Artikel
Ny kampagne: Psykisk vold skal frem i lyset

Psykisk vold skal bringes frem i lyset. For børnenes, de voksnes og samfundets skyld. Det siger justitsminister Peter Hummelgaard, der bakker op om kampagnen Frem i lyset, der skal skabe opmærksom på psykisk vold og konsekvenserne af volden. Der mangler nemlig viden og opmærksomhed på den psykiske vold, og kampagnen vil med film og podcast fortælle danskerne, hvordan den psykiske vold kan vise sig.
17. februar 2025
Af Eva Frydensberg Holm
eva@socialtindblik.dk
Illustration: Sille Jensen
sj@socialtindblik.dk
Kontrol, krænkelser og ydmygelser. Over 100.000 danskere lever i en relation med en psykisk voldelig partner. Psykisk vold er ofte usynlig, men konsekvenserne er mindst lige så ødelæggende som ved fysisk vold. Det er baggrunden for, at organisationen Lev Uden Vold og Socialt Indblik lancerer oplysningskampagnen Frem i lyset, der skal give viden om psykisk vold til voldsudsatte, pårørende og fagpersoner.
”Psykisk vold er både ulovligt og fuldstændig uacceptabelt. Virkeligheden er desværre, at psykisk vold lever i bedste velgående, og et hjem præget af psykisk vold er ikke bare en voldsom belastning for partneren, men også for børnene i hjemmet. Vi er nødt til at tale mere om det. For det er afgørende, at flere ved, at der er hjælp at hente, og at gerningspersonerne kan blive stillet til ansvar. Derfor hilser jeg kampagnen meget velkommen,” siger Peter Hummelgaard.
Ifølge en undersøgelse fra Epinion, baseret på i alt 5.086 besvarelser foretaget for Lev Uden Vold, ved fire ud af ti danskere ikke, at psykisk vold er strafbart. Samtidig kan den psykiske vold være svær at erkende både for ofret og pårørende.
”Psykisk vold er stadig omgærdet af tavshed, og alt for mange genkender det ikke som vold. Det gør, at de, der lever med psykisk vold, ikke får hjælp, og at vi som samfund overser problemet. Vi håber, kampagnen kan være et skridt på vejen til at bryde tabuet, for vi skylder de mange, der udsættes for psykisk vold, at bringe dette alvorlige problem frem i lyset,” siger direktør i Lev Uden Vold, Elsebeth Kirk Muff.
Stærke fortællinger skaber genkendelse
Kampagnen vil oplyse om psykisk vold gennem små animerede film, der fortæller om den psykiske vold, lige som en podcastserie vil formidle voldsudsattes fortællinger om, hvordan den psykiske vold over tid udviklede sig i deres relation, hvad det vil sige at leve sammen med en psykisk voldelig partner – og hvor indgribende konsekvenser den psykiske vold kan have. Flere lever i dag med PTSD.
Én af historierne kommer fra en kvinde, der var udsat for kontrol, ydmygelser og manipulation gennem 30 år:
“Man følte hele tiden, at man gjorde noget forkert. Eller også gik man på æggeskaller for ikke at forstyrre … Det skete meget langsomt, og til sidst blev det bare hverdag for mig. Psykisk vold er så svært at forklare for udenforstående. Og i dag har jeg da også svært ved at forklare det over for mig selv. Hvorfor gik jeg ikke bare? Men man er så søbet ind i den der virkelighed, som for mit vedkommende var min eksmands virkelighed.”
De mange forskellige historier i podcastserien og filmene skal gerne skabe forståelse for den psykiske volds udtryk og konsekvenser, fortæller direktør for Socialt Indblik, Niels Svanborg.
Psykisk vold er på mange måder abstrakt at forklare, og derfor har vi valgt, at omdrejningspunktet for kampagnen skal være fortællinger fra dem, der har levet i en nær relation, hvor psykisk vold var en del af hverdagen. Det er blevet til en række stærke historier, som fortæller, hvordan den psykiske vold nedbryder ofrene og derfor gør det svært at slippe ud af. Og det understreger kun behovet for, at vi taler om den psykiske vold og får den frem i lyset. Jeg håber derfor, at kampagnen vil skabe genkendelse hos både ofre for psykisk vold og deres pårørende, så de søger hjælp og får forståelse fra venner og familie,” siger direktør for Socialt Indblik, Niels Svanborg.
Kampen fortsætter
Den psykiske vold blev i 2019 gjort strafbar. Justitsminister Peter Hummelgaard mener dog, at der er behov for, at vi taler mere og højere om psykisk vold og bakker op om kampagnen. Han lover, at kampen mod den psykiske vold også fortsætter politisk.
”Denne form for vold skal bringes frem i lyset – for børnenes, de voksnes og samfundets skyld. Vi har allerede taget flere konkrete skridt fra regeringens side i kampen mod psykisk vold. Der er ingen tvivl om, at vi skal fortsætte den kamp, og det kommer vi også til at gøre,” siger Peter Hummelgaard.
På kampagnens hjemmeside www.psykiskvoldervold.dk kan man finde information om psykisk vold, blandt andet en test om der er tegn på, at man lever i et parforhold, hvor partneren udøver handlinger, som kan være psykisk vold
En række animerede tegnefilm vil i forbindelse med kampagnen fortælle om psykisk vold og voldens mange forskellige udtryk. Filmene vil køre på sociale medier. Filmene er lavet af Sille Jensen og Andreas Benthien