Mette vil revolutionere myndighedernes beskrivelser af udsatte børn og unge

Siden Mette Larsen i 2020 gik i gang med at afdække, hvordan tidligere anbragte børn og unge oplevede det at søge aktindsigt og læse de journaler, socialrådgivere og andre fagprofessionelle havde skrevet om dem gennem deres opvækst, er det blevet stadigt tydeligere for hende, at der er brug for en grundlæggende ændring af praksis. 

Med bogen ”Blikke fra dem du skriver om – Børn og unges aktindsigt” gav hun i 2022 et nyt og unikt indblik i, hvordan det for de tidligere anbragte ofte var både hårdt og nogle gange endda traumatiserende at møde sig selv i de skriftlige journalbeskrivelser af deres liv. 

Fx beskrev en kvinde, hvordan det ramte hende hårdt og som en helt urimelig nedladende kommentar og misforståelse, at hun i sin journal kunne læse, at en socialrådgiver havde skrevet, at hun følte sig ’hævet over de andre børn’, mens en anden kvinde fortalte, hvor stærkt det påvirkede hende at læse, at Børn og Ungeafdelingen havde skrevet at ’det krævede mange kræfter at varetage omsorgen for hende’, mens en psykologs beskrivelse af en dreng som ’et barn med et falsk selv’ gik igen og blev gentaget af socialrådgivere og andre kommunale aktører flere år efter, som man kan læse i artiklen ”Anbragte børn og unge vil beskrives korrekt: Journalens ordlyd definerer anbragte børns selvfortælling”.

I arbejdet med bogen havde Mette Larsen interviewet en række tidligere anbragte, som havde søgt aktindsigt i deres sag og kortlagt socialrådgiveres praksis og overvejelser i forbindelse med journalskrivningen. Og hendes forskning gør det tydeligt, at det er rigtigt sårbart at blive skrevet om. 

”Der kan være mange gode beskrivelser, hvor de anbragte føler sig set og hørt og mødt og rigtigt beskrevet. Men når der er beskrivelser, hvor de føler sig negativt beskrevet, eller hvor der mangler forklaringer på, hvorfor de fx var vrede, så kommer beskrivelsen til at stå og blinke, fordi det kommer til at lyde, som om vreden var en personkarakteristik snarere end en naturlig reaktion på en konkret situation,” forklarer hun. 

Ud over bogen er Mette Larsens forskning konkret mundet ud i ni nye skriftlighedsprincipper for, hvordan man kan sikre, at børn og unge bliver beskrevet respektfuldt, og at deres ord og perspektiver bliver nedfældet på skrift i deres journaler, så de indgår og får værdi i sagsbehandlingen. 

Inddragelse styrker relationen 

De ni skriftlighedsprincipper understreger blandt andet, at det er vigtigt at inddrage børn og unge i dokumentationen, og at det er vigtigt at adskille problemet fra barnet. Ligesom det er vigtigt at tydeliggøre, hvem der er tekstens afsender, hvor de forskellige oplysninger om barnet kommer fra, hvad der er henholdsvis vurderinger og observationer og vigtigheden af at beskrive konteksten, som en bestemt situation udspiller sig i. Principperne advarer også imod, at den fagprofessionelles egne negative følelser og holdninger påvirker beskrivelserne.

Siden bogen udkom, har hun fået adskillige henvendelser fra organisationer, uddannelser og kommuner, der har fået øje på problemet og ønsker at styrke medinddragelsen af børnene i journalskrivningen.

”De, som henvender sig, har fået blik for det magtforhold, der ligger i journalskrivningen, og den betydning, det har for hele sagsforløbet, at børnene får medindflydelse. Og socialrådgiverne har oplevet, hvordan det kan være med til at skabe tillid og mod på at samarbejde og styrke relationen, når de unge oplever, at de bliver inddraget i selve journalskrivningen,” forklarer hun. Det kan fx være et referat af en børnesamtale, som socialrådgiverne har skrevet i børnehøjde og læser op for barnet efterfølgende.

”Nogle børn bliver helt benovede over at høre, at socialrådgiveren har skrevet det, de har fortalt, ned,” siger Mette Larsen. 

Efter udgivelsen af bogen har Mette Larsen stået i spidsen for udviklingsprojektet ’Med barnets perspektiv i centrum for skriftlighed i børnesager’, der blandt andet indebærer, at hun rejser rundt og holder workshops, der skal klæde socialrådgivere, pædagoger, familieplejekonsulenter, skolelærere, jurister og andre, der skriver om børn i børnesager, på til at inddrage de unge i journalskrivningen og til at skrive med afsæt i de principper for tydelig og respektfuld journalskrivning, hun har udviklet.

Alle børn har ifølge FN’s Børnekonvention og Serviceloven ret til at blive hørt og inddraget i deres egen sag, og det er den rettighed, Mette Larsen med projektet vil styrke efterlevelsen af.       

Det handler om ordets magt 

Projektet indgår i det større fondsstøttede projekt ’Retten til egen historie’, der er støttet af Folketingets partier, og aktuelt er de fem kommuner Lyngby Tårbæk, Greve, Tårnby, Allerød og Rødovre med i projektet. Men ambitionerne rækker langt videre: 

”Min ambition er at ændre denne sagsbehandlingspraksis i børnesager landsdækkende. Jeg vil udbrede budskabet, at inddragelse ikke er godt nok, hvis det kun sker i samtalen. Hvis ikke det er nedfældet skriftligt, er det ikke noget værd. Da bliver det en form for skin-inddragelse. For det, der kommer til at ligge til grund i den videre sag og for barnets videre fortælling, er det, der er nedskrevet i journalen, ikke det, der er hyggesnakket om omkring et mødebord,” siger hun. Den holdning deler Mette Larsen med sine to kollegaer fra Københavns Professionshøjskole, Idamarie Leth Svendsen, der er jurist, og Anne Houmann Bjerregaard, som oprindeligt er socialrådgiveruddannet. Begge deltager nogle gange i undervisningsforløbene hos kommunerne. 

Når Mette Larsen kommer ud i kommunerne for at holde oplæg, starter hun altid forløbet med en kickoff-session i samarbejde med De Anbragtes Vilkår. En tidligere anbragt er med og fortæller sin historie om, hvordan hun eller han oplevede det at læse sin egen journal.

”Det at høre den unges stemme i rummet og opleve hende læse sin fortælling højt, skaber et stærkt afsæt og en konkret forståelse for, hvor stor og afgørende en rolle journalbeskrivelser spiller for dem, vi skriver om – og et blik for den definitionsmagt, fagprofessionelle har, når de fører journal,” forklarer Mette Larsen. 

Hun beder altid deltagerne om at tage et par eksempler på journaler, de har skrevet, med – et eksempel på en journal, de synes er velskrevet og en mindre god. 

Når hun har præsenteret de ni skriftlighedsprincipper for gruppen, bliver de bedt om to og to at revidere deres journaltekster, at omskrive med tydelige markeringer, så de efterfølgende kan fremlægge deres forslag til ændringer og begrunde dem. 

Herefter runder Mette Larsen workshoppen af med en debat om, hvad deltagerne er blevet optaget af, hvad de har erfaret og reflekteret over undervejs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under workshoppen stiller Mette Larsen ofte spørgsmålet ”Skriver I om de unge eller til de unge?”

Ofte er svaret, at de fagprofessionelle – socialrådgivere, pædagoger eller plejeforældre – skriver om de unge. ”Kan man skrive til de unge?” lyder det umiddelbare svar fra deltagerne – og ofte bliver netop dette nye perspektiv en øjenåbner. 

”Det vil de hjem og prøve. Når vi mødes næste gang, har de alle prøvet at skrive til de unge. Andre prøver at læse journalen højt for barnet og får en tilbagemelding fra barnet,” forklarer Mette Larsen. 

Ved det andet møde deler workshopdeltagerne de erfaringer, de siden sidst har gjort sig ved at inddrage de ni principper i deres journalskrivning. 

”Flere fortæller om, hvordan alene det at skrive til barnet ved konkret at henvende sig til barnet i teksten, som var det et brev, gjorde, at de unge blev interesserede i journalen, og at det styrkede tilliden og samarbejdet i sagen,” forklarer Mette Larsen.

Indsigt i værdifuld viden 

Hendes forskningsinterviews med tidligere anbragte viser netop, at de unge har følt sig misforstået og har savnet, at deres perspektiver og ord blev inddraget og taget alvorligt i deres sager. 

International forskning viser, at der er meget få direkte citat fra dem, det handler om – børnene i børnesager. Og det er problematisk også i et retssikkerhedsperspektiv, mener Mette Larsen. 

”De alvorlige sager (fx om tvangsanbringelser) ender i Børn og Unge-udvalget, hvor mennesker, der måske aldrig har mødt barnet, skal tage stilling til barnets sag. Hvis ikke barnets ord og oplevelser indgår i journalerne, kan politikerne og de øvrige fagpersoner i udvalget ikke tage stilling med afsæt i barnets perspektiv. Hvis ikke barnets stemme er tydelig i dokumentationen, er den ikke meget værd,” siger hun.

Det er Mette Larsens erfaring, at de unge får lyst til at give mere viden og deltage, når de oplever, at fagpersonerne reelt er nysgerrige og optaget af, hvordan de har det. 

”Når man i stedet for at skrive om de unge, vælger at skrive med og til de unge, åbner det en uvurderlig mulighed for at komme tættere på børnene og de unge og få indsigt i deres værdifulde viden og bruge den til at tegne et mere nuanceret billede af deres sag,” siger Mette Larsen. 

Men det at sikre børn og unge ret til at være medforfattere i deres egne sager handler også om at sikre deres FN-sikrede rettigheder, mener hun. International forskning viser, at der er meget få direkte citater fra dem, det handler om – børnene i børnesager.

I Social- og Boligstyrelsens nye ”Håndbog om barnets Lov” er der indført tre sider om forbedring af skriftligheden i børnesager, som refererer til Mette Larsens forskning. De ni nye skriftlighedsprincipper kommer desuden med i Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns livs nye samling af redskaber, der skal hjælpe kommunerne med at styrke inddragelse af børn og unge.