Når vi ikke forstår volden, får den lov til at fortsætte

Der er behov for langt større bevidsthed om, hvordan vi opfatter beskyldninger om vold i de komplekse sager i Familieretshuset og i familieretten, hvor forældrene er i høj konflikt indbyrdes. Ofte vil der være tale om vold i en eller anden form, og vores erfaring er, at volden typisk bliver tolket ind i fire forskellige virkeligheder, som hver især får afgørende konsekvenser i praksis, når konflikten skal håndteres. Flere af disse virkeligheder bygger ikke på voldsfaglig viden.

I stedet for at hjælpe med at skabe ro mellem de to parter, risikerer myndighederne at forstærke overgreb eller at vedligeholde den dysfunktionelle relation.

Vi beskriver her de fire forskellige forståelser og opfordrer til, at den enkelte reflekterer over, hvor man selv står i sin forståelse.

Støtte-tilgangen er voldsblind

I støtte-tilgangen har man den opfattelse, at hvis samfundet bare kan vise den voldsramte mor, at far er god nok, så kan den voldsramte ’falde til ro’ med deres bekymring. Det er tanken om, at selvom den voldsramte har en voldshistorik bag sig, så kan det ændre sig, hvis blot vi støtter mor, så hendes ’uro’ går væk.

Denne tilgang viser sig fx, når Familieretshuset forsøger at tvinge voldsramte mødre til at medvirke under overvåget samvær, eller når kommunerne iværksætter familiebehandling i sager med påstande om vold. Eller når familieretten vælger at bringe mor og far sammen i samme lokale og insisterer på, ’at de skal samarbejde’ og ’at der kun må ses fremad’ uden et blik for, at der ligger en historik med vold bag. Voldens dynamik får så at sige lov at fortsætte i retslokalet. Skadestuerapporter, som viser, at der har været tale om fysisk vold, samt politirapporter, bliver ikke taget i betragtning.

Set fra et voldsfagligt perspektiv er denne position voldsblind. Man forestiller sig, at problemets kerne skyldes manglende tillid, som forårsager ’uro’ hos den voldsramte part. Denne uro kan barnet mærke, tænker man. Man antager, at hvis moderens ’uro’ ikke behandles, så overfører hun den til barnet, og dette kan have en ’forældrefremmedgørende’ effekt, så barnet tager afstand fra den krænkende forælder.

Det er baggrunden for, at man foreslår, at der iværksættes støtte til den voldsramte part. Motivet er i virkeligheden, at dennes følelser ikke må ‘stå i vejen’ for barnets ret til samvær. Men i denne tilgang undersøger man ikke og anerkender ikke, at der faktisk har været vold. Og man tilgår heller ikke problemet på en måde, som afhjælper problemets kerne.

Tilgangen medfører snarere, at de voldsramte mødre mister tilliden til det offentlige system. Det vil sige, at tilgangen forværrer problemet. Det skyldes blandt andet, at belastningsreaktioner efter vold ikke afhjælpes med tvang til samarbejde eller tvang til samvær. Voldsofrenes altoverskyggende behov er behovet for sikkerhed for dem selv og deres børn. Og det kræver, at volden identificeres, anerkendes og standses. Dvs. at fokus skal drejes væk fra en indsats til ofret og over på en indsats til krænkeren. Volden bor i voldens agent og ikke i dens objekt, men med støttetilgange er det ofrene, der kommer til at bære ansvaret.

Falske beskyldninger skal straffes

I denne tilgang hævder man, at der er mange falske beskyldninger om voldelige overgreb. Når der ikke er løftet en bevisbyrde i en straffesag, anerkender man ikke, at volden kan have fundet sted. Altså anser man, at udsagn om vold beror på falske beskyldninger, og disse betegnes ’forældrefremmedgørelse’. Begrebet ’forældrefremmedgørelse’ dækker altså over, at der har været vold.

Som følge af det perspektiv konkluderer man i stedet om den voldsramte part, at man ikke er en god forælder, når man ikke aktivt bakker op om et ligeværdigt samvær og samarbejde. Er man urolig, må man gå i behandling, så man ikke overfører de negative følelser til barnet.

Fordommen er, at kvinder ikke kan lade være med at overføre deres egne følelser om den anden forælder til børnene. Man anerkender sjældent børnenes udsagn om samvær som værende skabt af deres egne erfaringer. I stedet går man ud fra, at hvis børn reagerer negativt på samvær, må det skyldes manglende støtte fra den voldsramte forælder og evt. direkte manipulation fra den voldsramte forælder, altså ’forældrefremmedgørelse’.

Denne tilgang medfører en meget barsk fremfærd mod voldsramte mødre og børn. Jo mere, de vægrer sig mod samvær, jo mere samvær skal der være, fordi man anser det for at være en slags ’kur’ mod udsagn om vold og frygt og dermed mod den forestillede overføring af egne følelser til barnet.

Tilgangen medfører, at voldsramte mødre oplever sig udsat for et dobbelt overgreb. Først er de udsat for vold. Dernæst bliver de beskyldt for at udøve psykisk vold i form af forældrefremmedgørelse mod den anden forælder.

Psykisk vold: Mor og barn mister kontakt

Der er en gruppe voldsramte kvinder, som har mistet barnet til barnets far. De vil hævde, at det nu er dem, der bliver forældrefremmedgjort af den voldelige far. Faren vil sjældent bakke op om, at barnet skal se moderen. I stedet sætter han konstant barnet i klemme, så barnet nu hverken har tillid til den ene eller den anden forælder. Det vil sige, at den voldsramte forælder mærker tilknytningen gå i stykker på grund af det konstante pres, som barnet lever under. Barnet mister tilliden til alle, trækker sig ind i sig selv og det kalder voldsofrene så for ’forældrefremmedgørelse’.

Denne position har også en anden udgave i praksis, nemlig når voldsramte kvinder oplever, at den psykisk voldelige far udøver direkte psykisk vold mod barnet ved fx at bruge barnet til at kontrollere den beskyttende forælder. Det kan ske med voldsomme udsagn såsom, at ”din mor har smadret vores familie. Hun er ligeglad med dig. Hun løber bare ude i byen med en masse andre mænd. Hun ved ikke, hvad hun selv gør.”

Også denne position medfører, at barnet trækker sig ind i sig selv og risikerer at miste tilliden til begge forældre. Her bruges begrebet ’forældrefremmedgørelse’ som et synonym for termen psykisk vold.

Indholdstomt begreb fjerner fokus

I denne position anser man, at selve beskyldningen om ’forældrefremmedgørelse’ fjerner fokus fra volden og også fra barnet. Når et barn ikke ønsker at se en forælder, fordi barnet frygter denne, så antager myndighederne, at barnet er blevet manipuleret til at have denne frygt. Dermed tjener beskyldningen om forældrefremmedgørelse til at dække over volden. Det stjæler fokus. Vi har tilsyneladende lettere ved at tro på, at den voldsramte udøver forældrefremmedgørelse, end på at den voldelige faktisk er voldelig.

Det, som bliver betegnet som forældrefremmedgørelse, fortrænger et fokus på barnets tarv, og på hvad barnet reelt har brug for, fordi fokus ene og alene forskydes til at handle om konflikten mellem forældrene.

I denne tilgang vurderer man, at begrebet ’forældrefremmedgørelse’ i sig selv er diskriminerende uden videnskabeligt grundlag og som en forlængelse af den psykiske vold, man flygtede fra til at starte med.

Begrebet betragtes som et ’pseudokoncept’, der gør det nærmest umuligt for voldsramte kvinder og deres børn at komme fri af volden, fordi enhver vægring mod samvær vil blive opfattet som ’forældrefremmedgørelse’.

Skal gå arkæologisk til værks

Det er vigtigt, at personer, der arbejder med disse sager, får en bevidsthed om, hvilken position de selv indtager.

Der er brug for, at vi får voldsfaglighed repræsenteret i Familieretshuset og i familieretten. Vi må blive dygtigere til at forstå det samspil, der er et udtryk for voldens mange former. Det stiller øgede krav til organisering og til forarbejde, til at forstå, hvad der er på spil, til at være nysgerrige på historikken, herunder at se nærmere på skadestuerapporter. Man må gå helt tæt på forældrene og gå arkæologisk til værks for at forstå, hvad der er på spil. Og det bør ske, inden man sætter parterne sammen, og inden man gør sig tanker om, hvordan denne sag ’skal løses’.

I dag er myndighederne for ofte med til at tillade, at overgreb får lov til at fortsætte, fordi disse sager kun bliver behandlet og forstået på overfladen. I forlængelse heraf tages der beslutninger, der placerer barnet hos den forkerte forælder, og som faktisk svigter barnet. Hvis vi ikke handler, så kommer vi en dag til at skulle sige undskyld til rigtig mange børn, nu som voksne, fordi vi svigtede dem i retssystemet og ikke havde blik for den vold, der faktisk foregik.