samhørighed, respekt og omsorg.

”Når patienterne i sindet, kroppen og nervesystemet oplever, at det kan være en god oplevelse forbundet med tryghed, varme og nærvær at være tæt på et andet menneske, vil det skabe mod på og lyst til at åbne sig og knytte sig til andre mennesker, og det spiller en afgørende rolle i varig behandling af spiseforstyrrelser og træningsafhængighed,” forklarer Mia Beck Lichtenstein.

For Hanne Miris Møller var det skelsættende i terapien hos Mia Beck Lichtenstein netop, at hun oplevede pludselig at åbne op og knytte sig til Mia.  

På den ene side var det rart, men samtidig fremkaldte det også angst at knytte sig følelsesmæssigt til et andet menneske. Det gik op for Hanne Miris Møller, at hun i mange år havde holdt mennesker på afstand. Det, at Mia Beck Lichtenstein pludselig kom så tæt på, medførte en angst for at blive afvist og forladt.

”På den ene side havde jeg lyst til at flygte fra Mia og afslutte forløbet. På den anden side havde jeg lyst til at flytte ind hos hende og bare være hos hende hele tiden. Jeg glædede mig til at se hende, og jeg savnede hende mellem sessionerne,” forklarer hun.

I starten var Hanne Miris Møller ikke klar over, hvad det var, der var sket. Først senere fandt hun ud af, at hun havde knyttet sig til Mia. I dag er hun overbevist om, at det netop er relationen til Mia og også det direkte fokus på tilknytning i samtaleterapien, der har hjulpet hende.

”Jeg er helt sikker på, at det er det, der har gjort, at jeg har kunnet begynde at give slip på kontrollen over mad og træning. Fordi jeg i stedet har fundet tryghed igennem relationen til Mia,” forklarer hun.

Det kræver tryghed at slippe en ensom strategi

I bogen beskriver Hanne Miris Møller den lange rejse, det har været at slippe fri af både spiseforstyrrelse og træningstvang. Hvordan hun i løbet af samtaleterapien var nødt til at blive indlagt på Center for Spiseforstyrrelser i Ballerup, fordi hun fik behov for intensiv hjælp til at komme op i vægt, men også hvor lidt fokus, der var på omsorg, nærvær og nysgerrighed på, hvordan hun og de andre patienter havde det, der, hvor hun var indlagt. Det var grænseoverskridende at lade sig indlægge. Men til sidst var Hanne Miris Møller så forpint og udmattet, at hun vidste, at hun ikke kunne fortsætte på den måde.

”Den dag i dag er det stadig ufatteligt for mig, at det kunne komme så vidt,” konstaterer hun.

Når kroppen bliver sultet og stresset så voldsomt, bliver der frigivet hormoner og signaler i krop og hjerne, som kan være afhængighedsskabende, forklarer Mia Beck Lichtenstein.

Efter rusen kommer regningen. Nedturen i form af udmattelse, angst og depressive tanker, en slags massive psykiske tømmermænd, som kan sende kroppen på jagt efter endnu et kick i træningens og sultens rus. Det er blandt andet derfor, det er så svært bare at stoppe.

Målet med at skabe nye trygge og positive erfaringer med tilknytning til andre mennesker er at skabe et alternativ til spiseforstyrrelsens tvang, kontrol og ensomhed, forklarer Mia Beck Lichtenstein.

”Når spiseforstyrrelsen for alvor har bidt sig fast i et menneske, er det jo, fordi den har virket, også selv om den har haft en ofte meget høj pris. Men hvis man begynder at opleve gevinsterne ved, at det at åbne sig og knytte sig holder længere end de kick, man får af en træning eller ved at sulte sig, kan det give en mere grundlæggende tilfredsstillelse. Derfor insisterer jeg på, at det at arbejde med tilknytning, empati, varme og omsorg er og bliver en afgørende del af behandlingen. Det giver patienterne et meget mere stabilt og vedvarende fundament for at møde sig selv med mildhed, accept og forståelse,” siger hun.

Selv da Hanne Miris Møller blev indlagt på Center for Spiseforstyrrelser i Ballerup, fortsatte hun træningen på sit værelse, til hun fik et træthedsbrud i foden. I de første uger humpede hun rundt, uden at der var nogen, der talte med hende om det eller henviste hende til lægen på afdelingen. I dag undrer det hende, hvor lidt fokus der var på, hvordan hun og de andre patienter havde det. Hvor lidt der blev talt om følelser, og hvor ensporet fokus var på mad, vejning og kontrol, som hun beskrev det i debatindlægget ”Behandlingen nedbrød mig yderligere: Jeg længtes efter varme og omsorg, som er spiseforstyrrelsens værste fjende”, som Socialt Indblik bragte for et par uger siden.

Behandlingens fokus er først og fremmest fastlagt spisning efter et tidstyret skema med afsæt i rationalet, at mennesker, der lider af spiseforstyrrelser, har brug for at få genetableret sunde spisevaner. Vejningerne skal sikre, at patienterne tager på i vægt.

Hanne Miris Møller forstår godt, at der er nødt til at være rammer omkring måltiderne og vægtøgningskrav, men den grad af rigiditet, der blev lagt for dagen, er hun både chokeret og uforstående overfor.

Hendes oplevelse var, at behandlingen flere gange var umenneskelig og ydmygende, blottet for respekt.

Brug for tryghed og omsorg

Den første dag i indlæggelsen sad hun grædende på sengen på sit værelse, ude af stand til at rejse sig fra sengen og komme ned til aftensmåltidet. Her kom en af de ansatte for at hente hende.

”Den ansatte stak hovedet ind ad døren, men blev ude på gangen, hvorfra hun konstaterede, at hvis jeg ikke kom ned i spisesalen med det samme, så ville jeg blive sendt hjem, og så gik hun igen. Et normalt menneske havde jo sat sig hen ved siden af mig og spurgt mig, hvorfor jeg var ked af det. I stedet blev jeg bare efterladt alene og ked af det. Det er mangel på omsorg”, mener Hanne Miris Møller.

Alt i behandlingen er lagt sådan an, at det er de indlagte, der skal henvende sig til personalet, hvis de har noget, de kæmper med og har brug for hjælp til. Men for mennesker med et utrygt tilknytningsmønster er det svært, fordi de er bange for, at de ikke vil få den hjælp, de har brug for, mener hun. At arbejde med utrygge tilknytningsmønstre og hjælp til relationel tryghed er ikke en del af behandlingen i dag. Men det burde det være, argumenterer hun.

I seks uger ’holdt hun ud’, som hun formulerer det, selvom hun egentlig var visiteret til længere tid. Hanne Miris Møller anerkender, at det var nødvendigt for hende at være indlagt for en tid og blive revet fuldstændig ud af den skadelige tvang, der styrede hendes liv fuldstændigt. Men behandlingen var unødvendig kold, umenneskelig og omsorgsforladt, mener hun fortsat den dag i dag.

”Det var faktisk direkte traumatiserende”, siger hun.

Efter indlæggelsen fortsatte Hanne Miris Møller det samtaleforløb, hun var startet i hos psykolog Mia Beck Lichtenstein. En helt anden type behandling og relation. Her startede bedringen, og opmærksomheden blev for alvor rettet mod det følelsesmæssige bånd, som hun opdagede, at hun havde knyttet til Mia. Det afgørende for Hanne Miris Møller var at bryde ud af den følelsesmæssige ensomhed, som hun havde levet i så længe. Som følge af dette startede også et samarbejde, der mundede ud I bogen ”Med kroppen som gidsel”, som udkom i foråret 2023.

Mia Beck Lichtenstein kender til argumenter om økonomi og knappe ressourcer, når spørgsmålet om længerevarende individuel psykologbehandling bliver drøftet. Men hun kender også til argumenter om frygt for at skabe afhængighedsforhold mellem terapeut og patient, som gør det svært for patienterne at stå på egne ben, når behandlingen afsluttes.  

Det sidste er hun ikke bange for:

”Rationalet er nogle steder, at man er bange for, at patienter knytter sig. Det tror jeg ikke, at vi skal være bange for – også selv om de måske kun kan komme fem gange. Jeg tror stadig, at de fem eller ti gange kan udgøre et fundament for, at patienten for fremtiden tør række ud, fordi han eller hun har oplevet, at der er andre, der vil lytte og møde dem omsorg og nærvær. Jeg tror, at vi er kommet til at overse værdien af tilknytning i de sidste mange års fokus på mad og vægt,” siger hun.

Men er der ikke etiske udfordringer i, hvis man som terapeut kommer til at skabe et afhængighedsforhold?

”Jo, der kan være udfordringer. For når man er utryg i sin tilknytning, vil de tidlige utrygge tilknytningserfaringerne komme i spil i det terapeutiske arbejde, og angsten for at blive afvist eller svigtet vil automatisk blive aktiveret. Den angst er ekstrem vigtig at være opmærksom på for både patient og terapeut. Derfor taler jeg helt konkret med patienten om det,” siger Mia Beck Lichtenstein.

Hvad gør du for at sikre, at patienten ikke knytter sig så stærkt, så han/hun bliver afhængig af dig?

”Her tror jeg, at det er vigtigt at forstå, at tilknytning ikke er det samme som afhængighed, misbrug eller uselvstændighed. Min erfaring er tværtimod, at tilknytningsarbejdet giver patienterne bedre afsæt for efterfølgende at gå ud og finde andre nye sunde relationer i deres øvrige liv. Det er jo ikke målet, at de skal blive afhængige af terapeuten, men at vi skal skabe et godt sundt fundament for at turde knytte sig til partnere, familiemedlemmer, venner og andre nære og nærende relationer,” siger hun.

Ofte bliver patienterne i behandlingen, indtil de selv oplever, at de ikke har brug for hverken spiseforstyrrelsen eller terapien – at de er et sted, hvor de er i stand til at passe på sig selv og søge andre trygge relationer og har etableret andre strategier end spiseforstyrrelsen, forklarer hun:

”Når de har erfaret, at relationer kan føre til andet end svigt og ubehag – nemlig omsorg, nærvær, tillid og tryghed – da oplever de naturligt, at terapeuten bliver overflødig.” 

Friheden bor i menneskelig forbundethed

Spiseforstyrrelser og træningsafhængighed er ensomme strategier, og de, der lider under disse skadelige strategier, har brug for at bryde ud af ensomheden og få erfaringer med, at andre mennesker kan være en kilde til tryghed, lyder bogens budskab.

En spiseforstyrrelse handler om hårdhed og rigiditet, og i spiseforstyrrelsesbehandlingen i dag møder man den syge med præcis det samme, oplevede Hanne Miris Møller. Det, et menneske med en spiseforstyrrelse i stedet har brug for, er at blive mødt med varme, omsorg, nærvær og rummelighed for derigennem at skabe den afgørende trygge tilknytning, der kan hjælpe mennesket med at slippe fri af spiseforstyrrelsen, mener hun.

”Jeg talte med en psykolog en lille times tid fem gange på de seks uger, jeg var indlagt. Det er ikke meget, når man er indlagt med en psykisk lidelse. Herudover bestod den menneskelige kontakt i statusmøder med min kontaktperson og selvmordsscreening ud fra et spørgeskema. Jeg savnede nærvær fra de ansatte,” konstaterer Hanne Miris Møller.

”Det handler ikke nødvendigvis om flere ressourcer, men om at bruge de eksisterende ressourcer på en anden og bedre måde. Jeg oplevede selv, at der var fint med ansatte til stede, som kunne have talt mere med os, vist omsorg, lyttet, været nysgerrige på, hvordan vi havde det. Netop en så intens periode som en indlæggelse rummer masser af oplevelser og følelser, man kunne gå på opdagelse i,” siger hun.

”Selvom man på den ene side ikke tør give slip på sin ensomme strategi, spiseforstyrrelsen, så er det ikke ensbetydende med, at man ikke længes efter tryghed og nærhed til andre mennesker. Det virker bare for farligt – derfor er det vigtigt, at andre hjælper én ud af ensomheden”, forklarer hun.

I dag, fire et halvt år efter indlæggelsen og efter et langt forløb i samtaleterapi, har Hanne Miris Møller genvundet balancen. Hendes vægt er stabil og inden for normalområdet, og hendes træning er tilsvarende afbalanceret med hviledage efter behov. Hun kan mærke, når hun er træt og har brug for en fridag fra træningen, og en træningsfridag udløser ikke længere angst og uro.

Hun er ikke i tvivl om, hvad der har hjulpet hende hertil.

”Det er de gode erfaringer med at blive set, mødt, og rummet i alle mine følelser, der har hjulpet mig til at slippe fri af træningsafhængigheden og spiseforstyrrelsen. Det er følelsesmæssig varme, nysgerrighed og omsorg fra et andet menneske, jeg har haft brug for. Det har været at knytte et følelsesmæssigt bånd og føle forbundethed til et andet menneske, jeg har længtes efter,” konstaterer hun.