Plejefamilien er blevet det foretrukne hjem for anbringelser. Forskere mener, at vi skal gå en anden vej

Mens anbringelsespolitikken de sidste årtier har prioriteret plejefamilie over socialpædagogiske opholdssteder og døgninstitutioner, er det blevet stadigt sværere at finde plejefamilier.

Nedgangen i antallet af plejefamilier har været massiv. I sommer viste den Socialpolitiske Redegørelse for 2022, at der er blevet 1100 færre plejefamilier siden 2014, hvor Socialtilsynet trådte i kraft. Og udviklingen ser ikke ud til at vende.

Det er den udfordring, Social- og Boligstyrelsen nu med kampagnen ’Små Liv Søger Store Hjerter’ forsøger at løse. Ved hjælp af kampagnefilm og kendte influencere opfordrer kampagnen flere til at melde sig som såkaldt ’hjerteforælder’, dvs. plejeforælder, netværksforælder, støtteperson eller adoptivforælder.

Men er det muligt at tiltrække flere ’hjerteforældre’? Er flere plejefamilier vejen frem? Og hvorfor er plejefamilien blevet det foretrukne i anbringelsespolitikken?

Mens antallet af anbringelser i plejefamilie er steget markant, er det trods de bedste intentioner langt fra altid, at plejefamilier lykkes med at skabe en stabil opvækst for de børn og unge, de får i pleje.

Det viser en aktindsigt i Socialtilsynets tilsynsrapporter fra 2021 som Socialt Indblik og en række andre medier har fået fra de fem socialtilsyn blandt plejefamilier.

321 ud af 5.555 generelt godkendte plejefamilier scorer lavt på et eller flere områder i forhold til den støtte, de giver børnene. Medierne har fået aktindsigt i 220 sager fra 2021 og 42 sager fra 2022, hvor plejefamilier også scorer lavt på kvalitet.

Den landsdækkende undersøgelse af forholdene i den almindelige familiepleje ’Familiepleje i Danmark’ fra 2017, som professor på institut for Sociologi og Socialt arbejde ved Aalborg Universitet Inge Marie Bryderup står bag, viste, at en tredjedel af alle familieplejeanbringelser bryder sammen, at mere end en tredjedel af de anbragte børn og unge har været anbragt andre steder forud for anbringelsen i familiepleje, og at godt en tredjedel af børnene efter anbringelsen i familieplejen anbringes i en ny foranstaltning. Til sammenligning sker der sammenbrud i cirka hver femte anbringelse på døgninstitution.

Socialtilsynene peger blandt andet på problemer som, at plejefamilierne mangler kompetencer til at løfte opgaven, fx at de ikke kan se bag om plejebarnets adfærd og mangler erkendelse af egne svagheder, og at de ikke deltager i de lovpligtige kurser. Et gennemgående problem er, at plejefamilierne mangler støtte fra kommunen. Familieplejen sikrer med andre ord ikke den stabilitet, som bliver brugt som et af argumenterne for at anbringe i familiepleje.

”Familieplejeanbringelserne skaber ikke den kontinuitet og tryghed for anbragte børn og unge, som anbringelserne er tiltænkt. Denne mangel på stabilitet gør, at de anbragte børn og unge får et liv, hvor de skal sige farvel og starte forfra helt nye steder hele tiden. De mister tilliden til de voksne omkring sig og til systemet. På sigt mister de også tilliden til samfundet, og det er en alvorlig bagage at gå ind i livet med,” lyder vurderingen fra Inge Marie Bryderup.

Hun står bag en række forskningsprojekter, der gransker anbringelsesområdet og har blandt andet bidraget til bøgerne ”Anbragte Børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder”, som udkom sidste år og ”Familiepleje i Danmark”, der udkom i 2017 og kortlægger familieplejens historie.

Særlige behov kræver fagprofessionelle

En del af de udfordringer i plejefamilierne, som undersøgelserne dokumenterer, er en konsekvens af, at man har åbnet alt for bredt op for, hvem der kan komme i familiepleje, og overser, at familiepleje ikke ubetinget altid er det rigtige og gode valg, vurderer Inge Marie Bryderup.  

”Man skal blive bedre til at anbringe rigtigt første gang, og til at anbringe de svigtede børn, der kæmper med mange forskellige udfordringer, hos uddannede pædagoger, der er i stand til at tage sig af dem,” siger hun.

Historisk har forudsætningen for familiepleje været, at barnet eller den unge ikke havde særlige sociale og eller psykiske udfordringer. Men i 1958 blev definitionen af, hvilke børn der burde prioriteres anbragt i familiepleje udvidet, så også børn og unge med særlige sociale og psykiske problemer kunne anbringes i plejefamilie.  

I dag er langt størstedelen af de børn, der bliver anbragt i plejefamilier, udfordrede på rigtigt mange parametre i form af diagnoser, vanskelige relationer til voksne, store faglige udfordringer i skolen, forskellige former for misbrug osv. 80 procent af de anbragte børn og unge er så belastede, at de har brug for behandling. Men kun en tredjedel af de danske plejefamilier er uddannede til at tage sig af anbragte med særlige udfordringer, viser undersøgelsen Familiepleje i Danmark fra 2017.

”Hovedparten af de anbragte burde anbringes i institution med erfarne pædagoger, der er uddannet i at tage sig af børn og unge med særlige udfordringer. Der skal en pædagogisk uddannelse til at tage vare på de børn og unge,” lyder vurderingen fra Inge Marie Bryderup.

Det er først de sidste 40 år, siden 1980’erne, at plejefamilien har overhalet institutionerne i statistikken over anbringelser. Historisk har det være mindretallet af de anbragte, der kom i plejefamilie. Tilbage i starten af 1900-tallet og helt frem til 1980’erne lå antallet af anbringelser i plejefamilie stabilt på omkring 15 procent af alle anbragte.

Forskeres skepsis ignoreret

For at forstå, hvorfor og hvordan plejefamilien er blevet den foretrukne anbringelsesform og skrevet ind i de politiske aftaler og reformer, må vi dykke ned i plejefamiliernes historie.

Døgninstitution var indtil omkring 1981 den hyppigst anvendte anbringelsesform. Det første markante hop i prioriteringen af plejefamilier skete i kølvandet på de styringsmæssige skift i 1970’ernes socialpolitikker.

Med Kommunalreformen i 1970 blev de daværende 1400 kommuner og 25 amter lagt sammen til 277 kommuner og 14 amter og en lang række både private, kommunale og amtskommunale døgninstitutioner blev nedlagt. Fra 1988 og i de efterfølgende årtier blev omkring 40 procent af de anbragte børn anbragt i plejefamilier.

I 2010’erne skete endnu et hop i antallet af anbringelser i plejefamilier.

I årene forinden pegede to skelsættende reformer i retning af flere anbringelser i familiepleje.

Anbringelsesreformen i 2006 præciserede, at det altid skulle undersøges, om plejefamilie eller netværksanbringelse var en mulighed, når et barn skulle anbringes uden for hjemmet. Og strukturreformen i 2007 medførte endnu en sammenlægning af kommuner (fra 275 til 98), og de 14 amter blev nedlagt til fordel for fem regioner. Hermed blev endnu en række institutioner nedlagt, mens små anbringelsesenheder med få unge og familielignende former opstod. Så anbringelsesstederne blev færre, mens antallet af anbragte børn og unge forblev det samme.

Efter Strukturreformen 2007 og Barnets Reform 2011 steg andelen af anbringelser i familiepleje og udgjorde i 2015 62 procent af anbringelserne.

Hos VIVE har seniorforsker Mette Lausten i 25 år lavet statistikker og rapporter, der kortlægger udviklingen af anbringelser.

Hun så med fra sidelinjen, da et par af hendes forskningskollegaer på VIVE lavede den såkaldte sammenbrudsundersøgelse, der tilbage i 2010-2011 viste, at op imod en tredjedel af anbringelserne i familiepleje bryder sammen, og som også afslørede kommunernes medansvar i sammenbrud. Fx i forbindelse med sagsbehandlerskift eller økonomiske restriktioner i kommunen, som fik kommuner til at afslutte ellers velfungerende anbringelser.

Siden da har der været langt mellem, at VIVE er blevet inviteret til at levere input til indledende drøftelser forud for politiske forhandlinger på anbringelsesområdet.

”Vi har fx slet ikke været inviteret med til det forberedende arbejde om reformen Børnene Først,” forklarer Mette Lausten.

Anne-Dorthe Hestbæk, tidligere forskningschef og forsker og på anbringelsesområdet gennem mere end 25 år, savner, at politikerne i højere grad samler og bruger den viden, der ligger på området.

”Meget af den viden, der produceres, bliver atomiseret, fordi der ikke investeres i at samle og analysere den, så den kan tegne de overordnede trends på anbringelsesområdet. Derfor har vi ikke tydelige svar på vigtige spørgsmål som, hvilke anbringelsesformer og behandlingsformer der virker bedst for hvilke børn og unge? Hvad det betyder, at to ud af tre anbragte børn nu er i familiepleje? For hvem er det fantastisk? Og hvem mangler et specialiseret behandlingstilbud?” argumenterer Anne-Dorthe Hestbæk.

Idealet om, at det er det rigtige og sunde at vokse op i en plejefamilie er blevet mere og mere tydeligt i lovgivningen. Men det er kun til gavn for de anbragte, hvis takterne i lovgivningen stadig levner rum for individuelle vurderinger, fastslår hun:

”Mit kongssynspunkt er, at man skal tildele børn de indsatser, de har bedst af, fremfor dem der passer med den måde, man har indrettet systemerne. Har man mange plejefamilier og få institutioner, kommer mange børn og unge i familiepleje. Men det er ikke nødvendigvis de anbragtes tarv, at man anbringer i familiepleje uden at vurdere det enkelte barns individuelle situation og behov.”   

Selvom der ikke er forskningsmæssig dokumentation for, at kommunerne vælger at anbringe børn og unge i plejefamilie for at spare penge, er det en velkendt problemstilling, at sagsbehandlere i kommunerne kan føle sig presset til at tage hensyn til de kommunale budgetter i anbringelsesager, forklarer Anne-Dorthe Hestbæk.

”Her kan familiepleje bruges som en kattelem til at spare penge. For det økonomiske argument er der ikke nogen, der vil sige højt. Det er et smukkere argument, at man vil sikre børn en opvækst i det, der minder mest om en almindelig familie. Sagen er bare, at det ikke er bedre for børnene, hvis plejefamilien ikke har ressourcer, faglige kompetencer og overskud til at tage sig af dem,” siger hun.

Farlige falske sammenligninger

Mette Lausten selv har været en af de forskere, der har været kritisk overfor den markante stigning i anbringelser i plejefamilie.

”En alt for stor del af dem, der i dag anbringes i plejefamilie, har særlige sociale og psykiske udfordringer. De har brug for voksne fagprofessionelle, der er uddannet i at tage vare på dem,” siger hun.

Mette Lausten har forsøgt at forklare politikere og embedsfolk, at argumentet om, at anbragte i plejefamilier klarer sig bedre i livet end anbragte på institutioner, ikke holder.

”Det er rigtigt, at man tilbage i tiden har kunnet se, at børn i plejefamilier klarer sig bedre. Men det er, fordi det dengang var de mindst belastede, der blev anbragt i plejefamilie, og ofte børn, der var blevet anbragt i førskolealderen. Det er dem, man har sammenlignet med børn, der er blevet anbragt senere og på institutioner. Men den sammenligning er skæv. For de institutionsanbragte har ofte større udfordringer i udgangspunktet, og det bærer deres anbringelsesforløb naturligvis præg af,” forklarer Mette Lausten, der savner, at der bliver prioriteret ressourcer til nye undersøgelser af, hvordan anbragte i henholdsvis familiepleje og på institution klarer sig videre i livet. 

”Jeg plejer at sige, at de børn, der bliver anbragt i førskolealderen, bliver anbragt, fordi deres forældre har udfordringer. Tidligere var det primært dem, der blev anbragt i plejefamilie. Og sammenlignede man dem med anbragte børn og unge på institutioner, giver det god mening, at de klarede sig bedre,” siger hun.

I dag er op imod halvdelen af de nyanbragte teenagere med komplekse sociale og psykiske udfordringer. Mange af dem har været vant til at leve et liv på egen hånd, fordi deres forældre ikke har magtet at tage sig af dem, forklarer Mette Lausten:

”De er kommet i problemer og mange er endt i misbrug. De er svære at sætte i familiepleje, fordi de naturligt møder de voksne med afstand og oprør,” siger hun.  

Mette Lausten har længe gerne ville undersøge begrundelserne for de mange skift og sammenbrud, men hun har ikke fået politisk opbakning og bevilling af midler til at undersøge sagerne.

”Vi mangler viden for at løse de udfordringer med sammenbrud i anbringelser, vi ser. Men vi mangler også anbringelsessteder. For der er massiv mangel på plejefamilier, og mangel på gode gamle, kendte og velrenommerede institutioner, fordi kommunerne har valgt at lukke mange af deres egne institutioner.”

Kommunernes gennemsnitlige årsudgift pr. anbragt i plejefamilie var i 2019 cirka 470.000 kroner. Mens den gennemsnitlige årsudgift pr. anbragt på døgninstitution eller opholdssted var cirka 1.160.000 kroner. Dvs. to en halv gange så dyrt for kommunen.

”Det er derfor ikke overraskende, at der er en tendens til, at de kommuner, der har øget andelen af helårsanbragte i plejefamilier mest fra 2013 til 2019, også har reduceret udgifterne til anbringelsesområdet mest,” kan man læse i rapporten ”Udvikling i udgifter og aktiviteter på anbringelsesområdet”, som Social og Indenrigsministeriet udgav i 2020.

”Økonomi har selvfølgelig været et argument. Men spørgsmålet er, hvad man vil gøre fremover. For plejefamilierne er der ikke. Vilkårene for at være plejefamilie er for dårlige og for skrøbelige. Ofte ved de ikke, om barnet bliver flyttet i næste måned. Det skaber et svært udgangspunkt for at investere sig følelsesmæssigt med alt, hvad det kræver at være plejefamilie,” siger Mette Lausten.

Dernæst matcher kravene til plejefamilier dårligt med den måde, moderne familier i dag har indrettet sig på. Fx pladskrav om ekstra værelse.

De, der vælger at være plejeforældre, er da også sjældent den typiske kernefamilie, viser statistikkerne. 19 procent er enlige, mens gennemsnitsalderen for plejeforældre i 2017 var 52 år. Størstedelen af plejeforældre er mellem 45 og 59 år, mens kun hver tredje er under 50, fremgår det af tal fra Social- og Indenrigsministeriet. 

Kernefamiliens socialpolitik

Men hvordan lykkes det fortsat at fastholde fortællingen om familiepleje som en anbringelse, der sikrer anbragte børn og unge tryghed og stabilitet?

Her skal vi flere hundrede år tilbage i historien, for historisk er plejefamilier altid blevet beskrevet som den ideelle anbringelse, forklarer Inge Marie Bryderup.

Børneforsorgen var i hele 1800-tallet præget af initiativer fra private velgørere og foreninger, oftest kristne foretagender. Det var fx Kristelig Forening til vildfarede Børns Redning, børnehjemsforeningen og plejehjemsforeningerne, der i 1903 dannede Børnesagens Fællesråd. Foreningerne virkede under det kristne budskab om kernefamilien som ideal og forudsætning for det gode (kristne) liv, kan man læse i Inge Marie Bryderups bog ”Familiepleje i Danmark”.

Børneloven i 1905 understregede således, at privat pleje skulle foretrækkes frem for institutionsanbringelse ud fra den antagelse, at denne anbringelsesform udgjorde ”den mindste Afvigelse fra de Forhold, hvorunder et Barn lever i sit naturlige Hjem” bestående af to ægtefæller under 55 år med max tre ukonfirmerede hjemmeboende børn i ”sunde Omgivelser” (værgerådsloven).

Idealisering af kernefamilien i Børneloven har på mange måder haft afgørende indflydelse på socialt udsatte børn og unge i Danmark i mere end hundrede år.  Værdier og normer om kernefamilien som den sunde ramme for børns opvækst blev etableret i midten af 1800-tallet – rundet af kristendommens budskab og har levet videre som forestilling om den bedst tænkelige levevis lige siden, forklarer Inge Marie Bryderup i bogen ”Familiepleje i Danmark”. 

Forsorgsloven byggede videre på grundstrukturen i Børneloven, men præciserede, at familiepleje var for børn under 14, ”som ikke kan antages at være af særlig vanskelig karakter.”

I 1958 blev definitionen af, hvilke børn der burde prioriteres anbragt i familiepleje udvidet: forbeholdet om ’særlig vanskelig karakter’, og ’som havde vist slet opførsel’ blev fjernet. 

Det åbnede op for, at flere børn og unge, som tidligere ville være blevet anbragt på institution, blev anbragt i familiepleje. Men de største hop i antallet af anbringelser i familiepleje er set med strukturreformernes sammenlægning af kommuner og følgende lukning af institutioner og de politiske reformer på anbringelsesområdet, første gang i 1980’erne, dernæst i 2010’erne.

Barnets Reform 2011 satte yderligere fokus på forældre og netværkets betydning – det blev tydeligt i lovteksten, at man skulle prioritere familielignende forhold i anbringelsen.  

Er kernefamilieidealet forældet?

Undersøgelser viser, at der er stor forskel i kommunernes anbringelsespraksis, fx på hvor stor andel der anbringes i henholdsvis familiepleje og på institution. Andelen af helårsanbragte i plejefamilier varierede fra ca. 30 procent til lidt over 80 procent på tværs af kommunerne i 2019 med et gennemsnit på 63 procent, fremgår det af rapporten ’Udvikling i udgifter og aktivitet på anbringelsesområdet’, som Social og Indenrigsministeriet udgav i 2020.
Inge Marie Bryderup har i sin forskning forsøgt at finde systematiske forklaringer herpå, blandt andet ved at lede efter mønstre i kommunernes økonomi, politiske sammensætning af byrådet, antal socialt belastede borgere. Men det er ikke lykkedes at finde systematiske forklaringer.

Inge Marie Bryderup ville ønske, at politikerne lyttede mere til, hvad forskningen viser om antallet af sammenbrud i anbringelser.  

”Praktikerne har lyttet meget mere til min forskning, end politikerne har. Der blev lyttet til, at man har behov for oprustning af familieplejerne. Men vi løser ikke det grundlæggende problem ved at give plejeforældre et kursus. Generelt ville jeg gerne, at politikerne lyttede mere til, hvad forskningen viser om antallet af sammenbrud i anbringelser og mangel på kontinuitet,” siger Inge Marie Bryderup.

Sagsbehandlere i kommunerne skal oprustes til at lave den rette anbringelse første gang. Og man bør genoverveje ikke at gøre plejefamilie til første valg og blive bedre til at anbringe i institution første gang, hvor det er nødvendigt, mener hun.

”Måske skulle man stille spørgsmålet, om det giver mening og er en god idé at anbringe særligt udsatte børn i plejefamilie? Det virker mere som ideologi om kernefamilien som det rigtige og normale. Idealisering af kernefamilien dominerer politikken på anbringelsesområdet. Man taler i lovgivningen om at anbringe i et ”naturligt miljø, der er så tæt på den almindelige familie som muligt. Også selvom samfundet ser helt anderledes ud i dag.”