Opråb fra erhvervspsykolog: ”Vi mangler en stressens Sofie Linde”

Da Else Kathrine Relster i starten af april læste i sit nyhedsfeed, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) fra en paragraf 20-debat i Folketingssalen blev citeret for at kalde arbejdsrelateret stress for et ”samfundsproblem, der er så indgribende, at det ikke giver mening kun at se på det fra menneske til menneske” og herefter love, at regeringen ville forholde sig til det politisk, voksede håbet i brystet.

Men da Else Kathrine Relster læste videre, fik hun et chok. For anledningen til debatten var en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som satte nye rekorder for omkostningerne af arbejdsrelateret stress.

Arbejdsrelateret stress koster samfundet 55.600 fuldtidsansatte om året, viste analysen. Mens opgørelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) sidste år anslog, at stress årligt koster samfundet 37.335 fuldtidsansatte.

Omregnet til kroner og ører koster alene stresssygemeldinger årligt samfundet 55 milliarder kroner, viser den nye analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 

Der var den analyse, der havde fået Enhedslistens Victoria Velásquez til at stille beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen spørgsmålet, om hun mente, at det var udtryk for et samfundsproblem, at så mange mennesker bliver syge med arbejdsrelateret stress.  

Else Kathrine Relster blev i 1978 ansat som den første psykolog i Arbejdstilsynet, herefter var hun direktør i Statens Filmcentral, før hun efter syv år, tæt på at gå ned med stress, valgte at sige op, for i stedet at starte som selvstændig. Siden 1996 har hun i sin virksomhed Nye Veje levet af at levere personlig coaching og sparring for ledere. Hun har tidligere delt sin viden og erfaring i bogen ”Dybe samtaler om lederskab – Om at udvikle sig som leder og som menneske”. Nu er hun aktuel med en bog, hun selv kalder et opråb. ”Der er et hul i ethvert hegn – Et personligt manifest for et bedre arbejdsliv”.

”Jeg kalder den et manifest, fordi jeg har en mission. For der er behov for et slag i bordet. Vi har arbejdet på at forebygge stress i 50 år uden at lykkes. Bogen er mit forsøg på at trække en streg i sandet og pege fremad,” siger hun.

I bogen skriver du, at vi mangler en stressens Sofie Linde, der kan råbe op – hvorfor har vi endnu ikke set det, når så mange bliver alvorligt ramt af stress?

Hvorfor har vi brug for en, der råber op på samme måde?

”Vi mangler det opråb, der kan rejse et oprør. Sofie Linde sparkede et gevaldigt hul i hegnet. Tænk, hvis vi på samme måde kunne skabe et opråb og en bevægelse, der kæmpede for et godt psykisk arbejdsmiljø og mod stress. Sofie Linde talte på alle kvinders vegne – men det er svært at finde en person, der kan tale om stress fra et fælles perspektiv,” siger hun.

Fra 50 års indblik i arbejdets psykologi leverer Else Kathrine Relster en analyse af, hvordan udviklingen på arbejdsmarkedet og organiseringen af arbejdet de seneste fem årtier har udviklet sig mod stadigt større krav til fleksibilitet og mindre plads til meningsfuldhed og selvbestemmelse i arbejdet. Særligt i social- og plejesektoren, hvor kerneopgaven jo netop er at drage omsorg for andre mennesker, og hvor meningen med arbejdet hænger sammen med oplevelsen af at have tid og rammer til den omsorg, har det stigende fokus på effektivisering og målstyring af arbejdet skabt grobund for stress.

Værdier, der ikke kan måles, får ikke tid

Et af de store problemer med den måde, vi har indrettet organiseringen af arbejdet på, har rødder i det såkaldt taylorske princip, som slog igennem tilbage i 1930’erne. Det taylorske princip handler om effektivisering af arbejdet ved at pinde det ud i meget små enheder og definere tid for, hvor lang tid hver enkelt opgave må tage. Det har fået stadigt større gennemslagskraft, særligt i den sociale sektor, og har gjort tid og effektivisering til det primære mål for bl.a. pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere og hjemmehjælperes arbejde.

Hvor den enkelte tidligere havde langt mere frihed til selv at vurdere, hvordan arbejdsopgaven skulle gribes an – om det fx gav mere mening at bruge tid på pleje og omsorg end på at vaske gulv på ti minutter, har det taylorske princip flyttet fokus og succeskriterierne fra det, der er svært at måle, værdier som omsorg, empati og nærvær, til målbare enheder, som hvor effektivt en sag kan ekspederes videre i systemet, eller hvor hurtigt patienter er klar til at blive udskrevet.    

”Stress er for rigtigt mange mennesker en katastrofe. Med alle mulige andre alvorlige kriser og risici går vi langt for at forebygge. Men det gør vi ikke i tilstrækkelig grad, når det kommer til stress,” siger hun.

I bogen deler Else Kathrine Relster ud af egne erfaringer som psykolog og ledelsescoach og indvier læseren i, hvordan hendes egne personlige erfaringer har gjort hende klogere på, hvordan mennesker reagerer på stress, og hvordan hun selv har fundet forskellige ’huller i hegnet’, når hun er blevet fanget i arbejdsmæssige situationer, der kunne have udløst stress. Fx da hun var ansat i Arbejdstilsynet, hvor hun, stillet overfor ofte meget komplekse og grænseløse opgaver, lærte at sige fra og sætte grænser.

”Hvis man skal navigere uden om stress, er det psykisk vigtigt at opleve kontrol med opgaven. At man oplever, at man selv kan se og styre mod et realistisk mål: Det her kan godt lade sig gøre, men så bliver det på denne her måde,” siger hun.

Det helt store hul i hegnet klippede Else Kathrine Relster selv, da hun som 56-årig sagde op og startede som selvstændig.

”Jeg har ikke lagt skjul på mine egne tåbeligheder, som næsten altid er baseret på overmod, et oppustet ego og mangel på forståelse for statusforskelle. Fx da jeg som styrelseschef troede, at jeg var i øjenhøjde med fuldmægtige, departementschefen og sågar kulturministeren. Det blev på en for mig meget pinlig måde markeret, at det var jeg ikke. Jeg var kun styrelseschef. Hvis vi skal lære at blive klogere på stress, er vi nødt til at lægge kortene, også vores egne, på bordet,” siger hun.

Stress slår rod i giftig gæld

Den vigtigste forklaring på, at det ikke er lykkedes os, er, at vi helt misforstået har individualiseret stress, argumenterer Else Kathrine Relster: I 1970’erne blev murernes og malernes arbejdsbetingede sygdomme forklaret som deres egen skyld, fordi de drak for meget. I dag får de sociale medier og individuelle ambitioner får skylden.

”Når vi hører om mennesker, der går ned med stress, bliver fortællingerne meget sjældent sat ind i en arbejdsmiljømæssig sammenhæng. Mit hovedperspektiv er, at vi skal forebygge stress, og vi forebygger jo ikke ved kun at beskrive symptomerne,” siger hun.

I sin analyse af, hvorfor det, trods flere årtiers forsøg på at få bugt med arbejdsrelateret stress, endnu ikke er lykkedes os, lader Else Kathrine Relster sig inspirere af lektor i organisation, ledelse og arbejdsliv Susanne Ekman fra Roskilde Universitet, der i sin bog ”Giftig gæld og udpint velfærd” fremlægger en analyse af, hvordan de fag, der er kernen i vores velfærd, nemlig dem i sundheds- og socialsektoren, er udpint og presset, og hvordan og hvorfor det er svært for både medarbejdere og ledere at pege på de systemiske udfordringer, der skaber et misforhold mellem krav og ressourcer. Det resulterer i, at den enkelte medarbejder konstant føler pres for at præstere mere, end det er muligt, uden på sigt at bryde sammen.

”Susanne Ekmans analyser beskriver, hvordan det store omfang af stress er en konsekvens af, at alle lover mere, end de kan holde. I toppen bliver der truffet beslutninger, som ikke holder vand. Og det blik bliver vi nødt til at anlægge. For hvis vi vil forebygge, kan vi ikke blive ved med at bortforklare stress med, at vi hver især må lære at håndtere og forebygge stress ved selv at tilrettelægge arbejdet og livet anderledes eller stille færre krav til os selv,” argumenterer hun.

Hvis vi vil forebygge, bliver vi nødt til at beskæftige os med, hvor stressen starter, mener Else Kathrine Relster:

Ofte er det oplevelsen af ikke at have kontrol med tilrettelæggelsen af arbejdet, manglende mulighed for at styre tempoet og utilstrækkelig tid til at løse arbejdsopgaverne, der udløser stresssygemeldinger hos de medarbejdere og ledere, hun hjælper i sin psykologpraksis.

Frivilligt at tage stress alvorligt

En af grundene til, at arbejdsbetinget stress er gået under radaren, er, at det ikke har nogen konsekvenser, hvis en virksomhed har en kultur, som skaber mange stressramte, mener Else Kathrine Relster. For Arbejdstilsynet har ingen muligheder for at sanktionere, som det har, hvis der er tale om, at en arbejdsplads ikke overholder reglerne for arbejde med kemiske stoffer eller leder ulovlige mængder af giftstoffer ud i jorden.

Der er ingen lovgivning om stress, som nogen tager alvorligt, og her har vi hovedproblemet, mener Else Kathrine Relster. Stress og usundt arbejdsmiljø får ingen konsekvenser for arbejdsgiverne, som andre farlige arbejdsforhold som for høje stilladser eller giftige dampe ville få.

”Som det er nu, er det frivilligt at tage stress alvorlig. Men man er nødt til at tydeliggøre, at stress koster penge, og at det er et spørgsmål om at sikre tilstrækkelig arbejdskraft,” siger hun.

Det var derfor, at Else Kathrine Relster øjnede håb, da hun læste beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens udmelding om, at stress er blevet så omfattende en udfordring for samfundet og økonomien, at vi er nødt til at løse det politisk og strukturelt.

I tider med høj arbejdsløshed har virksomheder kunne skifte medarbejderne ud med nye, når de brændte ud.

”Nu er det ikke længere argumentet, at forebyggelse af stress handler om, at ledere skal være søde og rare og passe på sine ansatte. Nu er det spørgsmål om kroner og øre og helt reel massiv mangel på arbejdskraft, der skaber en brændende platform for handling,” siger hun. 

I bogen fremlægger Else Kathrine Relster et løsningsforslag – et nyt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter. Hvorfor ikke lade arbejdsgiverforeningerne og fagbevægelsen mødes om opgaven at bekæmpe stress?

”Hvis vi skal skabe en ny kultur og måde at tænke menneskeligt bæredygtig tilrettelæggelse af arbejdet på, kan jeg ikke finde på andre, der har magt, pondus og indflydelse og tankesæt end arbejdsmarkedets parter,” siger hun.

Hvis forebyggelse af stress skal virke, må den komme fra ledelsen og toppen af organisationen, mener Else Kathrine Relster:

”Vi ser en yngre generation, der kræver indflydelse. Covid-pandemien lærte os, at vi kunne finde på noget andet. Min egen overbevisning er, at tiden er moden nu.”

Individualiseringen af stress er ekstremt skadelig, fordi det spænder ben for at bekæmpe det, der udløser stress. Hvis vi vil bremse stresskurverne, er vi nødt til at ændre strukturerne og de vilkår, der gør mennesker syge, argumenterer Else Kathrine Relster.

”Det er en opgave for arbejdsmarkedets parter i samarbejde med politikerne. Hverken den enkelte eller en enkelt fagforening kan forebygge stress,” siger hun.

For de fleste andre sygdomme begynder vi jo ikke at individualisere ansvaret og stille folk til regnskab for det ene og det andet.

”Jeg synes, at der er et lille håb nu, fordi vi har fået så valide tal, der sort på hvidt viser, hvor dyrt stress er for samfundet. Sat over for den mangel på arbejdskraft, vi står over for, er der for mig at se ingen vej uden om, at arbejdsmarkedets parter må tage opgaven på sig. Så lad os håbe, at arbejdsmarkedets parter kan blive den nye Sofie Linde,” siger hun.