Min mor hader at snakke om det, der skete med mig

Unboxing

‍MAN BÆRER SIN FORTID MED SIG

Min mor og jeg har mange ting til fælles – vores talegaver f.eks. – men vi ligner ikke rigtigt hinanden. Jeg har kun arvet hendes store, mørke, grønne øjne. Al den medicin, hun tager for at kunne leve med fortiden, har gjort, at hun slet ikke ligner den mor, jeg husker fra min barndom. Hun plejede at være en smuk ung kvinde med en lovende fremtid. Da jeg var lille, kunne du på lang afstand se hende komme gående med sit lange sorte hår, stramme jeans, høje sorte støvler, en smøg i hånden, et smil på læben og vores to chihuahuaer.

Nu ser man hende mest sidde i sofaen med tomme øjne, opsat hår og en stor hoodie, joggingbukser, men stadig med en smøg i hånden. Hun smiler sjældent, som hun plejede. Vi fortjener begge bedre, end det livet har budt os.

Da jeg var lille, boede vi i et gult rækkehus langt ude på landet. Bandholm er en lille landsby, mest kendt som en spøgelsesby, hvor socialt udsatte, kriminelle og misbrugere bosætter sig. Også min familie.

Vi er egentlig en stor familie, hvis vi inkluderer alle mine fem halvsøskende fra mine forældres tidligere ægteskaber, men jeg voksede kun op med min ældste søster det meste af tiden. Det var os, der flyttede til Bandholm: Mine forældre, min søster og jeg. Min fars andre børn boede hos deres mødre, og min mors ældste søn hos sin far.

Vi så kun min far halvdelen af året. Resten af tiden besøgte vi ham i arresten, fordi han enten havde lavet endnu et indbrud eller tæsket en, der havde gået ham på nerverne. Et af de besøg i arresten, jeg husker tydeligst, var på hans fødselsdag. Min mor og jeg havde bagt en kage til ham. Vi havde den med på cyklen. Da vi ankom, skulle vi først igennem metaldetektoren. Bagefter så jeg politiet skære kagen i små stykker, før min far fik set den.

Min far var en mand af få ord, når det kom til fremmede, og der var ikke mange fremmede, der turde tale til ham. Han brugte al den tid, han sad i fængsel, på at træne sig større. Min far skiller sig ud fra mængden, især på Lolland. Med sit lange sorte skæg, tribal tattoos op ad armene, manden med leen tatoveret på det ene skulderblad, djævlen på det andet skulderblad, og løvehovedet på halsen, som blander sig med de utallige stiksår og ar, der dækker hele hans krop.

Man bærer sin fortid med sig: Vold, misbrug og hjemløshed. Udenfor den danske underverden fremstod han nok som en udsat borger, men i miljøet var han en respekteret mand med status. Han behandlede mig altid som en lille prinsesse, aldrig slog eller råbte han ad mig. Jeg kan desværre ikke sige det samme for min mor og mine brødre.

Jeg husker stadig mit værelse klistret ind i de Bandidos-klistermærker, min far altid tog en håndfuld af med hjem fra rockerklubben. Jeg gik stolt rundt og dekorerede med dem overalt i vores hus uden at forstå betydningen bag.

‍MIN FAR, MIN SUPERHELT

Jeg vil fortælle om den aften, hvor mit liv ændrede sig for evigt. Når jeg lukker øjnene, kan jeg genskabe episoden, som var det i går. Jeg føler det hele om igen, nu bare som en flue på væggen. Dagen startede normalt: Morgenmad i sofaen og cartoon på fjernsynet. Min far og jeg havde gået en lang tur ved stranden med vores hund som sædvanligt. Om aftenen i vores tilrøgede stue kom der som altid gæster. Vores hus var mødestedet for mine forældres bekendte, misbrugere og bandemedlemmer. Lugten af øl og smøger hang tungt i rummet på en aften som denne.

Jeg håbede som sædvanligt, at jeg måtte sove på sofaen, for jeg var bange for at sove alene, og jeg følte mig mere tryg der, hvor mine forældre opholdt sig. Men da en stor høj mand uanmeldt trådte ind ad døren med en sort sæk over skulderen, vidste jeg godt, at jeg ville blive smidt i seng. Min mor tog min hånd og førte mig op ad trappen til anden sal, hvor vi alle havde værelser. Hun puttede mig, og jeg lod som om, jeg sov. Men jeg kunne stadig høre dem snakke nedenunder og kravlede stille ud af min lille seng, satte mig på trappen og kiggede igennem gelænderet.

De var så fokuserede på det, han havde i sækken, at de slet ikke bemærkede mig. Lyset blev tændt i køkkenet over vasken. Guld, sølv og ædelsten væltede ud over køkkenbordet. Min mor ville beholde smykkerne, men min far mente, de skulle sælges. Den høje mand gik efter noget tid, og jeg så min far smide sækken ind i alt-muligt-rummet.

Jeg husker alt derfra gå meget hurtigt, men det kunne have været fem minutter eller en halv time. Blå blink ude foran vores vindue. En overvældende følelse af afmagt. Jeg håbede for alt i verden, de ikke ville banke på vores dør. Men det gjorde de. Jeg hørte døren gå op, en politimands stemme. Det var min far, de var kommet efter.

De ransagede hele vores hjem uden at rydde op efter sig, og de fandt sækken. Jeg løb ned ad trappen fra mit skjul og ind i min fars arme. Han tog mig op og holdt mig tæt ind til sig. Han prøvede at fortælle mig, at alting nok skulle blive okay, men jeg var ikke klar til at sige farvel til min far, til min superhelt. Politiet gav ham håndjern på, mens jeg klamrede mig til hans bryst. De bad mig om at give slip, men jeg var frosset fast. Det var fysisk umuligt for mig at give slip på ham.

Til sidst fik min mor mig hen på sin arm, og jeg så politiet skubbe min far ind i bilen og køre ham væk. Jeg græd på min mors arm. Hvornår ville jeg igen få lov at være i min fars arme? Jeg mistede noget indeni mig selv den dag.

‍LØØØB!

Det var langt fra alle, der så min far som en superhelt. Min ældste storebror har stadig ikke tilgivet ham de traumer, vi blev udsat for. Jeg forstår ham godt. I 2006, da jeg kun var tre år gammel, var min far bragende aktiv på heroin, og det påvirkede alle omkring ham. En aften i Margrethevænget – endnu et udsat boligområde, mine forældre flyttede til – eskalerede det igen imellem min mor og far.

Min mor havde konfronteret min far med, at den måde, hans misbrug påvirkede os børn på, ikke var okay. Hun havde i lang tid planlagt, at vi skulle flygte den aften. “Nu går vi alle ud til hoveddøren, og ligeså snart jeg siger til, så løber I, så hurtigt I kan, hen til Lisa,” forklarede min mor os. Inden vi var nået helt ud, konfronterede min far min mor i døren med os skræmte bag hende.

“Sig mig, hvor fuck tror du, I skal hen?” sagde min far med kulsorte øjne og knyttede næver.

“Børnene og jeg kan ikke stå til ansvar for dit misbrug længere. Jeg tager mine ting, og jeg tager også børnene med,” svarede min mor. Rædselsslagen, men bestemt.

“Du vover at tage mine børn fra mig. Du kan tage dem, du selv har født,” vrissede min far. Han begyndte at slå ud efter min mor og ramte hende flere gange på kroppen og i ansigtet.

“Løøøb!” skreg min mor.

Og ned ad trapperne fløj mine søskende, min mor med mig på armen bagefter, men med min far lige i hælene. Hen over græsplænen, forbi legepladsen midt i gården og op i en ny opgang. Vi nåede til min gudmors lejlighed, og døren blev låst.

I panik prøvede min mor at gemme sig et sikkert sted, men lige meget hvor hun gemte sig, var hun ikke i sikkerhed for min far. Min mor nåede kun lige at få gemt sig under en sovesofa bagerst i lejligheden og ringe til 112, før min far stod ude foran døren. Min gudmor var selv så bange for min far, at hun ikke turde andet end at lukke ham ind. Hun vidste godt, at hun ville blive den næste, hvis hun ikke adlød hans ordre.

Resten er sløret, både i mine og min mors erindringer. Nogle ting ved jeg: Min far kom ind, og min ældste bror blev jagtet rundt i kvarteret i flere timer, fordi han prøvede at beskytte min mor. Der gik ikke mange måneder, før min bror ikke dukkede op hjemme hos min mor og far længere.

‍I KRIGSZONEN

Jeg husker overvældende meget af, hvad min far udsatte min mor for. Ikke at vi nogensinde snakkede om det efterfølgende, og hvis det skulle ske, at min mor nævnte noget af det, ville det bare udløse en ny konflikt, og det ønskede ingen. Jeg var tit i klemme mellem deres uenigheder og skænderier, som det stærkeste våben, de kunne hive fat i midt i krigszonen.

Jeg følte et ansvar for at beskytte og passe på dem, samtidig med at de kastede psykisk terror, der omhandlede mig, i hovedet på hinanden. Der var ingen, der beskyttede mig i kampen, og ingen vandt nogensinde. Men der var konsekvenser ved hver diskussion, hver slåskamp. For os alle. Det påvirkede hele huset, ødelagde et hjem, der allerede var i mistrivsel, og til sidst var det egentlig mere en faldefærdig lejlighed end et hjem.

Abstinenserne efter heroin gjorde, at det altid blev prioriteret først, især for min far. Jeg husker tydeligt gåturen til mine forældres dealer. Han hed Carlos, hans lejlighed var fyldt med malerier, han selv havde malet, og buddha-statuer i alle rum, man trådte ind i. Det virkede som en helt “normal” lejlighed, bortset fra lugten af maling og stoffer.

Men de ting, jeg så, gjorde det hele mere dystert, selv om det først mange år senere gik op for mig, hvorfor mine forældre var så glade for at komme der. Stanniol, en lighter, sugerør og brunt stads lå klar på hans sofabord, når vi ankom, og så fik jeg et hvidt lærred i den ene hånd og maling i den anden, så jeg kunne passe mig selv i mellemtiden.

Lighteren blev tændt under stanniolen, det brune stads blev flydende, sugerørene blev klippet, og røgen trukket ind i deres lunger, og en rus faldt over dem, som om de fik overnaturlige kræfter. Jeg så mine forældre forsvinde, når heroinen tog over. Når jeg kiggede dem i øjnene og ikke kunne tyde deres øjenfarve, vidste jeg, at det ikke længere var mine forældre, jeg stod overfor, men heroinen.

Carlos døde nogle år efter, men det ændrede ikke på deres misbrug; de fandt bare en ny pusher.

‍HVEM SKULLE NU REDDE MIG?

Volden fulgte med misbruget, og til sidst blev jeg taget af myndighederne, mens min storesøster var efterladt i kaosset derhjemme. År efter år blev min kontakt med dem mindre, og når jeg så dem, var det, som om de slet ikke var derinde bag deres opbrugte kroppe. Ved hvert samvær mødte de op med nye stikmærker, færre tænder og sorte øjne. Som barn skræmte det mig. Jeg kunne ikke længere genkende mine forældre, og det tog hårdt på mit mentale helbred. Hvem skulle nu redde dem, og hvem skulle redde mig?

Nu hvor jeg ikke boede derhjemme længere, gik der ikke et sekund, uden at jeg bekymrede mig om min fremtid uden min egen familie. Jeg savnede min mors dumme jokes og hendes måde at fortælle godnathistorier på, og duften af hendes parfume blandet med lugten af vores tilrøgede stue var måske ikke så slem alligevel. Hendes kærlige hænder gennem mit lange lyse hår, når hun plejede at børste det om morgenen. Eller de våde kys på mine røde kinder, når hun hentede mig fra børnehaven. Det hele var pludseligt væk.

Ville jeg nogensinde komme til at fange fisk nede ved dammen eller købe en håndfrikadelle hos slagteren med min far igen? Hvem skulle nu gå ture med mig i skoven og fortælle mig om alle fuglene? Og hvem skulle putte mig under dynen på den måde, kun min far kunne gøre det? Jeg savnede min storesøster. Det var jo os mod verden. Hvordan skulle jeg lege med vores Barbie-dukker helt alene, male i vores malebøger? Jeg savnede at aflevere aviser i villakvartererne med min søster og hendes veninde Ena. Eller turene til stranden, hvor vi altid sad på bagsædet i bilen og drillede hinanden.

Nu sad jeg alene i en bil, jeg ikke kendte. Grædende på bagsædet med kommunefolk uden at vide, hvor de kørte mig hen, eller hvorfor de havde taget mig fra min familie. Mit nye liv fortsatte langt ude på landet, men nu på en stor gård midt på en mark. Min første plejefamilie havde intet tilfælles med min biologiske familie. Der var kun marker og skov, så langt øjet rakte, og ingen naboer i syne, så legekammerater behøvede jeg i hvert fald ikke at lede efter.

Men der var heste på gården. De blev mine nye, bedste og eneste venner i perioden efter min tvangsfjernelse. Familien bestod af en mand, hans kone og deres datter, der var noget ældre end mig. Jeg havde svært ved at tilpasse mig alt det nye, og det var tanken om alt det gode i min barndom derhjemme, der skulle vise sig at være min drivkraft gennem årene. En naiv tanke om, at en dag ville min familie vende tilbage efter mig og kæmpe for mig, som jeg ville kæmpe for dem.

I mellemtiden prøvede jeg at få det bedste ud af det. Jeg distraherede mig selv med hestene i stedet for at være ked af det hele tiden, men jeg kunne ikke slippe af med mine mareridt. De blev værre og værre. De blev så slemme, at jeg begyndte at tisse i mine bukser hver nat. Familien tog mig til lægen for at prøve at få mig til at stoppe. Men det var jo ikke, fordi jeg ikke huskede at tisse, når jeg skulle. Jeg var bare en mentalt overbelastet seksårig, der reagerede på de mange voldsomme ting, min lille krop prøvede at bearbejde.

Når tingene blev for svære for mig, stak jeg af ned til et gammelt ægtepar, der boede for enden af grusvejen. De var de eneste naboer i omegnen. De plejede at tage mig ind med kærlige arme, lade mig spille på deres klaver og se gamle danske film på VHS-bånd. Det var de små ting, der gjorde livet overkommeligt i kaosset.

‍SANDHEDEN STÅR I MIN LÆGEJOURNAL

Damen fra kommunen havde lovet mig, at min mor ville komme på besøg på min syv års-fødselsdag. Det gav mig håb, men da dagen kom, dukkede hun aldrig op. Jeg ventede ude på trapperne i flere timer. Jeg nægtede at give op på det håb, jeg havde. Jeg havde jo lavet tegninger til hende og glædet mig til at fortælle hende, hvor god jeg var blevet til at ride. De triste tanker overtog mit sind. Måske var hun ikke dukket op, fordi hun ikke ville have mig længere? Måske havde jeg ikke fortjent at få fejret min fødselsdag?

Min sagsbehandler, som jeg dengang kun så, når hun bragte dårlige nyheder, dukkede op på gården nogle dage efter. Hun fortalte, at begge mine forældre var endt i fængsel, og at de derfor ikke var dukket op til vores samvær. Mit forløb hos plejefamilien blev gradvist værre og værre derfra.

Hos lægen begyndte jeg at klage over ømhed i min bagdel og genitalier. Og en dag blev jeg hentet fra indskolingen af en kommunedame, der informerede mig om, at hun ville køre mig ud til min nye plejefamilie.

Jeg følte, det var et baghold, for jeg var ikke blevet informeret om den pludselige flytning. Jeg rev mig løs fra hendes hånd, og løb ud og gemte mig i skolens skovområde. Men fordi jeg manglede min rygsæk, løb jeg tilbage i klasselokalet, hvor jeg blev fanget. De førte mig ind i en bil med sorttonede ruder og kørte mig væk. Jeg så hverken min plejefamilie eller mit legetøj derfra nogensinde igen. I dag ved jeg godt, hvorfor jeg blev fjernet fra min første plejefamilie. Det står i mine lægejournaler. Erindringen om de seksuelle overgreb bor dybt i min krop, men jeg kan ikke få dem ned på papir. Når jeg tænker tilbage på de år af min barndom, bliver det hele meget dystert. Jeg har med vilje valgt kun at fortælle om få oplevelser fra den tid, fordi det stadig skræmmer mig den dag i dag.

‍HVEM VILLE DOG ELSKE EN SOM MIG?

Da jeg var lille, klædte jeg mig tit ud for at beskytte mig selv og være en anden for en kort stund. I mine teenageår gjorde jeg det via misbrug. I dag er jeg clean, og jeg er færdig med at beskytte dem, der ikke beskyttede mig. Og jeg er færdig med at distrahere mig selv, men jeg må tage det i etaper, for jo mere jeg erindrer, jo mere bliver jeg taget tilbage til det mareridt. Det føles, som om det aldrig får en ende.

Mit sind har fortæret oplevelserne, men min krop husker dem stadig. Intet barn burde blive nødt til at forholde sig til de rædsler, jeg gik igennem. Først blev jeg taget fra mine forældre, så fra dem, der skulle tage mig ud og give mig en ny chance for et bedre liv. Men det blev kun til endnu en tragisk historie, jeg skulle opleve igennem min opvækst. Jeg husker stadig, hvor bange jeg blev for mænd efter min plejefamilie, for det skulle ikke stoppe der. Det skulle vise sig at gentage sig på ny, under andre omstændigheder, i en ny familie. Nu bare med psykisk vold frem for fysisk.

“Man skal ikke tro, man skal vide,” og efter de ord kom der altid et smæk eller et smølfespark. Jeg havde aldrig kunnet forudsige den måde, det ville sætte sig i mig, men det ligger stadig dybt og afspejler sig i den måde, jeg begyndte at snakke til mig selv på. Hver gang jeg ikke vidste ting 100 %, fik jeg et indre nervesammenbrud. Jeg trak mig fra fællesskabet i familien hurtigt, for jeg vidste, at jeg aldrig ville blive god nok til at være en rigtig del af deres familie. Jeg måtte ikke kalde dem for mor og far, men det havde jeg heller ikke lyst til. Der var intet moderligt over min nye plejemor. Min plejefar var en god mand, når han ikke var omkring hende. Han plejede at tage mig med ud på jagt med hunden. Det var mit første rigtige pusterum, siden jeg blev taget fra mine forældre. I det mindste var jeg ét med naturen igen. Jeg genkendte følelsen og forbindelsen fra dengang, jeg var på ture i skoven med min egen far. Måske havde jeg ikke mistet alt alligevel?

Mit nye værelse var så småt, at der kun lige var plads til en seng og en reol. Jeg overbeviste mig selv om, at det vel også var fint nok, når nu jeg alligevel ikke havde noget legetøj. Den måde, min plejefamilie “opdragede” mig på, skulle dog vise sig at blive det mindste af mine problemer. Ca. tre måneder efter jeg flyttede ind, cyklede en psykisk syg mand, der boede i byen, efter mig på vej til skole. Jeg tænkte ikke mere over det før dagen efter, hvor han ventede på mig igen, og det blev til en daglig ting. Og dagen kom, hvor han tog fat i mig, stoppede min cykel og sagde, at nu skulle jeg ingen steder.

Jeg frøs først til is, men fik skubbet mig op på min cykel og cyklede så hurtigt jeg kunne hjem. Jeg slap fra ham, men sad nu på mit værelse i mørket med mere angst og paranoia end nogensinde. Han blev meldt til politiet, men jeg var ikke længere i stand til at sætte mig op på min cykel. Derfra gik det gradvist værre og værre for mig psykisk. Mit mørke, indelukkede værelse blev mit helle, og der befandt jeg mig døgnet rundt. Kun der følte jeg mig sikker, for alt omkring mig var for overvældende.

Jeg husker, jeg havde samvær med min far på noget, der hed Kernen. Dengang troede jeg bare, han var træt, og at det var derfor, han halvsov og mumlede, når han læste historier op for mig til samværet. Men når jeg kigger tilbage, ved jeg godt, at det var fordi, han var helt væk på benzoer. Det var umuligt at forstå, hvad han sagde, men fordi han var min far, lyttede jeg bare til hans mumlen. Det værste var, når jeg vidste, de var kommet til samværet, men ikke fik lov til at se mig, fordi de var for påvirkede. Mit savn var så stort, og jeg vidste, at de var på den anden side af døren, men alligevel måtte jeg tage hjem uden at få lov til at sige hej eller give dem et kram. Der kunne gå måneder før, jeg fik lov til at se dem igen.

Psykologer prøvede at hjælpe mig, men jeg havde så mange traumer, at det ene traume vækkede det andet, og jeg druknede i gamle minder, jeg havde prøvet at glemme. Monstre fra fortiden. Den skrigende kvinde i mit øre, der bad om tilgivelse, savnet af kærtegn fra min mor, nålene jeg fandt på toilettet, som min far havde sprøjtet narko med, og da jeg blev sat i badekarret hos mine plejeforældre, og de klippede mit lange gyldne hår af, som min mor plejede at børste igennem hver morgen. Misbrugt, klam og ækel – sådan følte jeg mig. Beskidt, uigenkendelig og ikke god nok til at blive elsket. Hvem ville dog elske et barn, der ikke længere var uskyldigt? Ingen havde nogensinde taget skylden for de ting, jeg havde set, hørt eller følt, så jeg måtte være den skyldige.

Jeg var ni år gammel, og min plejefamilie mente ikke, de kunne håndtere mig. Igen blev jeg bekræftet i, at jeg var for stor en mundfuld. Ikke længe efter kunne jeg pakke mine ting i flyttekasser igen, fordi de havde bedt kommunen om at få mig flyttet væk. Jeg fik to dages varsel og så dem aldrig igen.

‍ALT DET, JEG ØNSKEDE MIG, MEN SOM JEG IKKE KUNNE TAGE IMOD

I min tredje plejefamilie følte jeg mig hjælpeløs: Hvordan skulle disse nye mennesker redde noget? Jeg havde ikke mere at miste. Kommunen havde flyttet mig til Møn, ud i ingenting. På en ny gård. Som om jeg ikke havde været nok igennem på den første. Som om heste, får og høns ville fikse alle mine problemer. Jeg følte mig magtesløs og sur på verden. Jeg var fyldt 13, og igen skulle jeg starte på ny: ny skole, ny familie, ny by, samme liv, samme krop, samme rædsler i mit hoved.

Den dag i dag er jeg ked af, at jeg ikke var klar til at modtage den hjælp, de kunne have givet mig. Men jeg var så ødelagt, og min tillid til kommunen og de steder, de placerede mig, gjorde det umuligt for mig at lægge mig fladt ned og lade dem gribe mig. Gennem årene var jeg faldet dybere og dybere ned i et mørkt hul. De var veluddannede og omsorgsfulde, de havde søde børn og et roligt hjem. Alt det, jeg havde ønsket mig, men nu ikke kunne passe ind i længere.

De havde givet mig et kæmpe værelse, og min nye plejefar havde endda bygget en hems. Der var plads til, at jeg kunne have et rigtigt teenageværelse, men jeg brugte det meste af min tid med lyset slukket og gardinerne trukket for. Om natten, når jeg ikke kunne sove eller var ked af det, klatrede jeg ud af vinduet og satte mig på skråtaget med en dyne og kiggede op på stjernerne. Jeg mindede mig selv om, at ligemeget hvor jeg var, kiggede jeg på de samme stjerner, som min søster og mine forældre kunne se. Så følte jeg mig mindre ensom.

Min mor og jeg havde fået telefonisk kontakt, og hver dag gik min bekymring nu på, om min far havde tæsket hende igen, eller om hun var kommet til at tage en overdosis. Det hele eskalerede, da hun ringede grædende en sen aften og fortalte, at nu havde min far sat hende på gaden med vores hunde, efter han havde klippet hende skaldet og bundet hende fast til en stol, fordi der gik rygter om, at hun havde været ham utro, mens han havde siddet inde. Politiet var kommet, men fordi de var kendt som et misbrugerpar i området, og hun ikke stod på lejekontrakten, havde politiet noteret det som en slåskamp, og ikke et overgreb. De skrev en rapport og gik fra lejligheden uden at hjælpe min mor yderligere.

Det skulle vise sig at være sandt. To uger efter samtalen med min mor havde jeg mit første samvær med hende efter mange år. Hun var skaldet og havde blå mærker i ansigtet. Han havde gjort hende uigenkendelig. Det skræmte mig at sidde ved siden af hende. Der gik det for første gang op for mig, hvor meget hun havde gået igennem i den tid, jeg ikke var derhjemme. Skyldfølelsen over, at det kunne være undgået, hvis jeg havde været derhjemme til at stoppe det, åd mig op indefra. Jeg var overbevist om, at jeg kunne have stoppet det, selvom der nok ikke var så meget, jeg kunne have stillet op imod min far.

I skolen gik det heller ikke særligt godt. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, fordi der skete så meget omkring mig, og jeg måtte skifte fra min første skole, fordi jeg blev mobbet ud af nogle af drengene fra min klasse. Jeg passede aldrig ind. Hvorfor havde mennesker omkring mig så meget imod mig? Var jeg virkelig så forfærdelig at være omkring? Spørgsmål, jeg stillede mig selv, når jeg isolerede mig på mit værelse. Jeg græd og råbte tit, og fordi jeg slet ikke kunne finde ro i, at jeg nu var et sikkert sted, skubbede jeg familien, der ville hjælpe mig, væk. Jeg gav dem indtrykket af, at jeg hadede at være hos dem. I virkeligheden foregik mit helvede inde i mig og ikke længere omkring mig.

Det var som om, omsorgen triggede mine udbrud, fordi jeg ikke længere vidste, hvordan jeg skulle tage imod den. Jeg kunne ikke tage imod kram og ønskede kun at være fysisk med andre under min kontrol. Jeg følte mig som en gadehund og skammede mig over de ting, jeg var blevet udsat for. Det blev til min personlighed, det var det eneste, jeg kunne mærke. Jeg prøvede at finde mine glæder igen, for jeg ville jo så gerne. Jeg tog på gåture med deres heste og med på cirkuslejr for at komme tættere på dem, men alt i mig modarbejdede det.

Hvad nu hvis de også ville forlade mig, når de fandt ud af, at jeg ikke var det lille uskyldige barn, de behandlede mig som? Og så kom dagen, hvor det, jeg havde frygtet skulle ske, skete. Et uanmeldt besøg fra kommunen var aldrig en god nyhed, og jeg var efterhånden så vant til deres rutine, når det kom til at flytte mig til et nyt sted. Altid med højst to dages varsel, ingen forklaring og de samme sætninger, som var de en del af proceduren: “Vi ved, hvad der er bedst for dig” og “Du er så stærk, vi er sikre på, du nok skal blive glad for det her sted.” Som om de havde været så skide gode til det indtil videre.

Hvordan skulle jeg tro på, at de kunne være så gode, når de havde fejlvurderet allerede tre gange, og så uden nogensinde at give mig en undskyldning? Jeg var så vant til den måde, kommunen behandlede mig på, at jeg ikke engang var overrasket denne gang. Jeg havde haft ondt i maven hele dagen og var endda begyndt at pakke mine ting, før mødet startede.

‍THERE’S ALWAYS A RAINBOW AFTER THE RAIN

Jeg blev kørt væk fra Møn, og da vi kørte over Dronning Alexandrines Bro, kiggede jeg ud over vandet. Tårerne trillede ned af mine kinder, men jeg sagde ikke en lyd. At græde højlydt hjalp alligevel ingenting, ingen kom og reddede mig.

Solen skinnede på mine røde, sviende kinder, og de skarpe stråler blændede mig, så jeg ikke kunne se, hvor vi var på vej hen. Vi kørte ad en lang allé med store grønne træer, der banede vejen til hovedhuset, som også var spisesalen. Opholdsstedet var delt op i tre små huse, hvor børnene var delt op ni børn per hus. Den store bygning, der lå i
forlængelse af hovedbygningen, blev brugt som skole, og det var også her, forstanderen havde sit kontor.

Da jeg ankom, blev jeg mødt af en flok børn, der løb bilen i møde. De var i alderen helt ned til syv år. Det virkede som et fredfyldt sted for en stund, men husene, vi børn boede i, lignede hospitalets gange. Hvide vægge og grønne døre.

Køkkenet blev låst af ved 22-tiden, og der hang indrammede citater ned langs gangen. What doesn’t kill you makes you stronger. There’s always a rainbow after the rain. Jeg syntes, det var totalt latterligt. De vidste jo, hvor svært vi havde det.

Specialskolen på stedet udøvede dagligt unødvendige magtanvendelser mod os. Jeg husker stadig den syvårige dreng, der skreg af smerte og bad personalet give slip på ham, mens en overvægtig mand fra personalet sad ovenpå ham. De stoppede ikke, og drengen forstuvede armen. Jeg stod lige ved siden af, og da de fandt ud af, at jeg havde filmet det, tog de min telefon og slettede videoerne.

Jeg var rædselsslagen for, at det blev min tur næste gang, for han havde jo ikke gjort noget. Mareridtet fortsatte kun derfra. Der var mad i spisesalen hver dag kl. 14, hvor alle husene mødtes, vi var opdelt i klasser.

Der blev først uddelt mad, når der var fuldstændig ro i salen. Det bord, der var stille først, fik lov til at komme op først. Selvom der blev lavet magtanvendelser under spisningen, fik vi besked på at spise vores mad og være stille. Det eneste, vi kunne høre, var skrig og gråd. Hvis vi blandede os, ville vi ende ligesådan.

Her fik jeg min første spiseforstyrrelse. Gradvist forsvandt jeg ud af min krop for at overleve, og jeg blev introduceret for hash af en ældre dreng, der også boede der. Det blev min flugt fra virkeligheden. Jeg sneg mig ud ad vinduet om natten for at ryge, når jeg havde mareridt. Senere introducerede han mig for amfetamin. Vi tog det sammen ude ved skolen, når alle var gået i seng, og de ansatte lagde ikke mærke til, at jeg døde langsomt nede på mit værelse. De kom aldrig ind og bankede på, kun når vi skulle spise aftensmad. Jeg kom sjældent ud.

Engang under aftensmaden havde jeg det så svært mentalt, at jeg græd. Jeg fik hurtigt at vide, at hvis jeg skulle græde, måtte jeg tage min mad med ned på værelset, for det forstyrrede de andre. Så jeg gik fra madbordet og ned på mit værelse.

Mit værelse lugtede af døden selv. Beskidt tøj og rådden mad lå over det hele, og midt i mørket i min seng lå jeg. Undervægtig, dybt væk på stoffer, kun 15 år gammel.

For tre år siden kom det i nyhederne, at en 13-årig pige havde hængt sig på det værelse, jeg plejede at bo på. Det gav et sus i min mave. Det kunne ligeså godt have været mig. Jeg havde ingen mulighed for at udtrykke mine følelser, for de blev ikke anerkendt. Når alt blev for meget, løb jeg ud på stubmarken og skreg mine lunger ud. Jeg begyndte at stikke
af til København. Der boede min søster, og jeg fik mig hurtigt en ny vennegruppe, men ikke en særlig sund en af slagsen.

Jeg var efterlyst af politiet i tre måneder, fordi jeg var udeblevet fra opholdsstedet, men de havde ikke rapporteret det til kommunen, så min sagsbehandler havde ingen anelse.

FALSKE VIPPER OG HÅRD ATTITUDE

Man kan godt sige, jeg var i oprør. Jeg farvede mit hår sort, begyndte at have lange falske vipper og negle på, og min attitude blev hård, for nu skulle jeg for alvor passe på lille Kayla.

Jeg fik rodet mig ud i nogle dårlige bekendtskaber, hvor størstedelen var misbrugere, og i et halvt år boede jeg med syv andre unge i en toværelses lejlighed på Nørrebro. Det var en hård periode, og lejligheden flød med stoffer og alkohol.

Det handlede om at komme så tidligt som muligt, så man ikke blev en af dem, der sov under bordet eller på gulvet. Der var uddelt opgaver til alle for at få huset til at spille: Nogle stjal i indkøbscentrene for at skaffe mad, andre gjorde rent derhjemme. Behovet for mad var dog normalt ikke så stort, for de fleste tog stoffer, der slukkede appetitten. Der var også dage, hvor lejligheden var fyldt. De dage ledte vi desperat efter et sted at være. Vores gruppe fandt på et tidspunkt et forladt hus i Holte, hvor der stadig var elektricitet, og oppe på loftet var der en sofa og nogle madrasser.

Vi drak og lagde os til at sove, mens vi skiftedes til at holde os vågne og holde vagt for at sikre, at politiet og nedrivningsfolk ikke var på vej. Det første sted, jeg sov udenfor, var i et S-tog. Senere sov jeg i lufthavnen.

Der var det nemt at sove, fordi folk kom ind og ud hele tiden, og vagterne tænkte aldrig over, hvorfor jeg bare lå og sov, for det gjorde andre jo også. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg var hjemløs, men jeg valgte at skubbe det fra mig og tage én dag ad gangen. Ellers tror jeg, at jeg var brændt fuldstændigt sammen, havde sagt “fuck det hele” og taget mit eget liv.

For at skabe en form for struktur og en hverdag, sørgede jeg for at holde mig ren og børste tænder. Jeg fandt ud af, at det kunne jeg gøre på Fisketorvet. Det var med til, at jeg stadig følte mig menneskelig og kunne holde mig mentalt stærk.

Alligevel ændrede jeg mig i de fire måneder, hvor jeg levede delvist som hjemløs. Jeg var ikke længere smilende og glad, og jeg forsvandt ind i mig selv. Jeg oplevede, at jeg mistede tilknytningen til mit eget jeg. Jeg tror, at jeg har fortrængt det for at redde mig selv følelsesmæssigt.

En nat var det slut. En af de unge fra lejligheden på Nørrebro blev fundet død, kvalt i sit eget opkast. Det var hans bedste ven, der fandt ham og ringede til os andre og fortalte, at han var død. Jeg følte mig tom indeni. Var det virkelig vores skæbne? Hvem ville det blive næste gang, og hvad havde jeg egentlig gang i? Det føltes uvirkeligt, og det tog mig mange måneder at indse, hvad der var sket. Han var jo bare en dreng, der havde sygt dårlige forudsætninger.

Jeg tænker tit på de unge, jeg har mødt på min vej – også ham, der døde – som lys, der stadig skinner. Skinner i det mørke, der udgjorde størstedelen af min barndom. Jeg har lært at have ham og de andre børn med mig i hjertet, og det tror jeg er vigtigt. Politiet ransagede lejligheden, og jeg blev sendt tilbage til opholdsstedet. Vores vennekreds blev opløst og splittet i to:

Dem, der ikke kunne komme ud af deres misbrug, og dem, der var blevet skræmt for livet og aldrig mere ville tage noget. Jeg var en af de sidste. Det er svært at beskrive mine følelser fra dengang, for de var så store og fulde af pinsler, men alligevel holdt jeg dem på afstand i øjeblikket for at beskytte mig selv fra virkeligheden. Jeg var i kontrol over, hvor meget jeg ville byde mig selv.

Liv eller død var det ultimatum, jeg tit stillede mig selv: Enten kunne jeg ende mit liv nu og her, eller også kunne jeg fortsætte med at leve med tvangstankerne i mit hoved og straffe mig selv for at have ondt af mig selv.

“Der er mange mennesker i verden, der har det værre,” tænkte jeg. Det havde jeg lært mig selv at tænke ud fra de kommentarer, jeg havde fået fra det offentlige, som aldrig anerkendte mine følelser.

Selvom jeg havde stoppet mit misbrug, var det som om, at alting kun blev værre. Jeg gik rundt med abstinenser og kunne nu mærke al den sorg, jeg havde indeni. Sorgen udviklede sig til vrede, og det var et spørgsmål om tid, før jeg ville knække sammen.

Det gik ud over en pige, der havde snakket i det miljø, hvor jeg kom. Hun havde fortalt, at jeg havde sendt mine brødre og bandemedlemmer efter hende, selv om jeg aldrig havde gjort det. Jeg opfordrede hende til at stoppe med at sprede rygterne. Hun tog ikke imod min opfordring, så jeg konfronterede hende til en fælles venindes fødselsdag på Nørrebro. Da jeg kom, var hun der ikke, men nogle piger fortalte mig hurtigt, da hun kom.

De kørte situationen op, opfordrede mig til at konfrontere hende. Usikker som jeg var, gjorde jeg det. Hele selskabet fulgte med for at filme det. I øjeblikket tænkte jeg slet ikke klart, men nu var vi jo der, og jeg tænkte mere på, hvad folk ville tænke, hvis jeg viste, jeg ikke var så hård, som jeg fremstillede mig.

Det udviklede sig til en slåskamp. Jeg trak en peberspray op ad lommen, som jeg havde haft på mig i et stykke tid for at beskytte mig selv på gaden. Det sidste jeg husker er, at der er peberspray overalt i lokalet, og det skarpe lys fra folks telefoner blænder mig fra alle sider. Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, væk fra situationen. Jeg løb hen til en vandpibecafé i Husum, men da politiet ringede mig op, sagde jeg, hvor jeg var, og kørte med dem til stationen. Detentionsrummet var lille og lavet af grå, lydtætte vægge. Jeg havde fået udleveret et uldtæppe og sad nu alene med mine tanker.

Hvordan var det endt sådan, at alle mine råb om hjælp ikke var blevet hørt? Var det virkelig så langt, jeg skulle gå for at blive hørt?

Jeg kunne ikke genkende min egen opførsel eller den, jeg var blevet til.

Jeg ønskede ikke at pålægge andre smerte. Jeg ville mest af alt bare gerne starte livet forfra.

Sagen kom for retten, og jeg mødte op sammen med mine forældre, som for første gang dukkede op til en af vores aftaler. Min far sad i en stol henne i hjørnet og sov under hele retssagen. Ved siden af sad jeg, min mor og min bedste ven Sofian. Da det blev min tur til at forsvare mig, rejste jeg mig op og fortalte dem, hvordan min vrede havde udviklet sig, hvorefter jeg bekendte mig skyldig og forklarede, at ingen havde fortjent det, jeg udsatte pigen for. Men jeg fortalte også, hvordan myndighederne havde skubbet mig så langt ud, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle regulere mine følelser længere.

Videoerne af slåskampen cirkulerede og påvirkede mig. Jeg var skurken, når jeg mødte fremmede. “Er du ikke hende med pebersprayen?” Alle havde set videoerne, det var umuligt at få dem fjernet. Jeg fik grov vold og overtrædelse af våbenloven på min straffeattest. Og jeg blev fjernet fra mit opholdssted.

Jeg er sikker på, at det var min redning fra den livsstil, for efter den episode gjorde jeg aldrig noget kriminelt igen. Selvom politiet ringede mig op en enkelt gang, fordi Sofian stod til at komme i fængsel en del år.

Sofian spillede en stor rolle i mit liv efter min retssag, vi var sammen næsten dagligt. Han tog mig hjem til sin familie, og for første gang i lang tid følte jeg, at jeg havde en rigtig ven. En, der accepterede mig, som jeg var. Men der gik ikke længe, før de ting Sofian havde gjort i sin fortid, løb ham i møde. Politiet havde holdt øje med ham i en lang periode, og han skulle nu ind og sidde for det hele. Han tog endda skylden for noget, der kunne have udløst betinget dom til mig. Men sådan er Sofian. Han har altid været loyal, og det er han stadig.

Jeg var stille begyndt at se mine forældre igen, og på min søsters fødselsdag mødtes vi alle i hendes lejlighed. Vi spiste mad, og hun viste os rundt. Det blev hurtigt til en ambivalent situation, da hun valgte at vise os, at hun stadig lå og sov på de madrasser, mine forældre havde stukket heroin på, fordi hun ikke havde råd til nogle nye. Madrasserne var fyldt med størknede blodpletter og huller efter cigaretter, der var faldet ned på madrassen. Synet trak mig tilbage til min barndom, og jeg vidste præcis, hvordan det var sket. Min far plejede at falde i søvn siddende med en cigaret i hånden, når han havde været påvirket af benzoer. Blodpletterne kom fra mine forældres fejlfiks med heroin nålene. De havde stukket sig så mange steder, at det var umuligt at finde blodårerne. I deres rus var det aldrig faldet dem ind at få madrasserne skiftet.

Mine forældres reaktion var ikke overraskende. De stirrede direkte ned på deres datters madras, som var blodig og hullet på grund af deres egoistiske prioriteringer, det, de havde valgt over os. “Det er ikke så godt,” sagde de. “Det skulle du have sagt.” Ingen tårer, ingen rigtig undskyldning. Bare en konklusion af, at det ikke så godt ud.

JEG KAN BRUGE MIN STEMME

Sandheden er, at jeg for evigt vil hige efter det, man ikke kan købe for penge. Omsorg fra min mor. Et kram, når jeg sidder alene. En rigtig familie.

Ensomheden, der følger med det liv, jeg har fået, er værre end døden.

Derfor frygter jeg ikke at dø. Nogle gange ønsker jeg det mere, end jeg ønsker at leve. Jeg har prøvet at udfylde det tomrum, jeg har indeni, hele mit liv. Jeg er ikke imponeret af folks rigdom, men af deres karakter, deres kreativitet, deres livsstyrke. For jeg ved, at det er det, jeg har mistet gennem årene. Og det er det, jeg virkelig ønsker.

Ingen succes i dette liv kan erstatte ægte omsorg og kærlighed. Selvom jeg har været med til at skrive denne bog og opnået andre store ting i mit liv, bliver jeg aldrig hel igen, før jeg skaber min egen familie.

Vi er ikke vores historie. Vi er dem, vi er; dem, vi vælger at være; vi er det, vi har i hjertet. Vi var børn, der var ofre for et miljø og et system, men vi er også de overlevende, der kæmper for en bedre fremtid, og jeg vil

blive ved med at fortælle vores historie.

Her er vi. Trykt på papir, for første gang ikke kun som en sag i en sagsmappe, men som de uskyldige børn, vi var, i en verden med et system, der fralagde sig ansvaret, når der var udfordringer, de ikke ville påtage sig.

Jeg kan aldrig fortælle vores historie helt, som den var, og jeg kan aldrig give os den retfærdighed, vi ikke fik. Men jeg kan bruge min stemme, så vi aldrig glemmer vores historie, hvem vi var; de ting, der satte sig i os, og de små smukke øjeblikke, hvor vi grinede, selvom livet kun havde budt os ondskab.