Pædagoger passer ikke børn, de understøtter menneskers udvikling

Jeg ved, det kan være farligt at sige, at pædagoguddannelsen langt fra er god nok, og at alt for mange af fremtidens pædagoger ikke er dygtige nok efter endt uddannelse, hvor de møder den pædagogiske praksis. Mange kan blive ramt på deres faglighed. Men som Astrid Lindgren skrev, så må man gøre ting, også selvom de er farlige. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort.

En analyse fra Tænketanken DEA viser, at landets professionsuddannelser siden 2009 har optaget flere studerende med svage studieforudsætninger. Over en tiårig periode er andelen af studerende på professionsuddannelserne med de 25 pct. laveste karakterer fra grundskolen næsten fordoblet. I 2009 udgjorde gruppen med de laveste grundskolekarakterer ca. 10 pct. af optaget, mens de i 2019 udgjorde 19 pct.

I dag er pædagoguddannelsen landets største og en af de mest underfinansierede uddannelser (Evaluering af pædagoguddannelsen 2021). En helt grotesk prioritering, når vi ved at pædagogers professionelle relationskompetencer er en af de mest afgørende faktorer at forholde sig til, når skole og dagtilbud skal bidrage til alle børn og unges trivsel og udvikling. Både fagligt, socialt og personligt livet igennem. For I samme sekund vi nedprioriterer kvaliteten på pædagoguddannelsen, nedprioriterer vi samtidig de børn og unge, som samfundet på et tidspunkt skal stå på skuldrene af. 

Pædagogfaget skal have høj status

Desværre hersker der en samfundsmæssig diskurs om, at alle kan ’passe’ børn, og at pædagogfaget er et lavstatusfag. Den diskurs er til stadighed ’godt’ understøttet af, at pædagoger over et helt liv tjener omkring tre millioner kroner mindre end andre faggrupper med samme uddannelsesniveau (kilde: BUPL: Så stor er uligheden, 7 marts 2023). Men her kommer et newsflash: Pædagoger passer ikke børn, de understøtter menneskers udvikling. Og hver dag har de ansvaret for plastiske (formbare) hjerner, og de er derfor med til at ændre børn og unges tilknytningsmønstre, selvforståelse samt livsbane. De har med andre ord andre menneskers liv i hænderne – præcis som hjertekirurgen på intensivafdeling. Alene af den grund er det så forbandet vigtigt, at vi hurtigst muligt få ændret faget til et højstatusfag, hvor der er midler og rammer til at klæde de professionelle på til at kunne udføre et af de nok vigtigste og mest betroede erhverv i Danmark.

Hos Relationsformidlerne har de fleste af os en baggrund som pædagoger, og noget af det, vi kan genkende fra vores egen studietid, var vores forundring over, at samtlige studerende på vores årgange slap igennem nåleøjet i praktikkerne til trods for, at de havde store faglige, psykiske og sociale vanskeligheder. Mange af dem, der fandt det interessant at vie deres liv til at arbejde med mennesker, havde som udgangspunkt haft bedst af at arbejde med sig selv og deres egen habitus og egne traumer, før de blev klar til at arbejde med andre. Man kan jo bekendt ikke lede nogen, hvis man ikke kan lede sig selv først, og pædagoger skal hver dag lede og sætte retning for andre mennesker.

Skal kunne bruge sig selv som redskab

Det kan måske provokere nogle, at jeg sætter ord på dette, men før vi kan ændre noget, bliver vi nødt til at identificere, hvor kæden falder af. Et af de steder, hvor kæden for alvor er faldet af, er fra mit perspektiv, at pædagoguddannelsen har glemt noget af de mest centrale, når man skal arbejde med mennesker – nemlig fokus på den studerendes relationskompetence samt selvagens. 

Selvagens handler om at kunne bruge sig selv mere bevidst som redskab i kontakt og relation med andre, genkende egne mønstre, sårbarheder og ressourcer. At vide hvordan man regulerer sig selv, så man kan være det trygge og regulerede nervesystem, som børnene tillidsfuldt kan læne sig ind i. 

Hvis professionsuddannelserne ikke har dette fokus, vil fremtidens pædagoger ikke have mulighed for at bruge sig selv som bevidst redskab i relationen med de mennesker, de kommer til at arbejde med, og en refleksiv praksis i dagtilbud og skoler vil dermed ryge ud med badevandet. Det betyder, at der er en risiko for, at den enkelte pædagogstuderende ureflekteret vil komme til at trække på de normer og eventuelle lydighedsmetoder, de måske selv er blevet opdraget ud fra, men som ikke er understøttende for børns og unges trivsel og udvikling.

Uanset uddannelse og erhvervserfaring så bliver vi alle sammen kapret af det, hvis vi ikke har blik for og tør kigge på, hvad vi selv har med os i rygsækken, og hvordan vi ved at genkende egne mønstre, triggere, sårbarheder og ressourcer kan bruge os selv mere bevidst som redskab i kontakt og relation til andre.

Børn har brug for pædagoger med overskud at give af, både menneskeligt og følelsesmæssigt.

Fokus på den studerende selv

Alt for længe har der været et snævert fokus på akademiske kompetencer på pædagoguddannelsen, og den nuværende uddannelse stræber efter at uddanne den analyserende og talende pædagog.

Men en pædagog skal kunne meget mere. Vi skal uddanne pædagoger, som kan danne relationer og skabe trygge, udviklende og dannende fællesskaber gennem omsorg, nærvær, fantasi, leg og kreativitet.

Det kræver en pædagoguddannelse, der i langt højere grad zoomer ind på den pædagogstuderende selv.

Uddannelserne skal give den studerende en bevidsthed om, hvad han eller hun selv har med i sin bagage samt greb til at stoppe sin egen automatpilot i en hektisk pædagogisk hverdag. 

Pædagoger må have de nødvendige menneskelige sociale kvalifikationer, samtidig med at de må have en faglighed – En faglighed, der omhandler mennesker. Det kalder på kontinuerlig supervision både igennem uddannelsen, men også efter endt uddannelse.

Her kan vi ikke komme uden om værdien af at anvende videosupervision med inspiration fra Marte Meo-metoden igennem hele uddannelsen. Med Marte Meo-metoden vil den studerende først og fremmest få blik for barnets, den unges eller brugerens ressourcer, dernæst den enkeltes udviklingsbehov inden for zonen for nærmeste udvikling og samtidig vil den studerende få blik for egne samspilskompetencer, og hvad de selv skal skrue op for for at møde barnets/den unges/brugerens behov i samspillet.

Et farligt socialt eksperiment

Udover at pædagoguddannelsen kræver en gevaldig rekonstruktion samt mange flere økonomiske midler til at kvalificere uddannelsen, så den ikke, som nu, mest af alt ligner et akademisk selvstudie, må vi samtidig koncentrere os om de betingelser, pædagogerne og pædagogmedhjælperne har for at møde dem, de arbejder med, med den udviklingstøtte de har behov for.

Lige nu er både dagtilbud og klasseværelset overbefolket, og det minder mest af alt om et farligt socialt eksperiment med børn, når vi ser, hvor få voksne der er, de steder hvor mennesker skal udvikle sig og trives. 

For det lille barn er omsorg det mest afgørende, men pædagogens evne til at give omsorg afhænger af pædagogens situation: Er pædagogen stresset, under pres eller har utryghed i ansættelsen? Eller er pædagogen tryg og tanket følelsesmæssigt op? 

Vi professionelle bliver på godt og ondt børns udviklingsbetingelser. Så vi må som samfund prioritere at klæde professionelle godt på. 

Hos Relationsformidlerne.dk møder vi dagligt mange pædagoger rundt omkring i Danmark, og fælles for dem er oplevelsen af alt for ofte at gå hjem fra arbejde med en snigende følelse af ikke at slå til i praksis. Den følelse er hverken voksne eller børn tjent med. Derfor anbefaler vi, at pædagoguddannelsen i langt højere grad klæder de studerende på til at indtage det perspektiv, som den kliniske børnepsykolog Ross Greene fremhæver – nemlig at mennesker gør det godt, hvis de kan. Når vi tror på det, vil vi i langt højere grad kunne bevare vores nysgerrighed på os selv og hinanden, samt få øje på hvordan vi kan ændre vores pædagogiske tilgang samt justere den pædagogiske ramme omkring de mennesker, vi arbejder med – også når vi rammer en mur i praksis.

Hvis vi i sandhed skal forankre det menneskesyn – mennesker gør det godt, hvis de kan, bliver pædagoguddannelsen nødt til at give de pædagogstuderenes egen habitus samt selvagens langt mere fokus. Det er nemlig det, pædagogerne selv har med i rygsækken, der pr. automatpilot vil virke bag om ryggen på dem, når de møder den pædagogiske virkelighed ude i praksis.