Ny undersøgelse: Børn møder en lukket dør i psykiatrien

Hver fjerde af de adspurgte forældre, hvis børn har haft brug for hjælp i psykiatrien, har lav eller ingen tillid til børne- og ungdomspsykiatrien. Det viser en ny undersøgelse, Norstat har foretaget for Psykiatrifonden. Norstat har gennemført en undersøgelse for Psykiatrifonden blandt 351 forældre til børn med psykiatriske diagnoser.

Undersøgelsen viser blandt andet, at:

• Der gik i gennemsnit 9-10 måneder fra forælderen havde en formodning om, at barnet havde behov for hjælp, til de modtog hjælp. Seks procent svarer, at de ikke blev tilbudt hjælp.
• Hver fjerde forælder har lav eller ingen tillid til børne- og ungdomspsykiatrien.
• 24 procent af dem, hvis barn har haft brug for akut hjælp i psykiatrien, angiver, at de har modtaget hjælpen i lavt omfang.
• 30 procent angiver, at deres barn ikke fik den akutte hjælp, der var brug for. 

Sov foran sønnens dør

”Børn og unge og deres forældre må ikke møde en lukket dør, når de har brug for hjælp. Det skal vi løse nu. Det er akut,” siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold i en pressemeddelelse. Hun nævner et konkret eksempel:

”En mor fortalte, at hendes 15-årige søn var gået hjemmefra midt om natten og var blevet fundet mange kilometer væk med selvmordstanker. Alene kører hun ham til børne- og ungdomspsykiatrien en times kørsel derfra i håb om at få hjælp. Hun må køre hjem igen uden at få den hjælp. Næste nat sover hun foran hans dør. Hvad skal hun gøre?  Vi kan se i vores undersøgelse, at mange forældre oplever en børne- og ungdomspsykiatri, som ikke giver deres børn den behandling, der er brug for.”

Tre ud af fire forældre svarer i undersøgelsen, at de ikke har fået hjælp til at navigere i at have et barn med en psykiatrisk diagnose, og tæt på hver femte venter op til to år på at få hjælp til barnet.

“Hvad gør det ved en familie, at man har et barn, som har det så svært, og der ikke er nogen, der tager ansvar for, at familien får hjælp? Forældrene fortæller os, at de bruger alle deres kræfter på at navigere i psykiatri, skole og kommune. Hele det understøttende system mangler,” siger Marianne Skjold Larsen.