Ny udstilling om anbringelser binder fortid og nutid sammen og peger på nutidens udfordringer

”Det er præcis de samme følelser, som jeg selv havde, da jeg blev anbragt. Det kunne have været mig, der blev skrevet om,” siger Mette, der blev anbragt uden for hjemmet som 16-årig og har været med i arbejdet med den nye udstilling ”Anbragt”.

Mette taler om nogle af de erindringer, som hun og andre tidligere anbragte læste som en del af arbejdet med udstillingen ”Anbragt”, der fortæller historien om og ikke mindst oplevelsen af børneforsorgen fra 1890 og frem til i dag.

Det er historiker og museumsinspektør Jeppe Wichmann Dam Rasmussen, der har kurateret udstillingen og skrevet bogen ”Anbragt – Stemmer fra børneforsorgen fra 1900 til i dag”, der udkom 16. juni. Og for ham er det præcis samme oplevelse af, at de historier, breve og erindringer, der er skrevet for 100 år siden, kunne være skrevet i dag.

”Da jeg sad med de her breve, som er skrevet af børn lige i starten af 1900-tallet, der skriver hjem til deres forældre, så har det slået mig, hvor meget det går på tværs af tid. Hvor meget det er samme ting, de beskriver. Det er den samme følelse af savn. Det er de samme udfordringer, der går igen. Det er de samme ting, de har kæmpet med, inden de blev anbragt. Hvis du rettede brevene for gammeldags talemåder, så kan du ikke se forskel,” siger Jeppe Wichmann Dam Rasmussen, der har arbejdet med udstillingen i mere end to år.

Mette har sammen med andre medlemmer af De Anbragtes Vilkår været tæt involveret og deltaget i en række workshops i forbindelse med udviklingen af udstillingen. Hun ser på samme måde den lige linje fra fortidens erindringer og breve til nutiden.

”Jeg havde selv et tæt forhold til min kontaktperson, og når jeg læser erindringerne, som er tilbage fra 1930’erne, så er det præcis det samme, der betød noget for dem. Hvor meget det betød at have denne her specielle relation. Det kunne måske være gartneren eller køkkendamen, de skrev om. Og det kunne det også være for mig. Jeg kan selv huske, hvordan det var at komme ned i køkkenet og hjælpe med at lave mad, hvor det bare var mig, og hvor meget det betød bare at være sammen om det,” siger Mette.

Det handler om oplevelsen

Museet i Svendborg har i 20 år haft en udstilling om børneforsorgen, men med den nye udstilling bryder man med blot beskrivelsen af historien og intentionen bag anbringelsen. Det er oplevelsen af forsorgen, der er i fokus, og derfor er udstillingen lavet i tæt sammen med personer, der selv har en anbringelsesbaggrund.

”Vi er de senere år begyndt at fokusere meget mere på oplevelsen af forsorgen generelt end på, hvad forsorgen egentlig vil. Vi synes dybest set, det er mere interessant, hvordan det opleves. Fordi intentionerne har jo altid i en eller anden grad været at forsøge at hjælpe anbragte børn. Det har man gjort på vidt forskellige måder. Vi vil måske gerne fortælle os selv og hinanden, at vi er blevet bedre. Børnesynet har da helt sikkert også ændret sig, og anbragte børn har meget mere lov til at være børn nu, end de havde for 100 år siden. Så der er jo sket en kæmpe udvikling,” siger Jeppe Wichmann Dam Rasmussen og fortsætter:

”Men selvom der er sket en hel masse, og vi på mange områder gør det bedre i dag, så har anbragte børn stadigvæk utrolig mange af de samme følelser i dag, når de bliver anbragt, og når de er i en anbringelse, som de havde for 120 år siden. Altså det er stadigvæk de samme følelser af svigt og ensomhed. Den samme følelse af ikke at blive troet på. Og det er stadig det samme savn efter forældrene. Årsagerne til, at børn bliver anbragt, er også i vid udstrækning de samme nu, som de var førhen,” siger Jeppe Wichmann Dam Rasmussen, der ikke lægger skjul på, at udstillingen vil mere end bare fortælle en historie.

”Vi har formuleret en meget ambitiøs ambition for udstillingen, helt tilbage da vi søgte penge. Det her skal ikke være en udstilling, der bare fortæller en historie. Det skal være en udstilling, der kan være en del af en forandring. Det skal være en udstilling, der kan være med til at flytte noget og skabe opmærksomhed og på den måde være med til at drive en forandring,” siger Jeppe.

Udstillingen er delt op i seks temaer, som har fået hver sit rum. Man begynder i rummet, der dækker tiden op til anbringelsen, hvor man bliver mødt af arkivskabe med journaler, man kan læse, og så fortsætter man til rummet, der dækker temaet om den første dag i anbringelsen. Hvert rum er indrettet, så man henføres til en helt særlig følelse eller stemning gennem brug af tekster, der er taget fra breve eller erindringer, der er forskellige historiske genstande, man kan se en video, og hele rummet er prydet af en billedcollage, hvor tiderne er flettet sammen, så det kan være svært at skelne mellem nutiden og historien.

I hvert rum er der ligeledes en interaktiv skærm, hvor man skal tage stilling til spørgsmål, der rummer et dilemma. Det kan fx være, om man synes, at magtanvendelser skal være tilladt, eller om den unge skal have ret til efterværn.

Når man så kommer til det sidste rum, kan man på skærme se, hvad andre har svaret på spørgsmålene. Her kan man også finde informationer om både De Anbragtes Vilkår og Børns Vilkår.

”Vi vil gerne have, at vores gæster selv får lyst til at gøre et eller andet. Men også at man føler, at man ved, at man kan gøre noget. At de får lyst til at opsøge mere viden, aktivt hjælpe, give penge til eller støtte de organisationer, som arbejder for at forbedre vilkårene,” siger Jeppe Wichmann Dam Rasmussen.

Min historie kan bruges til noget

For Mette har samarbejdet om udstillingen og udstillingens perspektiv om at fortælle oplevelsen af forsorgen en helt særlig betydning.

”Den gør, at jeg ikke er alene. At der er andre, der har det lige som mig. At der er andre, der har haft de samme følelser som mig – også for mange år tilbage. Så det er ok, at jeg også har haft de følelser. Men også at jeg er blevet troet på hele vejen igennem arbejdet på udstillingen og på workshops, vi har haft. At der ikke er blevet sat spørgsmålstegn ved det, jeg siger. Men også at min historie kan bruges til noget, selvom den til tider har været hård,” siger Mette.

Jeppe Wichmann Dam Rasmussen har arbejdet på udstillingen i to år, og han er i arbejdet kommet forbi mange historier og effekter, som kan fortælle mange hårde historier om livet som anbragt barn fra 1890’erne og frem til i dag. Det kan være historier om både afstraffelser og fysisk vold. Men det er alligevel ikke det, der har gjort størst indtryk på ham.

”Det, der har gjort størst indtryk på mig, er det hvor man næsten selv kan mærke, hvor ensomme børnene er, og hvor meget de bare savner. Det er små formuleringer i breve, i film eller i samtaler, hvor det bliver tydeligt, det bare er et barn, der trænger til at blive holdt om, og at der er nogen, der lytter. At der er nogen, der er der. Men det er der bare ikke. Altså, det er faktisk det, der er det værste,” siger Jeppe og finder en passage i bogen ”Anbragt – Stemmer fra børneforsorgen fra 1900 til i dag”, hvor Knud i 1910 skriver et brev til sin mor.

Kære mor. Tak for brevet. Jeg bliver altid så glad, når jeg får brev fra dig. Jeg længes efter at høre fra dig. Du kan tro, jeg glæder mig til, du kommer herud.

”Altså, jeg kan næsten få våde øjne, når jeg læser det. Og Knud er jo for længst borte, har været voksen og har haft et liv. Men jeg synes egentlig, det er et meget godt billede på det, at når man selv har små børn, og de måske sover i et andet rum og vågner om natten og er kede af det, så kalder de på dig, og du er der og tager dem op og trøster dem, og du kan mærke, de bliver rolige igen. De er trygge. Har du prøvet det en gang, så ved du, hvad det er, Knud mangler. Når Knud vågner om natten på Roskilde Hvile, hvor han skrev det brev, og kalder på sin mor, så kommer hans mor ikke. Det rammer mig hver gang, og det er noget af det, der går på tværs af tid,” siger Jeppe Wichmann Dam Rasmussen.

En vigtig historie

Mette glæder sig til, udstillingen åbner. Både fordi hun skal vise den til venner og bekendte, men også fordi hun føler en helt særlig stolthed, når hun i dagene inden åbningen går rundt og ser på udstillingen.

”Jeg er megastolt over at have været med til dette her. At den er blevet så flot, og at bogen er blevet så flot. Det betyder virkelig meget for mig. Nu kan jeg vise andre, hvordan det er at have været anbragt. Og andre kan måske få brudt nogle af de fordomme, de har om børn, der er anbragt. At de ikke er kriminelle eller dumme. Men at de er præcis som alle andre børn. De er bare anbragt uden for hjemmet. Men også at udstillingen fortæller om de gode ting. At der faktisk var nogle, der gjorde noget for at hjælpe børnene, og at der også i dag er nogle, der hjælper. Så selvom der er lang vej endnu, så er der også noget positivt at fortælle,” siger Mette.

Udstillingen er udviklet i samarbejde med designbureauet Torden og Lynild, der har erfaring fra en lang række udstillinger og teaterforestillinger. Og netop det at udstillingen også har et højt niveau og vækker en stolthed hos Mette, gør naturligvis museumsinspektør Jeppe glad.

”Det har været en af grundene til, at vi har ventet i 20 år. Vi vidste, at skulle vi gå ind i det, så skulle det være med så store ambitioner som overhovedet muligt. Hvad er det bedste, vi kan forestille os? Og så er vi gået efter det. Og jeg synes i al beskedenhed, at vi er lykkedes ret godt med det,” siger Jeppe, der efter en hård slutspurt op til åbningen glæder sig til nogle ugers fri, når båndet er klippet over, og udstillingen åbner.

Mette glæder sig også til, at udstillingen åbner, og der er en helt særlig gæst, hun håber besøger udstillingen.

”Jeg håber meget, at min tidligere kontaktperson kommer og ser udstillingen. For hun har betydet meget for mig. Jeg håber også, at både børn og pædagoger fra institutioner kommer og ser udstillingen. Jeg håber, at de historier, som børnene fortæller, kan gøre indtryk på pædagogerne. At det betyder noget for børnene at have en særlig forbindelse til de voksne. Og så håber jeg, at mange andre kommer og ser udstillingen, for det er en vigtig historie,” siger Mette.