”Min journal er et vidnesbyrd om, at jeg var en brik i et spil om vederlag og løntillæg”

Det er midsommer. Fransiska har afsluttet sin sidste eksamen og sikret sig studenterhuen efter tre år på kostskolen Herlufsholm. Det er ikke hendes forældre, men kommunen, der har betalt for opholdet. For Fransiska har fået lov til at gå her som del af sin anbringelse. Hun har også en plejefamilie, som hun besøger et par gange om måneden. Hun er for kort tid siden fyldt 19 og har aftalt med sin sagsbehandler, at hun kan blive i anbringelsen, indtil studentereksamen er overstået.

”Min anbringelse stopper brat, da jeg bliver student. Så den dag, alle får huer på og bliver hentet for at tage hjem og fejre studentereksamen med deres familier, sidder jeg alene på mit kostskoleværelse, og det går pludselig op for mig, at jeg ikke længere har noget sted at bo. Der er ikke nogen, der har lagt en plan for mig,” fortæller hun.

Fransiska betror sig til sin sovesalslærer på kostskolen og får lov til at blive på skolen et par dage ekstra, til hun har fundet ud af, hvad der skal ske.

”Skolen er helt tom. Der er bare mig, og om aftenen lægger jeg mig til at sove i sovesalen helt alene,” fortæller hun.

En eftermiddag går Fransiska ud for at ryge. Hun går en lille runde langs de tomme skolehuse, hvor eleverne bor, når det ikke er ferie. Fransiskas hus ligger ud til alléen, der løber ud mod hovedvejen. Her kommer en bil kørende. Fransiska ser, at det er hendes venindes mor. Hun skal aflevere nogle skolebøger, viser det sig. Da hun ser Fransiska vandre rundt i skoleuniform, holder hun ind til siden for at høre, hvorfor Fransiska stadig er på skolen, og hvorfor hun går rundt i skoleuniform, når det nu er sommerferie.

”Hun ved godt, at jeg er anbragt, og at det ikke er gået så godt i den sidste familie, jeg har været anbragt i. Jeg prøver bare at klare mig selv og siger, at der ikke er noget. Men hun går mig på klingen. Jeg må krybe til korset og fortælle det, som det er. At jeg ikke ved, hvad der skal ske,” siger Fransiska.

Uden samtykke

Venindens mor tager Fransiska med hjem. Sammen pakker de hendes værelse, og Fransiska ender med at bo i et halvt år hos venindens familie.

Hun mangler tøj – for hun har ikke fået de tøjpenge, hendes plejefamilie har fået fra kommunen. På Herlufsholm har hun gået i skoleuniform, så her har hun klaret sig. Men nu, hvor hun har afslutte sit ophold på skolen, har hun brug for tøj. Det undrer hende, hvad der er blevet af de tøjpenge, hun ved, plejefamilien har fået til hende. Det må være i omegnen af 40-50.000 kroner, hun aldrig har fået de sidste par år, regner hun sig frem til. Til at starte med skriver hun en sms til sin tidligere plejemor og spørger, om hun vil overføre tøjpengene. Men da det ikke lykkes, vælger hun at søge aktindsigt i sin sag for at finde ud af, hvordan økonomien hænger sammen.

Det skal vise sige at blive barsk læsning, der river op i det spinkle rodnet, hun troede, at hun havde skabt hos den seneste – og sjette – plejefamilie, hun har boet hos. Det, hun troede var en slags familie.

Fransiskas er bare to år gammel, da hun første gang bliver anbragt. Anbringelsen sker uden samtykke fra forældrene. En blanding af stofmisbrug, psykisk sygdom, vold og kriminalitet har sendt familien fra kommune til kommune som en såkaldt nomadefamilie – og Fransiska er et af de børn, det er lykkedes forældrene at holde skjult for myndighederne i et stykke tid. Det er underretninger fra pædagogerne i storebrorens daginstitution, der sætter gang i anbringelsen. Da han bliver anbragt, finder sagsbehandleren fra kommunen ud af, at der er to børn mere i familien, der også skal anbringes.

Fransiska bliver akut anbragt på et børnehjem i Slagelse. Herfra bliver hun flyttet til Næstved, og fra hun er tre, til hun er 14 år gammel, bor hun hos seks forskellige plejefamilier, indtil det lykkes hende at overbevise en sagsbehandler om, at hun kan blive anbragt på kostskolen Herlufsholm, hvor hun kan gå på gymnasiet.

Det er her, hendes anbringelse brat ender på en tom sovesal.

Fransiska bor stadig hos venindens familie, da hun beslutter at søge aktindsigt i sin journal og modtager kassen med udskriften af journalen med posten.

”Det er både spændingsfyldt og ubehageligt at læse journalpapirerne, som jeg trækker op af kassen. Jeg blev meget overrasket over den retorik, der blev brugt,” forklarer hun:

”Indtil jeg fik aktindsigt, havde jeg en oplevelse af, at min daværende plejemor var professionel og ordentlig. Det fandt jeg ud af, at hun ikke var. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv i beskrivelserne.”

Forsøgte at være familie

Det undrer hende, at sagsbehandleren og hendes tidligere plejemor har skrevet så mange mails sammen i tiden, mens hun har gået på Herlufsholm. For hun har kun været hjemme hos plejefamilien et par gange om måneden. Fransiska kan blandt andet læse, hvordan de bekræfter hinanden i, at Fransiska er ved at blive fin på den – når hun fx beder om 400 kroner til en vinterjakke.

”Det ændrede fuldstændig mit syn på min plejemor, som jeg hidtil havde syntes var ganske venlig og én, jeg ville kunne betro mig til. Før jeg læste min journal, følte jeg, at vi havde et godt forhold til hinanden.”

Fransiska kunne også læse, at plejemoren skrev til sagsbehandleren, at Fransiska var usædvanligt voksensøgende og havde et overdrevent stort behov for at blive siddende ved bordet og tale med sine plejeforældre, efter at de havde spist aftensmad, når hun var hjemme på besøg fra kostskolen.

”Det var tydeligt at læse i journalen, at det syntes hun var irriterende.”

Det undrede Fransiska – for egentlig havde hun bare forsøgt at være en del af en familie.

”Jeg har altid haft svært ved at forstå, hvordan man er familie. Jeg prøvede bare. Jeg kunne jo se, at det var sådan, man gjorde hjemme hos mine veninder,” forklarer hun.

”Det ændrede meget mit syn på hende, at hun opfattede det som belastende, at jeg havde lyst til at tale med hende og min plejefar,” siger hun.

I det hele taget gav læsningen af journalen hende en gennemgående følelse af at være blevet misforstået. For eksempel i beskrivelser som, ”Fransiska benytter sig ofte af primitive forsvarsmekanismer såsom kontrol.”

Den formulering blev blandt andet brugt i beskrivelsen af en episode, hvor hun ikke ville spise kartofler.

”Men min manglende lyst til kartofler handlede jo ikke om kontrol. Den kom sig af, at mine biologiske forældre havde givet mig rå kartofler at spise, da jeg var helt lille,” forklarer hun.

Det føltes også helt forkert at læse, at hun som femårig blev beskrevet som ”forførende”.

”Jeg synes, at det er et helt forkert ord at bruge om et femårigt barn,” siger hun.

Glemmer forældreproblemet

Beskrivelserne efterlader i det hele taget Fransiska med en følelse af, at de fagprofessionelle og plejefamilierne, der står bag beskrivelserne i journalen, bevidst har valgt ekstremt negativt ladede ord.

”Det får mig til at føle, at de slet ikke kendte mig. Det giver mig et indtryk af, at der er en række voksne, der har studeret mig meget – nærmest klinisk, umenneskeligt. Måske har jeg ikke været så meget anderledes end andre børn. Men fordi der er krav til at observere og beskrive så meget, er beskrivelserne ofte blevet lidt obskure.”

En anden episode fra journalen er fra en tid, hvor Fransiska var i pleje hos en såkaldt aflastningsfamilie. Her kan hun læse, at hun er beskrevet som ”grænsesøgende”, når hun skulle have børstet tænder. Konkret er det noteret, hvordan hun har stukket sin fod ud over dørtrinnet for at flytte sig fra tandbørstningen, og at hun har modsat sig, at plejefaren børstede hendes tænder.

”Når jeg læser beskrivelsen i dag, tænker jeg ikke, at det er så ualmindelig adfærd for et lille barn. Umiddelbart tror jeg, at det er ret almindeligt, at børn gør modstand, når de skal have børstet tænder. I forlængelsen af beskrivelsen af tandbørstningen står der også, at det var moderen i familien, der havde taget imod mig, så måske giver det meget god mening, at det var hende, jeg var mest tryg ved. Måske har jeg slet ikke været så meget anderledes end andre børn,” ræsonnerer hun.

Fransiska kan ikke lade være med at få tanken, at de mange problematiserende beskrivelser af hende i journalen er udtryk for, at der har været voksne med interesse i at få hende til at fremstå vanskeligere, end hun var. At de har ledt efter problemer, der kunne udløse penge fra kommunen.

”Når man læser sin journal som anbragt, kan man læse, at man er så og så mange penge værd – om man er et dyrt barn, og hvor mange penge man udløser i systemet.”

Fransiska kan også konkret huske en episode på gymnasiet, hvor hendes socialrådgiver skulle skrive handleplan og gav udtryk for, at det var vigtigt, at de beskrev Fransiskas udfordringer, for ellers kunne hun blive hjemgivet til sine biologiske forældre, argumenterede socialrådgiveren.

”Men jeg havde det godt og klarede mig fint. Det var jo mine forældre, der var problemet. Det var ligesom dem, jeg var anbragt fra,” konstaterer hun.

Det er et problem, at man ser så meget på barnet og så lidt på omgivelserne, forældrene og konteksten, når man skriver journaler, mener Fransiska.

”Fransiska udtrykker uro og har svært ved at sidde stille,” står der for eksempel i hendes journal.

”Måske var det, fordi jeg lige havde været hjemme på besøg hos mine biologiske forældre,” forklarer hun.

”Jeg synes, at der er noget fuldkomment skævt ved, at man vurderer vederlag og løn ud fra, hvor dårligt barnet har det. Det er med til at sygeliggøre børn og gøre dem til handelsvare.”    

Hun var ikke ret gammel, før det stod klart for hende, at plejefamilierne fik penge for at have hende boende. Alligevel overraskede det hende, hvor mange notater der handlede om økonomi.

”Hvis bevillingen til en fødselsdagsgave var 251 kroner, var det en gave til den pris, jeg fik. Jeg tror aldrig nogensinde, at der er nogen, der har givet mig en is uden at sende regningen ind. Det blev i den grad tydeligt for mig, at jeg ikke havde været en ligeværdig del af familien.”

Barnet på skulderen

På ét punkt var læsningen glædelig: Journalen bekræftede hende i, at hendes dømmekraft havde været intakt de mange gange, hun havde søgt væk fra en plejefamilie, fordi anbringelsen ikke fungerede.

”Journalbeskrivelserne har styrket mig i, at jeg handlede rigtigt. Men samtidig har det gjort mig trist at læse. For hvis jeg kunne se problemerne i plejefamilierne som barn, hvorfor var der så ikke nogen voksne, der så det og greb ind?”

Denne sommer er det syv år siden, at hun blev student og samlet op af sin venindes mor på Herlufsholm. Hun har læst en bachelor i Socialvidenskab og Kommunikation på Roskilde Universitet og starter på kandidatuddannelsen i politisk kommunikation og ledelse på CBS til september. De sidste par år har Fransiska lavet en masse frivilligt arbejde for organisationen De Anbragtes Vilkår, hvor hun sidder med i bestyrelsen. Hun er også en del af bestyrelsen i Forældrelandsforeningen FBU og Social Talks – den almennyttige forening der arbejder for efteruddannelse af fagprofessionelle med henblik på at bringe børn ud af mistrivsel. Og så underviser hun som gæstelærer på Socialrådgiveruddannelsen. Her har læsningen af journalen givet hende rigeligt med eksempler at trække på, når hun underviser kommende socialrådgivere i at skrive journaler, der tåler at blive læst af andre end de fagprofessionelle – de anbragte selv og deres forældre.

I sin undervisning lægger Fransiska Mannerup særligt vægt på, at de studerende øver sig i at tænke nøje over deres ordvalg og formulere nuancerede beskrivelser med afsender og kontekst, som antropolog Mette Larsen lægger op til i bogen ”Blikke fra dem du skriver om”, hvori Fransiskas fortælling og eksempler også indgår.

”Jeg siger altid til dem, at de skal forestille sig, at barnet sidder på skulderen og kigger med – at de skal være klar over, at man kan få aktindsigt som ganske ung – og at nogle vælger at få aktindsigt, også mens de er anbragt.”

Og så er det vigtigt, at fagsproget kan forstås – også for dem, der ikke lige er hjemme i Serviceloven.

”Jeg er helt med på, at journaler er et værktøj, de fagprofessionelle bruger, men andre bør også kunne forstå det. Ikke mindst dem, det handler om – de anbragte selv og deres forældre.”