”Min spiseforstyrrelse bunder i frygt for at blive forladt”

Det var ikke en beslutning, hun tog. Det var ikke sådan, at hun satte sig ned og sagde, nu skal jeg skrive om det her. Den autobiografiske roman ”Om forladelse” var snarere en del af kampen for at overleve.

”Det var som om, at når jeg skrev, var mit liv ikke forgæves, selvom det var ulykkeligt. Her kunne jeg være i det, men samtidig være et andet sted – i skriften. Men det var også en følelse af, at selv når det mest absurde og destruktive skete, kunne jeg tænke; i det mindste er det en god scene,” forklarer hun.

Lea Muldtofte skrev hele tiden, også i hovedet, når hun ikke skrev. At det skulle ende med en bog, havde hun ingen planer om. Men da hun var så tynd, at hun troede, at nu kom døden, sendte hun manuskriptet afsted til forlaget Atlanten, og i foråret 2023 udkom bogen ”Om forladelse”, der beskriver de seneste mange års indespærring i sygdommen og den seneste halvandet år lange indlæggelse.

”Jeg kunne ikke udholde tanken om, at alt det materiale, og mit forsøg på at indkredse spiseforstyrrelsens og behandlingens anatomi, skulle ende på min harddisk,” siger Lea Muldtofte.

Samtidig var optegnelserne en form for opgør mod ’at blive mutet i systemet’, en slags forsøg på at genskabe retten til at have en stemme.

”I behandlingssystemet bliver man mødt med, at det, man siger, er sygt; at ens spiseforstyrrelse vil forsøge at lyve og stjæle og manipulere, til den får sin vilje. Flere gange har jeg oplevet ikke at blive hørt eller ikke blive taget alvorligt,” forklarer hun.

Fatale misforståelser

Lea Muldtofte har haft anoreksi lige så længe, hun kan huske. Som 17-årig kom hun for første gang i behandling. Siden da, i godt 16 år, har hun været inde og ude af behandling, både ambulant og på fuldtid, både frivilligt og med tvang. På åbne og lukkede afsnit. Sideløbende, i perioderne, hvor hun har fungeret og præsteret på meget lidt mad, har hun studeret og skrevet ph.d.-afhandling i lingvistik, som hun forsvarede i 2018.

Ofte er Lea Muldtofte blevet beundret og rost for sin målrettethed og sin evne til at kæmpe for sine ambitioner.

”Men jeg har aldrig bevæget mig mod et mål. Jeg har altid bevæget mig på alle de måder, metaforisk, som man kan bevæge sig på, altid arbejdet som en sindssyg, men altid som ren overlevelse,” forklarer Lea Muldtofte.

Anoreksien har været en del af hendes overlevelsesstrategi; et forsøg på at skabe forudsigelighed og forbundethed med noget, der ikke ville forlade hende. Anoreksien handlede om at finde en tilstand i sig selv, hvor hun var skærmet fra at blive forladt af andre mennesker. Aldrig har den været et forsøg på at opnå et bestemt udseende, aldrig har den handlet om vægt.

Og sådan ser spiseforstyrrelsen ud indefra for mange af de medpatienter, hun har mødt og været indlagt med undervejs, oplever Lea Muldtofte og understreger, at spiseforstyrrelser har mange former, lige så mange som der findes mennesker.

Derfor er det helt forkert og direkte destruktivt, at behandlingen af spiseforstyrrelser har så ensporet fokus på vægt, kontrolvejninger, regler, straf og overvågning, mener hun. Og det er netop oplevelserne af behandlingens absurditeter, hun beskriver i bogen.

”Misforståelserne omkring spiseforstyrrelser gør, at behandlingen bliver forkert. Fokus på vægt, kontrol og mad bliver et forsøg på at kontrollere kontrol med mere kontrol. Fight fire with fire – men det er som at placere blod foran en haj. Når man fokuserer behandlingen så ensporet omkring vægt, giver det jo et indtryk af, at hovedmålet er at stræbe efter et bestemt BMI,” siger hun.

Anoreksiens paradoks

Lea Muldtofte har aldrig vejet sig selv. Det var først, da hun blev indlagt, at vægten blev en del af hendes spiseforstyrrelse. Så blev den det til gengæld for fuld styrke. De ugentlige kontrolvejninger gennemsyrede hele tilgangen til, hvordan de indlagte på afdelingen skulle blive raske. Om der ventede belønning eller sanktioner. Levede man ikke op til kravene om vægtøgning, blev man for eksempel sendt hjem på tænkepause.

På Center for Spiseforstyrrelser skriver patienterne under på en kontrakt, som er en forudsætning for indlæggelsen – såkaldte ’ikke til forhandling’-regler om at tage et kilo på om ugen, om at følge en nøje tilrettelagt kostplan med afmålte måltider, som skal spises på bestemte tidspunkter, om at konsekvensen er ekstra proteindrik og ekstra strafkalorier, hvis ikke der spises op inden for henholdsvis 15 minutter for et mellemmåltid, 30 minutter for et hovedmåltid, om overvågning i et fællesareal i et bestemt tidsrum efterfølgende, ingen måltider på værelserne, ingen ret til at afvige kostplaner osv.

”I et forsøg på at disciplinere spiseforstyrrelsen, ender man med at disciplinere mennesker, der overhovedet ikke har brug for at blive disciplineret. Idéen er måske god nok – et forsøg på ikke at give spiseforstyrrelsen for meget plads. Men konsekvensen bliver bare, at man ender med at skræmme mennesker, der i forvejen er meget skræmte og stressede,” mener Lea Muldtofte.

I romanen beskriver hun indlæggelsen; hvordan hun og de andre indlagte forsøger at snyde med maden, hvordan den grønne sofa i fællesstuen er fyldt med rosiner, de er ’kommet til’ at tabe ned mellem puderne, stykker af pålægschokolade, de har knækket af for at undgå at indtage dem, mad, de taber på gulvet og bliver beordret at spise, hvis det bliver opdaget. Hun beskriver, hvordan det bliver påtalt, hvis man forsøger at holde på pålægschokoladen, så den smelter mod fingrene, og man hermed kan undgå, at hele det halve stykke, man har tilbage, havner i maven.  

Hun beskriver også, hvordan hun længes efter ægte omsorg fra personalet, som hun bliver ved med at henvende sig direkte til i romanen som ’velfærdsansigter’. Der ligger en desperation og et opråb i det: Hun føler det, som bliver hun endnu engang forladt, hver gang et professionelt menneske, hun har knyttet sig til, tjekker ud og har fri fra sin vagt.

’Lønnet omsorg’ kalder hun følelsen, der rammer hende, da diætisten forlader samtalegruppen, når hun har fri kl. 16, og giver Lea lov til at tage bananen, en smørpakke og to teskeer nødder med i en serviet.

Ved 350-busstoppestedet bliver hun grebet af følelsen af ikke at have fortjent diætistens hjælp. Smider banan og smørpakke i skraldespanden og gemmer sit ansigt i jakken hele vejen til sidste stop ved Nørreport Station.

”Jeg er bange. Og alene. Og det er min egen skyld. Undskyld,” skriver hun.    

Romanens budskab blinker som advarselslamper i alle de selvoplevede scenarier, og optegnelserne underbygger det stærke opråb: Det er en misforståelse, at spiseforstyrrede sulter sig selv for at opnå et særligt udseende, vægttal, vinde en konkurrence eller udslettelse sig selv. Spiseforstyrrelser kan, som for Lea Muldtofte, bunde i frygten for at blive forladt og længslen efter at blive mødt. I spiseforstyrrelsen finder hun en ro og tryghed og et løgnagtigt løfte om, at om lidt kan længslen forvandles til ægte mulighed for at leve og forbinde sig med omverdenen, knytte sig til andre mennesker. Efter næste indlæggelse …

I romanen kalder Lea Muldtofte det ’anoreksiens paradoks’. For spiseforstyrrelsen gør det umuligt at afprøve livet og er en evig udskydelse af det, den spiseforstyrrede længes efter.

”Igen i dag bliver det bedre i morgen.
Igen i dag bliver jeg elsket i morgen.
Igen i dag bliver jeg fri i morgen,” skriver hun.

Start med tryghed – ikke straf

En fredag aften sparker politiet døren til hendes lejlighed ind. De vil forhindre, at hun gør sig selv fortræd. I romanen beskriver Lea Muldtofte episoden således:

”Om jeg ville gøre mig selv fortræd? De var smukke og unge, begge politimænd, og havde uniformer og pistoler og masser af indlevelse. (…) En af dem sagde, at hans arbejde føltes vigtigt her hos mig. At han kunne forhindre noget i at ske. Og jeg tænkte, om mine 42 kilo ikke allerede var sket. De spurgte, om de måtte køre mig et sted hen? På psykiatrisk skadestue? Institution eller sofa? (…) Om der var noget, de kunne gøre for mig? Jeg sagde, at de kunne elske mig, se ”Kontant” med mig, være min plus one til et bryllup, hoppe i vandpytter med mig, flytte til Humlebæk med mig, gøre mig gravid, så jeg kunne se det smukke i stisystemer, og jeg kunne tage til babysvømning eller babybio eller babysalmesang og have lasagne parat, når de kom hjem fra arbejde. De grinede. Og det gjorde jeg nok også lidt. Og så gik de igen.”  

Romanen veksler mellem dagbogsagtige kortprosa-optegnelser og refleksion og beskriver, hvordan det at spise og ikke spise bliver den tryghed, hun har – hvordan hun vugger sin anoreksi som et lille barn, ”kære, kære du,” fordi anoreksien udgør en tryg hule at forpuppe sig i – fordi hun her skærmer sig fra forbindelsen til omverdenen og andre mennesker, som synes så skræmmende – de kan forlade hende – det kan anoreksien ikke – og derfor er det trygt at klamre sig til den, utrygt og skræmmende at slippe den.

”Min græskarpusher på Blågårdsgade er min nærmeste pårørende,” skriver Lea Muldtofte i romanen og beskriver, hvordan hun jagter hokaido, fordi den grøntsag kun indeholder 26 kalorier pr. 100 gram, hvordan hun burde købe tre, men kun har kræfter til at bære to de 25 meter, der er fra grønthandleren hjem til lejligheden. Hvordan hun hver dag kl. 22 står op i otte minutter for at skære og anrette de 500 gram orange kalorier på bagepladen, sirligt, så de bedste stykker ligger, hvor ovnen varmer bedst. Hvordan det frieste rum på hele dagen er den time, hun venter på at spise de tilladte orange kalorier, som gør hende kortvarigt lykkelig, men også orange i huden.

”Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?” gjalder spørgsmålet fra den ellers blanke side 119.

I romanen lader Lea Muldtofte spørgsmålet stå ubesvaret.

Kender hun svaret i dag?

Hvis hun ikke var bange, ville hun vove at leve, mærke kærligheden i mødet med verden og andre mennesker. Hun ville nyde livet, frygtløst, også spise.

Selvom det nu er et års tid siden, hun sidst blev udskrevet, selvom hun lige nu holder balancen:

”Jeg prøver,” siger hun.

Så er hun ikke sikker på, at hun er i sikkerhed. Det er, som om hun spiller en rolle, men hele tiden er bange for at blive opdaget.

Men én ting er hun overbevist om: Et afgørende skridt på vejen til at turde slippe anoreksien eller en anden spiseforstyrrelse er følelsen af at blive mødt med omsorg, som menneske – følelsen af at være omgivet af mennesker, der vil én det godt – og som holder ubetinget af én. Uden krav og regler. Uden sanktioner, når man fejler. For det gør man i arbejdet med at slippe ud af sin spiseforstyrrelse, forklarer hun.

”Jeg ville ønske, at psykiatrien og behandlingen af spiseforstyrrelser ville blive mere menneskelig. At man forstod, at for at blive rask er man nødt til at blive mødt først og fremmest med omsorg. Regler, kontrolvejninger, træning i mekanisk spisning er ikke nøglen,” siger hun.

”Og sanktionerne – straffen, når man fejler – risikerer at sende os spiseforstyrrede direkte tilbage i behovet for at gribe til den tryghed, vi finder i spiseforstyrrelsen. For når man bliver straffet, føler man sig uønsket og forkert. Straf og skæld ud føder den skyld og skam, vi i forvejen lider under. Oplevelsen af ikke at være elsket og værdig til at leve. Det er jo den, der er roden til spiseforstyrrelsen,” siger hun.

”Jeg tror, at man kunne starte med at have et mere holistisk syn – at se de mennesker, der er bag diagnosen. Det tror jeg, at mange behandlere gerne vil. Men den systemiske tilgang – vejning, vægt, kontrol og sanktioner gør det svært. Kunne det være, at det ikke var vægten, man var bange for, men ultimatummerne? Dét bestandigt at skulle danse på en bestemt måde for at være god nok?” spørger hun.

Spiseforstyrrelser er ensomme strategier, som de, der lider af under dem, har brug for hjælp til at bryde ud af ved at lære at turde knytte sig til andre.

En spiseforstyrrelse handler om kontrol og rigiditet – i behandlingen møder man det med præcis det samme. Men man burde møde spiseforstyrrelser med det stik modsatte – tryghed, nærvær og omsorg, der kan hjælpe til at slippe spiseforstyrrelsen, mener Lea Muldtofte:  

”Jeg ved ikke hvordan – men jeg tror, man skal starte med at give dem, der lider af spiseforstyrrelser, et sted, hvor de har lov at hvile sig i tryghed. At nogle tager det ansvar at etablere tryghed for et øjeblik.”

Socialt Indblik har henvendt sig til Center for Spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Ballerup for at få svar på, hvad der ligger til grund for det stærke fokus på kontrolvejninger, regler og sanktioner, hvis man ikke følger reglerne.

Det har ikke været muligt at finde tid til at stille op til interview, lyder svaret. Socialt Indblik har i stedet modtaget følgende skriftlige kommentar til, hvorfor kontrolvejninger er så centralt i behandlingen:

”Monitorering af vægten er afgørende for behandling af svær spiseforstyrrelse og planlægning af den rigtige ernæring. Det er både graden af undervægt og udviklingen af vægten, som har betydning; hurtigt vægttab kan være farligere end vedvarende lav vægt, og hurtig vægtstigning efter en periode med underernæring kan også være skadelig, ligesom vægtændringer kan være tegn følgesygdomme (fx væskeophobning). I akutte situationer (fx under indlæggelse) er vægten særlig vigtig for at tilrettelægge og følge en optimal behandling.

Vi forsøger altid at give patienten den bedst mulige behandling, også selvom en patient modsætter sig vejning. Ligesom behandlingen af en patient med hjertesvigt bliver dårligere, hvis han ikke vil have taget EKG, er behandling af spiseforstyrrelse uden kontrol vægt vanskeligere og mindre sikker.

I de fleste behandlingsforløb følges vægten for at vurdere udviklingen af sygdommen og for at opnå en mere realistisk vurdering af egen vægt og kropsbillede. Patienterne har ofte en skræk for, at en ændret spisning giver stor og ukontrolleret vægtøgning, og her kan den regelmæssige vejning, hvor patienten lærer at forstå sammenhængen mellem kost og vægt på en realistisk måde, skabe et grundlagt for, at han eller hun fortsat tør arbejde med at gøre ændringer i forhold til spisning.

En sund vægt er en naturlig følge af bedring af den psykiske tilstand og en forudsætning for helbredelse af anoreksi. I den forstand er vægtøgning både et mål for og en konsekvens af god behandling,” lyder det skriftlige svar fra cheflæge Jens Drachmann Bukh fra Psykiatrisk Center Ballerup.