Naturen stabiliserer voldsramte kvinder og børn

Luften er stadig kølig, og græsset er dækket af morgenrim, men solens stråler rammer den lille plet i hjørnet af haven, hvor psykolog Signe Hoffmann Pedersen har stillet stole frem og fyldt vores glas med dampende varm te.

Foran os tårner sig den store røde bygning, der huser kvinder, der netop har vendt ryggen til en hverdag styret af vold og frygt. Normalt er det disse kvinder og deres børn, der bruger haven. Det er her, de laver bål, leger, graver, sår eller blot fornemmer.

”Flere af kvinderne og børnene lider af PTSD. De har gennem længere tid levet med volden tæt inde på livet, uden at kunne handle. Naturen kan hjælper dem til at finde ro og få åbnet for deres sanser igen,” fortæller Signe Hoffmann Pedersen.

Der er ikke noget nyt i, at naturen spiller en rolle i arbejdet på krisecenteret. Søerne og Ørstedparken, der ligger i nærheden, har gennem årene dannet ramme om mange gåture og samtaler med voldsramte kvinder. Og man har længe kendt til naturens helende effekt.

Men i 2012 besluttede Signe Hoffmann Pedersen sig for at undersøge, hvad det egentlig var, naturen kunne. Det førte til den metode, baseret på traumeteori, voldsteori og naturbaseret terapi, der i dag danner udgangspunkt for Danners naturterapeutiske arbejde med voldsramte kvinder og børn.

”Vi bruger naturen som helende i sig selv, den umiddelbare beroligende effekt, den tilbyder. Men vi bruger den også mere metodisk, når vi hjælper kvinder og børn på plads i deres krop, eller hjælper dem til at genfinde deres selvværd og tillid til andre mennesker, som volden ofte har slået store skår i.”

De voldsramte kvinder og børn befinder de sig ofte i et højt stress-niveau, når de for første gang møder Signe Hoffmann Pedersen og hendes kolleger. De er måske angste, kan ikke sove og er plaget af fysiske symptomer som ondt i maven eller hovedpine.

”Når man udsættes for en ekstrem belastning, som vold er, reagerer kroppen. Mange af kvinderne har svært ved af mærke sig selv. Første skridt er derfor at hjælpe dem til at finde ro og fodfæste.

Det kan være, vi går en tur, sår nogle frø eller bare fornemmer solens stråler i ansigtet. Fokus er på at sanse og mærke og at hjælpe kvinden tilbage i sin krop. Det er sindssygt vigtigt for at kunne genetablere sin selvoplevelse og sit ståsted i livet,” forklarer Signe Hoffmann Pedersen.

Hun viser et billede af hjerneforskeren Paul MacLeans tredelte hjerne, der illustrerer hjernens forskellige mentaliseringsniveauer: Sansehjernen, følehjernen og tænkehjernen.

”Det er her i sansehjernen, i det autonome nervesystem, du mærker og fornemmer, solen i ansigtet eller støvregnen på kinden,” siger Signe Hoffmann Pedersen.

”Herfra kan vi arbejde med at sætte ord på: Hvordan føles det at mærke solen i ansigtet? Hvad får det dig til at tænke på? Det øger kropsbevidstheden og bringer gradvist nye indsigter og erfaringer i spil. Jo mere reguleret, den voldsramte er, jo større krav kan vi stille til at arbejde med sig selv, sit traume og sine mønstre. Men det kan tage tid at komme derhen. Og det er sjældent en lige vej. Når kroppen er i alarmberedskab, kan man ikke tænke klart.”

Naturens fortællinger

Når volden tager over, ryger tilliden til både en selv og omverdenen ofte, fortæller Signe Hoffmann Pedersen. Mange af kvinderne oplever, at de er værdiløse og plages af skyld og skam. Udover den regulerende effekt, tilbyder naturen den enkelte et narrativ, en kobling til tidligere oplevelser, der engang gav livet værdi.

”Det kan være havet ved morfars sommerhus eller barndommens rideture gennem skoven. Erindringerne kan hjælpe kvinderne til at genfinde den integritet, de har mistet i den voldelige relation. Og samtidig minder de om, at naturen er en ressource og et trygt holdepunkt, som de kan bruge fremadrettet.”

Signe Hoffmann Pedersen fortæller om en kvinde, der som barn havde hest og under terapien begyndte at ride igen. Om en anden, der tog aktivt del i sin terapi ved at besøge en strand, hvor hun holdt af at komme med sin far som barn. Og om den kvinde, der gennem vinterbadning genfandt kontakten til sin krop. Hun havde levet årevis i en seksuel voldelig relation og kunne, da hun ankom til Danner, end ikke udholde tanken om at skulle mærke sin egen krop.

I det hele taget henter kvinderne, ifølge Signe Hoffmann Pedersen, styrke gennem de fysiske aktiviteter i naturen. Når de graver i jorden, river blade sammen eller hopper i det iskolde vand, mærker de deres krop, dens begrænsninger og styrker. Det hjælper dem til at genvinde kontrollen.

Børnene er dobbeltramt

Vi går en tur gennem den terapihave, som en landskabsarkitekt hjalp med at etablere i 2012. Med inspiration fra blandt andet de svenske terapihaver i Alnarp, hvor man har haft stor succes med at bruge naturen i arbejdet med stress-ramte.

Haven, der er kilet ned mellem etage-byggeri og den befærdede HC Andersen Boulevard midt i indre København, er opbygget efter principper om, at der skal være plads til afskærmning, fællesskab, udfordring og hvile. Her er store træer, her er små skærmede kroge, urtebede, der venter på forårets komme og en bålplads, hvor kvinderne hver torsdag samles om et knitrende bål til samtaler om emner som det at passe på sig selv eller udfordringer i moderskabet. Her er også et legeareal med gynger, sandkasse og klatretræer, der vidner om, at arbejdet med børnenes heling fylder mindst lige så meget som kvindernes.

”Oftest er børnene jo dobbeltramt. De har været vidne til volden, men de har også oplevet en mor, der var præget af volden. Mange af dem lider lige som deres mødre af PTSD. Det kan betyde, at de er meget udadreagerende eller også, at de nærmest er usynlige. Og når vi taler om børn, er det ikke alene deres trivsel, der er truet. Det er hele deres udvikling,” fortæller Signe Hoffmann Pedersen.

For børnene fungerer naturen som et sted, hvor de kan genfinde glæden ved at lege og udforske – og få nye erfaringer med både at være tryg og være sammen med andre. Et af Danners hovedfokus er at reparere relationen mellem mor og barn, som næsten altid lider skade af volden.

”Det kan være, at mor og barn skærer i et græskar sammen, sår blomster i køkkenhaven eller leger i græsset. Man kan spørge, om man så ikke lige så godt kunne tegne eller lege indendørs, men det gør noget at have noget organisk mellem hænderne. Naturens elementer fascinerer og beroliger. Derudover er det nemmere at få livfuldt samspil i gang ude i haven end i et terapirum. En af konsekvenserne af at have levet med vold i familien er, at der ikke har været den leg og latter, der skal være i mor-barn-relationen. Derfor er det en vigtig del at få i spil, når de skal finde hinanden igen.”

Skoven lægger op til leg og fællesskab

Det er ved at være tid til dagens første terapisession. I dag foregår den her i haven. Men indimellem er det de omkringliggende søer og parker eller skovområder uden for byen, der danner ramme om Danners terapisessioner.

”Det kan noget forskelligt. Haven her kan skabe tryghed, en tur om søerne kan give en fornemmelse af livet uden for krisecenteret, mens skoven lægger op til leg og fællesskab. Det er vigtigt, at både aktivitet og naturmiljø støtter op om målet med terapien,” forklarer Signe Hoffmann Pedersen.

Hun er ikke i tvivl om, at kvinder og børn på Danner profiterer af, at naturen er blevet en aktiv medterapeut i deres terapi.

“Vi har fået et kropsligt greb i traumearbejdet som kan tilpasses den enkeltes symptom og ståsted. Og så kan vi se, at flere af kvinderne tager naturen med sig videre i livet og bruger den som et sted, hvor de kan slippe tanker og bekymringer.”