Mennesker med levede erfaringer skal dele deres historier i medierne. Men det kræver dialog om etikken

Psykisk vold har forfulgt Julie hele livet. Frederik blev udsat for vold af sin kone. Louises barndom med vold: “Hvorfor var der ingen, der gjorde noget?”

Vi har som samfund fået fokus på den vold, der sker inden for hjemmets fire vægge, og det afspejler sig i medierne, der i stigende grad dækker vold i nære relationer, og ofte er det erfaringspersoner som Julie, Frederik og Louise, der bærer historierne frem.

Det er på mange måder godt, for vi er helt afhængige af disse menneskers vidnesbyrd. Vold er et alvorligt samfundsproblem, og de personlige historier kan hjælpe os til at forstå nuancerne i volden – og dermed til at hjælpe de voldsudsatte og forebygge vold, lyder det fra Shani Hannah Shalom, der er presse- og kommunikationskonsulent hos organisationen Lev Uden Vold, der er stiftet af Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Danner, Dialog mod Vold, Mandecentret og Mødrehjælpen.

Men vi er også nødt til at tale om, hvordan vi passer på dem, der stiller sig frem og deler deres historie, påpeger Shani Hannah Shalom:

”De gør det ofte, fordi de gerne vil gøre en forskel, men det er samtidig sårbart. For flere af dem kan det have fatale konsekvenser, hvis man ikke tager de nødvendige hensyn. Deres sikkerhed kan være på spil, og det kan også være retraumatiserende at fortælle om den vold, man har været udsat for. Derfor er det vigtigt at tale med kilden om, hvor meget vedkommende er parat til at dele – og hvilke konsekvenser det kan have for dem,” siger hun.

I januar i år udgav Lev Uden Vold sammen med deres stiftende organisationer ”8 gode råd til journalister om vold i nære relationer”. Rådene lægger op til etiske overvejelser, når man som journalist eller redaktør dækker vold i nære relationer, og når man som en organisation som fx Lev Uden Vold skal støtte erfaringspersoner i at fortælle deres historie i medierne.

”Rådene er ikke tænkt som en facitliste, men som et redskab for både os som organisationer og pressen til at styrke samarbejdet, dialogen og historierne. Vi håber, at rådene som minimum kan sætte gang i en faglig samtale på medier og journalistuddannelser om dilemmaer og etik, når man dækker vold i nære relationer, for der er sjældent entydige svar,” siger Shani Hannah Shalom.

De otte råd har blandt andet fokus på, hvordan man som journalist og medie kan balancere hensynet til sikkerhed og anonymitet over for de presseetiske retningslinjer, der blandt andet siger, at man bør høre den anklagede, hvis oplysninger kan skade eller krænke vedkommende. Desuden stiller rådene skarpt på, hvordan man undgår at retraumatisere eller utilsigtet skyde skylden på den voldsudsatte, og ikke mindst på det ansvar, man som medie har for at passe på kilden også efter interviewet.

Ingen har dårlige hensigter

Selvom både Lev Uden Vold og de øvrige organisationer, der står bag rådene, primært har gode oplevelser med at samarbejde med medier, har de også oplevet situationer, hvor mediet ikke har gjort sig klart, hvordan de vil passe på de sårbare kilder – fx i forhold til sikkerhed. De opfordrer derfor til at tage en grundig dialog med kilden om, hvad det kan betyde, hvis man kontakter modparten – og til ikke bare per automatik at gøre det.

”Måske kan man dokumentere på en anden måde, en dom, dokumentation fra et krisecenterophold eller en lægejournal kan måske være nok – og i situationer, hvor både kilden og omtalte personer er fuldstændig anonymiserede, kan man overveje, om det overhovedet er nødvendigt at række ud til modparten,” siger Shani Hannah Shalom.

Hun fortæller, at hun på et tidspunkt læste en artikel i Kristeligt Dagblad, hvor en voldsudsat fortalte om sine oplevelser med psykisk vold, men hvor det i beskrivelserne ikke lignede, at journalisten havde hørt modparten. Det gjorde hende nysgerrig. For hvilke overvejelser havde journalisten gjort sig?

Det fik hende til at kontakte journalisten, som fortalte om processen med at dokumentere historien på anden vis. Blandt andet havde journalisten anonymiseret kilden helt og fået bekræftet historien hos kvindens psykoterapeut.

I det hele taget holder Shani Hannah Shalom sig ikke tilbage med at give feedback til journalister, hvis hun synes, at fx ordvalget i en artikel eller et indslag er problematisk.

”Det kan fx være, hvis mediet gentagne gange bruger ord eller sætninger, der utilsigtet flytter skylden over på offeret, fx vendingen ’en voldelig relation’ frem for ’voldsudsat’. Vi har alle et ansvar for at være bevidste om vores ordvalg, for det smitter af på den måde, vi som samfund anskuer en problematik,” siger hun og fremhæver, at et af de otte råd er, at man skal vælge sine ord med omhu, både i interviewet og i det endelige journalistiske produkt.

”I stedet for at spørge: Hvorfor gik du ikke bare? kan man spørge: Hvordan føltes det for dig? Hvad gjorde det svært for dig at gå? På den måde anerkender man, at det kan være svært at gå fra en voldelig partner, samtidig med at offentligheden får svar på noget, som de måske undrer sig over.”

Shani Hannah Shalom fremhæver, at mediernes ansvar for at passe på en kilde med levede erfaringer både gælder før, under og efter artiklen eller indslaget er bragt. Blandt andet peger hun på, at det er mediets ansvar at holde styr på kommentarsporet, hvis indslaget ligger på mediets sociale medier.

”Det kan man gøre på flere måder. Man kan moderere, kommentere eller lukke kommentarsporet, hvis tonen bliver for aggressiv. Men man skal vise kilden, at man tager hånd om det og er opmærksom på deres tryghed,” siger hun og fortæller om en kvinde, som Lev Uden Vold formidlede kontakt til, da et medie henvendte sig til organisationen.

”Så snart historien var ude, blev hun overvældet af den kritik, der ramte hende – også på hendes private sociale medier. Her mener jeg, at medierne har et ansvar for at følge op. Og det har vi også som organisation, hvis det er os, der har formidlet kontakten,” siger Shani Hannah Shalom.

Hun peger på, at det ikke kun handler om at passe på den enkelte erfaringskilde, men om at værne om den vigtige stemme, erfaringskilder har:

”Vi har brug for deres indsigt. Og ser man som voldsudsat, at andre, der er stået frem, bliver behandlet dårligt, giver det ikke lyst til at gå samme vej. Det samme gælder for andre sårbare kilder, hvis vidnesbyrd vi har brug for.”

”Vigtigt initiativ fra Lev Uden Vold”

Tine Johansen, der er formand for Dansk Journalistforbund (DJ) hilser rådene fra Lev Uden Vold velkomne.

”Vi har nogle retningslinjer for god presseskik, hvor der står, at ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn ­– og også, at der skal vises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken. Der er altså et særligt hensyn, der også gælder voldsudsatte. Men det er jo meget generelt formuleret, og derfor er det et vigtigt initiativ, når Lev Uden Vold og andre aktører sætter fokus på de særlige hensyn, der skal tages til en bestemt gruppe. Det kan bidrage til, at man ikke uforvarende kommer til at bringe en kilde i en dårlig situation,” siger hun og fortsætter:

”Det er også med til at sætte fokus på nogle af de dilemmaer, man har som journalist, hvor man på den ene side skal tage størst muligt hensyn til ofret, og på den anden side skal høre den anklagede, hvis oplysninger kan skade eller krænke vedkommende. Her er vigtigt at lytte til dem, der er tæt på problemstillingerne, blandt andet forskere, organisationer og erfaringspersoner.”  

Tine Johansen fortæller, at det netop var forskere og erfaringspersoners viden, der for nylig førte til en ændring i de presseetiske retningslinjer i forhold til selvmord. Mens man tidligere har frarådet at skrive om selvmord, er anbefalingen nu, at man gør det med omtanke.

”Både forskere og erfaringspersoner pegede på, at vi bidrager til tabuisering, hvis vi undlader at omtale selvmord. Derfor er anbefalingen nu, at man skal gøre det med omtanke. På samme måde kan vi blive klogere på andre områder. Vi har fx også haft en dialog med Børnerådet om, hvad vi skal tage hensyn til, når børn er kilder. Jeg tror, at vi er nødt til at tale mere sammen, journalister og videnspersoner. Det er i alles interesse, at erfaringskilder kommer til orde på en måde, hvor etikken er i orden.”